Afsked med marts: en gennemgang i læseglimt

Marts var en lang måned, en hurtig måned, en måned, der flød over af simple hverdagsglæder, som da læseklubben kom for at fejre min 25-års fødselsdag og samtidig tale om månedens bog, og min jyske familie, der også kom til fødselsdag. En af månedens mange glæder bestod også i en fejringsfrokost med verdens bedste  forlagskollegaer, og da Emil efter en uge i Spanien med arbejdet kom hjem. Jeg har også været i biografen med Helene for at se La La Land, som var en virkelig dejlig film. Marts markerede også den første store milepæl i mit speciale, som jeg er nu er over halvvejs med. Selvom det fylder mest i min hverdag, har jeg alligevel fået læst adskillige bøger, som ikke er specialerelaterede. Den bedste bog jeg læste var uden tvivl Patrick Ness’ nyeste roman, “Release”, som udkommer i starten af maj, men også “Vores kemiske hjerter” af Krystal Sutherland, som udkommer i starten af april, var noget helt særligt. Jeg var også ret begejstret for “History is All You Left Me” af Adam Silvera og “Kamp til strengen” af Elle Kennedy.

“Release” var en helt særlig oplevelse, og Ness’ mest personlige bog til dato. Den gav mig åndenød, fik mig til at grine og græde, og jeg er enormt beæret over at have et arbejde, hvor vi udgiver den slags litteratur. Jeg tilbragte en enkelt aften med bogen, og da jeg lukkede den kunne jeg sagtens have startet forfra. Det er så stærk en bog, at jeg mangler ord. Den har fået en særlig plads i mit hjerte. “Vores kemiske hjerter” efterlod mig hulkende med sine smukke ord, sine barske virkelighed og ønske om at fortrænge den, og jeg elskede hvert et øjeblik i selskab med den.

Læseklubben mødtes hos mig til tapas og vin for at tale om “A Long Way to a Small, Angry Planet” af Becky Chambers, som der var blandede meninger om. Jeg var ret begejstret for bogen, imens andre kede sig og fandt den langsom eller intetsigende. Bogen blev en kærlig påmindelse om, hvorfor litteratur er fedt. I øvrigt var pigerne så søde at forære mig Neil Gaimans seneste bog om nordisk motologi samt en kurv fyldt med godter. I april skal vi læse og tale om “I love Dick” af Chris Kraus, som jeg virkelig ser frem til at læse, selvom jeg endnu ikke ved, hvad jeg skal forvente mig af bogen.

April bliver en måned med mere specialeskrivning, men jeg planlægger også at holde fri og trække vejret i weekenderne, sådan som jeg hele tiden har gjort. Foruden at skulle mødes med læseklubben og deltage i Dewey’s 24-Hour Read-a-thon, har jeg faktisk ikke de store planer. Til gengæld er jeg allerede nu begyndt at planlægge min læsestak til Deweys læsedøgn i månedens sidste weekend dog uden, at jeg helt har besluttet mig for, hvilket bøger jeg gerne vil læse.

Læste eller oplevede du noget særligt i marts? Og Planlægger du også at deltage i Dewey’s 24-Hour Read-a-thon?

Reklamer

“Rubinrød” (Ædelstenstrilogien #1) af Kerstin Gier


“Rubinrød” (org. titel “Rubinrot”) af Kerstin Gier, udgivet af forlaget Turbine i 2015 (org. udgivet i 2009). Læst på dansk — originalsproget er tysk. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Kærlighed går gennem alle tider. Gwendolyn Shepherds familie er ikke som andre familier. Hun er på mange måder helt almindelige teenager, hvis man ser bort fra det faktum, at hun kan rejse tilbage i tiden. Egentlig var det hendes kusine, der var udset til at have det tidsrejsendegen, og derfor er hun blevet skolet til at håndtere disse tidsrejser. Alting bliver derfor vendt på hovedet, da Gwendolyn pludselig befinder sig i det forrige århundrede. På trods af sin udvidenhed skal hun sammen med den utålelige Gideon forsøge at bringe fortiden i orden, for en kronograf, som bruges af de tidsrejsende, er blevet stjålet og noget stort er under opstand. Det er op til Gwendolyn og Gideon at finde ud af hvad.

“Rubinrød” er en roman, der har modtaget alverdens roser, men som i stedet for at vække min læselyst afskrækkede mig fra at læse den. Jeg frygtede at min begejstring for bogens præcis, ville falde sammen mellem minde hænder i takt med at jeg læste bogen, og derfor var det nødvendigt for mig at tage tilløb til bogen. Heldigvis har Kerstin Gier med “Rubinrød” skrevet en spændende begyndelse på et tidsrejsende eventyr. At læse bogen var som en tidsrejse i sig selv, fordi jeg fløj langt hurtigere igennem bogen sider, end jeg havde regnet med, og jeg ænsede dårligt nok mine omgivelser.

Jeg var ikke noget barn! Jeg var seksten og et halvt. Nøjagtigt lige så gammel som Charlotte. Marie-Antoinette var for længst blevet gift på min alder.

I lige så høj grad som Giers roman handler om tidsrejser og konsekvenserne af at ændre historien, som i øvrigt er beskrevet meget troværdigt, handler den også om simplere tematikker som kærlighed, familie og venskaber, der skaber jordforbindelse til den ellers meget komplicerede historie om at kunne rejse i tiden. Handlingen i “Rubinrød” er dog langt fra et storslået eventyr, men derimod en enormt introducerende historie, som jeg beundrer forfatteren for at lykkes med. Historien er næsten lige så introducerende for læseren, som den er for Gwendolyn, der også skal lære om tidsrejser, og hvordan de fungerer. Dog er romanen en klar optakt til noget større, som jeg forventer mig meget af.

Gwendolyn er en almindelig teenager i en ualmindelig familie, der med sin sans for humor greb om mit læserhjerte og førte mig igennem historien og dens mange tider. Jeg kom hurtigt til at holde af hende, fordi hun stiller alle de rigtige spørgsmål til sin familie omkring det at være tidsrejsende. Men fordi historien er bygget op om en lang række spørgsmål, som ofte står ubesvaret tilbage, kunne jeg ikke undgå at føle, at forfatteren ofte undveg sin egen historie og dens dybdepotentiale ved simpelthen at lade spørgsmålene stå eller besvare dem ved at lade en karakter trække på skulderne. Hvad der føles som plothuller er i virkeligheden et underliggende mysterium fyldt med hemmeligheder.

Jeg strøg forleget en hårlok væk fra mit ansigt, Min åndssvage frisure var blevet fuldstændig ødelagt af løbeturen, der lå sikkert et helt spor af tabte hårnåle fra Eaton Place og hen til kirken.

Bogen er blevet kritiseret for at have en umoden hovedpersonen, men det er jeg ikke nødvendigvis enig i. Gwendolyn er kun seksten år gammel, og selvom hun er en anelse fnidret og sommetider reagerede på situationer på en anden måde, end jeg selv ville, så synes jeg hun skaber en vigtig repræsentation i at være ung ikke er noget entydigt. Bogen er desuden blevet kaldt et romantisk tidsrejseeventyr, men i virkeligheden er kærligheden kun spirende følelser og derfor meget nedtonet i bogen, og på en eller anden måde var det forfriskende, selvom jeg ikke er i tvivl om, at de spirende følelser vil blomstre hurtigt. Jeg nød virkelig at følge Gwendolyn på hendes begyndende tidsrejseeventyr, og selvom jeg dårligt ved, hvad jeg skal vente mig af hendes kommende rejser, så kan jeg dårligt vente.

“Findes der en, findes der flere” af Mhairi McFarlane


“Findes der en, findes der flere” (org. titel “Who’s THAT girl?”) af Mhairi McFarlane, udgivet af forlaget HarperCollinsNordic i 2017 (org. udgivet i 2015). Læst på dansk — originalsproget er engelsk. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Til sin venindes bryllup, går Edies liv i stykker, da brudgommen overrumpler hende med et pludseligt kys, og da det bliver opdaget, er det Edie, der får skylden. I et forsøg på at undgå en shitstorm på de sociale medier fra hendes tidligere venner, forlader hun byen for at bo hos sin deprimerede far og bitre søster, der konstant sætter spørgsmålstegn ved alt, hvad hun gør. Men selv langt fra sit liv i London, kan Edie ikke undgå de mange bebrejdelser. Samtidig har hun fået til opgave at være ghostwriter på en biografi om skuespillerstjernen Elliot Owen. Hvad hun forventer at blive en simpel opgave, viser sig at være langt mere kompliceret, og Edie er nødt til at gøre op kampene en gang for alle.

Mhairi McFarlane har med sin britiske humor og skøre kærlighedshistorier vundet mit hjerte. Jeg holder meget af hendes bøger af flere grunde, men især for at være mere end bare kærlighedshistorier. Det er ikke simple historier om at finde den eneste ene, men derimod historier, hvor kærligheden kommer som en naturlig del af en større historie. Hendes historier handler i lige så høj grad om at finde sig selv, og kæmpe sig ud af forskellige problemstillinger. Med “Findes der en, findes der flere” giver hun taletid til et rigtigt vigtigt emne om trekantsdramaer, utroskab og fejlagtig bebrejdelse. Edies historie følger nemlig et klassisk mønster, hvor den anden kvinde til en utro mand får skylden, for hans eskapader, og det kommer som en selvfølgelig, at det er hendes skyld. Det er ikke fordi McFarlanes romaner er politiske, men de er meget eftertænksomme på en morsom og opløftende måde.

“Edie var kvinden der kyssede brudgommen på hans bryllupsdag, og historien kunne ikke ændres. Hvis hun i det øjeblik havde haft Dr. Whos Tardis, ville det ikke have været et mordforsøg på Hitler, der havde stået øverst på dagsordenen.”

Jeg elsker virkelig McFarlanes britiske humor med de ironiske vendinger. Hun formår altid at få mig til at trække på smilebåndet, og jeg tog endda mig selv i at sidde og fnise ved flere lejligheder, hvilket er endnu en ting, som jeg elsker ved forfatteren. Edit bliver genstand for en uberettiget shitstorm, der vælter hende omkuld og tvinger hende til at tage affære, men i stedet for at gå imod strømmen vælger hun at flygte. Hendes valg er menneskelig, og jeg forstod godt mange af de beslutninger, som hun tog. Handlingen spidser til, da skandalen går viralt, og Edie lægges for endnu et større had. Hvad der før var vrede og frustration over den drejning, som brylluppet tog, bliver nu meget personlig. Edie føler ikke kun, at hun bør forlade sit liv i London, hun tvinges endda til det af sine kollegaer, hvor bruden er en af dem. Hun ser ingen anden udvej end at rejse fra byen og sætte sit liv der på standby.

Flugten fra London til Nottingham bliver heldigvis ikke kun et sidespor, hvor hun kan skjule sig og slikke sine sår. Tilbagevendelsen til sin hjem sætter gang i andre helingsprocesser og nye begivenheder, som langsomt drejer historien i en anden retning. Dog kan “Findes der en, findes der flere” virke for lang bog i forhold til sin bagsidetekst, men den indeholder et væld af handlingstråde, der gør historien en smule omfattende og tidskrævende. Edie Thompson får nemlig ikke kun problemer med sine venner og kollegaer efter kysset ved brylluppet, forholdet til superstjernen Elliot Owen tager langsomt form, og så er der familielivet med den deprimerede far, den bitre søster og historien med deres mor. Der er meget på spil i McFarlanes roman, men det fungerer upåklageligt.

“‘Det er fordi du ikke er virkelig for dem på internettet. Du er en abstrakt størrelse. de tror ikke, at du nogensinde ser, hvad de har skrevet, og de er også ligeglade. Du er en leg. En historie. Og desto flere de er, desto nemmere bliver det for dem. Snefnugget føler sig ikke ansvarlig for lavinen.'”

Selvom forholdet mellem Edie og Elliot er meget klassisk for forfatteren, var jeg ikke helt solgt på idéen om dem, måske fordi det var noget af det, som gjorde historien meget favnende i sådan en grad, at den næsten spilder over. Det betyder dog ikke, at jeg ikke nød deres del af historien, men den gjorde samtidig, at den føltes længere, end jeg brød mig om. McFarlanes skrivestil er meget observerende og moderne. Hun formår at skrive om vigtige emner, der går ud over kærlighedselementet, her i blandt internetmobning og mentalt helbred, samtidig med at hun skriver muntert og humoristisk. McFarlane skriver kærlighedsbøger med noget på hjertet.

“The Crimson Petal and the White” af Michel Faber


“The Crimson Petal and the White” af Michel Faber, udgivet af forlaget Canongate i 2014 (org. udgivet i 2002).

De begynder med en påmindelse til læseren om at se efter, hvor hun træder. Dernæst følger en mange siders lang historie, der snor sig gennem det victorianske Londons opdelte byliv mellem velstand og fattigdom, og Michel Faber har ikke bare skabt et enestående univers, men også en uforglemmelig historie. Den prosituerede pige Suger, sukker efter et andet liv, og da hun møder den velhavende William Rackham, der ejer et parfumeri, giver han hende netop det. Selvom Suger aldrig kan undslippe fortidens rammer, begynder kærligheden at overskygge for begæret. Viklet ind i sengelinned og lemmer, formørkes livet hos Rackhams kone, der forsvinder i vrangforestillinger om verden, som hun ikke kan undslippe. Hendes hysteri vil ende med at forandre deres liv for altid.

Faber har skrevet en panoramisk fortælling, der ikke kun udforsker forskellige dele af det victorianske London, men som også samtidig udforsker forskellige karakterer. Der er den prostituerede Suger, den velhavende William Rackham, og hans kone, der langsomt er ved at miste forstanden. “The Crimson Petal and the White” er en multidimensional historie, der med sit brede persongalleri, de mange fortællespor og det maleriske sprog, der grænser sig til at være dekadent mest af alt minder om en Charles Dickens-roman, imens bogens seksuelle elementer minder om noget, John Cleland kunne have skrevet. Det lyder mest af alt som to verdener, men det fungerer hos Michel Faber.

“A single day spent doing things which fail to nourish the soul is a day stolen, mutilated, and discarded in the gutter of destiny.”

Noget af det, som virkelig fangede mig ved bogen, er dens enestående måde til at gribe sin læser. Læseren adresseres løbende som en aktiv part i historien, som fortælleren beder om at rette sit fokus mod noget bestemt, om ikke at snuble på trappens høje trin og følge i fodsporene på en bestemt karakter. Det blev hurtigt en ret personlig historie, fordi Faber samtidig skriver så malende, at det er uundgåeligt ikke at se byen for sig, samtidig med fortælleren inviterer læseren inden for. Jeg så derfor ikke kun Londons gader og byliv for mit indre blik, jeg så mig selv bevæge mig igennem byen, og jeg så dens liv og længsler. Fabers karakterer er svære at holde af, men samtidig kryber de med deres dybsindigt fortalte ord ind under huden på læseren. Selvom Sugers liv er er spændende at følge, var det især Agnes Rackhams, der fangede min interesse. Hendes verdenssyn er ufrivilligt forskruet; hele sit liv er hun blevet skånet for livets skamfuldheder, og derfor ved hun heller ikke, hvorfor hun for eksempel bløder hver måned.

Selvom historien tog fart til sidst og kulminerede i en slutning, jeg på ingen måde kunne have forudset i min vildeste fantasi, så er det ikke en historie, der er drevet af et højt tempo eller sin handling. I stedet er det en historie, der er fyldt med indtryk og liv, og Faber er enormt deltajeorienteret i sine udpenslende beskrivelser. Det er lidt som at læse en bog af Charles Dickens, men som er Fabers helt egen. Jeg nød det rolige tempo, de pludselige og hurtige åndedrag og den svimlende slutning. Det er en historie, der tager sig tid, som opbygger en helt særlig stemning, der resulterer i så dybe billeder, at de næsten føles virkelige. Fabers evne til at beskrive Sugers liv som prostitueret, hendes rejse dertil og den, der følger efter, er tryllebindende såvel som hjerteskærende. Det samme gælder Rackham-familiens.

“She holds her head as high as if she were beautiful, and holds her body as if she were strong.”

Michel Faber er en alsidig fortæller. Med “The Book of Strange New Things” skabte han en forunderlig, religiøs rejse gennem verdensrummets til dets yderste grænse, imens “The Crimson Petal and the White” er en historisk fortælling om mennesker i uundgåeligt forfald og rejsen dertil. De to romaner kunne ikke være mere forskellige i indhold og form, men begge handler dog om mennesker i forskellige situationer, der er afgørende for deres videre liv og skæbne. Fabers fremstilling af London er på ingen måde et glansbillede, men derimod et dyster virkelighedsbillede fra en svunden tid, og på trods af dens konstant lurende mørke, forelskede jeg mig i historien og dens karakterer.