Alias Grace af Margaret Atwood


Alias Grace af Margaret Atwood, udgivet af Lindhardt & Ringhof i 2017 (org. udgivet i 1996). Læs på dansk — originalsproget er engelsk.

Grace Marks har begået mord. Sådan lyder anklagerne i 1843, hvor hun som sekstenårig idømmes livsvarigt fængsel for at være medskyldig i mordet på sin arbejdsgiver og hans husholderske. Men Grace kan ikke huske mordene. Hendes hjerne er omtåget og blank, og da hendes sag når ud til den brede befolkning, når den også frem til Dr. Simon Jordan, der er specialist i mentale lidelser, og han vælger derfor at opsøge Grace i fængslet, hvor hun fortæller ham sin historie. I sin søgen efter svar, bliver hendes historie en konstant balancering mellem det bevidsthed og ubevidsthed.

Grace Marks var virkelig. Et levende, tænkende individ. Hun er ikke Margaret Atwoods opfindelse, og hun blev virkelig dømt som medskyldig i mordet på sin arbejdsgiver og hans husholderske. Sagen var rødglødende på grund af hendes alder og kønne udseende, som på ingen måde hang sammen med den generelle forestilling om mordere. Det var hun for køn til. Margaret Atwood er en formidabel historiefortæller, og har med sin fiktionalisering af Grace Marks’ historie skabt en fortælling, der er svær at lægge fra sig, når den først er påbegyndt. Dog blev jeg først rigtig fanget af hendes historie, da Grace kronologisk begynder at fortælle Dr. Jordan om sit liv, hvilket er godt 200 sider inde i bogen.

“Et fængsel spærrer ikke bare sine indsatte inde, det holder alle andre ude. Hendes stærkeste fængsel er af hendes egen konstruktion.”

Bogens begyndelse er drøj, præcis som Graces eget liv, men trods bogens langsomme begyndelse, er Graces historie fængslende fra første ord. Hun voksede op i Irland i en ressourcefattig familie, der vælger at rejse over Atlanten med drømme om en bedre fremtid. Men græsset på den anden side er ikke grønnere, og Graces mange prøvelser er kun lige begyndt. Ulykkerne ramler ned over hende, og hun forsvinder i spørgsmål, som selv virkeligheden ikke kan besvare. Er hun medskyldig i mordene? Lader hun bare som om, hun ikke kan huske noget fra dagen, eller tvang hendes formodet elsker hende til at hjælpe sig med at skaffe dem af vejen? Mit svar blev aldrig overmandet af tvivl.

Atwood advokerer for forskellige teorier, men jeg synes dog, at hendes helt klare holdning til hvorvidt Grace var medskyldig i mordene skinner klart igennem. Margaret fortæller stærke kvindehistorier som få, og hendes gengivelse af fortidens psykologiske tilgang til kvinders mentale helbred og samtidige leg med det bevidste og det ubevidste danner grobund for en oplagt Atwood-fortælling, og jeg er glad for, at hun valgte at gøre den til sin. Dog brød jeg mig ikke om den drejning, som historien tager hen mod slutning. Forsøget på at forklare Graces hukommelsestab ud fra et psykologisk perspektiv fejes bort til fordel for noget, som tager historien i en anden retning og kløver den i to. Hvorvidt den er fiktiv eller faktisk, ved jeg ikke, men den forekom mig ikke særlig veludført, og rejste flere spørgsmål end svar. Men måske er det netop meningen. Måske er det et billedligt udtryk for den undertrykkelse kvinder led under.

“Jane gav mig et par sommerhandsker, næsten nye, jeg ved ikke, hvor hun fik dem fra. Og så begyndte hun at græde, og da jeg spurgte hende, hvorfor hun gjorde det, sagde hun, det var, fordi det ville ende lykkeligt med mig, og det var ganske som en bog; og jeg spekulerede på, hvilke bøger hun mon havde læst.”

Jeg er dog ikke et øjeblik i tvivl om, at Atwood i sin gengivelse af Grace Marks’ historie spiller på mystikken i den, for måske er det i virkeligheden også det, der gør den så spændende. Uvisheden hviler altid over læserens egen vurdering som en skygge, og umuliggøre en endegyldig dom. Historien fungerer dog ikke kun på grund af dette, men i allerhøjeste grad også på grund af forfatterens store sproglig indsigt og fornemmelse for 1800-tallets tankegang og samfundsmønstre. Det er af samme grund heller ikke en bog, der bare læser sig selv. Atwoods giver sjældent klare svar, og hendes historier kræver ofte noget mere af sin læser, men det er min erfaring, at det er investeringen værd.

2 thoughts on “Alias Grace af Margaret Atwood

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.