Ursiderne (Spektrum #3) af Nanna Foss


Ursiderne af Nanna Foss, udgivet af Tellerup i 2017.

Det siges, at tiden læger alle sår, men sådan føles det ikke for 16-årige Nasrin. Siden hun mistede sin mor, har hun kun været en skygge af sig selv. Fortiden er umulig at slippe, og selv når hun lukker øjnene for at sove skyller minderne ind over hende som en tidevandsbølge, der river hendes hjerte itu igen og igen. Men en dag sker der noget, der vender op og ned på hendes liv. Hun møder den dreng, der reddede hende som barn, men han er ikke blevet en dag ældre, og han kan ikke huske hende. Samtidig begynder der at ske mystiske ting i Nasrins liv, som hun ikke kan forklare, men det kan brødrene Linus og Alban, tvillingerne Noah og Pi, Adriana og Emilie.

Da jeg læste Geminiderne, den anden bog i serien, bankede mit hjerte for den historie, som Pi lægger stemme til. Den gjorde ondt at læse, men den var ikke i nærheden af Nasrins. Hendes historie, kampen med sorgen og tabet af moren er så hjerteskærende at læse, at jeg allerede græd inden jeg havde læst det første kapitel til ende. Hendes smerte er så virkelig, og alligevel kan jeg slet ikke forestille mig, hvor virkelig den egentlig er. Det er helt tydeligt, at Nanna Foss har følt den, for Nasrins sorg ramte mig i hver en afkrog af mit følelsesregister. Jeg mærkede hendes vrede, frustration og magteløshed, der var ved at æde hende op, og det føltes som om intet nogensinde ville blive godt igen, men det blev det. Nasrins historie handler nemlig også om at turde give slip på sorgen, selvom den altid vil være der.

“Sorg har en udløbsdato. I hvert fald for andre.”

Nanna Foss er en mester i at skrive følelser så klare, at de funkler som stjernerne på nattehimlen. De er så tydelige, at man helt har lyst til at række ud og føle på dem, og derfor føltes Ursiderne også som et knytnæveslag i maven. Tilsvarende de forrige bøger i serien er intensiteten næsten uudholdelig, og tempoet er højt fra start til slut. Handlingen spidser til og skyggevæsnerne haler ind på vennegruppen, og Nasrin ønsker mere end noget andet at bruge sine nyopdaget evner på at hele sit hjerte igen. På samme måde, som Nasrin overrumples af sit savn, skyllede hendes følelser ind over mig som en tidevandsbølge, der blev ved med at ramme. Hver gang jeg fik pusten, ramte den på ny og slog luften ud af mig. Desuden var jeg vild med bogens format, der bærer præg af grafiske udtryk, hvor ord flyder sammen til mønstre på sortfarvede sider, og som på fineste vis illustrerer Nasrins sorg.

Ursiderne overvældede mig i sådan en grad, at jeg ikke fløj igennem den på samme måde, som jeg gjorde med de forrige bøger i serien. Jeg var ganske enkelt nødt til at lægge den fra mig fra tid til anden, fordi jeg ellers følte, at mit hjerte ville gå i stykker. Forfatterens ord er små stjerneskud, der fik mig til at spærre øjnene op og sukke af beundring. Historien er vigtig og vedkommende, og formatet er en satsning, der rammer plet. Det træder til, når beskrivelserne af Nasrins følelser ikke er nok til at vise sorgen som størrelse. Med hendes historie tilføjes der også en meget etisk og vigtig dimension til hele tidsrejsefortællingen. Selv hvis vi havde mulighed for at gå tilbage i tiden og ændre den, er det så det rigtige at gøre? Mit hjerte kan næsten ikke bære det, for nogle gange får man ikke de svar, man så brændende ønsker sig.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s