Solen er også en stjerne af Nicola Yoon


Solen er også en stjerne (org. titel The Sun is Also A Star) af Nicola Yoon , udgivet af forlaget Carlsen i 2017.

En gribende historie om at leve livet og turde række ud efter sine drømme. Natasha tror på videnskab og fakta. Ikke på på skæbnen eller drømme, som ikke går i opfyldelse. Men så møder hun Daniel den samme dag, som hun og hendes familie er blevet udvist af landet. Daniel er en drømmer, som tror på skæbnen, og da han møder Natasha midt på gaden i New York, er han overbevist om, at skæbnen har store planer for dem begge. Skiftevis fortæller Natasha og Daniel om den skæbnesvangre dag i New York, da de mødte hinanden og alting ændrede sig.

Solen er også en stjerne er lige præcis den slags kærlighedshistorie, som jeg holder af at læse. Den er tilpas sød, samtidig med at den bringer en række vigtige tematikker på banen på en vedkommende og velafbalanceret måde. Den handler om nemlig ikke kun om kærlighed, men også om immigration. Natasha er illegalt flygtet til landet fra Jamaica, hvilket sætter sine tydelige spor i hendes hverdag, hvor familien forsøger at undgå systemet for enhver pris, indtil det ikke længere er en mulighed. Daniels familie har rejst fra Korea til USA, og det er ikke altid lige let at skulle balancerer mellem de to kulturer og finde sig til rette mellem dem. Samtidig har hans forældre store forventninger til hans uddannelse, som tilsidesætter Daniels egne drømme og lægger et unødvendigt pres på hans skuldre

“Der findes et japansk udtryk, som jeg godt kan lide: Koi no yokan. Det betyder ikke kærlighed ved første blik. Det betyder nærmere kærlighed ved andet blik. Det er den følelse, man får, når man møder nogen, man vil blive forelsket i. Måske elsker man ikke personen med det samme, men det er uundgåeligt, at det sker.”

Natasha og Daniel er to komplette modsætninger, og måske er det derfor, de fungerede så godt sammen. Han er en åbensindet drømmer, der tror på kærlighed, imens hun er langt mere praktisk anlagt i sit verdenssyn og meget selvsikker. På grund af deres forskellige livssyn og filosofier, udfordrer de også hinanden på en måde, som tilføjer en helt særlig dybde til historien. Samtidig med at de begge er minoriteter, er deres stemme og repræsentation vigtig. Natasha og Daniel skiftes til at fortælle deres fælles historie, men afbrydes af et tredje perspektiv, som handler om universet. Her fortælles brudstykker af historier om de mennesker, som omgiver de to hovedpersoner, og hvordan de perifert er forbundet til deres historie. Det er her opholdstilladelsen afvises, og som forsegler deres skæbne. Disse kapitler er en af romanens styrker, fordi det gør den jordnær og undlader de svimlende følelser i at tage overhånd. 

Sidste år til Bogforum anbefalede Adam Silvera at læse bogen, og den viste sig at være alt det, han havde sagt den ville være. Den er en hjertevarm kærlighedshistorie med noget på hjerte, som jeg øjeblikkelig havde lyst til at læse igen i det øjeblik jeg færdiggjorde den. Forholdet mellem kærlighed og alvor er perfekt afbalanceret og historien er trods sin letsindighed enormt repræsentativ og vedkommende, og på grund af historiens indhold kom jeg også rundt i hver en afkrog af mit følelsesregister med alt lige fra frustration til forelskelse. Jeg giver derfor anbefalingen videre.

Reklamer

Dem der flygter og dem der bliver (Napoli-romanerne #3) af Elena Ferrante


Dem der flygter og dem der bliver (org. titel Storia di chi fugge e di chi resta) af Elena Ferrante, udgivet af C&K Forlag i 2017 (org. udgivet i 2013) Læst på dansk – originalsproget er italiensk.

“Vi havde begge brug for nye dyber, nyt indhold, og alligevel var vi adskilte og kunne hverken give hinanden det ene eller det andet,” sådan skriver Elena om sit forhold til Lila i denne bind i Napoli-romanerne. Deres venskab er svært og præget af vidt forskelige ting, der tvinger dem fra hinanden. Elena er travlt optaget af sit forfatterskab og med at udvides det grænser, imens Lila fortsat kæmper med tilværelsen, selvom hun dog finder vej ud af fattigdommens elendighed. Elena flytter til Firenze og stifter familie. Men den kølige, kloge og verdensfjerne Pietro, som har vundet hendes hjerte, er svær at leve sammen med, og da familien forsøges er hverdagen er det på bekostning af hendes forfatterskab. Hverdagen vælter for alvor dog, da et spøgelse fra fortiden pludselig dukker op.

Elena Ferrantes romaner er mesterlige. De er svære at beskrive på grund af det rolige tempo og de hverdagsagtige begivenheder, men samtidig er de fyldt med stormfulde følelser, talrige magtkampe og evigt oprør. Selvom Elena og Lilas liv har bevæget sig i vidt forskellige retninger lige siden de mødte hinanden for første gang som børn, har de aldrig helt kunne slippe hinanden. Savnet har altid stået tilbage, når venskabets bånd blev skåret over. Ferrante spinder et spind af skrøbelige følelser om eksistenser på kanten af afgrundens rend, og måske er det netop disse vellykket portrætter, der gør Napoli-romanerne til noget ganske særligt.

“Vi havde begge brug for nye dybder, nyt indhold, og alligevel var vi adskilte og kunne hverken give hinanden det ene eller det andet.”

På samme måde som i de to foregående romaner hænger melankolien som en tyk tåge over bogens sider, og lykken er aldrig nok. Elenas forhold til Lila har altid været giftigt, og det er kun blevet værre med årene. Elena har alt, hvad hun har drømt om: en lang uddannelse, forfattersucces og en kernefamilie, men alligevel er hun ulykkelig. På trods af Lilas evige modgang i livet, bliver hun ved med at overgå hende på en måde, som er svær at sætte ord på. Ferrante illustrerer på fineste vis, hvordan Elena kæmper for at bryde fri af alle de forventninger, der er til kvinder. Forestilling om at være hjemmegående med manden som forsørgeren, forventningen om børn og kernefamilie, og som hun også forsøger at få til at fungere, selvom hun kæmper med næb og klør for at finde en udvej derfra.

Elena kæmper med sin næste roman, som gerne skal følge i fodsporene på dens første succes, og processen er lang og smertefuld, fordi det eneste der virkelig betyder noget, er Lilas mening. Helt grundliggende mangler hun føling med sig selv og sin identitet, der er så betinget af Lilas mening, og det gør, at hun altid er på vippen til at bryde sammen. Tiden presser sig også sammen om hende som en klaustrofobisk fornemmelse med sin politisk ekstremisme, studenteroprøret og kvindebevægelsen, der udgør de historiske rammer for romanen, og det er også med til at gøre hende rodløs i verden og i sig selv. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ender. Denne tredje roman om de to napolitanske kvinder er mesterligt fortalt, og jeg misunder enhver, der endnu har til gode at læse deres historie.

Crooked Kingdom (Six of Crows #2) af Leigh Bardugo


Crooked Kingdom af Leigh Bardugo, udgivet af forlaget Henry Holt and Company i 2016.

Sammen med sin kriminelle bande lister Kaz Brekker lydløst rundt på byens tage og klatre på murer. De manipulerer deres vej igennem Ketterdam i forsøget på at overleve, og da tilbød sig en enestående mulighed. Med livet som indsats begik de kriminelle krager et muligt kup til en svimlende pengesum. Opgaven gik ud på at bryde ind i et af landets mest bevogtede fængsler, hvor de skulle kidnappe en højt beskyttet person og få ham hjem i sikker behold. Intet gik som ventet, og derfra begynder Crooked Kingdom.

Leigh Bardugo er strøget til tops med sine fængslende romaner, og hun er ikke til at stoppe. Ligesom dens forgænger, er Crooked Kingdom fyldt med action fra start til slut. Den bæres i høj grad af kragernes indbyrdes relationer både hvad angår magtforhold, intrigere og kærligheden mellem dem. Gradvist afsløres kragernes fortid, og det bliver helt tydeligt, hvorfor de er endt som skygger i den kriminelle underverden. Jesper er en klassisk gambler, der er endt som kriminel for at kunne betale sin spillegæld. Inej blev kidnappet som teenager og tvunget ud i prostitution, før livet som krage gav hende den frihed, hun søgte. Nina er en Grisha, som blev bortført af Matthias, der nu har forladt den Grisha-jagende hær. Og så er der Kaz, der muligvis er romanens mest interessante person på grund af den mystik, som omgiver ham. Han er den fødte leder og til tider lige så ondskabsfuld, som de mennesker, han bekæmper.

Crows remember human faces. They remember the people who feed them, who are kind to them. And the people who wrong them too. They don’t forget. They tell each other who to look after and who to watch out for.”

Ketterdam er en by omgivet af murer, fyldt med soldater og handel. Den er fyldt med blindgyder, der snor sig igennem hele den som labyrintiske gange, og på mange måder er historien konstrueret på samme måde. Fra første side var den umulig at slippe. De seks krager skyr ingen midler for at opnå deres mål, og nogle gange er den eneste måde at opnå retfærdighed på ved at sagen i egen hånd. De er svære ikke at holde af, selvom de både plyndrer og dræber folk for at overleve. Derfor gruede jeg også for slutningen, fordi jeg ikke var klar til at slippe den enestående verden, som Bardugo har skabt, og selvom den slutter præcist som den skal, knuste den mit hjerte undervejs.

Crooked Kingdom er ikke bare fænomenal læsning, der underholder fra start til slut. Det er også en historie, hvor mange vigtige tematikker bringes i spil, og som giver historien karakter. Historien er en parade af spændende twist, som hele tiden bevæger historien i en ny retning, dog uden at forfatteren mister grebet om sin historie eller overblikket. Den fik mig til at højde vejret i spænding, og først da sidste side blev vendt kunne jeg slappe af. Desuden er Bardugos ord intet mindre en fængslende at læse, og jeg kan slet ikke vente til jeg igen vender tilbage til Ketterdam.