Måske en dag (Maybe #1) af Colleen Hoover


Måske en dag (org. titel Maybe Someday) af Colleen Hoover, udgivet af forlaget LOVEBOOKS i 2016 (org. udgivet i 2014). Bogen er tilsendt af forlaget. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. 

Colleen Hoover skriver fløjlsbløde kærlighedsromaner, som på overfladen forekommer at være meget umiddelbare, men sådan forholder det sig sjældent. Måske en dag handler om pigen Sydney, der lever en drømmetilværelse som studerende med et godt studiejob, og sin veninde og kæreste, som hun bor sammen med. Der er også musikken, som kommer fra altanen over for hendes, hvis blide toner langsomt begynder at danne et lydspor til hendes dagligdag. Men drømmen brister, da Sidney en dag finder ud af, at hendes kæreste er hende utro. Fyre bag musikken, Ridge, giver hende dog håb om, at hun en nok skal komme sig over det, og sammen begynder de at skrive musik: Ridge komponerer musikken, Sidney skriver teksterne, og sød musik opstår mellem dem, men de søde toner kan ikke lade sig gøre.

Måske en dag er min første bog af Colleen Hoover og bestemt ikke den sidste. Hun lever op til sit ry som forfatter til lyserøde og lette kærlighedshistorier, som man flyver igennem langt hurtigere, end det var planen, og alligevel formår hun at tilføje noget dybde, der giver hendes fløjlsbløde historier kant. Sidneys og Ridges gradvise romance er givet på forhånd, men denne kompliceres af flere faktorer, som gør, at Sidney hele tiden må lægge bånd på sig selv i hans nærvær. Ridge har en kæreste, som ville gøre tingene nemmere for Sidney, hvis hun kunne hade, men det kan hun ikke, for de to går godt i spænd på trods af det, som Sidney nødvendigvis må fortie om sit hjerte. Desuden er Ridge døv, hvilket både skaber en barriere og en helt særlig intimitet i skabelsen af musik på papiret og musik i hjertet.

Hey, hjerte. Kan du høre mig? Du og jeg er officielt i krig.

Hoover har ikke kun skabt en ganske særlig historie, men også en rigtig vigtig repræsentation i form af Ridge som musiker, der på trods af sine manglende evner til at hører musik med sine ører, formår at hører den resonerer i resten af kroppen. Ikke alene giver det romanen kant, men det giver den også en helt anden dybde, fordi Hoover beskriver dette så godt, at jeg kunne mærke tonerne selv. Af samme grund af teksten opbygget af en lang række tekstbeskeder, som er måden hvorpå han og Sidney kommunikerer, og det virker forbløffende godt. På trods af at jeg faldt for deres kærlighed, kunne jeg forlig mig med den dobbeltmorale, som tynger bogen. Jeg forstår, at det kan være med til at vise, at selvom man selv er blevet såret og forrådt, så betyder det ikke, at man ikke selv er i stand til at afholde sig fra at gøre det samme, når store følelser er i spil, men i det store hele blev det for amerikansk til min smag

Jeg kunne heller ikke undgå at føle, at Hoover bragte sig selv i en umulig situation undervejs, som samtidig gjorde, at jeg helt havde svært ved at accepterer slutningen. Den virkede for let og så pludseligt, som om hjertet pludselig slog over på en anden frekvens og muliggjorde det umulige, og der kom simpelthen for mange følelser i spil til, at jeg tror på den. Det ændrer dog ikke på, at Hoover kan sit kram, for det er svært ikke at blive berørt af historien om knuste hjerter og håbet om – måske en dag – at finde sammen. Følelserne i Hoovers roman er derfor som et tiltagende stormvejr: Glæde, svigt, frustration og forelskelse hviler rundt mellem bogens sider og efterlader sig dybe spor i teksten.

Jeg forsøger at skubbe de tre små ord om bagerist i mit hoved, de tre ord, der altid kryber frem, når vi er sammen. Måske en dag.

Der er så mange lag i Hoovers roman, og så meget at tale om. Selvom det er en kærlighedshistorie på lige fod med så mange andre i genre, så er det samtidig en lidt atypisk en af slagsen, netop på grund af dens dybdeniveau. Det er en roman, der underholder og er ganske lige til i form af sprog og format, men mest af alt er det en roman, som får sin læser til at føle, og det gjorde den til en særlig læseoplevelse. Hoovers roman ramte mig desuden på et tidspunkt, hvor jeg havde allermest brug for dens lette humor og store følelser. Jeg vendte side efter side med interesse og nysgerrighed, og jeg slap ikke bogen, før der ikke var mere tilbage af den. Måske en dag holdte mig vågen til efter midnat, og på trods af min egen træthed dagen efter og de tiltagende tunge øjenlåg, var den det hele værd.

Dewey’s 24 Hour Readathon: Et døgn i læsningens tegn

Stille læsedage er som et åndehul i en travl hverdag. Jeg elsker at læse, og derfor river jeg ofte hele dage ud af kalenderen til at få det gjort. Nu, i specialetiden, mere end nogensinde. På den måde er den kommende lørdag ikke anderledes end så mange andre læsedage, men her deltager jeg dog i Dewey’s 24 Hour Readathon for niende gang, og rammerne for min deltagelse har altid været de samme. Jeg plejer at planlægge min læsestak flere måneder i forvejen, sådan at jeg eventuelt kan købe de bøger hjem til begivenheden, som jeg drømmer om at læse, og jeg betragte min bogreolers brede udvalg og leder efter glemte eller oversete perler, som jeg kan tilføje min stak. Sådan er det ikke i år. Min bogstak er resultatet af talrige overvejelser, gentagne ombytninger, og jeg er endnu ikke sikker på, at jeg er endt med den bogstak, som jeg kommer til at læse. For en gangs skyld vil jeg vælge min bøger i takt med at jeg får dem læst.

Jeg tror dog, at jeg vil begynde med Fangirl af Rainbow Rowell, som jeg længe gerne har ville læse, for dernæst at fortabe mig i Laini Taylors poetiske ord i Strange the Dreamer, som jeg lige har fået ind ad døren. Det samme gælder for andet bind i Neil Gaimans Sandman, hvis karikerede streger jeg vil forsøge at finde tid til. Fordi min hverdag består af specialeskrivning og forlagsarbejde, skatter jeg min weekendfrihed højt, og jeg ved derfor ikke, om jeg kommer til at deltage i alle læsedøgnets timer, og derfor forventer jeg heller ikke at læse mere — eller at færdiggøre Gaimans tegneserier. Skulle jeg dog mod forventning læse mere, vil jeg lade min fjerde bog blive valgt i øjeblikket og efter, hvad jeg har lyst til. Dewey’s Read-a-Thon starter på lørdag klokken 14 og slutter på søndag klokken 14. Det er, som navnet antyder, et læsedøgn med mennesker fra hele verden, og som vidner om det helt særlige bånd, der eksisterer mellem bogelskere. Jeg glæder mig til at følge med hos andre læsere, til at se Twitter og Instagram spilde over med læserglæde under hashtagget #readathon, og dokumentere mine læsefremskridtet løbende. Du kan følge mit læsedøgn på bloggen, Instagram og Twitter, hvor jeg vil dele stemningsbilleder og mine læsefremskridt.

Deltager du også i lørdagens læsemarathon? I så fald, hvor kan jeg følge dig? Har du planlagt din læsestak og de dertilhørende læsesnacks? Og har du planer om at læse hele natten, eller foretrækker du at sikre din nattesøvn undervejs? 

“The Long Way to a Small, Angry Planet” (Wayfarers #1) af Becky Chambers


“The Long Way to a Small, Angry Planet” af Becky Chambers fra forlaget Hodder & Stoughton, udgivet i 2015 (org. udgivet i 2014). 

“The Long Way to a Small, Angry Planet” tog mig med storm. Historien begynder med en besætning af rumrejsende, der udforsker ormehuller rundt omkring i den endeløse galakse. Besætningen kunne ikke være mere forskellige, og de har hver sin historie at fortælle; en ung kvinde fra Mars slutter sig til besætningen med håbet om at kunne lægge sit gamle liv bag sig, en pilot navigerer gennem verdesnrummet som den eneste af sin slags, og en pacifistisk kaptajn afventer tilbagekomsten af en elsket, der har været i krig. Skibets besætning får til opgave at rejse gennem verdensrummet på en selvmordsmission, der blandt andet leder dem i favnen på en flok rumpirater, men også hinandens troskab.

Becky Chambers har skabt en forunderlig historie, som er meget svær at sætte ord på. Den er ikke præget af en hurtig handling eller et mættet plot, men er derimod mere et karakterstudie, der svæver vægtløs rundt i verdensrummet. Det er ikke en storslået fortælling om en krigs kommen, eller opgøret mod noget større, som får karaktererne til at gribe til våben. I stedet er det en historie fyldt med simplicitet. Den handler om livet på rumskibet og interaktionerne mellem karaktererne. Alle er drevet af et motiv, ønsker og længselsdrømme, der præger deres daglige gang på skibet.

““That’s not the same. What happened to you, to your species, it’s . . . it doesn’t even compare.’ ‘Why? Because it’s worse?’ She nodded. ‘But it still compares. If you have a fractured bone, and I’ve broken every bone in my body, does that make your fracture go away? Does it hurt you any less, knowing that I am in more pain?”

Rumskibet er så levende et sted, at det nærmest bliver en karakter i sig selv. Det er slidt, og indeholder flere reparationsdele end originale dele, men det indeholder samtidig så mange forunderlige afkroge, som blandt andet et indendørs drivhus fyldt med frodige græsmarker og farverige blomster. Chambers er meget omhyggelig i sit sprog, og hun formår at skabe klokke klare billeder af skibet og dets besætning, dog uden at sproget bliver udpenslende. Jeg faldt pladask for besætning på godt og ondt, for ingen af dem er perfekte. I stedet gav deres ord og indblik i universets mangfoldige liv mig stof til eftertanke, med ord som ovenstående citat ramte mig med hårdt og gjorde indtryk.

I starten af romanen siger besætningen på The Wayfarer ja til det største job i deres karriere, der på trods af faren kan indbringe dem mange penge. Bogens handling finder sted på vej til dette job, og det tror jeg er meget vigtigt at have for øje som læser, for ikke at blive skuffet over handlingen og de forventninger, der går forud for den. “The Long Way to a Small, Angry Planet” er nemlig en af den slags romaner, som jeg holder meget af: dem uden handling, hvor tempoet bliver nedsat eller helt går i stå. Dog starter historien ud med en hemmelighed, og det opbygger en spænding, der for mig dog faldt til jorden med afsløringen. Det ændrer dog ikke på, at jeg nød hvert et øjeblik på rumskibet.

All you can do, Rosemary – all any of us can do – is work to be something positive instead. That is a choice that every sapient must make every day of their life. The universe is what we make of it. It’s up to you to decide what part you will play.

“The Long Way to a Small, Angry Planet” er forfatterens debutroman, og den er stærk, som en strålende stjerne, der lyser verdensrummet op. Den behandler emner som race, køn og seksualitet, og måden det bliver gjort på er igennem interaktioner mellem forskellige væsner, som en måde at understrege disse. Jeg blev meget berørt over hendes observationer, som med fordel kan sætte i relation til vores virkelighed. Det er en historie med noget på hjertet, og som absolut bær læses — selv af de, der ikke bryder sig om science-fiction.

“Anna og det franske kys” (Anna and the French Kiss #1) af Stephanie Perkins


“Anna og det franske kys” (org. titel “Anna and the French Kiss”) af Stephanie Perkins, udgivet af forlaget Lindhardt & Ringhof i 2015 (org. udgivet i 2010). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Kærlighedens by kender ingen grænser. Anna Oliphant er ganske tilfreds med sit liv i Atlanta, da hendes forældre beslutter sig for at sende hende kostskole i Paris i et år. Anna er yderst modvillig; hun taler ikke fransk, vil ikke væk fra vennerne, og ser slet ikke lyset i beslutning. På trods af begyndervanskeligheder finder Anna hurtigt sammen med en gruppe andre studerende, hvor særligt Étienne St. Clair, slår benene væk under hende. Egentlig har hun følelser for en fyr hjemme i Atlanta, og Étienne har også en kæreste i forvejen, men selvom Anna forsøger at værne om deres spirende venskab, bliver det svære og svære at skjule sine følelser.

Første gang jeg læste “Anna og det franske kys” var i en periode af mit liv, hvor jeg var mættet af sukkersøde historier om den første store kærlighed, og så havde jeg oven i købet set mig sur på forfatteren for at have skabt en hovedperson, der er selverklæret filmentusiast, men som ikke er klar over, at Paris er en filmmetropol. Det tilgiver jeg hende nok heller aldrig for. Det er sjældent, at jeg genlæser bøger, som jeg har set mig sur på, men fordi jeg har hørt godt om både “Lola og naboens søn” og “Isla og jagten på lykke”, valgte jeg alligevel at genlæse bogen. Jeg har før genlæst bøger, som jeg i første omgang ikke brød mig om, men som alligevel har efterladt mig med en nagende følelse af, at jeg overså noget, eller at timingen ikke var rigtig, og sådan en bog viste “Anna og det franske kys” sig at være.

“Jeg mener, helt ærligt! Hvem sender deres børn på kostskole? Det er så Hogwarts-agtigt. Bortset fra at min skole ikke har søde troldmændsfyre eller magisk slik eller flyvetimer. I stedet hænger jeg på nioghalvfems almindelige elever.”

Stephanie Perkins har skabt en levende historie om kærlighed og venskaber, som er værd at tro på. Anna er på mange måder en klassisk teenager, hvis følelsesliv er en stor rutsjebanetur af turbulens, og selvom jeg stadig ikke tilgiver hende for hendes uvidenhed om franske film, så blev det dog sat en smule i perspektiv, da en af Annas lærer påpeger, at amerikanere har for vane at glemme resten af verden og kun se den ud fra alt det, der er amerikansk. Det er næppe nogen universal virkelighed, men jeg kunne dog ikke undgå at se et glimt af virkelighed i de ord. Desuden er bogen så fin og hurtiglæst, at den vil smelte vinterkolde hjerter, og derfor læste jeg den også i løbet af en enkel eftermiddag.

At bogen til tider er klichéfyldt ser jeg ikke som en svaghed, for er den første store kærlighed ikke indbegrebet af klichéer om evig kærlighed og grænseløse følelser? Jeg synes Perkins formår at beskrive teenageforelskelse rigtig fint, samtidig med at hun giver plads til geografiløse venskaber og glimt af familieliv. “Anna og det franske kys” er så spækket med følelser, at det smitter. Jeg følte Annas frustrationer, hendes længsler og hendes kærlighed, og selvom det i allerhøjeste grad er en bog, som titlen indikerer, der handler om kærlighed og kys, så er jeg glad for, at Perkins gjorde plads til selvstændighed, venskaber og familieliv, selv i de små glimt, som de blev præsenteret i.

“Er det muligt, at ens hjem er en person og ikke et sted?”

Jeg faldt ikke lige så hårdt for Annas store kærlighed, den multikulturelle franks-britiske-amerikanske Étienne St. Clair, der ikke bare knuser pigehjerter i Perkins bog, men også hos mange læsere, og alligevel fik jeg sommerfugle i maven ved tanken om den første rigtige forelskelse og den følelsesforvirring det kan være. For det er netop, hvad Perkins’ fortælling handler om. Kærlighed kan være rodet, selv når den er rigtig, og selv i kærlighedens by, og jeg må også blankt erkende, at Perkins har skabt et fint portræt af netop dette. Jeg nødt ikke kun at blive ført igennem Paris’ gader, som jeg holder så meget af, og som jeg meget svagt kunne se for mit indre øje, men jeg nød også rejsen igennem Annas følelsesliv.