Leoniderne (Spektrum #1) af Nanna Foss


Leoniderne af Nanna Foss, udgivet af forlaget Tellerup i 2014.

15-årige Emilies store passion er at tegne, og hun er også god til det, så da hun en nat drømmer om en dreng med de mest fantastiske turkise øjne, laver hun en skitse af ham. Dagen efter starter han på hendes skole sammen med sin tvillingesøster. Emilie prøver at overbevise sig selv om, at det nok er et skørt sammentræf, så hun fortæller ikke om sin drøm til vennerne Linus og Alban. Men drømme-drengens ankomst er kun begyndelsen på en lang række usædvanligheder, der binder den lille vennegruppe sammen på tværs af tid og dimensioner. Flere drømme forstyrrer Emilies nattesøvn, drømme om mystiske prismer og farver, som hun ikke kan forklare, og som ganske langsomt udvisker grænserne mellem drøm og virkelighed. Det er kun et spørgsmål om tid, før sandheden lader sig afsløre.

Nanna Foss skriver med en naturlighed som gør, at hun tager sig tid til at fortælle sin historie. Med over 500 sider kunne hun sagtens have skrevet om en afrundet historie som begyndelsen på den planlagte serie, men det gør hun ikke. I stedet skriver hun en begyndelse. Sammenbindingen af vennegruppen er rolig, men aldrig kedelig, sikker men aldrig vag. Fra jeg fik bogen i hånden, slap jeg den kun allernødigst, når hverdagens trivialiteter forlangte min opmærksomhed. Hendes spørg flyder let og ubesværet, grænsende til det lyriske og hvert et ord var en fornøjelse at læse. Dog står hendes skrivestil aldrig i vejen for handlingen. Det er tydeligt at mærke, at mærke, at forfatteren har lavet et grundigt og deltaljeret forarbejde, så troværdigheden holder hele vejen gennem bogen.

“I midten af den kulørte grød på en af siderne kan man lidt god vilje stadig skelne ordene carpe diem. Det betyder ‘grib dagen’ på latin. Altså sådan noget med at leve i nuet. De gamle romers version af YOLO.”

Det er Emilie, der fortæller historien, der kredser om hende og fem venner, der alle er meget forskellige. Det er ikke dem alle, som forfatteren går lige meget i dybden med, men med forventningen om en lang serie, er jeg ikke i tvivl om, at det nok skal komme løbende. Denne begyndelse på et episk eventyr handler i høj grad også om andet end tidsrejser og dimensionsforståelse. Hverdagen er fyldt med mobning såvel som forældres præstationsforventninger, der ikke kun begrænser sig til Emilie. De seks venner kæmper alle med noget, der gør hverdagen udfordrende. Nanna Foss indfanger en rigtig fin nuance af det at være ung — både i sprogbrug, men også i måden forældrene sjældent involveres på. Jeg tror, at det er let at glemme, hvordan det var at være femten år, hvordan frikvartererne var fyldt med sladderhvisken i krogene, og hvordan dramaet gav os noget at skrive om i vores dagbøger, men det har Nanna Foss ikke.

Leoniderne giver anledning til megen spekulation. Den er kompleks uden på noget tidspunkt at tabe sin læser, og det tror jeg blandt andet skyldes Nanna Foss fortrinlige evne til ikke at haste sig igennem historien. Ting tager tid, og det er forfriskende at læse bog som denne, hvor der er skruet ned for tempoet. Det er dømt nørderi på højt niveau, da bogen handler om tidsrejser, dimensioner og videnskaben bag dem, og det afdækkes både i form af fysiktimer, lektielæsning og stjernekiggeri, og på den måde undgår forfatteren også at tabe sin læser undervejs. Dog forekommer det mig svært helt at placere bogen rent genremæssigt. Der er helt klare elementer af science-fiction såvel som fantasy, der i dette tilfælde skaber en virkelig velfungerende hybrid, der er helt sin egen.

“Jeg har lyst til at fortælle ham om det hele, så hans knusende logik kan berolige mig. Jeg har lyst til at han skal gennemgå det hele trin for trin og til sidst komme med en naturlig forklaring på hvorfor det føles som om min virkelighed er ved at gå i opløsning.”

Det er måske i virkelighed den bedste måde at beskrive bogen på: sin egen. Med velkendte elementer og fragmenter fra bøger, som jeg svagt erindrer, er Nanna Foss’ bog et stjerneskud på den klare nattehimmel.Hvis man som læser forventer, at Leoniderne har en handling med et højt tempo fra start, så tror jeg, at man bliver skuffet, for bogen er kun en begyndelse, men også en begyndelse på noget stort. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at forfatteren har et godt greb om sin historie og visionen for den. Det er tydeligt at mærke, at der ligger et stort forarbejde forud for de ord, som jeg faldt så hårdt for, og som jeg glæder mig til at finde igen i Geminiderne.

2 thoughts on “Leoniderne (Spektrum #1) af Nanna Foss

    1. Tak, du fine! Det er virkelig også en skøn bog. Jeg er allerede halvvejs i efterfølgeren, som jeg kun lige er begyndt på, og den er mindst lige så god som den første.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.