Hun bad selv om det af Louise O’Neill


Hun bad selv om det (org. titel Asking for it) af Louise O’Neill, udgivet af Gyldendal i 2017 (org. udgivet i 2015). Læs på dansk — originalsproget er engelsk.

Gik hun for udfordrende klædt? Var hun lidt for fuld? Emma O’Donovan har det hele. Selvom hun bor i en lille irsk by, hvor der ikke sker ret meget, er hun populær, smuk og selvsikker. Drømmen om at flytte fra byen er inden for når rækkevidde. Men så vågner hun en dag foran sin hoveddør. Hende krops gør ondt, og hukommelsen er et sort hul. Hun ved ikke, hvad hun laver der, eller hvad der er sket, men det gør alle andre. Der er taget billeder af, hvad der skete til festen – af hvad de gjorde ved hendes krop. Alle har set dem, og de siger, at det er hendes egen skyld.

Hun bad selv om det er en af den slag bøger, der er svære at tale om uden at røbe for meget af bogens handling, men det er samtidig en af de vigtigste bøger, jeg har læst i år, og som fortjener at blive talt om. Den er et mareridtsscenarie, og enhver piges største frygt og evige bekymring, der sidder i brystet som en knude, der ikke kan bindes op, men den er samtidig en vigtig bog. Louise O’Neill skriver med stor autenticitet om voldtægtskultur og victim blaming på den måde, der udvisker grænserne mellem fiktion og fakta. Der er sikkert nogen, der vil læse bogen og tænke, at Emmas historie er for ekstrem, at der er tale om fiktion, og at det ligger fra langt fra virkeligheden, men Emmas historie er nogen historie, og den fortjener at blive hørt, ødelægge hjerter og åbne det for, hvordan virkeligheden er.

“Nej.”
Ordet kommer helt automatisk. Nej. Nej. Nej. Det er det eneste, jeg siger i øjeblikket. Det føles lidt, sim im jeg kompenserer for dengang, jeg burde have sagt det, men ikke kunne. Hvor jeg ikke fik chancen for at sige det. Nej. 

I begyndelsen af bogen, før den aften, der ændrede hendes liv, er Emma en meget usympatisk hovedperson, men hun lever på mange måder også i en enormt usympatisk verden. Sympatien for Emma opstår ikke som resultat af det, der sker med hende. I stedet blotligger forfatteren den virkelighed, som mange piger og kvinder hver dag vågner op til. En verden, hvor skønheden vejer tungest på vægtskålen. I løbet af bogens første sider formår forfatteren at indfange det skønhedsideal, som tvinges ned over hovedet på kvinder, og hvordan det reducerede dem til noget, der skal stå i forlængelse af andre. Det er nedværdigende, men det er sandt. Familien forsøger at fortie virkeligheden ihjel, imens Emma langsomt kvæles af den. Hun kan ikke undslippe den i søvnen, ikke vaske minderne af sin krop og hun kan ikke undgå byens bebrejdende blikke. Det gør så ondt at læse, at jeg lyst til at samle hende op og komme hende i min lomme, skærme hende for alt det, hun har oplevet og den verden, som modarbejder hende.

Den største mavepuster er ikke det faktum, at Emma har været udsat for seksuelt overgreb, men det enorme tidsrum, der går, før hun selv indser det. Virkeligheden siger, at det kræver et nej før der er tale om overgreb, og Emma var i en position, hvor det ikke var en mulighed. Hun mistede ikke kontrollen, hun fik den frataget af andre. Det var ikke hendes skyld, men omverden siger noget andet, fordi hun havde drukket, fordi hun gik udfordrende klædt, og fordi hun havde et aktivt sexliv. Der er sikkert nogen, der vil læse bogen og tænke, at Emmas historie er for ekstrem, at der er tale om fiktion, og at det ligger fra langt fra virkeligheden, men Emmas historie er nogen historie. Hun bad selv om det er en af den slags bøger, der bør være på skoleskemaet og på alles læber, for vi er nødt til at tale om det, den repræsenterer.

“De er alle sammen uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Men det gælder ikke mig. Jeg er en løgner, indtil det modsatte er bevist.”

Louise O’Neill pakker ikke Emmas historie ind i et glansbillede. Den efterlod mig hulkende på sengekanten og i toget på vej hjem fra arbejde. Det gjorde så ondt i mit hjerte, at jeg aldrig troede det ville hele igen. O’Neill ord er stærke, ærlige og rammende, selvom de handler om fordømmelse, fornægtelse og fortielse. Der er intet magisk over hendes bog, men den er tryllebindende, fordi den viser verden fra sin værste side, og den er skræmmende, grim og frustrerende. Af samme grund er den en af de mest klaustrofobiske bøger, jeg til dato har læst. Det er ikke kun en bog, der henvender sig til de, der kan relatere til Emmas historie eller de, der er pårørende til den. det er en historie, der vedkommer os alle — både mænd og kvinder — og som jeg af hele mit blødende hjerte ikke kan anbefale nok.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s