Afsked med maj: en gennemgang i læseglimt

Endnu en måned er nået til ende, som jeg krydser af i min kalender, som var den et punkt på min liste over gøremål, men maj har ikke været som andre måneder. Maj bød på nye begyndelser og afsluttede eventyr. Tidligere i dag afleverede jeg mit speciale om Jane Austens efterliv i populærkulturen med en følelse, som jeg mangler ord til at beskrive. Jeg har intet at sammenligne det med, og selv hvis jeg havde, er jeg muligvis løbet tør for ord i løbet af de sidste fire måneder. Emil og jeg tog hul på fejringen allerede i går ved at gå ud og spise og nyde en aften sammen, inden jeg tager en forlænget weekend i Jylland, for at ses med min fars side af familien. Jeg glæder mig til dage med gladelige gensyn, stille timer og grillaftener på terrassen uden bekymringer og spekulationer. Det er der sat punktum for.

Fordi specialets afslutning har fyldt så meget i min dagligdag, har jeg heller ikke haft føling med min læsning, og det er derfor også først nu, hvor jeg gør status over måneden, at jeg blev klar over, at jeg faktisk har fået læst ti bøger i månedens løb. Jeg var ret begejstret for A Court of Wings and Ruin af Sarah J. Maasog det samme var jeg med Min søsters hemmelighed af Tracy Buchanan, der er en oplagt sommerbog. Mit speciale fyldte så meget, at det begrænsede min læsning, var årsagen til aftaleaflysninger og frarøvede mig min nattesøvn, så næste måned kommer til at handle om netop det, inden jeg starter på fuld tid hos det gamle forlag. Og jeg kan slet ikke vente!

Hvordan var din måned? Oplevede eller læste du noget mindeværdig, som du måske kan anbefale?

Reklamer

Åndeløs (Elements #1) af Brittainy C. Cherry


Åndeløs (org. titel The Air He Breathes) af Brittainy C. Cherry, udgivet af forlaget Flamingo i 2017 (org. udgivet i 2015). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. 

Efter at have mistet sin mand vender Elizabeth sammen med sin lille datter hjem til sin fødeby i håbet om, der at kunne komme videre med livet. Tilbage i byen forsøger hun at være stærk for sin datter, og så møder hun Tristan. Han er typen, som Elizabeth ved hun burde gå en store bue udenom, men da de bliver ved med at rende på hinanden, bliver det svære og svære at nægte den tiltrækning, hun føler. Snart finder hun ud af, at Tristans hårde facade skyldes, at han selv har mistet sin kone og søn. Med fortiden hængende tungt over sig og forsøget på at klamre sig til nutiden, forsøger Elizabeth at få Tristan til at sænke paraderne, så de begge kan hele.

Åndeløs er en tung bog om et opløftende fremtidssyn. Bogens to hovedpersoner har begge mistet nogen, som var en stor del af deres verdensbillede, og hvordan skal man kunne turde håbe på fremtiden, når nutiden hjemsøges af fortiden? Bogen giver et indblik i, hvad der sker med mennesker, når de bliver udsat for nogle af livets største prøvelser. Elizabeth og Tristan fortæller historien om det at miste, om midlertidig at have mistet troen på fremtiden, og at genvinde styrken og håbet. Deres historie er ikke den samme, og jeg holdt meget af nuanceringen i deres håndtering af sorgen, selvom det også gjorde, at jeg længe fandt Tristan utålelig. Men da han langt om længe sænkede sine parader, og hans historie kom frem i lyset, forstod jeg pludselig, hvor han kom fra.

“Han og jeg sammen var en virkelig dårlig ide. Han var torden, jeg har lynild, og vi var sekunder fra at skabe den perfekte storm.”

Elizabeth og Tristan fortæller historien om at turde tro på fremtiden, uden at det betyder, at de skal glemme deres sorg og kaste sig hovedkluns ud i fremtiden uden den mindste omtanke. Jeg kom til at holde meget af Elizabeth, selvom på hun på mange måder er ne klassisk romanceheltinde, der søger mod det, som hendes logik strider imod. Mest af alt vandt hendes datter mit hjerte, og Brittainy C. Cherry evner virkelig at skrive børnekarakterer, der er fyldt med barndommens grænseløse fantasi og tankegang, og jeg måtte blinke tårer væk, hver gang hun så en fjer, som mindede hende om sin far. Forfatteren formår virkelig at tage skrøbelige emner og behandle dem nænsom og forsigtigt, samtidig med at hun viser hvor forskellige håndtering af sorg kan være, og hvor usandsynligt det end lyder, formår hun samtidig at gøre sin historie til en pageturner, som er svær at slippe, når først fortællingen er begyndt.

Som læser er det svært ikke at føle sig i godt selskab med Åndeløs, på grund af bogens mange litterære referencer. Elizabeth er en hjertelæser, der som en del af en læseklub både læser Little Women og Fifty Shades og Grey, imens er Tristans krop dækket af tatoveringer, der forestiller karakterer fra en række børnebogsklassikere, Elizabeth kalder Tristian for Stormfulde øjne som en reference til klassikeren Stormfulde højder, og Tristian begriber ikke, at Elizabeth aldrig har læst Harry Potter, samtidig tror han, at Pride and Prejudice er en erotisk roman. I lige så høj grad som bogen handler om sorg og håndteringen af denne, handler bogen også om kærlighed og erotik. Dog kunne jeg aldrig forlig mig med det store plottwist, som jeg virkelig tog fusen på mig i sådan en grad, at jeg ikke havde set det komme, om det så havde stået lige foran mig. Det tog i bogen i en retning, som jeg ikke brød mig om, og så kunne jeg heller ikke undgå at føle, at forfatteren langsomt kommer til at gabe over for meget i skildringen af Elizabeths forhold til sin mor.

“‘Nogle gange, når jeg slår græs, og du sidder på verandaen og læser dine beskidte bøger, ser jeg, at du rødmer, når du når til et rigtigt godt sted. Den Mr. Darcy må virkelig have gjort noget vildt ved Elizabeths krop.'”

Brittainy C. Cherry skriver dømmende og atmosfærisk om nogle af livets mest ømme emner. Beskrivelserne af Elizabeth og Tristians sorg er næsten ubærlig at læse, deres langsomt voksende kærlighed fik mine kinder til at brænde, og jeg fniste over deres bogdiskussioner. Der er lige dele handling og beskrivelser som gør, at forfatteren både tager sig tid til at vende og dreje sorgen på alle ledder og kanter, samtidig med at historiens drives fremad mod en forløsning. Hun tager sig tid, og det kan jeg godt lide, selvom det også sætter handlingen i stå, imens den eskalerer hen mod slutningen i sådan en grad, at den efterlod mig præcis, som titlen dikterer. Åndeløs er en smuk bog, som efterlod mig med en masse følelser. Det er en historie om to ødelagte mennesker, der finder trøst i hinanden og en vej tilbage til livet igen.

The Fiery Cross (Outlander #5) af Diana Gabaldon


The Fiery Cross af Diana Gabaldon, udgivet af forlaget Dell i 2005 (org. udgivet i 2001). 

Året er 1771 og krig truer i horisonten, det ved Claire Fraser, der er uden for tid og sted. Claire er fra fremtiden, en engelsk kvinde, der agerede sygeplejerske under Anden Verdenskrig, og som på forunderligste vis rejste tilbage i tiden på sin bryllupsrejse. Her fandt hun kærligheden på ny, da hun mødte den skotske Jamie Fraser, og sammen har de rejst tværs over verdens havene. Nu er de i Amerika, hvor ingen andre end Claire ved, at den amerikanske revolution står for døren, og Jamie kan ikke gøre andet end at tage sin kones ord for gode vare. Sammen forbereder de sig på en krig, der er uundgåelig, men Claires fremtidsviden har før bragt dem i farer, og måske vil den gøre det igen.

Jeg mistede pusten, da jeg læste The Fiery Cross, der er den femte bog i Outlander-sideren. Det er den længste og så afgjort også seriens svageste bog, hvor handlingen gang på gang gik i tomgang. Alene de første hundrede sider handler om forberedelserne til et bryllup, der ender med at blive udsat. Perspektiverne er mange og konstant skiftende, og jeg savnede den historie, som jeg fandt i de første bøger, hvor handlingen stadig var lang men mere lige til. Gabaldon er hverken løbet tør for ord eller sider, og hun fylder dem gang på gang i sådan en grad, at jeg nu skal tage tilløb til hendes bøger, hver gang jeg lægger dem fra mig. Hun skriver atmosfærisk og fængende, men The Fiery Cross er for lang i forhold til dens handlingsmæssige indhold, der med fordel kunne have været flere hundrede sider kortere.

“Our lovemaking was always risk and promise-for if he held my life in his hands when he lay with me, I held his soul, and knew it.”

Jeg mener, at jeg på et tidspunkt læste, at Gabaldon selv har udtalt, at hun skriver sine historier fragmentarisk, og at hun ikke er særlig stærk, når et kommer til handling, og det mærkes tydeligt. Handlingen føles oftest fragmentarisk, selvom hun alligevel har fået den til at hænge sammen i det store hele. Store dele af bogen er fyldt med udenom snak, som kun tilbyder læseren at blive endnu længere i Outlander-universet, men som ikke tilbyder andet. Historien går til tider helt i stå, og på flere hundrede sider er begivenhederne få og intetsigende, grænsende til overflødige fylde, som om forfatteren konkurrerer med sig selv om gang på gang at skrive en længere på end den forrige. Den er som sin forgænger ikke fejlfri, men samtidig medrivende, fyldt med stærke følelser, historiske kontekster, og levende karakterer.

Måske er Gabaldon løbet tør for, og det er derfor historien går i tomgang og gentager sig selv? Det gør hendes skrivestil i hvert fald, hvor hun fast gør brug af forskellige vendinger og udtryk, som ikke har fyldt i mit læsebillede før nu. En af de mange gentagelser ses i form af Brianna og Roger, hvis blikke rettes mod detaljer, der projektereres ud til et langt større billede. Jeg kan godt dem, men deres perspektiver fylder og infiltrerer det, som jeg i første omgang forelskede mig i: Claire og Jamie. Jeg er stadig helt forgabt i dem, og for hver dag de tilbringer på amerikansk jord, længes jeg mere og mere efter det Skotland, som de forlod. Jeg elsker deres dynamik, der ofte fører til komiske øjeblikke på grund af deres historiske tidsforskelle. Jeg elsker dem for deres fejl, for deres tidsløse kærlighed og deres unægtelige forskelligheder.

“He was not afraid to die with her, by fire or any other way – only to live without her.”

Gabaldon belyser enhver handling fra et væld af fortælleperspektiver, og det gør også, at handlingen går i stå i stedet for at bevæge sig frem. Jeg er vild med lange bøger, hvor tempoet i handlingen nedsættes, men der skal være en mening med det, og den ser jeg ikke i The Fiery Cross. Den er bare unødvendigt lang. Ikke fordi der ikke sker noget, for den er fyldt med små episoder og en lang række begivenheder, men disse er oftest meget små og uden formål i forhold til den overordnede handling. Lige så meget som forfatterens historier er dragende, lige så mættende er de efterhånden blevet, og denne tog pusten fra mig i flere måneder, før jeg omsider mærkede savnet og påbegyndte den næste bog. Gabaldon skriver bøger, der efterlader indtryk, og det indtryk som The Fiery Cross efterlod mig med var et langt og opgivende suk.

Som sendt fra himlen (Losing It #2) af Cora Carmack


Som stjernerne står (org. titel Faking it) af Cora Carmack fra LOVEBOOKS, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2013). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. Bogen er tilsendt af forlaget. 

Som stjernerne står fortæller historien om Cade Winston, der møder pigen Max Miller på et tidspunkt i sit liv, hvor hans hjerte er tungt ved tanken om, at han ikke kan få den pige, som han ikke kan få ud af hovedet. Max lever det vilde liv fyldt med musikerdrømme, farverige tatoveringer og flammende rødt hår, hvilket på ingen måde passer ind i hendes forældres ønske om, hvordan hun bør være. Alle hendes løgne er lige ved at ramle sammen, men så møder hun ved et tilfælde Cade, der indvilliger i at spille den fornuftige kæreste, som hun har fortalt sine forældre om, og som på ingen måde stemmer overens med virkeligheden. Hvad der bare skulle være én aftens spil for galleriet bliver i stedet startskuddet på en lang række løgne, og jo mere de faker deres forhold, jo mere ægte begynder det langsomt at føles.

Some stjernerne står var en sød kærlighedshistorie om et forbudt forhold mellem en studerende og hendes lærer, og selvom jeg nød at læse den, vandt den ikke mit hjerte. Men det gjorde Som stjernerne står. Jeg skænkede ikke Cade mange tanker, da jeg læste den første bog, der handler om Bliss og Garrick, hvor han bare er en sidebemærkning til deres kærlighedshistorie. I denne bog er han den ene af to hovedpersoner, og hans og Max’ historie vandt mit hjerte. Cades hjertesorger, er smerteligt at læse om, imens Max’ historie med sine forældre og deres urimelige forventninger knuste mit hjerte. De er på mange måder et umage par, og det var præcis derfor jeg kom til at holde så meget af dem.

“Jeg tager mine chancer med dit utilregnelige hjerte, hvis det betyder, at det er mit.”

Det er på mange måder klassisk at lade modsætninger mødes, og samtidig lade dem være det helt rigtige match, og det kan virke som lidt af en kliché efterhånden, men Cade og Max fungerede overraskende godt på trods af at deres store forskelligheder. Deres dynamik, Cades sødme og Max’ skarpe tunge gjorde, at siderne nærmest vendte sig selv. Der er masser af kemi imellem dem, som langsomt vokser sig til mere end gensidig tiltrækning. Jeg elsker naturligheden i deres tiltrækning, på trods af de lidt usædvanlige omstændigheder. Max og Cade er ikke hinandens typer, men da de begynder at lære hinanden at kende og kommer ind under huden på hinanden begynder følelserne at tage til. Desuden beundrer jeg forfatterens velafbalancerede brug af sex i bogen, som føles naturlig og aldrig overtagende.

Bogen er fyldt med forskellige grader af problemstillinger; Cade kæmper med hjertesorger over den pige, som han ikke kan få, imens Max kæmper med fortiden og sine forældre. En bog er ikke nødvendigvis god, bare fordi den behandler tunge emner, men måden hvorpå Cora Carmack behandler sorg, traumer og om at turde have mod på livet efter et knust hjerte er virkelig fin og skrøbelig. Det er så let at tage sådanne emner forgivet, overse dem eller negligere dem, men det gør hun ikke. Uden at afsløre den, føltes slutning dog en smule forhastet, og jeg sad tilbage med følelse af, at forfatteren glemte sit handlingsspor eller pludselig løb tør for sider. Det ændrer dog ikke på, at jeg virkelig nød at læse den.

“Nogle gange ved man ikke, hvad man lever efter, før det har slået en omkuld.” 

I samme grad som Som sendt fra himlen handler om fjerlette fornemmelser og unægtelig tiltrækning, handler den om at turde tage sig selv i nye retninger, gribe livet og række ud efter stjernerne. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er forløsning i enhver konflikt, men finde forløsning i sig selv og give slip på det, der gør hjertet tungt. Cora Carmack har skabt en historie, der sagtens kunne have været pladderromantisk og sukkersød, fyldt med klichéer og faldgruber, men i stedet har hun skabt en fin, fjerlet og fornøjelig fortælling om at overkomme forskellige former for forhindringer i livet. Som sendt fra himlen er lige så sød og hjertevarm, som den er alvorlig og vigtig.