Vejen til Panteon (Panteon-sagaen #1) af Boris Hansen


Vejen til Panteon af Boris Hansen, udgivet af forlaget Tellerup i 2016.

I en nær fremtid er verden en anden. Som samfundets svageste bor Lucas med sine venner uden for storbyen i grå betonblokke i Zonen. Det er det eneste hjem, han nogensinde har kendt, og vennerne den eneste familie, han har. Da hans bedste ven, Cassandra, forsvinder under mystiske omstændigheder, beslutter Lucas sig for at finde hende. Bag sig har Cassandra efterladt sig et spor af ledetråde, som langsomt afslører, at hun er draget ud på en lang rejse til en fremmed verden fyldt med guder, der strides og engle, der forsøger at forhindre en selvudslettende krig.

Jeg tøvede, tog tilløb og samlede mod, før jeg kastede mig over Vejen til Panteon,  og det var en fejl. Boris Hansen tager dansk fantasy til ny højder og gjorde alle mine snæversynede fordomme til skamme. Da jeg endelig begyndte at læse bogen, kunne jeg dårligt slippe den igen, og jeg når jeg ikke læste den, tænkte jeg på den. Jeg nød at følge en historie om den efterladte, den ikke-udvalgte og den helt almindelige. For Lucas er ikke den udvalgte, og det er ikke ham, der er udset til at rede verden. I virkeligheden vil han bare gerne have sin bedste ven tilbage. Med vrede, frustrationer og håb begiver han sig ud på en rejse af langt større proportioner end forventet. Det er en rejse, der vil sætte selv de stærkeste venskaber på prøve, også forholdet til den pige, hans hjerte banker for.

“Det eneste han ikke tænkte på var hvad der mon ventede efter døden. Den slags spørgsmål havde han aldrig brugt tid på før, og det virkede for sent at begynde nu.”

Det begynder med et varsle, der langsomt bliver til resultatet af en dommedagsfortælling med en række forladte børn, der er overladt til sig selv og hverdagens små glæder i et grænseløst betonhelvede af et liv. Ganske langsomt begynder historien at ændre karakter, og hvad der startede som en apokalypsehistorie begynder langsomt men sikkert at blande sig med fantasygenren på en måde, som udvisker grænserne mellem dem. De afløste hinanden, flød sammen og blev til én , som det mest naturlige i verden. Jeg kunne med tiden ikke skelne de to fra hinanden, og resultatet var en virkelig velfungerende hybridgenre. Det er fantasy, når det er bedst.

Bogens perspektiv skifter mellem englene Saida og Mardelus i Panteon og Lucas i Zonen, og det var hovedsageligt hans rejse, som jeg nød at følge. Den forløber nemlig ikke kun fra Zonen til Panteon men også som en lang indre kamp. Tabet af sin bedste ven, visheden om at hun valgte at rejse uden forklaring eller afsked og de følelser, som det affødte var stærke og nuanceret beskrevet. Forfatteren kommer rundt i hver en afkrog af Lucas’ følelsesregister, og det endte også med at slå skår i mit eget hjerte. Jeg mister ofte hurtigt overblikket, når historier indeholder skiftende perspektiver og et stort persongalleri, men Boris Hansen formår at skrive karakterer, der er svære at glemme. Jeg elskede Theodor for alle hans litterære referencer til Pullman, Wells, Tolkien og Lewis, og selv en af historiens mest usympatiske karakterer endte med at krybe ind under huden på mig og finde vej til mit hjerte. Og Lucas, selvfølgelig.

“Er det ligesom i dine bøger?” spurgte Lucas uden at tage øjnene fra vidunderet.
“Bedre,” sagde Theodor. “Meget bedre.”

På trods af sin genre er Vejen til Panteon en af den slags historier, hvor jeg sjældent havde føling med handlingen. Den var så original, at den kunne have bevæget sig i alle retninger. Jeg havde sjældent en idé om, hvad der ventede forude, og det var en fryd at læse. Det gjorde, at jeg hele tiden bare lige skulle vende en side med, og en side blev altid til flere. Da jeg lukkede bogen, og sidste side blev vandt, var jeg ikke klar til at give slip på historien, og jeg bestilte straks og utålmodigt dens efterfølger hjem, så jeg ikke behøvede at slippe det helt. Men selvom ventetiden føltes lang, slap jeg aldrig helt taget i historien, eller også var et den, der ikke slap sit tag i mig.

Reklamer

Det ender med os af Colleen Hoover


Det ender med os (org. titel It Ends With Us) af Colleen Hoover, udgivet af forlaget LOVEBOOKS i 2017 (org. udgivet i 2011). Bogen er læst på dansk – originalsproget er amerikansk.

Det ender med os er en hjerteskærende historie om kærlighedens ultimative pris, og  en af den slags romaner, man næsten ikke kan tale om uden at røbe bare en smule af handlingen. Dens handling hemmeligholdes i omtalen af den, og bagsideteksten afslører heller ikke for meget, men med de få dedikationslinjer, som romanen indledes med, blev tæppet trukket væk under mig og bogens hemmelighed blev afsløret. Lily har ikke haft nogen nem opvækst, men da hun flytter til Boston for at åbne sin egen forretning er det med troen på en bedre fremtid. Kort efter sin tilflytning møder hun Ryle, der både er stædig og arrogant, men også følsom og klog. Følelserne slår rod i dem, og den fortid, som Lily forsøgte at flytte fra, begynder langsomt at sætte sit tag i den fremtid, hun så længe har drømt om at få. 

Når jeg anmelder bøger bestræber jeg mig altid på ikke at afsløre handlingen, men  med Det ender med os vil jeg gøre en undtagelse, for netop at kunne italesætte hvor vigtig og veludført den er. Som kærlighedsforfatter kunne Colleen Hoover med lethed have endt ud med et romantiseret billede af voldelige parforhold, men det er ikke tilfældet. I stedet viser hun, hvor gradvis processen er, hvordan den langsomt slår kløerne i én og gør frigørelsen til en skræmmende længselsdrøm. Hendes portrættering er hverken romantiserende eller dæmoniserende, men derimod velskrevet, stærk og virkelighedstro. På skrøbeligste vis indfanger hun en del af et virkelighedsbillede, som slår skår i hjertet.

“Femten sekunder. Mere skal der ikke til for fuldstændig at ændre alt ved et menneske. Femten sekunder, som vi aldrig får igen.”

Jeg har et lidt blandet forhold til hendes bøger, men med denne ramt hun mig hårdt i hjerte, slog det i stykke i sådan en grad, at jeg aldrig troede, at det ville hele igen. Jeg græd til jeg blev svimmel, hulkede med bogen knuget ind mod brystet, og da jeg læste efterordet startede det hele forfra. Da jeg havde vendt den sidste side, da der ikke var flere tårer tilbage at græde ud, vidste jeg ikke, om nogensinde ville kunne overkomme at læse den igen – så hård en læseoplevelse var den. Den slog luften ud af mig, tog pusten fra mig og knuste mit hjerte. Men den gav mig også håb. Bedst som jeg troede, at mit hjerte aldrig ville heles igen, gav den mig håb. Den fik mig til at forstå, hvad nogle kvinder i mit liv, har kæmpet med, hvad nogle mænd har fortiet, og jeg havde lyst til at omfavne dem og aldrig give slip.

Der var dele af historien, som Lilys dagbogsskriverier og hendes barndomskæreste Atlas, som jeg godt kunne have været foruden, og som af og til føltes som en helt anden historie. Jeg forstår intentionerne bag den, men jeg kunne godt have været foruden det lidt anmassende billede om, at der altid venter en mand i kulissen som en kædebryder, når virkeligheden rammer. For mig kunne forholdet til Atlas lige så godt have været platonisk, måske havde det endda været en fordel. Det ændrer dog ikke på, at det er ikke kun er Hoovers bedste roman til dato, men også hendes modigste.

“Måske er kærlighed ikke noget, hvor ringen sluttes. Den er som tidevandet, der stiger og falder, bare glider ind og ud, fuldstændig ligesom menneskene i vores liv.”

Det ender med os handler om det splitsekund, hvor alt ændres mellem to mennesker, og som gør det umuligt at vende tilbage til det, der var før øjeblikket. Forfatteren tager sig tid til at skabe Lilys virkelighed, der til dels spejler sig i forfatterens egen opvækst, og som på skrøbeligste vis viser, hvor vanskeligt det kan være at gøre op med social arv. I efterordet trækker Hoover en nødvendig streg i sandet med hensyn til lighederne mellem sin egen historie og dens fiktive dele, men selv der, hvor der er tale om fiktion, er det stadig tydeligt at mærke, at historie er oprigtig. Hendes portræt er ikke universelt, men et fragment af virkeligheden. Den er nogens virkelighed.

Gilmore Girls Book Tag

Gilmore Girls er uden tvivl den serie, jeg har set flest gange, og måske endda også min absolutte yndlingsserie, så da The Bookworm’s Closet taggede mig i Gilmore Girls Book Tag, der oprindeligt er lavet af Pucks and Paperbacks, måtte jeg bare besvare det. Jeg har dog selv oversat spørgsmålene. Boglige taglege er bedst, når andre læsere tager del i dem, så jeg vil derfor gerne tagge Wondrous Biliphole, Boghjørnet og Bookish Love Affair.

  • Lorelai: En karakter med en sjov eller sarkastisk sans for humor. Tyrion Lannister fra A Song of Ice and Fire.
  • Rory: Din yndlingsklassiker. Jeg nægter at tro på, at Rory kun ville vælge én yndlingsklassiker.
  • Luke: En bog du elsker i hemmelighed. Jeg tror ikke på guilty pleasres og særligt ikke, når det gælder læsning. Men jeg kan nu stadig ret gode lide Richelle Meads Vampire Academy-bøger. De holder altså stadig.
  • Lane: En musikalsk karakter. Flynn Laukonen fra A Note of Madness af Tabitha Suzuma.
  • Dean: Din første bogkærlighed. Er det for let at svare J.K. Rowlings bøger om drengen, der ikke kunne slås ihjel? Min kærlighed til bøger startede selvfølgelig længe før det, men foruden Harry Potter, var His Dark Materials af Philip Pullman blandt mine mest skelsættende bogforelskelser. De formede mig som læser.
  • Sookie: En bog, der opslugte dig. Jeg har for nyeligt læst både Leioniderne af Nanna Foss og Vejen til Panteon af Boris Hansen, og begge bøger gav mig de værste bogtømmermænd – og det var helt fantastisk! 
  • Jess: En bog du elsker, men som andre hader. The Catcher in the Rye er en bog, som man enten elsker eller hader, men Ink-trilogien af Cornelia Funke er nogle af mine yndlingsbøger, og jeg har genlæst dem flere gange, end jeg kan tælle til. Desværre er det ikke alle, der nærer den samme kærlighed til bøgerne, som jeg gør.
  • Miss Patty: En bog som blev ødelagt af dens hype. John Greens The Fault in Our Stars. Den slog skår i mit hjerte, men knuste det aldrig. Den slår ganske enkelt ikke Looking for Alaska, der er min yndlingsbog af forfatteren. 
  • Emily Gilmore: En dyr bog. Ødeblikket falder mit blik på de hylder i mine reoler, som indeholder mine bøger fra Folio Society. Særligt mine udgåede Narnia- og His Dark Materials-bøger skatter jeg højt. 
  • Paris: En anspændt karakter. Mary Bennet fra Pride and Prejudice er rimlige uptight, og selvom hun længe har irriteret mig, er jeg begyndt at forstå hende bedre og bedre med årene.

Hvilken bog endte du med ikke at elske, på grund af hypen omkring den, og er der mon en bog, du elsker i hemmelighed?

Mere end det af Patrick Ness


Mere end det (org. titel More Than This) af Patrick Ness, udgivet af Gyldendal i 2015 (org. udgivet i 2014). Læs på dansk — originalsproget er engelsk.

Det begynder med enden. Seth drukner, og i takt med at hans lunger fyldes med vand, forsvinder livet langsomt fra hans krop. Det burde være enden på det hele, og det er det måske også, men så vågner han. Han burde være død. Hans hoved knustes mod klipperne, og vandet skyllede ind over ham, og alligevel vågner han. Den verden han vågner op i er dog ikke den samme, som han forlod. Her vælter minderne ind over ham som en tidevandsbølge, der endnu en gang truer med at knuse ham. Fanget og formodet alene forsøger Seth at finde mening med livet eller det, der er tilbage af det.

Da jeg havde færdiglæst bogen, var jeg ikke sikker på, hvad jeg lige havde læst, og hvad der helt præcist hændte i historien, og hvordan det hele hænger sammen, ved jeg stadig ikke. Det er en af de mest besynderlige læseoplevelse, jeg længe har haft, og alligevel også en af de smukkeste. Ness skriver som få, og hans historier er usammenlignelige med noget andet, jeg har læst. Heller ikke blandt Ness’ andre bøger kan der trækkes ret mange paralleller. Da jeg læste Mere end det, var det sproget, der gjorde mig åndeløs. Det er stærkt og nuanceret, men samtidig tilpas skrøbeligt og distanceret fortalt, og samtidig formår han at løfte historien op på et højre niveau, der gør den så særlig.

“Jeg længtes så brændende efter, at der skulle være mere end mit lille sølle liv.” Han ryster på hovedet. “Og der var mere. Jeg kunne bare ikke se det.”

Med en næsten omvendt begyndelse åbner Ness sin historie med hovedpersonens død, skrevet med en distanceret simplicitet, fyldt med korte sætninger, og alligevel er emmer scenen af både frygt og stilhed. Det er noget af det stærkeste, jeg længe har læst. Dernæst følger en længere opdagelsesrejse i Seths indre, der ganske langsomt åbnes som Pandoras æske, fyldt med undertrykte barndomsminder og de konflikter, der raser indeni ham. Gradvist afsløres det, hvordan Seth er havnet på bunden af havet, og i takt med dette tager hans nuværende situation også form. Hvad der begynder som en opdagelsesrejse i Seths fortid og forståelsen af hans druknedød, forvandles langsomt til en science-fiktion fortælling og virtualitet i relation til spørgsmålet om livet efter døden.

Det er en bog, der vil skabe forvirring og usikkerhed, og det tror jeg netop er pointen. Ganske langsomt forvandler den sig til et sansebedrag med dens surrealistiske plot, der forvandler sig fra en identitetsrejse til en flugthistorie fra det ukendte i den mareridtsverden, som Seth er vågnet i. Hans betragtninger og gradvise forståelse af sig selv er hjerteskærende, der er alt andet end forudsigelig. Intet i verden kunne havde forberedt mig på den enorme smerte, der hviler tungt på hans skuldre, som evige lænker, selv døden ikke kan gøre ham fri af.

“Der er altid skøn at finde, sagde Gudmund. “Hvis man ved, hvor man skal lede efter den.”

Mere end det er endnu en genistreg fra forfatterens hånd. Det er en spekulativ historie, der efterlader sig flere spørgsmål end svar, og som enten vil tabe sin læser eller drive denne frem. For det er helt tydeligt, at denne historie for nogen vil være et udtryk for tab af sammenhæng og inkonsistent handling, men samtidig er det netop så karakteristisk for hans forfatterskab. En del af historien gemmer sig mellem linjerne, og hvis man forventer en handlingsmættet historie med et højt tempo, risikerer man at blive skuffet. Selv var jeg alt andet end det.