En litterats bekendelser #5

Jeg har endnu en gang samlet en liste over mine litterære bekendelser, som handler om alt lige fra forfattere, jeg aldrig har læst til personlige præferencer i bøger og min egen uvidenhed om forfattere og bøger.

  • Jeg har aldrig læst noget af Dennis Jürgensen. Heller ikke da jeg var yngre.
  • Den bog, der har stået på min Goodreads læseliste i længst tid er også den første bog, jeg tilføjede til listen. The Last Unicorn af Peter Beagle har stået på listen siden 2011. Jeg burde nok snart få den læst.
  • Jeg kan bedre tilgive en fejl i en bog på side 100 end på side 10.
  • ‪Lige så meget som jeg synes opskårede bogsider er flotte, ligeså  besværlige synes jeg de er at vende.
  • Jeg bliver altid så skuffet, når jeg bestiller bøger fra Book Depository, og der ikke følger et bogmærke med. Faktisk er bogmærkerne den primære grund til, at jeg overhovedet køber bøger der.
  • Jeg foretrækker titelløse kapiteloverskrifter end kapitler med kapiteloverskrifter.
  • I lang tid troede jeg, at forfatteren til Bonjour Tristesse var en mand, men det er faktisk en kvinde.
  • Jeg har en ret omfattende bogmærkesamling, og alligevel tager jeg mig selv i gang på gang at bruge de samme tre bogmærker, som alle er nogle, jeg har flere af, og jeg ved virkelig ikke hvorfor det er sådan.
  • Jeg foretrækker at læse i sengen, i sofaen, i min læsestol eller i morgentoget på vej til arbejde.

Har du det på samme måde eller helt modsat med nogle af mine litterære indrømmelser, og hvilke har du selv på sinde?

Eleanor & Park af Rainbow Rowell


Eleanor & Park af Rainbow Rowell, udgivet af forlaget Orion i 2013. 

Eleanor er den nye pige i byen, der forstår at gøre sig bemærket med sit uregerlige hår og sin skæve tøjstil. I bussen til og fra skole er hun nødsaget til at sidde ved siden af den ranglede dreng Park, der altid er klædt i sort med sit headset i ørerne og næsen begravet i tegneserier. Ganske langsomt bliver Eleanor lukket ind i Parks verden, men det er dog langt svære for Park at blive lukket ind i hendes. På trods af spirende følelser kæmper Eleanor en daglig kamp med sin familie, der tvinger hende mod desperate valg. På trods af at “Eleanor & Park” har et element af noget langt mere eksistensrystende, er den først og fremmest en historie om den første store kærlighed, og de stormfulde følelser som følger med. Eleanor og Park er hinandens første forelskelse, der både er akavet og uskyldig.

Bogens forside giver søde associationer. Det er også en bog, som ofte er blevet sat i forbindelse med det søde adjektiv, og naturligvis forventede jeg mig en sukkersød kærlighedshistorie om den første store forelskelse, kun for at opdage, at bogen er meget mere end det. Den er autentisk helt ind til kernen både i form af karakterer og deres karaktertræk. Rainbow Rowell formår at beskrive hver en afkrog af det at være en følsom og akavet teenager, hvor ingen er supermodeller eller græske helteafstøbninger. Og så er der hele afbildning af Eleanors liv, som giver historien kant og antydning af alt andet end en sød historie om forelskelse. Desuden tager Rowell sin læser med på en tidsrejse tilbage til 1986’erne, hvor Eleanor og Park lærer hinanden at kende gennem kassettebånd og tegneserier.

“Holding Eleanor’s hand was like holding a butterfly. Or a heartbeat. Like holding something complete, and completely alive.”

Jeg kom hurtigt til at holde af den tålmodige Park, der med sin multikulturelle baggrundshistorie ofte finder det svært at placerer sig i forhold til sine venner og sin familie. Selvom hans evige kamp med den følelsesladet Eleanor er svær, så affejer han hende aldrig som vanskelig eller sær. Hendes historie er mindst lige så enestående som hans. Eleanor lever i en klaustrofobisk tilværelse, hvor hun, sine søskende og deres mor bevæger sig på listetæer under stedfarens kontrollerende adfærd. Eleanors karakter er blevet kritiseret for sine humørsvigninger og måden, hvorpå hun gang på gang river sig løs af sit forhold til Park, som jeg dog ser som en forståelig reaktion på den tilværelse, der langsomt kvæler hende. Eleanor får gang på gang dikteret, at hun ikke er noget værd, og at hun derfor heller ikke fortjener at have det godt, så når lykken tilsmiler hende er det kun forståeligt, at hendes stedfars ord melder sig.

Rowell vandt mit hjerte med sin historie om den usikre, kurvede pige og outsiderfyren med asiatiske rødder. Hun formår på bedste vis at vise, hvor altopslugende og skrøbelig en ungdomsforelskelse kan være. Jeg tog mig selv i gentagende gange at smile over deres klodsede adfærd, men bogen fik mig også til at kæmpe en brav kamp for at tilbageholde de tårer, der stædig pressede sig på. “Eleanor & Park” er nemlig fyldt med følelser — både af den gode og svære slags. Rowell har skabt en helt særlig historie, som jeg ikke mindes at have læst før, og det er på trods af at det er en ungdomsbog, der handler om den første forelskelse. Hendes persongalleri er både nuanceret og alsidigt.

“Eleanor was right. She never looked nice. She looked like art, and art wasn’t supposed to look nice; it was supposed to make you feel something.”

Uden at afsløre den, var jeg til at begynde med i vildrede over bogens slutning. Jeg følte, at Rowell stoppede midt i en sætning med en sådan pludselighed, at jeg febrilsk vendte siderne i håb om at finde mere på deres bagside, uden at det var tilfældet. Men da jeg læste hendes efterord blev slutningen også sat i perspektiv. Hun forklarer ikke alene, hvordan historien blev til, og at hun vidste, hvordan den skulle ende længe før den overhovedet begyndte, men hun forklarer også slutning på fineste vis. Rowell ville ikke skrive en afrundet historie, fordi unge mennesker ikke får den slags. I stedet får de nye begyndelser, og hun ramte mig så hårdt i hjertet med sin realitetssans, at jeg vaklede efterfølgende. Pludselig var slutningen ikke længere afstumpet og pludselig, men derimod helt rigtig og håbefuld.

The Amber Spyglass (His Dark Materials #3) af Philip Pullman


The Amber Spyglass af Philip Pullman, udgivet af forlaget Folio Society i 2008 (org. udgivet i 1996).

Philip Pullman af slutter His Dark Materials-serien på samme høje niveau, som han begyndte den med en hård realitetssans og en kærlighed, der banker på tværs af verdener. Hvad der begyndte som ønsket om et storslået eventyr i The Golden Compass, blev i stedet til en mareridtsagtig virkelighed, og nu står Lyra og Will i The Amber Spyglass på kanten af et uundgåeligt opgør mellem to ideologier. De må rejse igennem flere verdener end hidtil, der blandt andet fører dem til verdens ende, det grå land, hvor ingen levende sjæl nogensinde har været før, og de må give afkald på det mest dyrebare de ejer for i kampen om noget større. Samtidig er Dr. Mary Malone i færd med at bygge en ravkikkert, som kan se Støv, og sådan en genstand er uvurderlig i en delt verden, der kæmper om dette.

Jeg græd hårdt og længe, da jeg første gang for mange år siden færdiglæste The Amber Spyglass, og lige siden har jeg grædt ved enhver genlæsning af den. Det er efterhånden længe side jeg genlæste den sidst, og jeg leder stadig efter ordene til at beskrive den med. Alene det at skulle beskrive min læseoplevelse giver mig tårer i øjnene, fordi Philip Pullmans serie har betyde så meget for mig. Jeg er ikke sikker på, at jeg har fundet de ord, som jeg så længe har ledt efter, for jeg kan umuligt sige noget rosende om Pullman, som ikke allerede er blevet sagt tusinde gange før. I stedet sidder jeg tilbage med en følelse af taknemmelighed og kærlighed over at have vokset op med denne bog og været en del af dens forunderlige eventyr, præcis som jeg gjorde for så mange år siden.

“I stopped believing there was a power of good and a power of evil that were outside us. And I came to believe that good and evil are names for what people do, not for what they are.”

I mange år var Lyra min litterære veninde, der kravle rundt på tagrygge og rakte ud efter stjernerne i det øjeblik, hun ønskede dem, og jeg elskede hende. Jeg elsker hende stadig med sammen glødende intensitet, og hvert gensyn med hende er med visheden om en slutning, der vil ramme mig hårdt. Hun har altid været  en lige så usædvanlig karakter, som de verdener hun rejser igennem, og hendes rejse har været  længere end de flestes; hun har rejst igennem verdener, knyttet bånd og brudt dem igen, mistede venner i kamp, stået på kanten af verdens ende og set afgrundens dyb udfolde sig under sig. Hun har måtte træffe urimelig valg undervejs, som gang på gang knuste mit hjerte, fordi det knuste hendes, og jeg har set hende vokse fra at være et næsvist pigebarn til en stærk og selvstændig kvinde. Jeg voksede op med hende, og hun med mig. Will har ligeledes en helt særlig plads i mit hjerte, og hans historie er også en del af min.

Jeg forstod ikke Støv som barn, for jeg forestillede mig, at er var tale om ordinært støv og ikke sjælelige partikler, og alligevel elskede jeg historierne på trods af at være fyldt med dette samt politiske ideologer og religionsspørgsmål, der om muligt er endnu tungere i denne tredje bog. Jeg tror det skyldes, at Pullman først og fremmest har skabt så eminent en verden, at det overskygger dens kontroversielle emner. På samme måde som med The Subtle Knife er narrativet i The Amber Spyglass splittet mellem flere forskellige fortællevinkler, der tilføjer dybe til historien. På samme måde som sine forgænger byder denne også på mødet med nye karakterer såvel som genforeningen med gamle kendinge, som på fineste vis bindes sammen på trods af at have verdener til forskel. The Amber Spyglass er dog langt mørkere end sine to forgængere, blandt andet fordi en stor del af den handler om filosofiske emner som døden og hvad, der kommer efter den, men samtidig er det en af de smukkeste bøger, jeg nogensinde har læst.

“Even if it means oblivion, friends, I’ll welcome it, because it won’t be nothing. We’ll be alive again in a thousand blades of grass, and a million leaves; we’ll be falling in the raindrops and blowing in the fresh breeze; we’ll be glittering in the dew under the stars and the moon out there in the physical world, which is our true home and always was.”

Som altid er Pullmans sprog fyldt med malende billeder og hårdtslående sandheder, samtidig med at hans fantasi strækker sig helt til verdens ende, og hans verden bliver kun ved med at udvide sig grænseløst. Han er en mesterlig historiefortæller med et stort og nuanceret persongalleri, hvor selv handlingens skurke er i stand til at føle kærlighed og hengivenhed på samme måde, som dens helte er i stand til at gennemgå ulidelig smerte og træffe urimelige valg. Pullmans historie var i mange år en funklende ledestjerne i mit liv, der nu, mange år senere, leder den mig hjem igen. Han har skabt en historie, som formede mig som læser, og derfor er Lyras historie en stor del af mit læserliv; at vende tilbage til hendes verden er som at besøge en gammel ven, som jeg aldrig bliver klar til at slippe.

Release af Patrick Ness


Release af Patrick Ness, udgivet af forlaget Gyldendal i 2017. Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

I dag er en skæbnesvangerdag for Adam Throne. Han er en hemmelighedsvogter, der er fyldt til bristepunktet med fortielser; fortielser om sin seksualitet, som hans religiøse familie ikke vil acceptere, tvivlsspørgsmål om sin arbejdsgivers krænkende tilnærmelser, og den tidligere kærestes fornægtelse af det, de havde sammen. Og så skal hans bedste veninde, som er den eneste der virkelig forstår og accepterer ham, ikke bare flytte til en anden by, men til et helt andet land i en anden tidszone. Det er dog ikke kun Adams liv, der er kompliceret og afhængig af, at han i løbet af de næste 24 timer formår at give slip på sig selv, sine fortielser og andres forventninger, det samme må den døde pige i søgen, og hvis ikke hun finder sin forløsning, bil det medfører verdens undergang …

Patrick Ness er en af den slags sjældne forfatter, der altid efterlader mig håbløst åndeløs. Hans ord er af en anden verden, en anden dimension, og lige meget hvor længe jeg forsøger at finde ordene til at beskrive mine læseoplevelser, blegner de i sammenligning med hans. Det er nu mere end en måned siden jeg første gang læste Release. Siden da har jeg genlæst bogen to gange uden helt at have fundet de rette ord, men måske er det i virkeligheden meget sigende for min læseoplevelse. Ness fortæller ikke bare nogle gode bøger om det at være ung, men han formår også at løfte dem op på et højere niveau, som gør dem svære at placerer, for han skriver ikke bare troværdige ungdomsbøger, han gør det på en måde, der er ulig andre. Når han skriver bøger, så tror jeg på dem — selv når de involverer dødes opvågning og faune!

“Sandheden var altid nu, også selvom man var ung. Særligt hvis man var ung.”

Patrick Ness lader sig ikke placerer som forfatter, og hans bøger er enorm svære at genrebestemme. Hans bøger er ulig noget andet, jeg endnu har læst. Release er ikke kun hans mest personlige bog til dato, men uden tvivl også en af de vigtigste. Den er fyldt med etniciteter, spørgsmål om sex og seksualitet, som giver et langt mere nuanceret billede af det at være ung. Adam har et rigt sexliv, imens hans bedste veninde, Angela, var skuffet over sin første gang, uden at det gør, at hun fortryder den. Adam repræsenterer ikke kun det at være ung og homoseksuel, men også det tabubelagte i at være udsat seksuelle krænkelser, og hvordan han skal placerer sig i forhold til disse. Det gør også, at han betvivler sit værd og overvejer, om han i virkeligheden selv forvoldte disse, og om han af samme grund fortjener dem. Det er foruroligende, ikke så meget fordi han overvejer dette, men fordi det er overvejelser for mange. Han betvivler også, hvorvidt han nogensinde kan blive elsket og selv vil kunne det, og alligevel kaster han sig gang på gang ud i kærligheden og dens grænseløse muligheder. Ness gør op med ofrestillingen om, at problemer i teenageårene er noget, som man vokser fra, og at unges problemer ikke er af betydning, for det er der, hvor det betyder allermest.

Patrick Ness er kendt for at skrive flersporede handlinger, og dette er også tilfældet med Release, hvor den ene del af historien følger Adams søgen på forløsning, sideløbende med at en pige, der er blevet myrdet, står op af søen, akkompagneret af en faun, der skal lede hende på sporet af sin forløsning. Fælles for dem begge er, at denne er nødvendig, for Adam for at hans verden ikke skal bryde sammen, og for pigen for at hele verden ikke skal gøre det. Jeg forstår godt, hvis hendes historie for nogen virker malplaceret, men for mig understregede det kun Ness’ dygtighed som forfatter. Overgangene mellem Adams historie og pigens er ikke pludselige og sammenhængende, for deres historie blander sig løbende, til de til sidst krydser hinanden helt, dog uden at det resulterer i eksplosion af forløsning. Det sker bare, og det sker rigtigt. Jeg elsker dobbelttydigheden i bogen, som både handler om forløsning i hjertet og af en mere seksuel karakter, som Ness beskriver langt mere eksplicit i denne bog, end i sine tidligere bøger.

“Gå aldrig glip af chancen for at kysse nogen. Det er den værste form for fortrydelse.” 

Release er en genistreg, der tager afsæt i Virginia Woolfs Mrs. Dalloway, der begynder med blomsterindkøb og strækker sig over et døgn. Det er en, af mine yndlingsbøger, og jeg er målløs over måden, hvorpå Ness formår at skabe en ungdomsbog på baggrund af denne, samtidig med at han gør den til sin egen. Han er ikke den type forfatter, der skriver den samme bog to gange, og han skriver sjældent noget, der skrevet i forvejen. Det er samtidig ikke en bog, der giver løfter om lykkelige slutninger, men derimod løfter og nye og nødvendige begyndelser, og jeg tror der er en enormt vigtig pointe i det, når man skriver til og om unge mennesker. Det gør også, at Ness’ romaner bliver til noget ekstraordinært og særligt, når han så overbevisende forsøger at gøre ungdomslitteraturen til noget mere. Jeg har så meget at sige om Release, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver færdig med at tale om den. Derfor: Læs den!