Akkanas Gåde (Panteon-sagaen #2) af Boris Hansen


Akkanas Gåde af Boris Hansen, udgivet af forlaget Tellerup i 2017.

Lucas’ jagt på sin bedste veninde fører ham til Skrønebugten, hvor en konflikt mellem ældgamle kræfter er ved at bryde ud, og Cassandra er ingen steder at finde. Kun Akkana, gådernes gudinde, kan hjælpe ham og hans venner, og med hendes gåde følger også klarhed over mystiske begivenheder der truer med at opsluge hele Panteons verden. Hvis de altså kan løse den. Samtidig kæmper krigerenglen Saida mod en anden side af Empyria, som hun ikke kendte, og den er fyldt med løgne og konspirationer. Alt dette er Mehmet udvidende om, indtil han en dag modtager et råb om hjælp fra fortiden, som vil føre ham ind i Storbyens altopslugende mørke.

Jeg ville ønske, at jeg var en langsom og tålmodig læser, så jeg kunne strække læseoplevelser som denne ud og få dem til at vare lidt længere. Vejen til Panteon er en af de bedste bøger, jeg læste sidste år. Det var ikke en bog, jeg havde de store forventninger til, men den endte med at tage mig med storm. Det samme gjorde Akkanas Gåde. Efter endt læsning sad jeg tilbage med de værste bogtømmermænd. Selvom udvalget i mine bogreoler er stort og varieret, ønskede jeg kun at følge i fodsporene på Lucas, Saida og Mehmet. Boris Hansen formår at skabe to velafbalancerede verdener, der er meget forskellige, samtidig med at de betrædes af et væld af interessante og nuancerede karakterer, der driver historien frem.  Historien er så svær at slippet, at hvis jeg kunne ville jeg kravle ind mellem bogens sider og leve der for en stund.

“Stemmen tonede ud og blev til en summen. Mehmet vendte sig væk fra rækværket, prøvede at koncentrere sig. “Det her er vigtigt,” hviskede han mens han faldt ned på knæ foran Julia. Hun så på ham med store øjne og tog hans ansigt mellem sine hænder, måske for at finde en smule ro ved at røre nogt velkendt.”

Historier med flere perspektiver har aldrig været min litterære force. Faktisk har jeg en tendens til hurtigt at miste overblikket og kede mig, før jeg til sidst sætter bogen tilbage i reolen ulæst, men sådan var det ikke med Akkanas Gåde, hvor historien også omfatter Mehmets perspektiv. Hans længsel efter sine venner er næsten ikke til at bære, og livet i Storbyen er alt andet end det, han havde håbet på. Hans perspektiv står i stor kontrast til resten af historien, der først begynder at tage fart hen mod slutningen. Ikke desto mindre er han en karakter, jeg hurtigt kom til at holde af. Det samme gjorde sig gældende for Saida, hvis historie tilføjer en større dybde til bogens enorme univers, samtidig med at den kaster en skygge over historien med sine hemmeligheder, løgne og bedrag.

Endnu en gang udvisker Boris Hansen grænserne mellem fantasy og science-fiction, og skaber således én sammenhængende verden, hvor de to genre perfekt afløser og supplerer hinanden, som om det var det mest naturlige i verden. Samtidig formår han at gøre det på en måde, som får det til at se legende let ud, men som uden tvivl er alt andet end det. De to verdener får mere fylde og format i denne stærke fortsættelse, og langsomt men sikkert binder forfatteren de mange handlingstråde sammen, så man begynder at ane en sammenhæng mellem fantasy-verdenen og den dystopiske fremtid. Det gør den umulig at slippe. Det er dansk fantasy, når det er bedst.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.