“A Court of Thorns and Roses” (A Court of Thorns and Roses #1) af Sarah J. Maas


“A Court of Thorns and Roses” af Sarah J. Maas fra forlaget Bloomsbury Children’s udgivet i 2015. 

Hverdagen i Pritanien, som er delt mellem mennesker og elever, er for Feyre er en daglig kamp for overlevelse. Efter hendes familie blev revet i stykker af ulykke, har travet skovene tynde for at skaffe familien den nødvendige mad på bordet for at overleve. Da hun en dag ser en stor ulv i skoven, dræber hun den med en magisk pil, men ulven er ikke nogen almindelig ulv. Det er en elver i forklædning, og prisen for at tage et magisk liv er høj. Da storfaunen, Tamlin, fra et af de mange riger på den anden side af muren kommer for at krave sin ret, tilbyder han hende at vende ryggen til sit liv og i stedet leve på sit magiske slot. For at redde sit liv rejser hun med over den magiske grænse, hvor elevernes riger er splittet af interne intriger. Men Tamlins gennemborende blik får stærke følelser til at blomstre i Feyres bryst, og hun må beslutte, om hun skal lytte til alle advarslerne om Tamlins slags, eller om hun skal følge sit hjerte.

Sarah J. Maas har et stort forfatterskab bag sig, som hele tiden vokser sig større, og selvom det først er nu jeg læser hendes bøger, så var jeg ikke i tvivl om, hvor jeg gerne ville starte. “A Court of Thorns and Roses” er en løs genfortælling af det klassiske eventyr om skønheden og udyret, og hvis der er noget jeg holder særligt af i litteraturen, så er det genfortællinger af mine yndlingshistorier. Det klassiske eventyr fungerer mere som rammer, end som den rød tråd, der strækker sig igennem historien. Det fungerer godt, fordi det stadig tillader Sarah J. Maas at skabe sin egen historie frem for at skabe en genfortælling, der er en kærlighedserklæring til den originale historie mere end noget andet.

“I threw myself into that fire, threw myself into it, into him, and let myself burn.”

Maas’ historie er fyldt med forunderlig magi, hårdtslående intriger og uundgåelig kærlighed, og selvom den på mange måde er en original historie, så har den også elementer af det genkendelige og vante. Feyre er en stærk og selvstændig protagonist, og hendes slags er efterhånden en trope i moderne ungdomslitteratur. Ikke desto mindre kunne jeg godt lide hende på trods af hendes til tider irrationelle beslutninger, som ofte gjorde hende genstand for alverdens faretruende situationer. Hun har karakter og hun har hjerte. Derimod vandt Tamlin aldrig mit hjerte, selvom jeg så brændende ønskede det. Skønheden og Udyret er en smuk historie, fordi Belle forelsker sig i prinsen på trods af hans uskønne ydre. Hun ser ikke udyret i ham, men for mig gennemgik Tamlin aldrig den samme forvandling.

Tamlin har en uheldig vane med at bide Feyre i halsen, og det gjorde fysisk ondt på mig at læse, fordi det er så tåkrummende at læse — særligt når han gør det uprovokeret. Det henledte min tanker på de vampyrbøger jeg læste for flere år siden. Jeg forstod aldrig deres kærlighed på samme måde, som jeg forstod kærligheden mellem skønheden og udyret, for Tamlin  gennemgår aldrig samme forvandling. Han forbliver følelseskold, manipulerende og selvhøjtidelig — og alligevel falder Feyre for ham. Det er sjældent at jeg bryder mig om trekantsdramaer, men jeg er glad for at en karakter som Rhysand blev introduceret for at give modspil til Feyres forhold til Tamlin — og så endte han også med at løbe med mit hjerte. Det betød dog ikke, at der var øjeblikke, hvor kærligheden mellem dem gav mig røde kinder.

“I was as unburdened as a piece of dandelion fluff, and he was the wind that stirred me about the world.”

Handlingen er ikke omdrejningspunktet i “A Court of Thorns and Roses”, men det afholdte mig ikke fra at læse nysgerrigt videre. Men Maas’ univers er virkelig stort, og jeg længtes efter at udforske de mange eleverriger frem for Tamlins endeløse slotsgange. Frem for at skabe en hæsblæsende og handlingsmættet historie, fokuserer Maas mere på at skabe relationer mellem sine karakterer. Handlingen spidser naturligvis til i romanens sidste del, og som virkelig blev skelsættende for Feyre som person. Hendes sprog er lette penselstrøg, der sommetider maler nattehimlens stjerner, der stjæler åndedrag. På trods af enkele ting, den manglende udforskning af den magiske verden og det faktum, at “A Court of Thorns and Roses” på mange måder føles som en begyndelse, så kan jeg slet ikke vente til at læse videre.

Reklamer

8 thoughts on ““A Court of Thorns and Roses” (A Court of Thorns and Roses #1) af Sarah J. Maas

  1. Melani

    Det er også en fantastisk bog :D og hun beskriver det hele så fantastisk! :D
    Syntes også at Tamlin virker lidt kold men efter slutningen slog jeg det hen med den situation han stod i og de begrænsninger den bragte med :)

    Glæd dig til næste bog! :D for denne første bog var fantastisk så utroligt nok venter der meget mere ;D
    Jeg glæder mig til at se hvad du syntes om den ;D

    1. Nikoline

      Jeg færdiggjorde bogen i går, og den var endnu bedre end den første, selvom den nok er lidt for lang i forhold til handlingen, men mere om det senere.
      Jeg brød mig slet ikke om Tamlin på noget tidspunkt i ACOTAR – og om muligt endnu mindre efter at have læst ACOMAF. Han er alt for selvisk, kontrollerende og naiv, og jeg bryder mig virkelig ikke om den måde han behandler Feyre på. Rhysand derimod er jeg svært begejstret for …

      1. Melani

        For lang bog forhold til handlingen? ;D det glæder jeg mig da til at læse mere om :D

        Jeg syntes de fleste feer var svære at finde ud af da de alle spillede deres eget spil :) og man kunne slå Tamlin’s opførsel hen som en ting der var kommet af situationen :D
        Men i anden bog hvor han stadig er ergelig så er løbet lidt kørt :)

        Rhysand kunne jeg ikke undgå at lide selv i førte bog da han jo hjalp men dog hans handlinger kunne man ikke tage kun for gode eller onde, der kunne man heller ikke være sikker på hvilket spil han spillede :D

  2. mhlind87

    Åh, hvor rart at se du ikke faldt for Tamlin. Især efter at have læst bog nr 2, opdager man virkelig hvilket kryb han er, og hvorfor man pludselig kommer til at foretrække Rhysand over dem alle.
    Er spændt på at læse din anmeldelse af den anden bog, om den rev dit hjerte itu lige så meget som den rev mit itu.

    Og så er jeg misundelig på at du ikke har skulle vente nær så lang tid på den sidste bog i serien, som os andre der læste bog 2 for snart et år siden!

    1. Nikoline

      Tamlin er et fjols, om muligt endnu mere nu hvor jeg netop har færdiglæst ACOMAF! Jeg synes aldrig han var værd at samle på i ACOTAR, og især hans tendens med at bide Feyre i halsen fik mig til at krumme tæer. Hvad gik det lige ud på?

      Jeg glæder mig sådan til at læse videre, fordi jeg faktisk synes slutningen i ACOMAF er fed. Jo, det var hjerteskærende at læse om, men jeg kan også bare mærke hvordan raseriet bobler i Feyres blod og hvor hævntørsten hun er, og jeg er vild med det. Det kan kun blive godt.

      1. mhlind87

        Jeg er så spændt, bange og nervøs og alt muligt for hvad der kommer til at ske i den sidste bog! Jeg vil bare gerne læse den nu!!! :D

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s