Lola og naboens søn (Anna and the French Kiss #2) af Stephanie Perkins


Lola og naboens søn (org. titel Lola and the Boy Next Door) af Stephanie Perkins, udgivet af forlaget Lindhardt og Ringhof i 2015 (org. udgivet i 2011). Bogen er læst på dansk – originalsproget er amerikansk.

Lola Nolan har det hele. Hun bor i San Francisco sammen med sine to fædre, hendes kæreste er rockmusiker, og hun er en spirende modedesigner. Hendes liv er en dans på roser, men så flytter Cricket og hans søster tilbage til nabolaget, og en fortrængt fortid bliver gravet frem. Cricket Bell er nemlig den fyr, som knuste Lolas hjerte to år tidligere. I takt med at Lola lærer Cricket at kende igen, begynder hun langsomt at indse, at hendes liv slet ikke er så rosenrødt, som hun først troede, og ganske langsomt flytter Cricket ikke kun tilbage til nabolaget, men også ind i Lolas hjerte igen.

Stephanie Perkins skriver med varme og humor om teenagelivets simple men helt afgørende problemstillinger, og Lola og naboens søn handler om forspildte chancer, ny begyndelser og at turde være sig selv. Det dog mig ikke mere end en enkel eftermiddag at læse bogen, fordi Perkins netop skriver så letfærdigt. Hendes historier er sjældent komplicerede, selvom denne ikke er på samme niveau som dens forgænger. Der var mere på spild i Anna og det franske kys, men det gør ikke Lolas historie mindre vigtig. Dog optræder både Anna og Étienne i denne, hvilket var et gladeligt gensyn, selvom deres gæsteoptræden var mere eller mindre ubetydelig for den overordnede historie.

“Når det er rigtigt, er det slet ikke svært.”

Lola er en excentrisk og larmende karakter forstået på den måde, at hun på ingen måde er ordinær. Hun går aldrig i det samme tøj mere end en gang, og hun er altid iført spraglede klæder og farvede parykker, skør makeup og glimmer og pailletter. Det er hendes livsfilosofi at skille sig ud ved at være sig selv, men under alt det farverrige tøj gemmer hun også på hverdagsbekymringer og hjertesorg, der ikke vil hele. Men selvom Lola på ingen måde er nogen klassisk pige, er hendes historie det. Den største udfordring i hendes liv er hendes rockmusiker af en kæreste, der er meget ældre hende, og som ikke behandler hende særlig godt. Jeg nød dog at læse, hvordan de havde mødt hende, og hvor det langsomt udviklede sig mellem dem. der var en naturlighed over tempoet, hvis man ser bort fra det lidt udsædvanlige setup.

På grund af hendes fortid med Cricket, der var hendes første store forelske og allerførste hjertesorg, og det ikke røbes fra starten, hvad der hændte mellem dem, bygges der langsomt en spænding op til sandheden endelig afsløres, men da tæppet omsider faldt sukkede jeg skuffende over dens antiklimaks. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men deres historie er essensen af simpel, og jeg lod mig forfører af det spændingsfragmenter, som forfatteren efterlod sig som spor i opbygning af sin historie. Hvad der startede ud som et spændingsmoment viste sig i stedet at handle om miskommunikation og fejltolkninger. Anna og det franske kys gav mig rejsefeber, fordi Paris så stor en rolle, at den bliver en karakter i historien, som læseren langsomt lærer at kende. Desværre følte jeg ikke San Francisco kom til sin ret i denne fortsættelse. I stedet er det byens karakterer og kærligheden mellem Lola og Cricket, der er historiens fokus. 

“Men det er det uperfekte ved en person, der gør dem perfekt for en anden person.”

På trods af de originale karakterer  kunne jeg ikke undgå at føle, at flere af dem var skrevet sådan for at distancerer dem fra Perkins’ tidligere kreationer. Det gjorde også, at de ofte føltes endimensionelle og karikerede. Jeg ved ikke, hvor godt ordene simpel og quirky harmonerer, men det er ikke desto mindre de to ord, som jeg associere bogen med. Simpel på grund af handlingen og quirky på grund af karaktererne. Måske er der mere på spil end jeg anerkender den for, men selv hvis det er tilfældet berører Perkins kun de svære tematikker let til fordel for den letsindige kærlighed. Når det er sagt, så var Lola og naboens søn stadig en af den slags romaner, der gav mig ømme kinder af at smile.  

Reklamer

Har mine læsevaner ændret sig?

Der er sket noget med måden bøger indgår i min hverdag. Mit studie har altid givet mig et stort frihedsrum til at læse efter lyst, og selvom min læselyst ikke er blevet mindre i løbet af det sidste års tid, så har mine vaner dog ændret sig, og jeg er heller ikke længere studerende. Da jeg var studerende kunne jeg sagtens læse helt op mod tyve bøger om måneden, når mit læsegame var stærkest. Jeg pløjede mig med lethed vej igennem murstenstunge klassikere med lille skrift og mange sider, færdiggjorde den ene fantasyroman efter den anden, konstant på jagt efter flere ungdomsromaner og uopdagede skatte i børnehistorier. Uden for mange overvejelser tog jeg den ene bog efter den anden ned fra reolen og satte den hurtigt på plads igen – læst. Sådan er det ikke længere. Nu bærer mine læsevalg præg af beslutninger og lange overvejelser, fordi min læsetid er reduceret til en brøkdel af hvad den tidligere var. Jeg læser ikke længere før solopgang, hvor verden endnu sover, og jeg lister stille rundt på tæerne af frygt for, at vække den. Jeg bruger ikke hver en ledig stund med en bog, og min læsning står ikke længere i forlængelse af min position som studerende. Den begrænser sig til tidlige morgentimer i toget til arbejde. Jeg læser sjældent før sengetid, men ofte om søndage, hvor der er ro til det. Der er også længere mellem de rigtige lange romaner, fordi de kræver mere tid og fordybelse, men derimod er jeg begyndt at finde lydbøger frem igen, fordi de giver mig frie hænder til daglige gøremål. Min hverdag kredser ikke mindre om bøger, end den har gjort, men den kredser om bøger på en anden måde end før.

Hvordan fylder bøger og læsning i din hverdag? Er det noget du arbejder med eller  kun bruger som en hverdagsflugt? 

Leoniderne (Spektrum #1) af Nanna Foss


Leoniderne af Nanna Foss, udgivet af forlaget Tellerup i 2014.

15-årige Emilies store passion er at tegne, og hun er også god til det, så da hun en nat drømmer om en dreng med de mest fantastiske turkise øjne, laver hun en skitse af ham. Dagen efter starter han på hendes skole sammen med sin tvillingesøster. Emilie prøver at overbevise sig selv om, at det nok er et skørt sammentræf, så hun fortæller ikke om sin drøm til vennerne Linus og Alban. Men drømme-drengens ankomst er kun begyndelsen på en lang række usædvanligheder, der binder den lille vennegruppe sammen på tværs af tid og dimensioner. Flere drømme forstyrrer Emilies nattesøvn, drømme om mystiske prismer og farver, som hun ikke kan forklare, og som ganske langsomt udvisker grænserne mellem drøm og virkelighed. Det er kun et spørgsmål om tid, før sandheden lader sig afsløre.

Nanna Foss skriver med en naturlighed som gør, at hun tager sig tid til at fortælle sin historie. Med over 500 sider kunne hun sagtens have skrevet om en afrundet historie som begyndelsen på den planlagte serie, men det gør hun ikke. I stedet skriver hun en begyndelse. Sammenbindingen af vennegruppen er rolig, men aldrig kedelig, sikker men aldrig vag. Fra jeg fik bogen i hånden, slap jeg den kun allernødigst, når hverdagens trivialiteter forlangte min opmærksomhed. Hendes spørg flyder let og ubesværet, grænsende til det lyriske og hvert et ord var en fornøjelse at læse. Dog står hendes skrivestil aldrig i vejen for handlingen. Det er tydeligt at mærke, at mærke, at forfatteren har lavet et grundigt og deltaljeret forarbejde, så troværdigheden holder hele vejen gennem bogen.

“I midten af den kulørte grød på en af siderne kan man lidt god vilje stadig skelne ordene carpe diem. Det betyder ‘grib dagen’ på latin. Altså sådan noget med at leve i nuet. De gamle romers version af YOLO.”

Det er Emilie, der fortæller historien, der kredser om hende og fem venner, der alle er meget forskellige. Det er ikke dem alle, som forfatteren går lige meget i dybden med, men med forventningen om en lang serie, er jeg ikke i tvivl om, at det nok skal komme løbende. Denne begyndelse på et episk eventyr handler i høj grad også om andet end tidsrejser og dimensionsforståelse. Hverdagen er fyldt med mobning såvel som forældres præstationsforventninger, der ikke kun begrænser sig til Emilie. De seks venner kæmper alle med noget, der gør hverdagen udfordrende. Nanna Foss indfanger en rigtig fin nuance af det at være ung — både i sprogbrug, men også i måden forældrene sjældent involveres på. Jeg tror, at det er let at glemme, hvordan det var at være femten år, hvordan frikvartererne var fyldt med sladderhvisken i krogene, og hvordan dramaet gav os noget at skrive om i vores dagbøger, men det har Nanna Foss ikke.

Leoniderne giver anledning til megen spekulation. Den er kompleks uden på noget tidspunkt at tabe sin læser, og det tror jeg blandt andet skyldes Nanna Foss fortrinlige evne til ikke at haste sig igennem historien. Ting tager tid, og det er forfriskende at læse bog som denne, hvor der er skruet ned for tempoet. Det er dømt nørderi på højt niveau, da bogen handler om tidsrejser, dimensioner og videnskaben bag dem, og det afdækkes både i form af fysiktimer, lektielæsning og stjernekiggeri, og på den måde undgår forfatteren også at tabe sin læser undervejs. Dog forekommer det mig svært helt at placere bogen rent genremæssigt. Der er helt klare elementer af science-fiction såvel som fantasy, der i dette tilfælde skaber en virkelig velfungerende hybrid, der er helt sin egen.

“Jeg har lyst til at fortælle ham om det hele, så hans knusende logik kan berolige mig. Jeg har lyst til at han skal gennemgå det hele trin for trin og til sidst komme med en naturlig forklaring på hvorfor det føles som om min virkelighed er ved at gå i opløsning.”

Det er måske i virkelighed den bedste måde at beskrive bogen på: sin egen. Med velkendte elementer og fragmenter fra bøger, som jeg svagt erindrer, er Nanna Foss’ bog et stjerneskud på den klare nattehimmel.Hvis man som læser forventer, at Leoniderne har en handling med et højt tempo fra start, så tror jeg, at man bliver skuffet, for bogen er kun en begyndelse, men også en begyndelse på noget stort. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at forfatteren har et godt greb om sin historie og visionen for den. Det er tydeligt at mærke, at der ligger et stort forarbejde forud for de ord, som jeg faldt så hårdt for, og som jeg glæder mig til at finde igen i Geminiderne.

Bloggen er nomineret til Danish Book Blog Award – igen

Det lyder måske som lidt af en kliché at sige, at min blog betyder meget for mig, men det er sandt. Den har taget form igennem mange år, skiftet udseende og lyd, til den langsomt har formet sig til det, den er i dag: mit helt personlige pusterum. Det er her, jeg nedskriver mine tanker om bøger, min oplevelser med dem og mine dialoger med forfatterne bag dem. Med den har jeg ikke kun opbygget en platform, hvor jeg trækker stikket ud og taler om noget af det, der står mit hjerte meget nært, med den har jeg også opbygget et bredt netværk, fundet nogle af de bedste mennesker i mit liv og gjort min forlagsdrøm til virkelighed. Den er mit hjerteblog. Det håber jeg også, at du føler, når du læser med.

Der findes mange dygtige bloggere, der også dedikerer meget tid til at skrive om bøger og læseglæde. Det anerkender Plusbog, der for andet år i træk kårer Danish Book Blog Award, og for andet år i træk er Windblown Pages blandt de nominerede. Vinderen bliver udvalgt af en jury på baggrund af de fem bloggere med flest stemmer, og kåres på BogForum fredag d. 10. november. Du kan stemme på mig eller en af de andre nominerede her — tak fordi du læser med!