The Knife of Never Letting Go (Chaos Walking #1) af Patrick Ness


The Knife of Never Letting Go af Patrick Ness, udgivet af Candlewick i 2014 (org. udgivet i 2008). 

Todd Hewitts største ønske er at blive en mand, og ganske snart kan han slutte sig til resten af mændene i byen, hvor han bor. Her kan alle høre hinandens tanker, og her findes kun mænd. Men det går langsomt op for Todd, at mændene i byen gemmer på en frygtelig hemmelighed, og inden han får set sig om, må han sammen med sin trofaste hund løbe for livet. På sin flugt fra det uvisse, møder Todd en pige, hvis tanker han ikke kan høre. Lidt efter lidt begynder hans verdensbillede at krakelerer, samtidig med at han må lære den sande betydning af det at være en mand.

For mange år siden læste jeg The Knife of Never Letting Go, og den var ulig noget andet jeg havde læst. Det var min første bog af Patrick Ness, og den var (og er stadig) noget helt særligt af mange grunde, og en af dem er sproget. Den er skrevet med en helt særlig form for slang og dialekt som gør, at sproget er skrevet, som det udtales og med en masse sammentrækninger af ord. Da jeg læste bogen dengang, var det både med forvirring og forbløffelse, og det er det nok stadig den dag i dag. Samtidig er bogen gennemsyret af et kaotisk tankemylder, der bryder historien – for selvom der ikke nødvendigvis bliver sagt noget, så er der aldrig et øjebliksstilhed i menneskets tankergang, der summer en bikube.

“The noise is a man unfiltered, and without a filter, a man is just chaos walking.”

Jeg ved aldrig, hvad jeg skal forvente mig af Patrick Ness’ romaner, for der er ikke to af hans bøger, der er ens. Han er en af den slags sjældne, alsidige forfattere, som man kun kan forvente det uventede af. Ligesom med sine andre romaner, er præmissen for denne fascinerende. Mænds tanker er højlydte, kvinders er stille, og det er hverken uden grund eller konsekvenser. Hvad der begynder som en umiddelbar simpel historie om en dreng på flugt fra det uvisse, udvikler sig langsomt til begyndelsen på en uundgåelig krig. Men der er også andet på spil, for The Knife of Never Letting Go handler i høj grad også om identitet; Todd står ved en skillevej i sit liv med spørgsmålet om, hvordan man holder fast i sig selv, når man bliver præget til at gå i to forskellige retninger.

Da Todd flygter fra byen, flygter han ikke kun for sit liv, men også fra svarene på de mange spørgsmål, som læseren løbende adopterer. Spændingen tager til for hvert et skridt Todd tager ud i ødemarken, akkompagneret af sin hund, Manchee, hvis tanker er mindst lige så larmende som mændenes. Han er et perfekt sidestykke til Todd, og deres makkerskab bliver kun bedre af den stille pige, hvis tanker ingen af dem kan høre. Viola, pigen i ødemarken, der hverken taler eller tænker højlydt, har sin egen historie, der langsomt flettes sammen med Todds. Jeg er vild med Todd, fordi han ikke besidder særlige evner eller talenter på forhånd, som gør ham til historiens oplagte helt, og det er præcis det, som gør ham så bemærkelsesværdig interessant. Han er bare en helt almindelig dreng.

“Men lie, and they lie to theirselves worst of all.”

Som sagt er The Knife of Never Letting Go på mange måder en klassik flugthistorie, men fordi den er skrevet af Patrick Ness, er den alt andet end det. Den er begyndelsen på noget stort og uundgåeligt, som en dør ind til en endeløse verden, hvis ydregrænser er skjult af horisonten. Ness bryder grænser og opfinder nye, krydser verdener og knuser hjerter, og The Knife of Never Letting Go er ingen undtagelse. Det er en af den slags historie, der bliver hængende i luften efter endt læsning, og som jeg vil blive ved med at vende tilbage til, for den er lige så god, som første gang jeg læste den.

Reklamer

One thought on “The Knife of Never Letting Go (Chaos Walking #1) af Patrick Ness

  1. Piskeriset

    Absolut en af mine yndlings – det er sådan en fascinerende og skræmmende verden, han har skrevet. Og så er det en bog, der skal læses i fysisk form, så man kan få den geniale brug af skriften med.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s