Årets bedste YA-bøger

2017 har været et godt læseår. Ikke fordi jeg har læst mere, end jeg plejer, men fordi jeg læste mere end forventet. Året startede ud med specialebegyndelse, som i høj grad kom til at præge min læsning med faglitteratur og tunge tekster, og dernæst fulgte fuldtidsgang hos Gyldendal, der ligeledes gjorde sig mærkbar i min læsning. På trods af alt dette, læste jeg alligevel 156 bøger i årets løb, og en hel del af disse var YA-bøger. Jeg troede, at udvælgelsen ville være svær, fordi jeg har læst så mange gode og vigtige YA-bøger, men faktisk kunne jeg udvælge fire af de fem uden problemer, imens jeg tøvede mere med den sidste, og derfor vil jeg også gerne anbefale Solen er også en stjerne af Nicola Yoon, Release af Patrick Ness og De dør begge til sidst af Adam Silvera. De fem bøger er listet i tilfældig rækkefølge.

  • Hun bad selv om det af Louise O’Neill tog pusten fra mig med sit skræmmende virkelighedsbillede, der gav mig hjertebanken og åndenød. Det er en bog om voldtægtskultur, der læner sig op ad virkeligheden, og den er både klaustrofobisk og frustrerende at læse, men samtidig er det en bog, som alle bør læse mindst én gang i deres liv.
  • Valget af Sarah Engell er en aktuel og vigtig historie om nødvendigheden af at tage stilling til flygtningekrisen, men også de store politiske og menneskelige overvejelser, som følger med. Det er en bog, der gør politik tilgængeligt, samtidig med at den fortæller en vigtig historie mellem at gøre det rigtige eller det, der er lettest. 
  • The Nowhere Girls af Amy Reed er lidt en blanding mellem Thirteen Reasons Why og Hun bad selv om det. Den italesætter minioritetsgrupper, voldtægtskultur og victim blaming, og fortæller historien om pigers opfattelse og forståelse af deres egen krop og værd i relation til det modsatte køn. Jeg kan ikke understrege dens vigtighed nok, og derfor nøjes jeg blot med at sige følgende: Læs den! Læs den! Læs den!
  • The Hate U Give af Angie Thomas lå i ugevis på New York Times bestsellerliste og med god grund. Den er en af årets absolut vigtigste bøger, og handler om etnicitet og racisme og nødvendigheden af at gøre op med sidstnævnte.
  • Turtles All the Way Down af John Green er forfatterens mest personlige bog til dato, og så afgjort også en af hans vigtigste. Hvis ikke den vigtigste. Den fortæller historien om en piges daglige kamp mod sig selv og sine tanker, og det er helt tydeligt at mærke, at hendes OCD udspringer af forfatterens egne oplevelser med samme.

Hvilke YA-bøger har du læst i år, som gjorde særligt indtryk på dig, og er der mon nogle af bøgerne på min liste, som du planlægger at læse?

Reklamer

Six of Crows (Six of Crows #1) af Leigh Bardugo


Six of Crows af Leigh Bardugo, udgivet af forlaget Henry Holt and Company i 2015.

Kaz er en berygtet listetyv, der leder en gruppe spidsfindige kriminelle i Ketterdams underverden. Lydløst bevæger de sig igennem livet, hvor de stjæler for at leve og lever for at stjæle. Da Kaz en dag bliver tilbudt en farefuld opgave, der vil gøre ham rigere, end han nogensinde havde drømte om, siger han ja og samler hurtigt sine krager. De skal bryde ind i det mest bevogtede palads. Missionen tåler ingen fejltrin, men de seks forbrydere har meget mellem sig, der meget vel kan få dem slået ihjel inden de overhovedet får begyndt på deres største kup til dato.

Jeg har ikke læst Leigh Bardugos Grisha-trilogi, og måske var årsagen til, at jeg følte, at jeg snublede i hendes selvstændige historie i samme univers, eller måske skyldtes det bare, at jeg læste bogen på et forkert tidspunkt. Første gang. Nu har jeg læst bogen igen, fordi mine tanker blev ved med at vende tilbage til den, legende med tanken om at tage bogen med de sorte sider ned fra reolen og læse den igen. Der er kun plads til det allermest nødvendige i Bardugos historie. Som læser blev jeg kastet direkte ind i en verden, som jeg ikke kendte. Det var både befriende og frustrerende. Det gav mig mulighed for at udforske verdenen uden at den trak i langdrag med detaljerede beskrivelser og en rolig begyndelse, men samtidig frustrerede det mig af netop samme grund. Jeg følte mig desorienteret.

“The heart is an arrow. It demands aim to land true.”

Six of Crows er en plotbaseret og hurtigbevægende historie, men det betyder ikke, at karakterbeskrivelserne falder i baggrunden eller helt undlades. De er ikke romanens drivkraft, og derfor åbnes de seks kragers hjerter sig ganske langsomt for  læseren i takt med at historien tager fart, og de små indblik som gives er skrøbelige. Jeg faldt hurtigt for den kølige Kaz med de mange hemmeligheder og hjernen bag det hele, den akrobatiske Inje, som ser og hører alt, grishaen Nina med de mange talenter, den hadefulde Matthias, den skydeglade Jesper og  uskyldige Wylan. De seks krager skreg dog på fordybelse, imens handlingen fløj forbi mine øjne, og jeg savnede en dybere indsigt. At læse Six of Crows føles lidt som at se en actionfilm. Den er fyldt med hurtige scener og skarpe klip, der får læseren til at vende siderne i en adrenalinsus, og samtidig er tempoet så højt, at jeg aldrig formåede at forudsige historiens næste træk. 

Jeg har aldrig været særlig glad for romaner med flere narrativer, fordi jeg alt ofte mister overblikket og interessen hurtigere, end jeg bryder mig om at indrømme, men Bardugo vandt mit hjerte med sin intense fortælling. Hun skriver overlegende let og med en overraskende humor, der flere gange fik mig til at grine højt. Den var sværd ikke at holde af, og jeg nød at liste gennem tågede havnebyer, krydse farlige verdenshave og klatre på umulige murbrokker sammen med de seks krager. Historien tager hurtigt fart, og efterlod mig en smule svimmel ved sin rutsjebanetur af en slutning. Jeg er glad for, at jeg lod tvivlen komme mig til gode, for selvom det kun var et par uger siden jeg første gang læste Six of Crows, afslørede min genlæsning en helt anden historie, som var så meget mere.

Sådan rydder jeg ud i mine bøger

Det er svært at skille sig af med bøger, når man er bogsamler. Mine reoler er mere eller mindre fyldt til bristepunktet, på flere hylder står bøgerne også i to rækker, og så behøver vi ikke tale om dem, jeg opbevarer under sengen. I lang tid havde jeg svært ved at give afkald på bøger, når de først befandt sig i min samlinh. Det var trods alt bøger, som jeg havde intentioner om at læse. Med tiden så jeg dog ingen grund til at have bøger stående blot for at de skulle samle støv, og selvom oprydning kræver dybe vejrtrækninger og tilløb, så har jeg nu fundet ud af, hvordan jeg skiller mig af med mine bøger. For mig handler det om at være reel. Jeg ejer i skrivende stund over tusind bøger, hvoraf godt 300 af dem er ulæste, og selvom jeg holder af tanken om altid at have bøger at læse og historier at vende tilbage til, så ser jeg ingen grund til at have bøger stående, som jeg inderst inde godt ved, jeg ikke komme til at læse inden for de næste par år. Dertil kommer også bøger, som jeg helt har mistet interessen for eller bøger, som jeg har læst men ikke kunne lide. Den slags bøger optager nemlig kun pladsen for andre bøger.

Når jeg en gang imellem gennemgår min reol, og får en pludselig vanvidstrang til at tælle mine bøger, giver det mig ikke kun mulighed for at danne mig et overblik over mine bøger i tal. Det giver mig også mulighed for at gennemgå hver eneste bog i min samling og tage stilling til, hvorvidt den skal forblive en del af den. Mit hjemmebibliotek er fyldt med bøger, som jeg har haft stående længe, og som jeg stadig har lyst til at læse, men den rummer også bøger, som jeg er i tvivl om, bøger som jeg bliver ved med at udskyde læsningen af. Jeg undviger det spørgsmål, som trænger sig på hver gang. Hvornår har jeg egentlig tænk mig at læse den? Hvis ikke jeg kan se mig selv læse dem inden for en rimelig tidshorisont, så skiller jeg mig af med den. Er jeg det mindste i tvivl sætter jeg bogen tilbage på sin plads. På den måde undgår jeg at fortryde min beslutning senere for blot at købe den samme bog igen. Det er sket før. Jeg ville ønske, at jeg var mere kontant i min udsmidning af bøger, men nu hvor jeg er løbet tør for vægplads til flere bogreoler, er udvælgelsesprocessen ikke nødvendigvis blevet lettere men dog nødvendig.

Skiller du dig også af med bøger, og i så fald, hvordan bærer du dig så ad? 

Saga: Book One (Saga #1-3) af Brian K. Vaughan


Saga: Book One af Brian K. Vaughan udgivet af Image Comics i 2014.

Marko og Alana er to forelskede på hver deres side af en galaktisk krig. På trods af mange forskelle forelsker de sig i hinanden, og da Alana føder deres barn, er de for alvor nødt til at tage benene på nakken og flygte til den anden ende af galaksen, for begge deres racer har i sinde at dræbe dem og beholde barnet. Deres rejse gennem tid og rum binder dem sammen med andre skæbner, bringer dem på kant med monstre og talrige fjender. Med universets bedste snigmorder i hælene og med et spædbarn på armen, hvordan skal de så nogensinde gøre sig forhåbninger om en lys fremtid?

Saga er blevet kaldt Star Wars på syre, og jeg forstår godt hvorfor. Inspirationen er tydelig, men historien er sig egen. Brian K. Vaughan har skabt en enestående historie om to triste skæbner, der på trods af alverdens modstand alligevel står sammen for at bringe en tidsløs krig til ende, og sammen med Fiona Staples farverige illustrationer bringes historie for alvor til live. Hendes streger er spændende og kulørte, samtidig med at de er omskiftelig i balancen mellem lys og mørke. På trods af præmissen, er der ikke plads til sentimentalisme i Vaughans univers, for selvom den handler om krig og flugten derfra, er den i højre grad fyldt med humor og action. Jeg faldt for Alanas hårde ydre og hendes skarpe tunge på samme måde, som jeg faldt på Markos kærlige væsen. De er en perfekt harmoni af fejl og mangler, og dynamikken mellem dem er fyldt med lige dele humor og ømhed.

“When a man carries an instrument of violence, he’ll always find the justification to use it. If we really want to escape this war, we have to stop bringing it with us.”

Det er sjældent at jeg bryder mig om historier med et splittet narrativ, men delingen mellem Alana og Marko og den lejemoder, der er lige i hælene på dem, er enormt vellykket. Jeg tror i særdeleshed, at det fungerer, fordi lejemoderen, The Will, bliver beskrevet så nuanceret, at han ikke på klassisk vis bliver reduceret til blot at være en skurk. Han er en mand med drømme og længsler, der har lidt tab og kæmper i en urimelig verden for at overleve, og af samme grund blegnede mit had til ham en smule i takt med at jeg lærte ham at kende. Historien fortælles i høj grad med et glimt i øjet, men rummer samtidig nogle vigtige og stærke øjeblikke, som slog skår i mit hjerte. Da seksårige Sophie, som blev solgt som sexslave af sin onkel, sidder med en kat, der er i stand til at afsløre løgne, siger hun, at hun er beskidt indvendigt på grund af de ting der hændte hende, hvortil katten svarer, at det er løgn. Situationen fylder kun én side, men den var så stærkt, at mit hjerte flød over, og det er muligvis min yndlingsside i denne samling.

Saga var en tegneserie, som jeg af uforklarlige grunde måtte tage tilløb til, men som ret hurtigt vandt mit hjerte. Vaughans univers er fyldte med endeløse vidundere i form af mennesker med fjernsynsskærme som hoveder, sex-on-legs-skabninger og et edderkoppelignende væsen med en kvindelig torso uden arme. Der er ingen grænser for hans fantasi eller Staples forunderlige evne til at indfange den. Da jeg nåede slutningen var den brat og pludselig. Ikke fordi Vaughan efterlader sin læser med en urimelig afslutning, men fordi denne samling også indeholder en masse materiale om historiens tilblivelse. Jeg læste de fem første tre uden at lægge bogen fra mig. Historien greb mig fra første side, og blev hele tiden ved med at overraske. Det var umuligt for mig at forudsige dens næste træk, og det var en sand rutsjebanetur af en læseoplevelse, der på mange måder er ulig noget andet, jeg har læst.