Om at læse om andres liv og anmelde det


Det er altid de samme tanker, der melder sig, når jeg læser en biografi: kan man overhovedet anmelde et andet menneskes liv? Jeg har før læst biografier, som ikke blæste mig bagover. Det var ikke bøger, som blev hos mig efter endt læsning, eller som jeg havde lyst til at genlæse på et senere tidspunkt. Selv ikke de af bøgerne, hvor emnet interesserede mig. Nogle af bøgerne brød jeg mig faktisk heller ikke om, og jeg anmelder dem derfor med hjertestik. Biografisme er ikke en genre, der fylder ret meget i min daglige læsning, og alligevel giver den mig altid hjertekvaler at skulle anmelde — især når der er tale om en mindre god læseoplevelse, som sjældent er sjove at skrive. I lang tid følte jeg, at jeg anmeldte persons liv, selvom det langt fra er tilfældet. Selvfølgelig lægger jeg vægt på, om indholdet er fængslende, men jeg tror i lige så høj grad at biografiske og autobiografiske værker handler om formidlingen af dette.

Som det er med alle bøger, kan historiens præmis være nok så spændende, men hvis ikke leveringen af den besidder en hvis kvalitet, vil den nødvendigvis mislykkes. For nogle år tilbage læste jeg Hellen Kellers biografi, og jeg brød mig ikke om den, og jeg hadede det — især efter jeg havde lært hendes historie at kende. Jeg har det på samme måde med Anne Franks dagbog, som jeg godt kan lide, men som aldrig blæste mig bagover. Det skyldes måske, at jeg forventede at læse om verdenskrigens rædsler set med en jødisk piges øjne, imens hendes historie i langt højere grad handler om emner, som fylder hos mange i den alder. Derimod elskede jeg Simone de Beauvoirs og Sylvia Plaths dagbøger og memoirer, og jeg kan ikke præcist sige hvorfor. I alle fire tilfælde er der tale om stærke kvinder, men jeg tror ikke, at min læseoplevelse har noget med deres historie at gøre, for det var netop på baggrund af dem, at jeg overhovedet valgte at læse dem. I stedet tror jeg, som med så mange andre bøger, at det handler om forventningsafstemning og formidlingen af historien. Det handler mere om det, end menneskerne selv – hvor banalt det end må lyde.

Hvordan har du det med at læse biografiske værker? Kan og bør man overhovedet anmelde andre menneskers liv? Vurderer du bogen på dens historie eller formidlingen af den, eller er det en sammensmeltning af de to?

A Court of Mist and Fury (A Court of Thorns and Roses #2) af Sarah J. Maas


A Court of Mist and Fury af Sarah J. Maas, udgivet af Bloomsbury Childrens Books i 2016.

Feyre verden er endnu en gang blevet vendt på hovedet. Efter hun har reddet Tamlin fra Den Onde Dronning, er hun nu vendt tilbage til forårsriget, men hun er ikke den, hun engang var, for nu besidder hun de samme kræfter som en High Fae. Fortiden sidder fast i hende, og det samme gør visheden om den aftale, som hun indgik med Rhysand, natterigets herre. Langsomt ledes hun dybere ind i Rhysands rige og politiske planer, og lige så langsomt taber hun sit hjerte på ny. Men Feyre må samle al  sin styrke, for en fare truer med at ødelægge alt det, som hun har kæmpet for.

Sarah J. Maas formåede virkelig at trække tæppet væk under mig med A Court of Mist and Fury. Den er alt det, som dens forgænger ikke er, og i kampen om mit hjerte vandt den overlegent og ubesværet. Det er meget tydeligt, hvor bevidst om sin historie Maas er, for udviklingen af både handlingen og karaktererne i denne efterfølger er ikke til at tage fejl af. Feyre har i mine øjne hele tiden været en stærk heltinde, men hvor jorden begyndte at brænde under hendes fødder i A Court of Thorns and Roses, rejser hun sig fra asken i denne som en føniks, stærkere end nogensinde før.

“To the stars who listen— and the dreams that are answered.”

Jeg elsker, at forfatteren formår at tage  fat på vigtige tematikker som farlige parforhold, samtidig med at hun stadig formår at bevare det episke i sin fortælling. Jeg brød mig aldrig om Feyre og Tamlin sammen, men jeg finder deres historie interessant for det, som forfatteren bruger den til, selvom det først slog mig langt senere, hvad det egentlig går ud på. Maas viser, hvordan kvinder gradvist bliver fanget i forholdet til en voldelig mand, så de ikke hører alarmklokkerne før de står og kigger ned i afgrunden. Feyre er sårbar i historiens begyndelse, mærket af fortidens spøgelser, der stadig hjemsøger hende, og sit spillede hjerte, der er slået i tusinde stykker, men hendes historie er også fyldt med håb, der langsomt vokser sig større og bliver en realitet.

Spændingen er næsten uudholdelig i A Court of Mist and Fury. Den er både at finde i selve handlingen, hvor det slår gnister mellem rigerne, men også i forholdet mellem Feyre og Rhysand, der gjorde det næsten umuligt at lægge bogen fra mig. Deres tiltrækning var tydelig i den første bog, men den er unægtelig i denne, og langt hen ad vejen er det også historiens bærerende element. Natteriget blev kun vist i uklare glimt og igennem ladede holdninger, men i denne bog bliver disse gjort til skamme, og Rhysands ry tvinges i knæ. Maas vender verdener på hovedet og udfordrer sin læser ved at åbne dørene ind til en verden, der før har været forbeholdt fantasien. Samtidig er der en naturlighed over fortællingen, der på trods af et langt mellem stykke, hvor den går i tomgang, flyder helt naturligt. Dog tager historien, ligesom i sin forgænger, fart til sidst, og tempoet øges i sådan en grad, at jeg følte mig en smule svimmel.

“He thinks he’ll be remembered as the villain in the story. But I forgot to tell him that the villain is usually the person who locks up the maiden and throws away the key. He was the one who let me out.”

Handlingen er ikke overvældende i A Court of Mist and Fury, men i stedet gives der plads til karakterudvikling og en udvidelse af den verden, som Maas skabte i den forgående bog. Samtidig bryder bogen med den vante forestilling om den svære toer, for det var først med denne, at jeg for alvor forelskede mig i historien, og ikke alene vandt bogen mit hjerte, den fik mig også til at græde. På trods af det tilløb, som Maas har for vane at tage inden slutspurten, var der så meget på spil, så mange følelser i spil, at mit hjerte flød over. Slutningen er nådesløs; jeg holdt vejret hele vejen igennem den, og da der ikke var flere sider tilbage i bogen, og jeg blev nødt til at trække vejret, ærgrede det mig ikke at have den næste bog liggende, for jeg var ikke klar til at slippe Feyres historie.

The Knife of Never Letting Go (Chaos Walking #1) af Patrick Ness


The Knife of Never Letting Go af Patrick Ness, udgivet af Candlewick i 2014 (org. udgivet i 2008). 

Todd Hewitts største ønske er at blive en mand, og ganske snart kan han slutte sig til resten af mændene i byen, hvor han bor. Her kan alle høre hinandens tanker, og her findes kun mænd. Men det går langsomt op for Todd, at mændene i byen gemmer på en frygtelig hemmelighed, og inden han får set sig om, må han sammen med sin trofaste hund løbe for livet. På sin flugt fra det uvisse, møder Todd en pige, hvis tanker han ikke kan høre. Lidt efter lidt begynder hans verdensbillede at krakelerer, samtidig med at han må lære den sande betydning af det at være en mand.

For mange år siden læste jeg The Knife of Never Letting Go, og den var ulig noget andet jeg havde læst. Det var min første bog af Patrick Ness, og den var (og er stadig) noget helt særligt af mange grunde, og en af dem er sproget. Den er skrevet med en helt særlig form for slang og dialekt som gør, at sproget er skrevet, som det udtales og med en masse sammentrækninger af ord. Da jeg læste bogen dengang, var det både med forvirring og forbløffelse, og det er det nok stadig den dag i dag. Samtidig er bogen gennemsyret af et kaotisk tankemylder, der bryder historien – for selvom der ikke nødvendigvis bliver sagt noget, så er der aldrig et øjebliksstilhed i menneskets tankergang, der summer en bikube.

“The noise is a man unfiltered, and without a filter, a man is just chaos walking.”

Jeg ved aldrig, hvad jeg skal forvente mig af Patrick Ness’ romaner, for der er ikke to af hans bøger, der er ens. Han er en af den slags sjældne, alsidige forfattere, som man kun kan forvente det uventede af. Ligesom med sine andre romaner, er præmissen for denne fascinerende. Mænds tanker er højlydte, kvinders er stille, og det er hverken uden grund eller konsekvenser. Hvad der begynder som en umiddelbar simpel historie om en dreng på flugt fra det uvisse, udvikler sig langsomt til begyndelsen på en uundgåelig krig. Men der er også andet på spil, for The Knife of Never Letting Go handler i høj grad også om identitet; Todd står ved en skillevej i sit liv med spørgsmålet om, hvordan man holder fast i sig selv, når man bliver præget til at gå i to forskellige retninger.

Da Todd flygter fra byen, flygter han ikke kun for sit liv, men også fra svarene på de mange spørgsmål, som læseren løbende adopterer. Spændingen tager til for hvert et skridt Todd tager ud i ødemarken, akkompagneret af sin hund, Manchee, hvis tanker er mindst lige så larmende som mændenes. Han er et perfekt sidestykke til Todd, og deres makkerskab bliver kun bedre af den stille pige, hvis tanker ingen af dem kan høre. Viola, pigen i ødemarken, der hverken taler eller tænker højlydt, har sin egen historie, der langsomt flettes sammen med Todds. Jeg er vild med Todd, fordi han ikke besidder særlige evner eller talenter på forhånd, som gør ham til historiens oplagte helt, og det er præcis det, som gør ham så bemærkelsesværdig interessant. Han er bare en helt almindelig dreng.

“Men lie, and they lie to theirselves worst of all.”

Som sagt er The Knife of Never Letting Go på mange måder en klassik flugthistorie, men fordi den er skrevet af Patrick Ness, er den alt andet end det. Den er begyndelsen på noget stort og uundgåeligt, som en dør ind til en endeløse verden, hvis ydregrænser er skjult af horisonten. Ness bryder grænser og opfinder nye, krydser verdener og knuser hjerter, og The Knife of Never Letting Go er ingen undtagelse. Det er en af den slags historie, der bliver hængende i luften efter endt læsning, og som jeg vil blive ved med at vende tilbage til, for den er lige så god, som første gang jeg læste den.

Papirprinsessen (Royals #1) af Erin Watt


Papirprinsessen (org. titel Paper Princess) af Erin Watt, udgivet af Flamingo i 2017 (org. udgivet i 2016). Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

17-årige Ella Harper er studerende om dagen og stripper om natten, og hendes liv er en konstant balancering på kanten. Hun stripper af nød, fordi hun dårligt kan få tilværelsen til at løbe rundt. Efter sin mors død, dukker den fremmed og velhavende Callum Royal op, der hævder at være hendes nye værge. Han tilbyder hende ikke kun et liv i luksus med en uddannelse på en prestigefyldt skole, men også viden om den far, hun aldrig har kendt. Da der kommer kontanter på bordet, er Ellas beslutning allerede taget. Men livet hos Royal-familien er fyldt med intriger, og hun er nødt til at lære at navigere i den guldindfattet verden af magtspil, sex og hævn, hvis hun vil overleve i den. 

Jeg har aldrig haft særlig stor succes med forfatterduoer. Oftest har forfatternes forskellige skrivestile været for tilstedeværende, men sådan en forfatterduo er  Jen Frederick og Elle Kennedy ikke. Med Papirprinsessen har åbnet en dør ind til et liv i overklassens grænseløse verden, hvor mulighederne er endeløse, så længe man har penge, og hvor grænser er til for at blive overskredet. Det er på mange måder et klassisk luksusliv, hvor facaden er blankt poleret, imens virkeligheden er en helt anden. Royal-familien lider under et tabt og misbilligelse, pengegriskhed og knuste drømme. Kontrasterne mellem deres liv er meget klassiske, men fortælling er dog helt sin egen.

“Nogle gange tror jeg, at universet bare har besluttet sig for, at jeg ikke har lov til at have det godt.”

Ella kommer fra et liv i rendestenen, og hende gåpåmod og indre styrke er ikke til at tage fejl af. Hun er en overlevet og en af den slags heltinder, der ikke behøver andet end sin skarpe tunge for at kunne slå fra sig. Da hun indvilliger i Callum Royals tilbud om månedlig betaling for et liv i luksus er interessant, fordi hun tilgår det med forventningen om at lukke sit hjerte over for alt det, hun møder på den anden side af guldportene. Hun har en plan om at flygte derfra med favnen fuld af penge, hvis det skulle blive nødvendigt. Selvom hun er drevet af ønsket om penge og økonomisk frihed, så er hun ikke hjerteløs, og da det langsomt viser sig, at Royal-familien kæmper mod hinanden, åbnes hendes hjerte langsomt.

På trods af at Papirprinsessen er første bind i en længere serie, er Ellas udvikling i denne første bog ikke til at tage fejl af, og jeg elskede det. Selvom handlingen kredser meget om de mange intriger, så er det ikke en bog, der på noget tidspunkt går i stå eller lader sine karakterer sygne hen. De over-privilegerede milliardær arvinger er alle mærket af sorg over tabet af deres mor og misbilligelsen af deres fars forsøg på at genfinde lykken, og hans beslutning om at tilbyde Ella et liv hos dem. Særligt Reed Royal gør alt, hvad han kan, for at komme på tværs af Ella, selvom det samtidig antænder en gnist i dem begge, der bliver umulig at slukke igen. De kæmper ikke kun mod hinanden, men også med deres følelser.

“At forlade sig på skæbnen er for de svage – dem, der ikke har nok styrke eller vilje til at skabe det liv, de gerne vil have. Der er jeg heller ikke endnu. Jeg har ikke nok styrke, men det får jeg en dag.”

Papirprinsessen er en af den slags bøger, der er svære at lægge fra sig. Den fik mit hjerte til at galopere og efterlod mig åndeløs, da jeg nåede slutningen. Det er en bog, der ikke er perfekt, men det er samtidig også en bog, der handler om netop det; den åbner op for en verden, der udstråler perfektion, men som under overfladen er ved at krakelere og falde fra hinanden. Den har sine vanskeligheder, men det overskygger ikke det faktum, at jeg fløj igennem bogen med stor fornøjelse. Papirprinsessen er en oplagt sommerbog, som jeg helt sikkert skal læse igen.