“Tusinde etager” (The Thousandth Floor #1) af Katharine McGee


“Tusinde etager” (org. titel “The Thousandth Floor”) af Katharine McGee fra forlaget Gyldendal udgivet i 2017 (org. udgivet i 2016). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. 

Hundrede år ude i fremtiden rækker et tårn på tusinde etager langt op i himlen som et glitrende fremtidssyn, hvor alt er muligt. På de mange etager bor blandt andet Leda Cole med sit fejlfrie ydre og mørke hemmelighed om afhængighed, Eris Dodd-Radson med sin familie, der er ved at falde fra hinanden og Rylin Myers, der arbejder i Tårnets øverste etager, hvor en verden og et kærlighedsforhold åbner sig for hende, som hun ikke troede var muligt. I tårnet bor også det tekniske geni Watt Bakradi, der bliver hyret som spion, og som fører ham ind i et kompliceret spind af løgne og bedrag. Øverst i tårnet bor Avery Fuller. Hun er er genetisk designet og udstråler perfektion, men sådan er hendes liv ikke. Hun lider under at måtte undvære det eneste, som hun ikke kan få, og som hun ikke kan leve uden. En umulig kærlighed, der giver hende åndenød. I et univers fyldt med hightech luksus og futuristisk glamour kæmper de alle for at finde deres plads, men det er svært, når der er så koldt på toppen og langt ned, hvis man falder …

Jeg har altid sammenkoblet science-fiction med dystopiske elementer, og selvom “Tusinde etager” er en science-fiction roman, så er den på ingen måde præget af et episk opgør mod systemet. Katharine McGee har nemlig formået at skrive en bog, der forener det realistiske med det futuristiske. Hun slog benene væk under mig og skabte noget for øjnene af mig, som jeg ikke troede var muligt: hun forende to elementer, som jeg altid har set som komplette modsætninger. McGees vertikale by er en prægtig forestilling, som jeg øjeblikkelig købte. Det er noget, der allerede er fremvoksende rundt om i verden, som alligevel er så tilpas uvirkeligt, at det skaber drømmende associationer på grænsen til fiktion. Tanken om en så stor bygning, at man aldrig behøver forlade den, fordi livet udenfor er præcis det samme indeni, er virkelig fascinerende, og på trods af at tårnet lyder storslået er tilværelsen ikke guldbelagt for alle. Tårnets laveste etager bærer nemlig præg af fattigdom og svære kår, imens toppen er dennes komplette modsætning.

“Nogle gange er kærlighed og kaos det samme.”

McGees futuristiske verdenssyn er virkelig enestående, selvom hun trækker på fremtidskreationer som svævende biler og øjenscanning til at åbne døre, som længe har været en del af science-fiction genren, så gør det dog ikke hendes fremtidssyn mindre værd. Hun formår nemlig også at skabe egne højteknologiske kreationer som for eksempel en svævende bobler med alkohol til fester. Det er små tilføjelser til allerede veletablerede forestillinger om fremtiden, og det fungerer. “Tusinde etager” er en science-fiction roman, og selvom den foregår langt ude i fremtiden, så handler den om nutidige problematikker som familiekriser, kærlighed og afhængighedsproblemer. Jeg tror, at det også gør bogen lettere at tilgå, hvis ikke man er den store science-fiction læser, men gerne vil læse mere i den genre.

Handlingen fortælles fra fem forskellige vinkler, der ikke alene fortæller hver sin historie, men som også giver et helt særligt syn på det, som bringer de fem unge sammen: historiens begyndelse med et fald fra tårnets top. Noget jeg rigtig godt kunne lide ved de fem karakterer er, i hvor høj grad det lykkes McGee at adskille dem fra hinanden uden at gøre dem til komplette modsætninger og derved forstærke forskellene mellem dem. Dertil kommer hendes enestående evne til at skrive en prolog, der er så stærk og så gribende, at jeg fandt det næsten umuligt at lægge bogen fra mig — og det var på trods af, at jeg læste den en dag, hvor jeg ellers var på arbejde og bare lige skulle læse den første side.

“Disse mennesker fra de øverste etager – de troede, at de var immume over for den virkelige verdens problemer. At de kunne være trygge deroppe, forskanset flere kilometer over jorden med deres penge og forbindelser. Men de tog fejl.”

Katharine McGee har med “Tusinde Etager” skabt en gribende historie, der blander realistisk sci-fi med ungdomsgenrens klassiske troper i en spændende fortælling om kærlighed og intriger i en futuristisk verden, og selvom hendes højteknologiske verden på sin vis er relaterbar med sine nutidige problematikker, så har jeg ingen idé om, hvad jeg kan forvente mig af bogens efterfølger, og jeg elsker det. Det er en verden fyldt med løgne og bedrag, om dybtfølte længsler, der tager overhånd og familiebånd der brister for øjnene af en. McGees verden er et fænomen i sig selv, og jeg glæder mig til at se, hvordan hun vil forsætte historien og udvide sit univers endnu mere.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s