Forbandede kærlighed (org. titel Ugly Love) af Colleen Hoover, udgivet af LOVEBOOKS i 2016 (org. udgivet i 1014) Læs på dansk — originalsproget er amerikansk.
Da Tate møder den hemmelighedsfulde Miles Archer, er det langt fra kærlighed ved første blik. I stedet møder hun ham på fordrukken tilstand på kanten af sammenbrud. På trods af deres skæve første møde, kan ingen af dem fornægte den kraft, som binder dem sammen, og de indleder derfor et uforpligtende forhold baseret på sex. Hvad der burde være den perfekte ordning for dem begge viser sig dog hurtigt at være langt mere kompliceret, på trods af at Tate ikke har tid til at have en kæreste, og Miles er slet ikke ude efter kærlighed. Det er dog ikke kun deres principper, der står i står i vejen for deres kærlighed, for Miles bærer på en mørk hemmelighed, som forhindrer ham i at leve i nuet.
Mine læseoplevelser med Colleen Hoovers ellers så populære forfatterskab har været meget blandede. Jeg helt og aldeles elskede Det ender med os, som efterlod mig grådkvalt, Måske en dag var en udemærket historie omend en smule for amerikansk til min smag, men Forbandede kærlighed er den komplette modsætning til Det ender med os. Bogen har modtaget kritik for at fokuserer så eksplicit på sex, men det er ikke det, der generede mig. Faktisk kunne jeg godt lide Tate og Miles’ kærlighedshistorie, selvom jeg fandt det trættende, at Tate gang på gang får et nyt yndlingsord, bare fordi Miles har sagt det. Gendrivelsen udvandede en ellers så fin sætning og gjorde den meningsløs og pladderromantisk.
“Alting er Miles. Sådan er det, når man er ved at blive forelsket i en person. Han er ingen steder, og lige pludselig er han overalt, uanset om man vil det eller ej.”
Det som ikke fungerede for mig, var Miles’ historie i fortiden. Det var ikke så meget historien i sig selv, men måden den var skrevet på. Colleen Hoover skriver let og fornøjeligt, selv når det handler om svære emner, men konstruktionen af Miles historie drev mig til vanvid. Til at begynde med er den skrevet som helt almindelig prosa, men efter han møder en pigen Rachel, ændres dennes form sig til noget, der skal forestille at ligne et digt. Idéen er ret fin, men det fungerede slet ikke for mig med sine mange klichéfyldte vendinger. Forudsigelighed behøver ikke været noget negativt, men forudsigeligheden i Miles’ historie var så åbenlys, at jeg næsten havde svært ved at fatte sympati for ham.
Miles’ historie er også et greb til at skabe hans karakter, og det fungerer egentlig udemærket. Tate var derimod en forholdsvis tom skal, der ikke bestod af andet end sit løse forhold til sin bror og sin spirende relation til Miles. Hun skal forestille at studerer til sygeplejerske, men det er ikke noget, som hverken giver hendes figur kant eller fylde. Hun var for mig en tom heltinde skabt af vage inputs om en fortid med sex og kærlighed i så vag en grad, at det næsten kunne have været undladt. Derimod holdt jeg meget af den klassiske historie om et forhold baseret på sex, der selvfølgelig ikke kan forblive sådan, fordi følelserne kommer i vejen, og på den måde er det en udemærket bog til en søndag på sofaen. Den bliver dog aldrig mere end det, fordi der ikke er noget på spild.
“Kærlighed er ikke altid smuk, Tate. Nogle gange bruger man al sin tid på at håbe på, at det til sidst vil blive til noget andet. Noget bedre. Og så, før man ved af det, er man tilbage, hvor man startede, og man mistede sit hjerte et sted undervejs.”
Colleen Hoover skriver bøger, som er perfekte til stille søndage. Det er bøger, som man flyver igennem, og som sjældent kræver ret meget af sin læser. De er den perfekte eskapisme, selv når bøgerne ikke er perfekte. Jeg fløj ligeledes igennem Forbandede kærlighed, selvom den løbende irriterede mig med konstruktionen af sine temporale tilbageblik. Bogen er fyldt med bekvemmeligheder, der har til opgave at skabe rammerne for karaktererne i historien og give dem fylde, men jeg følte aldrig, at disse tjente noget egentligt formål. Det er ikke unødvendig fylde, men dog fylde, som ikke gør noget godt for historien. Det er der bare, lidt på samme måde som bogen er i mine erindringer.
Windblown Pages 