“Hekseyngel” af Margaret Atwood


“Hekseyngel” (org. titel “Hag-Seed”) af Margaret Atwood, udgivet af forlaget Modtryk i 2016. Læst på dansk — originalsproget er engelsk. Bogen er tilsendt af forlaget. 

Som en del af et længerevarende projekt om at genfortolke Shakespeares skuespil i moderne rammer, er “Hekseyngel” Margaret Atwoods genskrivning af “Stormen”, som bestemt ikke er en af Shakespeares mest tilgængelige dramaer. Historien tager sin begyndelse, da den kunstneriske leder på Makeshiweg Theatre Festivalen, Felix Phillips, bliver opsagt. Felix, der er berygtet for sine utraditionelle forestillinger, kæmper i forvejen med at fortrænge minderne om sin ekskone og den datter, de begge mistede, og opsigelsen gør det svært at glemme virkeligheden. Da han får arbejde i Fletcher Fængsel, vil han opføre “Stormen” og derigennem også få sin hævn, men det er lettere sagt end gjort at åbne Shakespeare for en gruppe kriminelle indsatte …

Atwood har muligvis flyttet den originale historie om Prospero fra Italien til nutidens Canada, men Shakespeares vigtigste tematikker er så velbevaret i hendes moderne genfortælling, at de ikke er til at tage fejl af. Det er metalitteratur, når det er bedst. Hendes måde at gå til “Stormen” giver læseren mulighed for at finde sig til rette i og forstå Shakespeares karakterer og de centrale tematikker i “Stormen”. Hvor de andre bøger i dette projekt forventer at læseren allerede er bekendt med Shakespeare, går Atwood i øjenhøjde med den intimiderede læser og fortæller den historie, der ligger til grund for hendes egen. På den måde slår Atwood to fluer med et smæk og begår en genistreg.

“Så steg Felix ind i sin utilfredsstillende bil og kørte ud fra parkeringspladsen og af sted mod resten af sit liv.”

Jeg kender Atwood for hendes raffinerede måde at skrive litteratur på, hvor der fortælles én historie og en anden skal findes mellem linjerne som et spejl til den første historie. Sådan er det også med “Hekseyngel”, selvom det er på en mere åbenlys måde end ellers. Dertil kommer Atwoods enestående evne til at sætte ord sammen. Hun gør det på den måde, som får det til at se let ud. Hun skriver skrøbeligt men på stærkt. Flere gange måtte jeg stoppe min læsning for at genlæse den sætning, jeg netop havde færdiggjort. Ikke alene formår Atwood at forenkle og tilgængeliggøre teamer og motiver bag stykket, så de bliver til at forstå, men hun formår også at finde sig til rette med en rytme i fortælling, som driver handlingen frem og gør den både interessant og relevant i et nutidigt perspektiv.

“Hekseyngel” er på mange måder en eksperimenterende historie om hævn, men det er også en historie om at tilgive. Flere gange undervejs overvejer Felix sit hævntogt og hvorvidt det vil få konsekvenser for resten af hans allerede sørgelig eksistens. De indsatte giver bogen kant og et modspil til Felix’ vision om at opsætte “Stormen” i fængslet. At overbevise de indsatte om at hengive sig til Shakespeares ord, som de alle snubler i, og iføre sig kostumer der får dem til at pege finger ad hinanden, virker som en umulig opgave, men Felix er også en umulig mand.

“Han gik på biblioteket og lånte bøger. Selvfølgelig burde han da udnytte denne mulighed for at få læst alle de klassikere, han aldrig var kommet igennem, da han var ung. Brødrene Karamazov, Anna Karenina, Forbrydelse og straf … men han kunne ikke: Der var for meget af det virkelige liv, der var for megen tragedie. I stedet blev han draget mod historier for børn, hvor alt andre godt til sidste. Anne fra Grønnebakken, Peter Pan. Eventyr som Snehvide og Tornerose.”

Selvom jeg nød at læse Atwoods ord, kunne jeg ikke undgå at føle en mistillid til Felix’ hævntogt, der kom så pludseligt som fra en trold af en æske. Jeg kunne heller ikke undgå at føle mig en smule konfus blandt de indsatte, hvis stemmer forekom mig ens og uadskillelige fra hinanden. Det ændrer dog ikke på, at Atwood har skabt en god historie, der fortjener at blive læst for sin originalitet, sit forrygende sprog og måden hvorpå hun gør Shakespeare håndgribelig. Jeg forestiller mig, at “Hekseyngel” kan give selv den mest intimiderede læser blod på tanden med Shakespeares værker, især når hans tematikker stadig holder den dag i dag, som Atwood viser på en måde, som kun hun formår.

 

 

 

Reklamer

3 thoughts on ““Hekseyngel” af Margaret Atwood

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s