“Red Queen” (The Chronicles of Alice #2) af Christina Henry


“Red Queen” af Christina Henry fra forlaget Titan Books, udgivet i 2016.

Christina Henry forsætter sin historie, hvor den slap, og selvom karaktererne er de samme, er alt forandret. Efter de blodige begivenheder i Old City har Alice og den øksesvingende galning Hatcher forladt byen for at finde hans datter. Men hvor landskabet burde blive grønnere, hersker i stedet et andet slags mørke. I et forsøg på at komme til bunds i, hvad der forårsager det tætte mørke, hvor kæmperne i skoven er så oprørte og folkene i byerne gemmer sig i skyggerne, ledes Alice og Hatcher længere ind i mørket, til de til sidst bliver opslugt af Den Hvide Dronnings rige. Mørket lader dem slippe hinanden, og med rygtet om Den Sorte Konge og den forsvundne Røde Dronning, må Alice samle al sin styrke til at genfinde sin store kærlighed og redde byens indbyggere fra en skæbne værre end døden.

Forgængeren til “Red Queen” var en af de bedste bøger jeg læste sidste år. Dens uhygge krøb ind under huden på mig, gik mig til at gyse og efterlod mig rystet af min seneste læseoplevelse. Det var en perle af en skrækhistorie, der kombinerer urban-fantasy og den klassiske historie om Alice, der faldt ned gennem et kaninhul og ind i en underfuld verden. “Red Queen” var en helt anden læseoplevelse, der blegner i sammenligning med sin forgænger. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Henry forsøger at udvide sit fiktive univers ved at lade Alice og Hatcher forlade den nye og gamle bydel, som den forrige historie foregik i, men i stedet for at forsætte den beundringsværdige genfortælling af Lewis Carrolls mesterlige fortælling om Alice, blev historien i stedet en underlig forkrøblet skygge for sin forgænger.

“The world gobbles us and chews us and swallows us,” Hatcher said, in that uncanny way he had of reading her thoughts. “I think happy endings must be accidents.”

Historien faldt til jorden med et brag i sammenligning med den første bog. Hvor den første bog spiller på forfatterens eminente evne til at skrive gys, er denne anden bog en historie uden nogen rigtig handling. I stedet virker det som om Alice og Hatcher peges i retning af deres ønskedrøm at findes hans kidnappede datter ved tilfælde og af unødvendige omveje. Der introduceres også en række nye karakterer, som ikke er fra Lewis Carrolls verden, og derfor også kommer til at føles som en puslespilsbrik, der ikke passer med resten af billedet. Noget af det, som gjorde “Alice” til sådan en spektakulær læseoplevelse var interaktionerne mellem karaktererne i Henrys mareridtsskabte verden, hvor Alice i “Red Queen” er alene det meste af tiden og derfor sjældent interagere med andre. Den selvstændige Alice er også forsvundet til fordel for en sukkende pige, der med sikkerhed ved, at hendes øksesvingende prins nok skal komme og redde hende.

Hvor Alices eventyr før var endeløse mareridt, er de nu blot eventyr, dog uden at være i nærheden af den kvalitet, som Lewis Carroll skrev dem med. I stedet fora t være forunderlige, er de bare underlige. Mit humør startede højt, da jeg begyndte bogen, men faldt løbende indtil den til sidst var helt erstattet af kedsomhed. I sig selv er bogen på ingen måde dårlig, men i sammenligning med sin forgænger er den. Kærligheden mellem Alice og Hatcher fylder i højere grad også i bogen, og selvom den på mange måder gav mening i “Alice”, formår den ikke at bære historien i “Red Queen”, fordi den på mange måder står alene det meste af tiden. Dertil kommer de lange sekvenser hvor Alice er på egen hånd og svælger i sine romantiske følelser, imens enkelte elementer fra den forrige bogen giver genlyd i baghovedet.

“She didn’t have to be Cheshire’s ideal of a Magician or Hatcher’s ideal of a lover or her parents’ ideal of a daughter. She could be Alice.”

Historien er lidt for let; handlingen er en lang og begivenhedsløs vandring, der pludselig kulminerer i den ene begivenhed efter den anden, som man som læser hele tiden har sukket efter. Det sker også alt for hurtigt, og historien er ovre inden man får set sig om. Henry skal dog roses for enkelte genistreger, men som kan være svære at anerkende, fordi de forsvinder som dug for solen, inden man rigtigt når at beundre dem.  Jeg ved ikke, om hun har i sinde at skrive flere bøger om Alice og Hatcher, og selvom jeg stadig elsker den første bog i hendes kronologi, så håber jeg ikke, at hun vælger at forsætte eventyret. Jeg lukkede “Red Queen” med en skuffet mine, og jeg tvivler oprigtigt på, at jeg nogensinde vil vende tilbage til den verden, der ligger uden for mareridtsbyen, som kun er en skygge af sig selv.

Advertisements

3 thoughts on ““Red Queen” (The Chronicles of Alice #2) af Christina Henry

  1. Piskeriset

    Øvøv. Det er så ærgerligt, når en 2’er ikke kan leve op til 1’eren i en serie. Jeg ser dog fortsat frem til at læse første bog i serien – sandsynligvis i løbet af foråret, hvor jeg læser eventyrbøger :-)

    Er du ellers faldet til i Roskilde?

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    1. Nikoline

      Det er virkelig øv, når den første bog uden tvivl er en af de bedste genfortællinger af Alice in Wonderland, som jeg har læst. Jeg anbefaler dog stadig “Alice”, fordi en svag to’er ikke skal frarøve dens magi.

      Det kan du tro! Jeg er rigtig glad for at bo her, og jeg har fået en hel ny hverdag med kun en times samlet transporttid. Det er lykken!

      1. Piskeriset

        Fedt! Et par Roskilde-tips – byens bedste pizzaer får du hos DisOtto, og Skänk er en hyggelig vinbar med aldeles glimrende tapas :)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s