“The Long Way to a Small, Angry Planet” (Wayfarers #1) af Becky Chambers


“The Long Way to a Small, Angry Planet” af Becky Chambers fra forlaget Hodder & Stoughton, udgivet i 2015 (org. udgivet i 2014). 

“The Long Way to a Small, Angry Planet” tog mig med storm. Historien begynder med en besætning af rumrejsende, der udforsker ormehuller rundt omkring i den endeløse galakse. Besætningen kunne ikke være mere forskellige, og de har hver sin historie at fortælle; en ung kvinde fra Mars slutter sig til besætningen med håbet om at kunne lægge sit gamle liv bag sig, en pilot navigerer gennem verdesnrummet som den eneste af sin slags, og en pacifistisk kaptajn afventer tilbagekomsten af en elsket, der har været i krig. Skibets besætning får til opgave at rejse gennem verdensrummet på en selvmordsmission, der blandt andet leder dem i favnen på en flok rumpirater, men også hinandens troskab.

Becky Chambers har skabt en forunderlig historie, som er meget svær at sætte ord på. Den er ikke præget af en hurtig handling eller et mættet plot, men er derimod mere et karakterstudie, der svæver vægtløs rundt i verdensrummet. Det er ikke en storslået fortælling om en krigs kommen, eller opgøret mod noget større, som får karaktererne til at gribe til våben. I stedet er det en historie fyldt med simplicitet. Den handler om livet på rumskibet og interaktionerne mellem karaktererne. Alle er drevet af et motiv, ønsker og længselsdrømme, der præger deres daglige gang på skibet.

““That’s not the same. What happened to you, to your species, it’s . . . it doesn’t even compare.’ ‘Why? Because it’s worse?’ She nodded. ‘But it still compares. If you have a fractured bone, and I’ve broken every bone in my body, does that make your fracture go away? Does it hurt you any less, knowing that I am in more pain?”

Rumskibet er så levende et sted, at det nærmest bliver en karakter i sig selv. Det er slidt, og indeholder flere reparationsdele end originale dele, men det indeholder samtidig så mange forunderlige afkroge, som blandt andet et indendørs drivhus fyldt med frodige græsmarker og farverige blomster. Chambers er meget omhyggelig i sit sprog, og hun formår at skabe klokke klare billeder af skibet og dets besætning, dog uden at sproget bliver udpenslende. Jeg faldt pladask for besætning på godt og ondt, for ingen af dem er perfekte. I stedet gav deres ord og indblik i universets mangfoldige liv mig stof til eftertanke, med ord som ovenstående citat ramte mig med hårdt og gjorde indtryk.

I starten af romanen siger besætningen på The Wayfarer ja til det største job i deres karriere, der på trods af faren kan indbringe dem mange penge. Bogens handling finder sted på vej til dette job, og det tror jeg er meget vigtigt at have for øje som læser, for ikke at blive skuffet over handlingen og de forventninger, der går forud for den. “The Long Way to a Small, Angry Planet” er nemlig en af den slags romaner, som jeg holder meget af: dem uden handling, hvor tempoet bliver nedsat eller helt går i stå. Dog starter historien ud med en hemmelighed, og det opbygger en spænding, der for mig dog faldt til jorden med afsløringen. Det ændrer dog ikke på, at jeg nød hvert et øjeblik på rumskibet.

All you can do, Rosemary – all any of us can do – is work to be something positive instead. That is a choice that every sapient must make every day of their life. The universe is what we make of it. It’s up to you to decide what part you will play.

“The Long Way to a Small, Angry Planet” er forfatterens debutroman, og den er stærk, som en strålende stjerne, der lyser verdensrummet op. Den behandler emner som race, køn og seksualitet, og måden det bliver gjort på er igennem interaktioner mellem forskellige væsner, som en måde at understrege disse. Jeg blev meget berørt over hendes observationer, som med fordel kan sætte i relation til vores virkelighed. Det er en historie med noget på hjertet, og som absolut bær læses — selv af de, der ikke bryder sig om science-fiction.

Advertisements

5 thoughts on ““The Long Way to a Small, Angry Planet” (Wayfarers #1) af Becky Chambers

  1. Piskeriset

    Nu glæder jeg mig endnu mere til at læse den – satser på at læse den i sensommeren, når jeg har scifi-tema :-)

    (elsker i øvrigt bogens titel)

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    1. Nikoline

      Jeg synes det er så fascinerende, at du kan læse efter tema. Jeg har virkelig svært ved at holde ved, når jeg får lyst til at læse en anden bog.

      1. Piskeriset

        Det er heller ikke alle bøger, jeg læser, som passer ind under temaet – men dog mindst 8-9 stykker i løbet af hvert kvartal. Det er en god ‘undskyldning’ for at få læst flere bøger inden for bestemte temaer, og da jeg længe har ønsket at læse en række eventyrbøger, har jeg meget valgt eventyr som tema for dette kvartal :-)

        Mvh.
        Den lille Bogblog

  2. Kirstine

    Ah JA! Jeg ELSKER den her bog – og af mange af de samme årsager, som dem du giver! Jeg synes den er så fin, og overraskende skarp og øm i sin portrættering af de forskellige karakterer, deres personlighed, kultur og livssyn. Det her er en af de bøger, der giver mig håb for verden, og bare gør mig glad indeni, og du har skrevet sådan en rammende anmeldelse af den <3

    1. Nikoline

      Mange tak! Det er virkelig en dejlig bog fyldt med alverdens fine pointer og budskaber. Den er vigtig!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s