Noget om lydbøger

Lydbøger har aldrig fyldt ret meget i min læsning. At høre en bog blive læst op kræver for mig noget andet, end når jeg selv læser ordene inde i mit hoved. Det kræver koncentration at lytte til en lydbog, høre oplæseren tage sig tid til at forme ordene helt rigtigt, mærke indlevelsen og de mange kunstpauser, som jeg selv springer over, når jeg læser. Lydbøger har aldrig fyldt ret meget i min læsning, og det tror jeg heller ikke, at de kommer til. Jeg foretrækker følelsen af bogens vægt mellem mine hænder, men de oplevelser jeg har haft med lydbogslæsning har været overvægtende gode. Jeg husker stadig mine mange og lange gåture med The Princess of Mars i ørerne, eller den sommer hvor jeg lyttede til Neil Gaimans drømmende oplæsning af The Ocean at the End of the Lane.

Sidste år tilbragte jeg en uge med at lytte til Leoniderne af Nanna Foss, som jeg hver dag, når jeg forlod lejligheden eller forlaget, satte i ørerne til min togrejse. Jeg købte bogen i mellemtiden, men fortsatte med at lytte den til ende. Lydbøger udgør kun en brøkdel af min læsning. Jeg bruger den til at blive i litteraturens verden, når min hænder er optaget af noget andet som for eksempel, når jeg gør rent eller er i træningscenteret, hvor jeg lige har lyttet til Ready Player One af Ernest Cline, hvilket fungerede overraskende godt. Den er i hvert fald blevet min nye yndlingsbog. I lang tid følte jeg, at jeg snød, når jeg sagde, at jeg havde læst en bog, som jeg havde hørt som lydbog af den simple grund, at jeg ikke selv havde læst ordene. Det gør jeg ikke mere.

Hvor meget udgør lydbøger af din læsning? Er det noget du bruger, eller foretrækker du at læse i et helt andet format?

Reklamer

The Nowhere Girls af Amy Reed


The Nowhere Girls af Amy Reed, udgivet af forlaget Simon Pulse i 2017.

Thirteen Reasons Why møder Asking for it. Da Grace Salter flytter til en ny by med sin religiøse familie, finder hun en bønfaldende besked ridset ind i sit klædeskab. Den er fra pigen, der boede der før. Pigen, som blev voldtaget og bebrejdet. Pigen, som måtte flytte fra byen med sin familie og sin skyldfølelse. Sammen med den queer punkpige, Rosina Suarez, fra en konservativ mexicansk familie og Erin Delillo, som har Aspergers og elsker Star Trek: The Next Generation, beslutter hun sig for at stifte The Nowhere Girls, som vil tage kampen op mod den misogyni, og samtidig hævne den pige, der blev offer for at afsløre den.

The Nowhere Girls er en af de absolut vigtigste YA-bøger, jeg endnu har læst. Allieret med sine tre hovedpersoner, går Amy Reed til kamp for en mere forstående og tolerant verden, hvor sex ikke begynder og ender med manden, hvor shaming ikke tolereres, og hvor tabuer brydes. Hun viser en verden af usikre og stærke piger, der alle kæmper for at finde sig til rette i en ukomfortabel verden, der ønsker at diktere deres værd. Her er plads til piger, som elsker sex, piger, som aldrig har haft det, piger, som kun gør det, for at glæde fyren, de er sammen med, og piger, som slet ikke har lyst. Bogen italesætter ikke kun den voldtægtskultur, som vi alle ved eksisterer, men helst ikke vil tale om, den handler også om retten til at bestemme over sin egen krop, og så er den allerhelvedes godt skrevet.

“The things is,” Rosina says, “people don’t want to hear something that’ll make their lives more difficult, even if it’s the truth. People hate having to change the way they see things. So instead of admitting the world is ugly, they shit on the messenger for telling them about it.”

Amy Reeds ord grænser sig til at være lyriske og bringer alle følelser i spil. Hendes ord er så skarpe, at man let kan komme til at skære sig på dem, og hendes budskaber er klokkeklare. Emnet er følsomt, og det gør også, at bogen føles klaustrofobisk at læse, og alligevel havde jeg svært ved at lægge den fra mig. Reeds ord er desuden så kraftfulde, at jeg ikke turde lægge bogen fra mig i frygt for, at jeg ville misse nogle af dens vigtige budskaber. Kapitlerne skifter mellem de tre hovedpersoner, men afbrydes løbende af kapitlet “us”, som giver indsigt i flere pigeliv. Her gives der gives plads til den konservative pige, den transkønnede, piger, der kysser hinanden, og pigen med en mørkere hudtone, som ikke finder værdi i klassekammeraternes hvide feminisme. Der er pigen med aspergers, den overvægtige pige og pigen fra flere kulturer, og fælles for dem alle er de uskrevne regler det patriarkalske samfund dikterer.

Jeg fik gåsehud af at læse The Nowhere Girls. Det er så vigtig en bog på så mange måder, fordi den har så meget på hjerte. Den er et opgør med boys will be boys-mentaliteten, men den er også en italesættelse af misogyni som et overordnet problem, og selvom bogens fokus i høj grad er på, hvordan drenge behandler piger, så handler den også om hvordan piger behandler hinanden ved blandt andet at tale hinanden ned. Desuden italesætter forfatteren, hvordan cat-calling og klap i numsen er med til at rykke grænserne for, hvad vi accepterer i samfundet og som bortforklares som uskyldig adfærd, når det konfronteres. Det er en stærk og nødvendig bog, som jeg kun kan anbefale andre at læse.

 

Kunsten at slå op med bøger

Jeg hader det. Sådan helt ind i hjertet hader det. At slå op med bøger. Give fortabt. Kaste håndklædet i ringen. Kært barn har mange navne, og alligevel smager oplevelsen altid besk i min mund. Derfor lader jeg oftest være med at sætte bøger tilbage i reolen, før de er færdiglæste. En sjælden gang sætter jeg dem på pause på ubestemt tid. Måske er det bare et andet ord for at give op. Jeg er ikke god til at slå op med bøger, og det har betydet, at jeg alt for ofte kæmper mig igennem bøger, som jeg bare skulle have lukket én gang for alle. Jeg burde have opgivet at læse Charles Dickens Pickwick Papers, men jeg var alt for stædig, og den var en del af en læseudfordring, som jeg havde sat mig for. Derfor kæmpede mig vej igennem den uden rigtigt at kunne huske den i dag, fordi den var et projekt, der skulle lykkes, og et bjerg, jeg skulle bestige alene for at have gjort det. Sådan har jeg det med flere bøger i dag. At slå op med bøger er en kunstart, jeg ikke mestrer. Det er et nederlag for mig at opgive bøger, vel at mærke kun, når det omhandler mig selv, for jeg tager hatten af for de, der kender værdien af deres tid godt nok til at gøre det. 

Afhængigt af bogens længde, har jeg altid forsøgt at give en bog 100 sider til fange min opmærksomhed, men samtidig var de 100 sider også med til at fange mig en tankespiral, for hvis jeg allerede har læst så mange sider, kan jeg vel lige så godt læse de næste også, også selvom jeg ikke er særlig interesseret. I virkeligheden burde det være simpelt: hvis en bog ikke fænger, er det bogens problem – ikke mit. Det er noget, jeg gerne vil være bedre til i 2018.

Hvad er dit forhold til at opgive bøger midtvejs, og hvornår i læsningen ved du, om en bog ikke er noget for dig? 

9. november af Colleen Hoover


9. november (org. titel November 9) af Colleen Hoover, udgivet af forlaget Lovebooks i 2017 (org. udgivet i 2015). Bogen er læst på dansk — originalsproget er engelsk.

Aftenen inden Fallon flytter fra Los Angeles til New York, møder hun Ben, og selvom hun hader at indrømme det, er deres forelskelse øjeblikkelig og unægtelig. I stedet for at indlede et langdistanceforhold, tilbringer de timerne sammen inden hendes flyvetur. De beslutter sig også for at mødes samme dag én gang om året de næste fem år uden ellers at have kontakt. Men fem år er lang tid, og undervejs kommer hverdagen og livet imellem Fallon og Ben, selvom deres følelser for hinanden kun vokser sig større for hver gang de mødes.

Mit forhold til Colleen Hoover er udfordret af min fascination af hendes popularitet og mange kærlighedshistorier, og det faktum, at det er de færreste af disse, som ender med at vinde mit hjerte. Det gjorde 9. november heller ikke. Den lød lovende med sine to bogelskende hovedpersoner, hvor den ene drømmer om at skrive, imens den anden er en ihærdig læser. Deres beslutning om kun at mødes én gang om året er i bund og grund fjollet, men til at begynde med fungerede den rigtig fint ved at sætte historien i bevægelse og skabe spænding hos læseren. Dog havde jeg nogle grundliggende problemer med Bens verdenssyn og Fallons melodramatiske tankegang som gjorde, at jeg aldrig helt kom til at holde rigtig af dem. Alligevel fungerede de godt sammen med deres forskelligheder.

“Du vil aldrig kunne finde dig selv hvis du fortaber dig i en anden.”

Hooveres historie er dog ikke uden problemer. I takt med at årene går, begynder Ben og Fallon at se livet og hverdagen modsætte sig deres kærlighed på en måde, som tvinger dem fra hinanden og med dette, bringer Hoover nogle virkelig store tematikker på banen, som hun i sidste ende vælger at helt at affeje, som om de aldrig havde været der. Det får historien til at bevæge sig i en ny retning, hvilket får de mange udfordringer til at virkelig som dramatisk fyld. Hvad der begyndte som den fineste kærlighedshistorie, der i takt med sine mange plottwists, endte med at blive en helt anden historie. Før historien begyndte at blive en anden, fløj jeg igennem siderne med stor fornøjelse, men i takt med at handlingen skred frem, blev de svære at vende. Faktisk går det op for mig, at jo mere jeg forsøger at nedfælde mine tanker om bogen, jo mindre synes jeg rent faktisk om den.

Jeg føler, at den tog en unødvendig drejning, der får hele forestillingen om lynkærlighed til at falde til jorden med et brag. Det er som om, at forfatteren mister overblikket over sin historie og det, som den startede ud med at være. Mange karakterer og subplots bringes i spil, og det gør, at historien om kærlighed ved første blik helt drukner. Udfordringerne er mange for Ben og Fallons, og på grund af den geografiske og temporale afstand mellem dem, er det helt naturligt også noget, der fylder rigtig meget i beretningen om deres kærlighed, og alligevel overkommes de så let som ingenting. Det gjorde også, at jeg ikke troede på deres kærlighed, selvom jeg godt kan lide tanken om at tage ansvar og turde tilgive. 9. november kunne have været den fineste kærlighedshistorie, men endte i stedet med at falde lidt til jorden ved at være unødvendig dramatisk og alt for let løst.