“A novel is the only place where strangers can meet – reader and writer” Paul Auster ved Louisiana Literature (2017)

Hvert år er Louisiana Literature en ny oplevelse. Jeg forbereder, planlægger nøje og køber bøger efter det, og alligevel bliver det sjældent sådan, som jeg havde forestillet mig, og i år var ingen undtagelse. Mit program var begrænset af en weekend fyldt med planer, og jeg havde derfor kun sat mig op efter at se tre forfattere i løbet af lørdagen. Jeg havde planlagt at se Zadie Smith, Siri Hustvedt og Paul Auster, men jeg endte med at se Édouard Louis, der er en fransk forfatter og sociolog, i stedet for Smith, og jeg er ikke ked af den beslutning. Interviewet foregik på henholdsvis dansk og fransk med sporadisk engelsk, hvor forfatteren fortalte om sin transformation fra Eddy Bellegueule til Édouard Louis, hvordan han brændte alt fra sin fortid, for at frigøre sig den, og hvordan han først forstod sin barndoms talrige ydmygelser ti år for sent, da han læste Bourdieu. Han fortalte om sine to bøger En finir avec Eddy Bellegueule og Histoire de la violence, , hvor den sidste er skrevet som et forsøg på at forstå den voldtægt, han var udsat for, og hvor for forfærdeligt det er at være offer for noget i en verden, der ikke tolerer offermentalitet. Begge historier også et forsøg på at forstå ondskaben i dem begge, og samtidig holde fast på sin historie, efter retssystemet og medierne overtog den. Han fortalte også, at et stort forlag afslog hans første bog, fordi de ikke mente, at karaktererne i den var realistiske, og at der slet ikke findes den slags mennesker, selvom der var tale om et autobiografisk værk om hans opvækst.

Dernæst fulgte Siri Hustvedt og Paul Auster i en samtale om deres seneste bøger, A Woman Looking at a Man Looking at a Woman og 4 3 2 1. Hustvedt, som jeg beundrer meget, fortalte om kvindens evige position i mandens skygge, og hvordan den hvide mand er normen, imens Auster understregede, at han og Hustvedts bøger ikke bør sammenlignes, hvilket de ofte bliver og uden grundlag. Hustvedt eksemplificerede dette ved at fortælle om en interview fra Australien, der havde kaldt en af hendes romaner for “domestic”, og en af Austers for “intellectual”. Snakken kredsede om feminisme i relation til kunsten, hvad romanen som genre kan og så selvfølgelig deres seneste værker, som de læste op af. Hustvedt sagde, at “writing fiction is remebering what never happened”, imens Auster understregede, at romangenren ikke er truet, fordi vi har brug for den, fordi den udtrykker noget, vi ikke kan finde andre steder. Det stod i fin relation til Édouard Louis’ argument om, at litteraturens råheder ikke skal bortforklares som fiktive, fordi den sagtens kan bærer disse. Jeg skal helt sikkert læse hans romaner. Desuden fik jeg signeret mit eksemplar af The New York Trilogy og A Woman Looking at a Man Looking at a Woman, hvor mit i forvejen lette hjerte boblede over, da Hustvedt, som jeg før har oplevet, endnu en gang komplimenterede mit navn, da hun skrev det i sin bog. Det var i sandhed en dag, jeg sent vil glemme.

Gæstede du festivalen i år, og hvem fik du set? Hvis ikke du var der, hvilken forfatter vil du så gerne have set?

Reklamer

A Gathering of Shadows (Shades of Magic #2) af V.E. Schwab


A Gathering of Shadows af V.E. Schwab, udgivet af Titan Books i 2016.

Fire måneder er gået siden Kell krydsede veje med Delilah i Grey London, siden opgøret med tvillingerne og Hollands døende krop blev kastet ind i Black London bag lås og slå. Selvom meget er sket, er livet igen faldet til ro. Kell kæmper dog med sin skyld, der hjemsøger ham i hans drømme med varsler og tegn om de farer, der truer med at vælte de fire verdener. Red London forbereder sig på en ekstravagant konkurrence med magi, som skal styrke forholdet mellem nabolandene. I takt med at Red London vender tilbage til livet, vågner et andet London …

Jeg har en svaghed for bøger med en stillestående eller langsom handling, når det bliver gjort rigtigt, og det gør V.E. Schwab. Hun tager sig tid til at lade historien udfolde sig naturligt og i det tempo, som der kræves. Det gør også, at den overordnede historie til tider går i stå, men det aldrig uden formål. Når tiden går i stå, er det for at skabe stemninger og udvikle karakterer. Forfatteren har skabt et enestående univers, der har så meget at byde på, samtidig med at hun holder tungen lige i munden for ikke at forhaste sig igennem det. Det er så nemt at forestille sig den, netop fordi hun tager sig tiden til at skrive den deltaljeret og stemningsfyldt. Det er en verden fyldt med magiske strømning, der er mærkbare.

“She bent most of the rules. She broke the rest.”

Jeg er vild med bogens præmis om flerdimensionelle Londoner, nogle med magi og andre uden, onde herskere og pirateri. Det er tilpas omfattende og virkelig veludført. A Gathering of Shadows udvider den verden, som læserne lærer at kende i den forrige bog med en magisk turnering, der skal bringe allierede sammen og styrke deres bånd. Samtidig trækker mørket sig sammen om turneringen og kaster mørke skygger over den. A Gathering of Shadows fokuserer i langt højere grad på karakterudvikling end handling, og det fungerer ret fint uden at handlingen bliver glemt.

V.E. Schwab formår også at løfte niveauet af sin historie ved at lade forrige bog handling påvirke denne efterfølger. Kell har været igennem en masse, og de beslutninger han tog i A Darker Shade og Magic hænger over ham som en tung regnvejrssky. Det skaber ikke kun sammenhæng mellem bøgerne, men gør også karaktererne flerdimensionelle. Lila løb endnu en gang med mit hjerte; jeg elskede at læse hendes kapitler, og når de ikke handlede om hende, savnede jeg hende virkelig. Hun er snarrådig, handlekraftig og badass. Hendes liv med piraterne til søs gav også historie dybde, samtidig med at den understreger hendes stærke karakter. Måden hun overvinder sin fortid på er helt fantastisk.

“Kell would say it was impossible. What a useless word, in a world with magic.”

Narrativet i A Gathering of Shadows er skiftende, og i udgangspunktet har jeg det lidt stramt med historier, der er konstrueret sådan. Jeg mister hurtigt overblikket, især hvis det ikke er tydeligt i de forskellige stemmer, hvem der fortæller historien, men sådan er det ikke med denne serie. V.E. Schwab skriver tilpas drømmende og med stor tydelighed i sine forskellige perspektiver, at jeg fløj igennem bogen langt hurtigere, end jeg havde regnet med. Ord kan være glatte, svære at holde på og umulige at nedskrive på papir, men hun formår at forme dem til hele verdener i sine hænder med endeløse muligheder, som var hun en tryllekunstner.

Forbandede kærlighed af Colleen Hoover


Forbandede kærlighed (org. titel Ugly Love) af Colleen Hoover, udgivet af LOVEBOOKS i 2016 (org. udgivet i 1014) Læs på dansk — originalsproget er amerikansk.

Da Tate møder den hemmelighedsfulde Miles Archer, er det langt fra kærlighed ved første blik. I stedet møder hun ham på fordrukken tilstand på kanten af sammenbrud. På trods af deres skæve første møde, kan ingen af dem fornægte den kraft, som binder dem sammen, og de indleder derfor et uforpligtende forhold baseret på sex. Hvad der burde være den perfekte ordning for dem begge viser sig dog hurtigt at være langt mere kompliceret, på trods af at Tate ikke har tid til at have en kæreste, og Miles er slet ikke ude efter kærlighed. Det er dog ikke kun deres principper, der står i står i vejen for deres kærlighed, for Miles bærer på en mørk hemmelighed, som forhindrer ham i at leve i nuet.

Mine læseoplevelser med Colleen Hoovers ellers så populære forfatterskab har været meget blandede. Jeg helt og aldeles elskede Det ender med os, som efterlod mig grådkvalt, Måske en dag var en udemærket historie omend en smule for amerikansk til min smag, men Forbandede kærlighed er den komplette modsætning til Det ender med os. Bogen har modtaget kritik for at fokuserer så eksplicit på sex, men det er ikke det, der generede mig. Faktisk kunne jeg godt lide Tate og Miles’ kærlighedshistorie, selvom jeg fandt det trættende, at Tate gang på gang får et nyt yndlingsord, bare fordi Miles har sagt det. Gendrivelsen udvandede en ellers så fin sætning og gjorde den meningsløs og pladderromantisk.

“Alting er Miles. Sådan er det, når man er ved at blive forelsket i en person. Han er ingen steder, og lige pludselig er han overalt, uanset om man vil det eller ej.”

Det som ikke fungerede for mig, var Miles’ historie i fortiden. Det var ikke så meget historien i sig selv, men måden den var skrevet på. Colleen Hoover skriver let og fornøjeligt, selv når det handler om svære emner, men konstruktionen af Miles historie drev mig til vanvid. Til at begynde med er den skrevet som helt almindelig prosa, men efter han møder en pigen Rachel, ændres dennes form sig til noget, der skal forestille at ligne et digt. Idéen er ret fin, men det fungerede slet ikke for mig med sine mange klichéfyldte vendinger. Forudsigelighed behøver ikke været noget negativt, men forudsigeligheden i Miles’ historie var så åbenlys, at jeg næsten havde svært ved at fatte sympati for ham.

Miles’ historie er også et greb til at skabe hans karakter, og det fungerer egentlig udemærket. Tate var derimod en forholdsvis tom skal, der ikke bestod af andet end sit løse forhold til sin bror og sin spirende relation til Miles. Hun skal forestille at studerer til sygeplejerske, men det er ikke noget, som hverken giver hendes figur kant eller fylde. Hun var for mig en tom heltinde skabt af vage inputs om en fortid med sex og kærlighed i så vag en grad, at det næsten kunne have været undladt. Derimod holdt jeg meget af den klassiske historie om et forhold baseret på sex, der selvfølgelig ikke kan forblive sådan, fordi følelserne kommer i vejen, og på den måde er det en udemærket bog til en søndag på sofaen. Den bliver dog aldrig mere end det, fordi der ikke er noget på spild.

“Kærlighed er ikke altid smuk, Tate. Nogle gange bruger man al sin tid på at håbe på, at det til sidst vil blive til noget andet. Noget bedre. Og så, før man ved af det, er man tilbage, hvor man startede, og man mistede sit hjerte et sted undervejs.”

Colleen Hoover skriver bøger, som er perfekte til stille søndage. Det er bøger, som man flyver igennem, og som sjældent kræver ret meget af sin læser. De er den perfekte eskapisme, selv når bøgerne ikke er perfekte. Jeg fløj ligeledes igennem Forbandede kærlighed, selvom den løbende irriterede mig med konstruktionen af sine temporale tilbageblik. Bogen er fyldt med bekvemmeligheder, der har til opgave at skabe rammerne for karaktererne i historien og give dem fylde, men jeg følte aldrig, at disse tjente noget egentligt formål. Det er ikke unødvendig fylde, men dog fylde, som ikke gør noget godt for historien. Det er der bare, lidt på samme måde som bogen er i mine erindringer.

Unpopular Opinions Book Tag

Youtuberen TheBookArcher har lavet et tag om upopulære meninger om bøger, med spørgsmål lige fra andres yndlingsbøger, som du ikke kan lide til filmatiseringer, der er bedre end bogen. Jeg har selv oversat spørgsmålene. I anledning af min besvarelse af tagget, vil jeg gerne opfordre Rikke, Simone og Rigitze til at gøre det samme.

  • En populær bog eller serie, som du ikke bryder dig om. Det må være The Fault in our Stars af John Green, der vandt aldrig mit hjerte i samme grad, som den vandt andres. Jeg kan meget bedre lide Looking for Alaska.
  • En populær bog eller serie, som du ikke bryder dig om, men som alle andre elsker. Jeg elsker den første bog i Laini Taylors Daughter of Smoke & Bone-serie, men jeg kan ikke fordrage de to efterfølgere.
  • Et kærlighedsdrama, hvor hovedpersonen ender sammen med en anden karakter end den, du havde håbet på. Tæller Tamlin og Feyre i A Court of Thrones and Roses? I mangel på bedre, bliver det mit svar.
  • En genre du sjældent læser. Jeg skal ikke kunne sige præcist hvorfor, men krimier og thrillers udgør et stort mindretal i min bogsamling. Dog vil jeg  gerne læse både Dark Matter (det vist også er sci-fi) og Kvinden i kahyt 10. 
  • En populær karakter, som du ikke bryder dig om. Anna fra Anna and the French Kiss fik mig til at skære tænder, dog er mit forhold til hende blevet mere afslappet efter en genlæsning, hvor jeg slog koldt vand i blodet.
  • En populær forfatter, som du ikke rigtigt er fanget af. Stephen King og det er på trods af, at jeg faktisk har læst en del af hans bøger. Jeg synes bare ikke, at bøgerne er uhyggelige.
  • En populær trope, som du er træt af at læse om. Trekantsdramaer og  udvandede sætninger som “she let out a breath she didn’t realize she was holding”, der optræder i en del YA-bøger. 
  • En populær bogserie, som du slet ikke er interesseret i at læse. The Raven Cycle af Maggie Stiefvater.
  • Der er en talemåde, som lyder: “Bogen er altid bedre end filmen”, men hvilken film eller tv-serie foretrækker du frem for bogen? The Godfather er ikke bare blandt mine absolutte yndlingsfilm, men de er også langt bedre end bøgerne. Med The Shining af Stephen King gælder det samme.

Er der også bøger, serier eller forfattere, som du ikke kan lide, men som alle andre omkring dig synes at elske?