“Chokolade til morgenmad” af Pamela Moore


“Chokolade til morgenmad” (org. titel “Chocolates for Breakfast”) af Pamela Moore, udgivet af forlaget Lindhardt & Ringhof i 2016 (org. udgivet i 1956). Bogen er tilsendt af forlaget. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Der findes bøger med står stor en styrke, men som på forunderligste vis går i glemmebogen. “Chokolade til morgenmad” af Pamela Moore er en af den slags bøger. Bogen er en coming-of-age historie om den 15 årige Courtney Farrell, der elsker at læse bøger, som ellers er forbudt på den kostskole, hun går på. Bøgerne får hun udleveret af en kvindelig lærer, som hun får følelser for, og da det ikke ender godt, må Courtney flytte hjem til sin mor i Hollywood. Men tungsind hjemsøger hende, og i et forsøg på at undslippe det vælter hun ind i en verden af dry martinier og en passioneret affære med en ældre mand. Hun genforenes også med sin bofælle fra kostskolen, og deres venskab begynder en lang række af tragiske begivenheder, der tvinger Courtney til at tage sig selv alvorligt.

“Chokolade til morgenmad” er en kultbog, der er en tidsløs tidslomme ind i en anden verden, der synes at ligge langt fra vores nutid, men som ikke gør det. Bogen er blevet kaldt for amerikanernes svar på “Bonjour Tristesse”, og forfatteren var bare 18 år, da hun skrev den. Syv år senere tog hun sit eget liv. Hendes debutroman fortæller også historien om en pige, der lever på kanten. Hendes tiltagende depression affejes med bortforklaringer og usammenhængende slutninger, og skubber hende hele tiden længere mod den totale afgrund. Af samme grund er det en historie, der fik mig til at holde vejret, fordi jeg på ingen måde kunne forudse, hvor den vindblæste men kraftfulde historie ville ende.

“Hun lod sine hænder løbe ned over sine ribben og over sine hofter hUn kunne godt lide sin krop. Hun kunne stole på sin krop. Den var stærk og smuk, og den svigtede hende aldrig. Den kunne svømme lige så mange baner, som hun bad den om; den kunne spille hockey i timevis; den bevægede sig yndefuldt; den slappede af, når hun gerne ville sove. hendes hoved sov, når hendes krop gerne ville live. Hendes hoved fortabte sig i dagdrømmeri og tvang hende til at soe, når hun ikke var træt. Nogle gange hadede hun sit hoved.”

Courtney lever i en tidsalder, der er fyldt med jazztoner og bobler i glassene, og hvor det er svært at finde sig til rette. Hendes tungsind var en verden for sig, som kastede et mørke over hendes narrativ. Forfatteren skrivestil er sofistikeret og stærk, men har også en langt simplere umiddelbarhed over sig. Sproget har en interesant jargon, som jeg lige skulle vende mig til, men som også var med til at give bogen dens unægtelige charme. Det er delvist skuffende, at der ikke bliver spist chokolade til morgenmad, som bogens titel antyder, men samtidig er det også enormt tilfredsstillende, fordi titlen er så sigende for bogens indhold i symbolsk forstand. Bogen er dog på ingen måde så lyserød, som dens forside antyder. Det er ikke en bog om den første forskelelse, den første gang og livslange venskaber. Det er i stedet en bog om depression, om en piges indtræden og risikobevidste ageren i de voksnes begærsverden.

Pamela jagter det såkaldte søde liv, men sådan er virkeligheden langt fra. Hun er en klog og begavet pige, fanget i sin egen drømmeverden med et mørke, der konstant truer med at flå hende i småstykker. Det var hjerteskærende at læse om, hvordan omverden bortforklarede hendes pludselige trang til at sove, hendes nedsatte appetit og konstante ønske om at være alene handlede om, at hun tænker for meget. Jeg ønskede mere end noget andet at række ind bag bogens ord og tage pigen med det blødende hjerte i mine arme. “Chokolade til morgenmad” med modtaget med løftede øjenbryn på grund af dens provokerende indhold. Den har næppe den virkning på læsere i dag, men det gør den ikke mindre læseværdig, fordi den er så sigende for sin tid og dens kontekst.

“Hun forsvandt ind i sin egen lykke. Jeg er blevet elsket, tænkte hun. Og dette er min elsker — hun smagte på ordet, formede det, dvælede ved det. Et gammelt og banalt navn, et ord fra historiske romaner, men i hendes ører var det et dejligt ord.”

Jeg tror ikke på, at alder behøver være signende for en romans litterære kvaliteter, men der er løse ender i Moores roman, som hun skrev meget tidligt, men samtidig er det også så raffineret en historie, der kun lige berør toppen af isbjerget, imens man som læser ikke er et øjeblik i tvivl om alt det, der ligger under overfladen. AF samme grund vil jeg anbefale bogen til læsere af Jacqueline Susanns “The Valley of the Dolls” og “The Bell Jar” af Sylvia Plath, der begge rummer en lignende melankoli og en lignende sofistikeret skrivestil. At læse “Chokolade til morgenmad” efterlod mig med en følelse af beruselse, for det er netop sådan en læseoplevelse bogen er.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s