Historien om et nyt navn (Napoli-romanerne #2) af Elena Ferrante


Historien om et nyt navn (org. titel Storia del nuovo cognome) af Elena Ferrante, udgivet af C&K Forlag i 2017 (org. udgivet i 20012). Bogen er læst på dansk — originalsproget er italiensk.

Historien om et nyt navn er en fængslende roman om to unge kvinders liv i 1960’ernes Italien, deres relation og talrige og tavse kampe med hinanden. Båndet mellem dem forstærkes og svækkes i en helt afgørende tid af deres liv. Den nyligt gifte Lila er grundlag for Elenas grænseløse jalousi, men Lilias ægteskab med Stefano Carracci er langt fra misundelsesværdig, for bag den store frihed og de mange materielle glæder regner overgrebene og volden ned over hende. De er et værn mod de slag, hun rammes af. Elena kæmper stadig med sine studier og sukker efter at starte en tilværelse væk fra byen, hvor hun voksede op. Samtidig vokser forfatterdrømmen sig hele tiden større.

Historien om et nyt navn begynder der, hvor Min geniale veninde slap, men tonen er en anden. Den er langt mere refleksiv med sin nu langt ældre hovedperson, der ser verdenen for, hvad den virkelig er. Barndommens naivitet hænger ikke længere i Elena, som fortæller sin og Lilas historie. Hendes jalousi til sin veninde er dog ikke blevet mindre, og hun sammenligner konstant sine oplevelser med Lilas, som var der tale om et kapløb mellem dem. Hun kan ikke gøre sig fri af hende, og hver gang hun befinder sig i en ny og afgørende situation, er det med Lila i tankerne. Hendes usikkerhed på sig selv og tøven i livet er afgrundsdyb og omslutter hende som et totalt og altfortærende mørke.

“Men Lila vidste hvordan hun skulle trække mig ind i hendes verden. Og jeg var ude af stadn til at modstå. På den ene side sagde jeg: Nu er det nok, på den anden blev jeg deprimeret ved tanken om ikke at være en del af hendes liv, af hendes måde at opfinde på- Var dette bedrag måske ikke bare endnu et af hendes fantasifulde påfund, altid fyldt med risici. Vi to sammen, skulder mod skulder, i kamp mod alle.”

Efter Lilas bryllup tænker Elena meget på ægteskabsnatten, som hun ikke deler med Elena, og første gang Elena befinder sig i en intim situation med en mand, tænker hun på om Lila havde det på samme måde. Selvom stemmerne er tydelige, er det sommetider svært at sige, hvor Elena begynder og Lila ender, men kun når der er tale om at definere Elena. Lila er omkranset af samme mystik, som langsomt tager form i Min geniale veninde. Elenas besættelse handler ikke om, at hun ønsker sig tæv af en mand eller de overgreb, som Lila må udholde, men det piner hende ikke at kende sin venindes inderste tanker og ikke kunne sætte dem i relation til sin egne. Hun har et stærkt behov for at excellere, og selvom hun ulig Lila er under uddannelse med forfatterdrømmen inde for rækkevidde, føler hun sig stadig overgået af hende.

Narrativet i denne er anderledes, fordi den giver indsigt i Lilas liv på en måde, som hverken fortæller eller læser tidligere har haft adgang til. Lilas beretning er hjerteskærende og voldsomme at læse – selv når de gengives med Elena ord. Historien om Lila er stykket sammen af andres gengivelser af hende. Detaljerne fra hendes notesbøger er rige, voldsomme og klaustrofobiske, og de er virkelig kontrastskabende i sammenligning med den Lila, som præsenteres i Elenas beretning, som er blottet for enhver følelse. Her er hun kun en skygge af sig selv. Elena Ferrante fortæller ikke kun om livets svære kår, om dens elendighed og viljestærke håb, den viser også det sted, der findes i et hvert menneske, som kun få bryder sig om at besøge og endnu færre tale om. Det er her vi lagrer de forfærdelige ting, der hænder os sammen med frustrationerne og magteløsheden, usikkerheden bor her, og det samme gør skrøbeligheden. Det er lige så grimt som det er smukt beskrevet og helt fantastisk at læse.

Reklamer

The Paying Guests af Sarah Waters


The Paying Guests af Sarah Waters, udgivet af forlaget Virago i 2015 (org. udgivet i 2014). 

I efterkrigstidens London vokser arbejdsløsheden og de, der tjente under krigen er mærket af dens rædsler. I den sydlige bydel åbner enken Mrs Wray og hendes ugifte datter, Fraces, dørene for de, der har brug for det. Da Lilian og Leonard Barber indlogerer sig i den kæmpestore villa, forandres hverdagen på de mest uventede måder. Det moderne ægtepar beskuer ikke verden efter bogen, og det gør, at følelserne får frit løb, imens frustrationens uvejr langsomt trækker sig sammen over villaen, og da det bryder ud, er det med fatale konsekvenser og umulig kærlighed.

Sarah Waters’ forfatterskab har taget mig med storm. Med hendes ord åbnede sig en dør ind til en helt anden litterær verden af romantisk og historisk fiktion. Jeg forelskede mig i forfatterskabet efter at have læst Fingersmith, kærligheden til det voksede sig kun større med Tipping the Velvet, og selvom jeg var over for dele af historien i Affinity, var den stadig forrygende at læse. Det var The Paying Guest derimod ikke. Det er Waters’ seneste roman, og den er ikke som de andre i rækken. Hvor nogle disse foregår i Londons rendesten, i teatersale og bag lukkede døre på datidens galeanstalter, er denne knap så atmosfærisk. Huset, hvor handlingen udspiller sig, er nærmest pinligt rent, kun plettet af beborernes sorte samvittighed. Dog følte jeg aldrig det mangfoldige liv i Camberwell-villaen, selvom romanens begyndelse overvældede mig. Den var længe om at overbevise mig, og slet ikke så fængende som forfatterens andre bøger.

“She loved these walks through London. She seemed, as she made them, to become porous, to soak in detail after detail; or else, like a battery to become charged. Yes, that was it, she thought, as she turned a corner: it wasn’t a liquid creeping, it was a tingle, something electric, something produced as if by the friction of her shoes against the streets. She was at her truest, it seemed to her, in these tingling moments.”

Jeg havde ret svært ved at føle mig hjemme i Waters’ roman, selvom tidsperioden er right up my alley. Af og til føltes den som en tung viktoriansk roman, hvor den andre gange føltes som en beruset jazzballade, hvor jeg ikke kunne finde finde mig til rette i dens rytmiske toner. Og Leonard og Lilian minder da også om F. Scott og Ella Fitzgerald i deres temperament og livsnydelse. Dog følte jeg aldrig, at jeg rigtig kom ind under huden på hverken Lillian eller bogens hovedperson, Frances. Desuden forekom det mig vanskeligt at adskille Frances fra Lillian, hvis personligheder flød sammen til en grødet masse. Hvis man allerede er bekendt med Waters’ forfatterskab, er en stor del af handlingen ret forudsigelig, men det er aldrig forstyrrende eller ødelæggende for læsningen. Hendes skrivestil er overdådig, skrøbelig og i dette tilfælde også alt for detaljeret i forhold til, hvad historien kan bære, for handlingen i den er meget spinkel.

Det gør ondt i mit hjerte at måtte indrømme, at jeg for det meste kedede mig, da jeg læste The Paying Guest, og når jeg ikke gjorde, følte jeg ofte, at jeg druknede i historien. Ikke på grund af persongalleriet eller selve handlingen, men snarere på grund af måden den trækkes i langdrag på med sine mange detaljer. Der er for meget af det hele i forhold til den egentlige handling. Særlig sidste del af bogen, som burde have fået mig til at vende siderne febrilsk, hvor jeg i stedet sukkede utålmodigt efter slutningen. Der er ikke noget, jeg hellere ville end at give bogen en god anmeldelse, men det korte af det lange er, at jeg fandt historien for lang i forhold til, hvad den kan bære.

Kan læsningen ikke nydes, hvis den er betinget af et læsemål?

Siden årsskiftet har jeg flere gange set debatopslag på Facebook i diverse litteraturgrupper, som går på hvorvidt man sætter sig for at læse et bestemt antal bøger i løbet af året. Flere synes, at de, der læser mange bøger på årsbasis og fortæller om det er nogle pralhalse, og er samtidig komplet uforstående over for, hvorfor man overhovedet vil holde trit med sin læsning. Der er sågar nogle som hævder, at læsningen ikke kan nydes, hvis den er betinget af et læsemål, og at man går på kompromis med kvaliteten. Man behøver ikke skrive skal med store bogstaver, for at nå sit læsemål. At sætte sig for at læse et bestemt antal bøger i løbet af året er ikke et forsøg på at skabe en konkurrence mellem sig selv og andre læsere, men er allerhøjest en konkurrence med sig selv, og når man siger, at kvaliteten forsvinder, når man læser mange bøger, skammer man de, der læser hurtigt. Det sker, at man glemmer dele af en historie eller hele bøger undervejs, når man læser mange bøger på et år, men der er samtidig ingen garanti for, at det ikke sker, hvis man læser dem langsomt, og jeg synes derfor ikke, at der er sammenhæng mellem udsagnet om, at kvaliteten forsvinder, fordi man har et læsemål.

Jeg er en af dem, der hvert år sætter mig for at læse et bestemt antal bøger. Det er altid lykkedes mig at nå dette læsemål, imens andre går i glemmebogen sammen med mine gode intentioner, og det er helt okay, for jeg har altid set mine årlige læseudfordringer som en rettesnor mere end et regelsæt, der skal følges til punkt og prikke. Hvis det var sådan, ville glæden ved at læse gradvist forsvinde, og hvis ikke jeg når mit mål, så når jeg noget andet i stedet. Jeg har i år valgt at nedsætte mit læsemål til 100 bøger, hvor det tidligere har ligget på 150 eller 200, og det tal er ikke betinget af hvorvidt jeg læser klassisk litteratur eller moderne, om bøgerne er lange eller korte. Det tal er sat med forventningen om, at jeg læser lige præcis de bøger, som jeg har lyst til uanset længde, genre og årstal, og sådan har det altid været. Det synes jeg ikke bør give anledning til at skamme de, der udfordrer sig selv på læsefronten eller er bevidst om den. Der er måske ikke noget større formål med at holde sig ajourført med sin læsning, men samtidig forstår jeg ikke behovet for, at der skal være et formål med alt, så længe det du gør, giver mening for dig selv, og er det i virkeligheden ikke formål nok?

Hvad mener du om debatten med læsemål? Mener du, at det påvirker kvaliteten af læsningen, når man læser mange bøger på årsbasis, eller har du også udfordret dig selv på bogfronten i år? 

Turtles All the Way Down af John Green


Turtles All the Way Down af John Green, udgivet af Dutton Books for Young Readers i 2017.

Aza Holmes gør alt hvad hun kun for at være en god datter, en god veninde og en god studerende, men det er ikke let, når den mindste frygt blusser op i hendes tanker og breder sig som en steppebrand i hendes sind. Da millionæren Russell Pickett pludselig forsvinder, og der udloddes en stor dusør til den, der ligger inde med afgørende information i sagen, beslutter Aza og hendes bedste veninde sig for at undersøge sagen. Men det er ikke let for Aza. Hendes hoved er fyldt med tankepiraler, som gør hverdagen og omgangen med andre mennesker svær. Det gør også kærligheden svær for hende, selv når den føles rigtig, og det gør den med Davis Pickett …

Turtles All the Way Down er på mange måder en klassisk John Green-historie, og alligevel er det den mest afstikkende af hans bøger. Forfatteren er kendt for at skrive store historier om en introvert hovedperson med en quirky og overenergisk bedste ven, der drager ud på en søgen efter nogen. Ofte er de skrevet på en måde, som enten får dig til at sukke eller ryste uforstående på hovedet, og sådan en bog er Turtles All the Way Down også. Den fik mig ikke kun til at sukke men også skælve, for nogle gange føles det som om John Green udelukkende skriver i smukke citater. Hans ord er grænsende til det poetiske, og det er alt for let at affeje dem som overdramatiske eller for filosofiske for en YA-bog.

You remember your first love because they show you, prove to you, that you can love and be loved, that nothing in this world is deserved except for love, that love is both how and you become a person and why.

Det er min erfaring, at det oftest gør ondt at læse en bog af John Green, og det er ingen undtagelse med denne. Han har skrevet en roman, hvor Azas følelsesliv er som et vakuum. Hendes tankespiraler er kvælende og gjorde det svært for mig trække vejret. Ikke fordi de er tørvetrillende eller navlepillende, men fordi de er så virkelige. Hendes tanker er relevante, men kører i så højt et gear, hvor selv den mest uskyldige tanke er en hurtig accelleration, der kun venter på at køre af sporet. Det er helt tydeligt, at forfatteren i et eller anden omfang har skrevet hendes erfaringer med OCD og angst ud fra egne erfaringer. De er simpelthen for virkelige til at være fiktive. Med Aza forsøger han heller ikke at skrive en episk kærlighedshistorie, men skaber i stedet noget meget skrøbeligt og fint, som på alle måder føles virkeligt.

Histoiren om mangemillionæren, der forsvinder var aldrig den del af historien, der virkelig vandt mit hjerte. Det gjorde Azas historie og rejse i sig selv derimod. Hendes talrige kampe efterlod mig frustreret, udmattet og håbefuld. De er så virkelig, at jeg fik hjertebanken over hendes pludselige indskydelser, mærkede en knude i brystet ved den mindste bekymring og fik åndenød ved tanken om den magtesløshed, som hun konstant føler. Hendes historie er hjerteskærende og smertefuld at læse, men mest af alt er den vigtig og tabubrydende. John Green giver en stemme til de, der dagligt kæmper indre kampe med et løfte om bedre dage, som gør alle kampene anstrengelserne værd.