Kunsten at slå op med bøger

Jeg hader det. Sådan helt ind i hjertet hader det. At slå op med bøger. Give fortabt. Kaste håndklædet i ringen. Kært barn har mange navne, og alligevel smager oplevelsen altid besk i min mund. Derfor lader jeg oftest være med at sætte bøger tilbage i reolen, før de er færdiglæste. En sjælden gang sætter jeg dem på pause på ubestemt tid. Måske er det bare et andet ord for at give op. Jeg er ikke god til at slå op med bøger, og det har betydet, at jeg alt for ofte kæmper mig igennem bøger, som jeg bare skulle have lukket én gang for alle. Jeg burde have opgivet at læse Charles Dickens Pickwick Papers, men jeg var alt for stædig, og den var en del af en læseudfordring, som jeg havde sat mig for. Derfor kæmpede mig vej igennem den uden rigtigt at kunne huske den i dag, fordi den var et projekt, der skulle lykkes, og et bjerg, jeg skulle bestige alene for at have gjort det. Sådan har jeg det med flere bøger i dag. At slå op med bøger er en kunstart, jeg ikke mestrer. Det er et nederlag for mig at opgive bøger, vel at mærke kun, når det omhandler mig selv, for jeg tager hatten af for de, der kender værdien af deres tid godt nok til at gøre det. 

Afhængigt af bogens længde, har jeg altid forsøgt at give en bog 100 sider til fange min opmærksomhed, men samtidig var de 100 sider også med til at fange mig en tankespiral, for hvis jeg allerede har læst så mange sider, kan jeg vel lige så godt læse de næste også, også selvom jeg ikke er særlig interesseret. I virkeligheden burde det være simpelt: hvis en bog ikke fænger, er det bogens problem – ikke mit. Det er noget, jeg gerne vil være bedre til i 2018.

Hvad er dit forhold til at opgive bøger midtvejs, og hvornår i læsningen ved du, om en bog ikke er noget for dig? 

Reklamer

9. november af Colleen Hoover


9. november (org. titel November 9) af Colleen Hoover, udgivet af forlaget Lovebooks i 2017 (org. udgivet i 2015). Bogen er læst på dansk — originalsproget er engelsk.

Aftenen inden Fallon flytter fra Los Angeles til New York, møder hun Ben, og selvom hun hader at indrømme det, er deres forelskelse øjeblikkelig og unægtelig. I stedet for at indlede et langdistanceforhold, tilbringer de timerne sammen inden hendes flyvetur. De beslutter sig også for at mødes samme dag én gang om året de næste fem år uden ellers at have kontakt. Men fem år er lang tid, og undervejs kommer hverdagen og livet imellem Fallon og Ben, selvom deres følelser for hinanden kun vokser sig større for hver gang de mødes.

Mit forhold til Colleen Hoover er udfordret af min fascination af hendes popularitet og mange kærlighedshistorier, og det faktum, at det er de færreste af disse, som ender med at vinde mit hjerte. Det gjorde 9. november heller ikke. Den lød lovende med sine to bogelskende hovedpersoner, hvor den ene drømmer om at skrive, imens den anden er en ihærdig læser. Deres beslutning om kun at mødes én gang om året er i bund og grund fjollet, men til at begynde med fungerede den rigtig fint ved at sætte historien i bevægelse og skabe spænding hos læseren. Dog havde jeg nogle grundliggende problemer med Bens verdenssyn og Fallons melodramatiske tankegang som gjorde, at jeg aldrig helt kom til at holde rigtig af dem. Alligevel fungerede de godt sammen med deres forskelligheder.

“Du vil aldrig kunne finde dig selv hvis du fortaber dig i en anden.”

Hooveres historie er dog ikke uden problemer. I takt med at årene går, begynder Ben og Fallon at se livet og hverdagen modsætte sig deres kærlighed på en måde, som tvinger dem fra hinanden og med dette, bringer Hoover nogle virkelig store tematikker på banen, som hun i sidste ende vælger at helt at affeje, som om de aldrig havde været der. Det får historien til at bevæge sig i en ny retning, hvilket får de mange udfordringer til at virkelig som dramatisk fyld. Hvad der begyndte som den fineste kærlighedshistorie, der i takt med sine mange plottwists, endte med at blive en helt anden historie. Før historien begyndte at blive en anden, fløj jeg igennem siderne med stor fornøjelse, men i takt med at handlingen skred frem, blev de svære at vende. Faktisk går det op for mig, at jo mere jeg forsøger at nedfælde mine tanker om bogen, jo mindre synes jeg rent faktisk om den.

Jeg føler, at den tog en unødvendig drejning, der får hele forestillingen om lynkærlighed til at falde til jorden med et brag. Det er som om, at forfatteren mister overblikket over sin historie og det, som den startede ud med at være. Mange karakterer og subplots bringes i spil, og det gør, at historien om kærlighed ved første blik helt drukner. Udfordringerne er mange for Ben og Fallons, og på grund af den geografiske og temporale afstand mellem dem, er det helt naturligt også noget, der fylder rigtig meget i beretningen om deres kærlighed, og alligevel overkommes de så let som ingenting. Det gjorde også, at jeg ikke troede på deres kærlighed, selvom jeg godt kan lide tanken om at tage ansvar og turde tilgive. 9. november kunne have været den fineste kærlighedshistorie, men endte i stedet med at falde lidt til jorden ved at være unødvendig dramatisk og alt for let løst.

Jeg er et barn af bøger

Jeg er et barn af bøger. Det har jeg altid været. Som barn voksede jeg op i et hjem, hvor der altid var adgang til bøger. Det var ikke nødvendigvis fine klasssikere, der senere fik en særlig plads i mit hjerte, men ikke desto mindre var der altid bøger. Jeg husker, at jeg læste Troldepus, Peter Plys, Anne fra Grønnebakken og Børnene i Kragevig. Jeg læste Vinden i Piletræerne og samtlige bøger af Astrid Lindgren, og fordi jeg læste så meget, er jeg heller ikke sikker på, hvilken bog, der for alvor gjorde mig til et barn af bøger. Det er noget, som jeg længe har søgt mine barndomsminder igennem for, og en af de bøger, der fremstår klarest i min hukommelse er J.K. Rowlings bøger om drengen, der ikke kunne slås ihjel. Det lyder måske som en kliché at sige, at Harry Potter gjorde mig til et barn af bøger, men da lynet slog ned tog jeg form som læser. Bøgerne fremstår endnu klokkeklare i min hukommelse som nogle, der ramte mig hårdt.  Jeg læste bøgerne med så stærke reaktioner af ren forunderlighed, at jeg stadig tror min far kan fortælle historien om, da jeg læste Harry Potter og De Vises Sten for første gang. Jeg husker endnu, at jeg til at begynde med nægtede at læse bøgerne, fordi jeg kunne se filmene, og jeg husker stadig min reaktion, da jeg læste om Snapes udfordring i kælderen, og hvordan jeg løb ud til min far for med stor forbløffelse at påpege, at den ikke er med i filmen.

Jeg fik Harry Potter-feber og tilbragte de fleste af døgnets vågne timer med at læse om den bebrillede drengs eventyr, men en anden bog, der stjal mit læserhjertet i samme periode var Philip Pullmans Det Gyldne Kompas. Jeg kan ikke huske første gang jeg læste om Lyras rejse til norden, men jeg kan huske, at jeg tryglede min far om at tage mig med til boghandleren, så jeg kunne købe de efterfølgende bøger i trilogien. Jeg forstod ikke bøgernes forholdsvis komplicerede politiske handling, men sproget tryllebandt mig til at læse videre, selvom jeg ikke altid forstod historien, og det har jeg altid fundet meget sigende for bøgernes kvalitet. I begge tilfælde har jeg med årene genlæst bøgerne et utal af gange af den simple grund, at jeg ikke kan lade være. Når jeg kigger rundt på hylderne i mine bogreoler, går det også op for mig, at flere af de bøger, som jeg skatter højest, og som jeg har købt i ekstravagante udgaver og i udgåede indbinding til mange penge, også er bøger fra min barndom. Det er de bøger, som gjorde mig et barn af bøger.

Hvilken bog gjorde dig til et barn af bøger, og hvis du er det, hvornår og med hvilken bog, blev du det så?