Ursiderne (Spektrum #3) af Nanna Foss


Ursiderne af Nanna Foss, udgivet af Tellerup i 2017.

Det siges, at tiden læger alle sår, men sådan føles det ikke for 16-årige Nasrin. Siden hun mistede sin mor, har hun kun været en skygge af sig selv. Fortiden er umulig at slippe, og selv når hun lukker øjnene for at sove skyller minderne ind over hende som en tidevandsbølge, der river hendes hjerte itu igen og igen. Men en dag sker der noget, der vender op og ned på hendes liv. Hun møder den dreng, der reddede hende som barn, men han er ikke blevet en dag ældre, og han kan ikke huske hende. Samtidig begynder der at ske mystiske ting i Nasrins liv, som hun ikke kan forklare, men det kan brødrene Linus og Alban, tvillingerne Noah og Pi, Adriana og Emilie.

Da jeg læste Geminiderne, den anden bog i serien, bankede mit hjerte for den historie, som Pi lægger stemme til. Den gjorde ondt at læse, men den var ikke i nærheden af Nasrins. Hendes historie, kampen med sorgen og tabet af moren er så hjerteskærende at læse, at jeg allerede græd inden jeg havde læst det første kapitel til ende. Hendes smerte er så virkelig, og alligevel kan jeg slet ikke forestille mig, hvor virkelig den egentlig er. Det er helt tydeligt, at Nanna Foss har følt den, for Nasrins sorg ramte mig i hver en afkrog af mit følelsesregister. Jeg mærkede hendes vrede, frustration og magteløshed, der var ved at æde hende op, og det føltes som om intet nogensinde ville blive godt igen, men det blev det. Nasrins historie handler nemlig også om at turde give slip på sorgen, selvom den altid vil være der.

“Sorg har en udløbsdato. I hvert fald for andre.”

Nanna Foss er en mester i at skrive følelser så klare, at de funkler som stjernerne på nattehimlen. De er så tydelige, at man helt har lyst til at række ud og føle på dem, og derfor føltes Ursiderne også som et knytnæveslag i maven. Tilsvarende de forrige bøger i serien er intensiteten næsten uudholdelig, og tempoet er højt fra start til slut. Handlingen spidser til og skyggevæsnerne haler ind på vennegruppen, og Nasrin ønsker mere end noget andet at bruge sine nyopdaget evner på at hele sit hjerte igen. På samme måde, som Nasrin overrumples af sit savn, skyllede hendes følelser ind over mig som en tidevandsbølge, der blev ved med at ramme. Hver gang jeg fik pusten, ramte den på ny og slog luften ud af mig. Desuden var jeg vild med bogens format, der bærer præg af grafiske udtryk, hvor ord flyder sammen til mønstre på sortfarvede sider, og som på fineste vis illustrerer Nasrins sorg.

Ursiderne overvældede mig i sådan en grad, at jeg ikke fløj igennem den på samme måde, som jeg gjorde med de forrige bøger i serien. Jeg var ganske enkelt nødt til at lægge den fra mig fra tid til anden, fordi jeg ellers følte, at mit hjerte ville gå i stykker. Forfatterens ord er små stjerneskud, der fik mig til at spærre øjnene op og sukke af beundring. Historien er vigtig og vedkommende, og formatet er en satsning, der rammer plet. Det træder til, når beskrivelserne af Nasrins følelser ikke er nok til at vise sorgen som størrelse. Med hendes historie tilføjes der også en meget etisk og vigtig dimension til hele tidsrejsefortællingen. Selv hvis vi havde mulighed for at gå tilbage i tiden og ændre den, er det så det rigtige at gøre? Mit hjerte kan næsten ikke bære det, for nogle gange får man ikke de svar, man så brændende ønsker sig.

Reklamer

Valget af Sarah Engell


Valget af Sarah Engell, udgivet af forlaget CarlsenPuls i 2017.

Verdenen smuldrer langsomt under Xenias fødder. Flygtningekrisen raser, og hun kæmper for det fælles bedste. Hendes vej ind i politik har været lang, men drømmen om at blive frontfigur i Etisk parti har holdt hende ved ilden, og bedst som drømmen er inde for rækkevidde, møder hun flygtningepigen Lila, der er rejst alene til Danmark. Xenia ved i sit hjerte, at hun er nødt til at hjælpe hende, men er hun villig til at opgive sin drøm i politik, for at hjælpe en komplet fremmed?

Valget er min første bog af Sarah Engell, og jeg er glad for, at mit kendskab til hendes forfatterskab begyndte der. Hendes seneste roman er en af den slags særlige bøger, som stadig sidder i mig, selvom det nu er flere måneder siden jeg færdiglæste den. Med skarp realisme beskriver Engell vigtigheden af at turde stå ved sine valg, men også om at reflektere over den offentlige debat og det politiske system. Hendes ord er stærke og gennemslagskraften stor, og der er ingen tvivl om, at hun har gjort sit forarbejde med denne bog, for det efterlader sig tydelige spor igennem hele romanen.

“De sender bomber ned. Vi sender drømme op.”

Historien begrænser sig ikke til kun at handle om Xenias afgørende valg. Den fortæller også historien om den pige, der vender op og ned på hendes liv. Sideløbende med Xenias historie fortæller Lila sin, der formmæssigt er inspireret af Tusind og én nats eventyr, og de er hjerteskærende at læse. Ikke så meget på grund af de ting, som hun fortæller, men på grund af den måde hun med sit barnesind forsøger at forstå de ting, der er hændt hende. I en verden, hvor vi kender til krigens rædsler, hvor bomber giver genlyd og døden hersker, er Engells historie både vedkommende og vigtig.

Forfatteren formår at gøre politik let tilgængeligt, selvom emnet er alt andet end det. Hun skammer aldrig de, der kun har blik for nå til tops, og selvom hun påpeger den manglende medmenneskelighed i dansk politik, så forsøger hun heller ikke at løse problemet. Det er et komplekst problem, som ikke bare kan løses, og i stedet opfordrer hun læseren til at forholde sig til det, hvis det nogensinde skal blive en realitet. Af samme grund tydeligt at mærke, at Xenia er skabt på baggrund af forfatterens egen politikerlede, som jeg fandt meget nem at relatere til. På grund af Xenias drømme og ambitioner, bliver hendes historie aldrig kedelig at læse til trods for at den er spækket med politiske overbevisninger og ideologier. I stedet gør den lige præcis det, som den skal. Den giver lyst til at forandre verdenen til det bedre.

Cinder (The Lunar Chronicles #1) af Marissa Meyer


Cinder af Marissa Meyer, udgivet af forlaget Feiwel and Friends i 2012.

Cinder bor i New Beijing, hvor hun arbejder som en talentfuld mekaniker, men hendes verden er alt andet end magisk. Verdensfreden hænger i en tynd tråd, og samtidig hærger en dødbringende sygdom. Cinder er ikke som andre piger. Faktisk er hun halvt menneske og halv robot, hvilket placerer hende som en af samfundets laveste. Men alt ændres, da hendes omdømme fører Prins Kai til hendes værksted inden det årlige bal, og inden hun får set sig om vikles hun ind i en intergalaktisk konflikt med et bankende hjerte for den charmerende prins.

Med Cinder genfortæller Marissa Meyer det klassiske eventyr om en forældreløs pige, en tabt sko og magiske midnatsslag. Men selvom Meyer tager afsæt i det velkendte eventyr, udgør dette kun rammerne for hendes historie, som hun bryder ved at sætte sit eget og enestående præg på fortællingen. Cinder mister ikke sin sko, hun mister sin kunstige fod, og samtidig overvåger det bedrageriske Lunar-folk konstant jorden fra stjernehimlen. Meyers genfortælling er forfriskende, for selvom Askepot-elementerne gør historien forudsigelig (den charmerende prins, det prægtige bal og den uundgåelige afsløring af hendes identitet), så er vejen dertil markant anderledes, og plottet mister aldrig sit tempo.

“Even in the Future the Story Begins with Once Upon a Time.”

Det er helt tydeligt, at Cinder kun er begyndelsen på en lovende serie af genfortællinger, for den ender med en nådesløs cliffhanger, der varsler flere afsløringer og mere spænding. Selvom jeg nød at læse Meyers genfortælling, er den dog ikke uden fejl. Et af romanens helt store spørgsmål går på, hvorvidt Cinder er i stand til at føle kærlighed, fordi hele hendes indre elektronisk. Det er et spørgsmål, der aldrig rigtig besvares, selvom det er tydeligt, at hun i flere tilfælde er langt mere menneskelig, end end de mennesker der omgiver hende. Desuden kastes læseren direkte ind i forfatterens futuristiske verden uden videre forklaring om dens historie eller betydningen af den intergalaktiske konflikt, som truer med at rive den allerede skrøbelige verdensfred itu.

Forfatterens historie har potentiale, men jeg følte aldrig helt, at det blev opfyldt. I stedet føles Cinder mere som en lovende begyndelse. Meyer navigerer let og elegant uden om de elementer i bogen, som for alvor kunne give historien dybde, og det efterlader den i stedet en smule klichéfyldt og transparent. Det samme gælder for historiens mere problematiske aspekter, der overses som om de aldrig har eksisteret. Alligevel var jeg grebet af bogen fra start til slut. Den er begyndelsen på et storslået eventyr, som jeg håber forfatteren formår at gribe i de efterfølgende bøger.

Akkanas Gåde (Panteon-sagaen #2) af Boris Hansen


Akkanas Gåde af Boris Hansen, udgivet af forlaget Tellerup i 2017.

Lucas’ jagt på sin bedste veninde fører ham til Skrønebugten, hvor en konflikt mellem ældgamle kræfter er ved at bryde ud, og Cassandra er ingen steder at finde. Kun Akkana, gådernes gudinde, kan hjælpe ham og hans venner, og med hendes gåde følger også klarhed over mystiske begivenheder der truer med at opsluge hele Panteons verden. Hvis de altså kan løse den. Samtidig kæmper krigerenglen Saida mod en anden side af Empyria, som hun ikke kendte, og den er fyldt med løgne og konspirationer. Alt dette er Mehmet udvidende om, indtil han en dag modtager et råb om hjælp fra fortiden, som vil føre ham ind i Storbyens altopslugende mørke.

Jeg ville ønske, at jeg var en langsom og tålmodig læser, så jeg kunne strække læseoplevelser som denne ud og få dem til at vare lidt længere. Vejen til Panteon er en af de bedste bøger, jeg læste sidste år. Det var ikke en bog, jeg havde de store forventninger til, men den endte med at tage mig med storm. Det samme gjorde Akkanas Gåde. Efter endt læsning sad jeg tilbage med de værste bogtømmermænd. Selvom udvalget i mine bogreoler er stort og varieret, ønskede jeg kun at følge i fodsporene på Lucas, Saida og Mehmet. Boris Hansen formår at skabe to velafbalancerede verdener, der er meget forskellige, samtidig med at de betrædes af et væld af interessante og nuancerede karakterer, der driver historien frem.  Historien er så svær at slippet, at hvis jeg kunne ville jeg kravle ind mellem bogens sider og leve der for en stund.

“Stemmen tonede ud og blev til en summen. Mehmet vendte sig væk fra rækværket, prøvede at koncentrere sig. “Det her er vigtigt,” hviskede han mens han faldt ned på knæ foran Julia. Hun så på ham med store øjne og tog hans ansigt mellem sine hænder, måske for at finde en smule ro ved at røre nogt velkendt.”

Historier med flere perspektiver har aldrig været min litterære force. Faktisk har jeg en tendens til hurtigt at miste overblikket og kede mig, før jeg til sidst sætter bogen tilbage i reolen ulæst, men sådan var det ikke med Akkanas Gåde, hvor historien også omfatter Mehmets perspektiv. Hans længsel efter sine venner er næsten ikke til at bære, og livet i Storbyen er alt andet end det, han havde håbet på. Hans perspektiv står i stor kontrast til resten af historien, der først begynder at tage fart hen mod slutningen. Ikke desto mindre er han en karakter, jeg hurtigt kom til at holde af. Det samme gjorde sig gældende for Saida, hvis historie tilføjer en større dybde til bogens enorme univers, samtidig med at den kaster en skygge over historien med sine hemmeligheder, løgne og bedrag.

Endnu en gang udvisker Boris Hansen grænserne mellem fantasy og science-fiction, og skaber således én sammenhængende verden, hvor de to genre perfekt afløser og supplerer hinanden, som om det var det mest naturlige i verden. Samtidig formår han at gøre det på en måde, som får det til at se legende let ud, men som uden tvivl er alt andet end det. De to verdener får mere fylde og format i denne stærke fortsættelse, og langsomt men sikkert binder forfatteren de mange handlingstråde sammen, så man begynder at ane en sammenhæng mellem fantasy-verdenen og den dystopiske fremtid. Det gør den umulig at slippe. Det er dansk fantasy, når det er bedst.