“Vores kemiske hjerter” af Krystal Sutherland


“Vores kemiske hjerter” (org. titel “Our Chemical Hearts”) af Krystal Sutherland, udgivet af forlaget LOVEBOOKS i 2017 (org. udgivet i 2016). Læst på dansk — originalsproget er engelsk. Bogen er tilsendt af forlaget. 

En stærk historie om umulig kærlighed, fortalt med en sjælden følsomhed. Henry Page har aldrig været forelsket, men det ændrer Grace Town på, da hun bliver overflyttet til hans skole. Forelskelsen er ikke, som Henry havde forestillet sig, og til at begynde med var har end ikke klar over dens tilstedeværelse, for Grace er ikke den drømmepige, han havde fantaseret om. Hun er fyldt til bristepunktet med hemmeligheder under de mange lag tøj, der er alt for stort til hende, der mest af alt får hende til at ligne en hjemløs. Da de bliver sat sammen som redaktører på skolebladet, er det begyndelsen på et kompliceret venskab, der udvikler sig og tager form som noget andet. Grace begynder at spilde over af hemmeligheder, der truer med at knuse Henrys hjerte igen og igen.

“Vores kemiske hjerter” ramte mig hårdt og uventet. Det skete allerede i løbet af de første sider, hvor jeg sad med en helt særlig fornemmelse på grund af bogens fortællerstil og dens tænkende fortæller, og forfatterens følsomme tilgang til et emne, der er blevet slidt op af andre. Da jeg lukkede bogen, var det med en klump i halsen, og de eneste ord, der undslap min hals var “fuck”, for jeg havde lige læst en bog, der gav mig åndenød. Jeg var slet ikke klar på at blive så følelsesmæssigt investeret i historien, som jeg blev. Hvad jeg havde regnet med var en simpel og letsindig historie om kompliceret kærlighed, viste sig i stedet at være en nænsom beskrivelse af to puslespilsbrikker, der ønsker at passe sammen, men som ikke gør det. Der er en stor ærlighed over Sutherlands ord, og de slog mig uventet omkuld.

“… hvis mennesker virkelig var sat sammen af stykker af universet, var hendes sjæl lavet af stjernestøv og kaos.”

Det er sjældent sammenligninger med andre bøger gør noget godt for en bog, fordi jeg altid ender med at blive skuffet over den ofte vage sammenligning. Sådan var det ikke helt med Sutherlands roman. “Vores kemiske hjerter” mindede mig om John Greens “Paper Towns” fordi vi nogle gange forelsker os forestillingen om et menneske mere end mennesket selv, og “Looking for Alaska” for historien om en pige, der ikke kan slippe fortiden. Dog mindede den mig ikke så meget om “The Fault in Our Stars” eller Stephen Chboskys mesterlige “The Perks of Being a Wallflower”, som den ellers er blevet sammenlignet med. Selvom bogen fremkalder klare associationer til nævnte værker, er den dog stadig helt sin egen, og sammenligningerne er kun med til at understrege dens mange styrker. Sutherland er desuden god til at frigøre sig fra det forventelige og troper som “hun er ikke som de andre piger”.

Henry Page er naturligvis historiens fortæller, for at mysteriet om Grace Town overhovedet kan eksisterer, men samtidig var det også forfriskende at følge et mandeligt synspunkt i kampen for kærlighed. Henry er samtidig en spøjs fortæller, der i romanens begyndelse henvender sig direkte til læseren. Han er stærk med ord på skrift, hvor han snubler over dem i talen, og historien virker som hans nedskrevne beretning, som han så intimt overlader i hænderne på læseren. Historien er også fyldt med referencer til blandt andet Star Wars, Harry Potter og Tumblr-relaterede opslag, som letter stemningen med en gennemslående humor og samtidig placerer romanen i moderne rammer. Det samme gælder for Facebook-samtalerne mellem Henry og Grace, der tilføjer noget helt særligt til romanen.

“Grace ventede på, at jeg skulle sige noget, men det gjorde jeg ikke, for alt, hvad der var at sige, var allerede blevet sagt hundrede gange før, og jeg var så træt, så træt af at sige de samme ting igen og igen, uden at de gjorde nogen som helst forskel.”

“Vores kemiske hjerter” er uden tvivl en bog, som jeg vil vende tilbage til, men for nu er jeg nødt til at lægge den fra mig og trække vejret dybt ned i maven og genvinde fatningen. Det er en bog, der kræver noget af sin læser. Ikke fordi dens handling er hverken er svær eller kryptisk at forstå, eller fordi sproget er tungt og træg, men simpelthen fordi den rammer så hårdt følelsesmæssigt. Sutherland har skabt en helt særlig og stærk historie, der er fri for traditionelle og forventelige klichéer om den første store kærlighed. I stedet er det en kærlighedshistorie om den kærlighed, der aldrig kan blive til andet end et øjebliksbillede, en stemning og en fornemmelse, men som vi nogle gange klynger os til i håbet om, at det vil ændre sig, og det var så hårdt at læse, men samtidig også rigtig godt.

6 thoughts on ““Vores kemiske hjerter” af Krystal Sutherland

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.