Forfatterinterview med Elle Kennedy

Elle Kennedy er en canadisk New York Times og Wall Street Journal-besellerforfatter til blandt andet den populære new adult serie Off-Campus samt The Royals, som hun har skrevet sammen med forfatteren Jen Frederick. Du kan læse meget mere om hende, få de seneste nyheder og finde hendes bøger på hendes hjemmeside

Fotocredit: Amanda Nicole White

Du har skrevet adskillige romaner (Off-Campus, Out of Uniform, Killer Instincts, The Royals og mange flere). Nogle af bøgerne er suspense, contemporary eller new adult, men det de har til fælles er kærlighedsaspektet. Hvad er det med denne genre, som tiltrækker dig?
Jeg elsker bare lykkelige slutninger! Det og at følge to personer på deres rejse, hvor de forelsker sig.

Hvis du kunne indskrive dig selv i en kærlighedsroman, der allerede findes, hvilken ville du så vælge?
Uden tvivl “Outlander”! Jeg ville elske at opleve Jamie Fraiser falde pladask for mig.

Hvis du skulle vælge mellem fyrene fra Off-Campus, hvem af dem ville du så date?
Jeg ville vælge Garret, fordi han er så pokkers vidunderlig! Jeg elsker hvor selvsikker han er, hvor følsom han kan være, når han sænker sine parader. Og så er han selvfølgelig også lækker!

Off-Campus er efter min mening velafbalanceret new adult med den perfekte mængde kærlighed, hverdagsliv og bagvedliggende problemer for hver af dine karakterer, som gør dem så troværdig. For eksempel forholdet mellem Garret og hans far, eller Hannah og hendes overgreb. Men dine historier er også fyldt med humor. Som nævnt tidligere har du skrevet mange bøger, men hvordan evner du at balancerer med disse mange aspekter?
Det kan være virkeligt svært! Man er nødt til at kende sine karakterer såvel som sine læsere. Med Off-Campus hvor fyrene er hinandens venner og værelseskammerater (og medstuderende!)  var det langt nemmere at indarbejde humoren. Med serier som Killer Instincts, der er mere suspensefyldte og handlingsmættede, er der stadig plads til humor, men det er ikke lige så letsindigt. Lige så snart du forstår karaktererne bliver det lettere at give dem deres personlighed.

Mange af dine bøger har stærke heltinder som hovedpersoner. Hvordan mener du en god heltinde skal være?
Hun skal være forstående, udvise empati og udholdenhed. Jeg tror hun skal vide, hvad det er, hun vil og forstå hvordan andre mennesker har det, og være i stand til at gøre det, der er nødvendigt for at nå slutmålet.

Reklamer

“Uskyldig” (Parasol Protectorate #3) af Gail Carriger


“Uskyldig” (org. titel “Blameless”) af Gail Carriger fra forlaget Tellerup, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2010). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

For Alexia Maccon er hverdagen blevet vendt på hovedet endnu en gang. Ikke så meget på grund af hendes overnaturlige evner som fornaturlig, der gør hende i stand til at forvandle overnaturlige væsner tilbage til deres menneskelig form midlertidigt, eller fordi hun er gift med en varulv og lord, men fordi en umulighed er blevet til virkelighed: Hun er gravid. Fordi varuvle ikke kan reproducere sig og fornaturlige ikke er kendt for at kunne det samme, svirrer nedrige rygter om hende ude i byen, Hendes Majestæt dronningen tager det hemmelige hverv som muhjah fra hende, og den eneste, der måske kan hjælpe hende ud af denne kattepine er lord Akeldama, og han er sporløst forsvundet. Alexia tager skeen i egen hånd og rejser til Italien for at opsøge de tempelridderne, som siges at vide mere om fornaturlige end nogen andre.

Det er efterhånden længe siden jeg færdiglæste “Uskyldig”, og lige siden har jeg ledt efter ord til at beskrive min læseoplevelse. Jeg er stadig ikke sikker på, at jeg har fundet dem. “Uskyldig” efterlod mig ikke åndeløs eller tilsvarende underholdt, som den første bog gjorde, men det ændrede ikke på, at jeg vedblev at vende hver en side med nysgerrighed over Gail Carrigers forunderlige verden. Hendes evne til at sammenskrive paranomale elementer med urban-fantasy og samtidig indsætte det i en modsættende kontekst, hvor hun leger med den teknologiske udvikling, er virkelig betagende. Igen skal hun have ros for at have skabt et troværdig univers inden for dets eget rammesæt. Hendes verdensyn er gennemarbejdet ned til mindste deltaje på grænsen til at være for deltaljeret.

“Nogen forsøgte at slå lady Alexia Maccon ihjel. Det var højst ubelejligt, for hun havde forfærdelig travlt.”

Som læser troede jeg ganske enkelt på hendes fiktive verden og dens sammenspil mellem fortidens etiske og korrekte opførelse, og sammen med Alexia som karakter er det nok grunden til, at jeg bliver ved med at følge historien. Alexias tørre humor og kølige person er uden tvivl det, der driver værket og gør bøgerne til noget helt særligt, fordi hun på så mange måder er utiltalende og alligevel så rigtig i forhold til, hvad det vil sige at være fornaturlig. Carrigers skrivestil er eksperimentere på den måde, at hun ligesom med kombineringen af forskellige genreelementer også inkluderer dem i sit sprog, der holder sig tro overfor den victorianske dialog, men som samtidig udfordrer den med Alexias utraditionelle og frigjorte sind. Jeg elsker, at hun tager skæbnen i sin egen hånd på trods af at have mistet sin mand, sit hjem og sit erhverv. I stedet for at søge trøst, vælger hun at søge svar, og det sender hende til Italien og sine rødder.

I forhold til interaktionen mellem lord Maccon og Alexia er denne bog på mange måder som sin forgænger, der var meget ulig den første bog. Alexia smides på porten, da hendes graviditet bliver fastslået, og det fik mig til at skære tænder. Jeg forstår godt den umiddelbare tanke om, at hun har været sin man utro, fordi han som varulv ikke kan reproducere, men det jeg ikke forstår er, at ingen skænker det faktum en tanke, at hver gang hun rør ved sin varulv af en mand, så bliver han menneskelig. For mig at se, ligger der en mulighed for det barn, som hun bærer, men i stedet for at tænke rationelt eller søge forklaringer sammen, vækkes bæstet i hendes mand og hun bortvises fra sit hjem.

“Det var et af hans dybe, besidderiske kys til sat en omfavnelse som fik Alexia til at føle at der et sted derinde stadig var en del af ham som kunne finde på at sluge hende råt, selvom hendes berøring havde stjålet varulven fra ham.”

Carriger formår at brede sin historie ud geografisk, sådan at historien går fra at foregå i London til Italien, og det giver mulighed for virkelig at åbne hendes univers op og udforske det i dybden, sådan som hun gør med tempelridderne og deres verdenssyn. Selvom Carriger har skabt et spændene univers med en mindst lige så interessant hovedperson, så kunne jeg ikke undgå at føle, at handlingen i “Uskyldig” hurtigt blev gentagende, og at historien af samme grund kom til at føles længere, end det egentlig er. Mit problem med Carrigers serie er desuden, på trods af at jeg for det meste nyder at læse den, at jeg glemmer dem igen. Det som står tilbage er et sammenblandingsværk, som jeg på ingen måde at kan adskille, og det afspejler sig også i mine læseoplevelser.

“Red Queen” (The Chronicles of Alice #2) af Christina Henry


“Red Queen” af Christina Henry fra forlaget Titan Books, udgivet i 2016.

Christina Henry forsætter sin historie, hvor den slap, og selvom karaktererne er de samme, er alt forandret. Efter de blodige begivenheder i Old City har Alice og den øksesvingende galning Hatcher forladt byen for at finde hans datter. Men hvor landskabet burde blive grønnere, hersker i stedet et andet slags mørke. I et forsøg på at komme til bunds i, hvad der forårsager det tætte mørke, hvor kæmperne i skoven er så oprørte og folkene i byerne gemmer sig i skyggerne, ledes Alice og Hatcher længere ind i mørket, til de til sidst bliver opslugt af Den Hvide Dronnings rige. Mørket lader dem slippe hinanden, og med rygtet om Den Sorte Konge og den forsvundne Røde Dronning, må Alice samle al sin styrke til at genfinde sin store kærlighed og redde byens indbyggere fra en skæbne værre end døden.

Forgængeren til “Red Queen” var en af de bedste bøger jeg læste sidste år. Dens uhygge krøb ind under huden på mig, gik mig til at gyse og efterlod mig rystet af min seneste læseoplevelse. Det var en perle af en skrækhistorie, der kombinerer urban-fantasy og den klassiske historie om Alice, der faldt ned gennem et kaninhul og ind i en underfuld verden. “Red Queen” var en helt anden læseoplevelse, der blegner i sammenligning med sin forgænger. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Henry forsøger at udvide sit fiktive univers ved at lade Alice og Hatcher forlade den nye og gamle bydel, som den forrige historie foregik i, men i stedet for at forsætte den beundringsværdige genfortælling af Lewis Carrolls mesterlige fortælling om Alice, blev historien i stedet en underlig forkrøblet skygge for sin forgænger.

“The world gobbles us and chews us and swallows us,” Hatcher said, in that uncanny way he had of reading her thoughts. “I think happy endings must be accidents.”

Historien faldt til jorden med et brag i sammenligning med den første bog. Hvor den første bog spiller på forfatterens eminente evne til at skrive gys, er denne anden bog en historie uden nogen rigtig handling. I stedet virker det som om Alice og Hatcher peges i retning af deres ønskedrøm at findes hans kidnappede datter ved tilfælde og af unødvendige omveje. Der introduceres også en række nye karakterer, som ikke er fra Lewis Carrolls verden, og derfor også kommer til at føles som en puslespilsbrik, der ikke passer med resten af billedet. Noget af det, som gjorde “Alice” til sådan en spektakulær læseoplevelse var interaktionerne mellem karaktererne i Henrys mareridtsskabte verden, hvor Alice i “Red Queen” er alene det meste af tiden og derfor sjældent interagere med andre. Den selvstændige Alice er også forsvundet til fordel for en sukkende pige, der med sikkerhed ved, at hendes øksesvingende prins nok skal komme og redde hende.

Hvor Alices eventyr før var endeløse mareridt, er de nu blot eventyr, dog uden at være i nærheden af den kvalitet, som Lewis Carroll skrev dem med. I stedet fora t være forunderlige, er de bare underlige. Mit humør startede højt, da jeg begyndte bogen, men faldt løbende indtil den til sidst var helt erstattet af kedsomhed. I sig selv er bogen på ingen måde dårlig, men i sammenligning med sin forgænger er den. Kærligheden mellem Alice og Hatcher fylder i højere grad også i bogen, og selvom den på mange måder gav mening i “Alice”, formår den ikke at bære historien i “Red Queen”, fordi den på mange måder står alene det meste af tiden. Dertil kommer de lange sekvenser hvor Alice er på egen hånd og svælger i sine romantiske følelser, imens enkelte elementer fra den forrige bogen giver genlyd i baghovedet.

“She didn’t have to be Cheshire’s ideal of a Magician or Hatcher’s ideal of a lover or her parents’ ideal of a daughter. She could be Alice.”

Historien er lidt for let; handlingen er en lang og begivenhedsløs vandring, der pludselig kulminerer i den ene begivenhed efter den anden, som man som læser hele tiden har sukket efter. Det sker også alt for hurtigt, og historien er ovre inden man får set sig om. Henry skal dog roses for enkelte genistreger, men som kan være svære at anerkende, fordi de forsvinder som dug for solen, inden man rigtigt når at beundre dem.  Jeg ved ikke, om hun har i sinde at skrive flere bøger om Alice og Hatcher, og selvom jeg stadig elsker den første bog i hendes kronologi, så håber jeg ikke, at hun vælger at forsætte eventyret. Jeg lukkede “Red Queen” med en skuffet mine, og jeg tvivler oprigtigt på, at jeg nogensinde vil vende tilbage til den verden, der ligger uden for mareridtsbyen, som kun er en skygge af sig selv.

“Tusinde etager” (The Thousandth Floor #1) af Katharine McGee


“Tusinde etager” (org. titel “The Thousandth Floor”) af Katharine McGee fra forlaget Gyldendal udgivet i 2017 (org. udgivet i 2016). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. 

Hundrede år ude i fremtiden rækker et tårn på tusinde etager langt op i himlen som et glitrende fremtidssyn, hvor alt er muligt. På de mange etager bor blandt andet Leda Cole med sit fejlfrie ydre og mørke hemmelighed om afhængighed, Eris Dodd-Radson med sin familie, der er ved at falde fra hinanden og Rylin Myers, der arbejder i Tårnets øverste etager, hvor en verden og et kærlighedsforhold åbner sig for hende, som hun ikke troede var muligt. I tårnet bor også det tekniske geni Watt Bakradi, der bliver hyret som spion, og som fører ham ind i et kompliceret spind af løgne og bedrag. Øverst i tårnet bor Avery Fuller. Hun er er genetisk designet og udstråler perfektion, men sådan er hendes liv ikke. Hun lider under at måtte undvære det eneste, som hun ikke kan få, og som hun ikke kan leve uden. En umulig kærlighed, der giver hende åndenød. I et univers fyldt med hightech luksus og futuristisk glamour kæmper de alle for at finde deres plads, men det er svært, når der er så koldt på toppen og langt ned, hvis man falder …

Jeg har altid sammenkoblet science-fiction med dystopiske elementer, og selvom “Tusinde etager” er en science-fiction roman, så er den på ingen måde præget af et episk opgør mod systemet. Katharine McGee har nemlig formået at skrive en bog, der forener det realistiske med det futuristiske. Hun slog benene væk under mig og skabte noget for øjnene af mig, som jeg ikke troede var muligt: hun forende to elementer, som jeg altid har set som komplette modsætninger. McGees vertikale by er en prægtig forestilling, som jeg øjeblikkelig købte. Det er noget, der allerede er fremvoksende rundt om i verden, som alligevel er så tilpas uvirkeligt, at det skaber drømmende associationer på grænsen til fiktion. Tanken om en så stor bygning, at man aldrig behøver forlade den, fordi livet udenfor er præcis det samme indeni, er virkelig fascinerende, og på trods af at tårnet lyder storslået er tilværelsen ikke guldbelagt for alle. Tårnets laveste etager bærer nemlig præg af fattigdom og svære kår, imens toppen er dennes komplette modsætning.

“Nogle gange er kærlighed og kaos det samme.”

McGees futuristiske verdenssyn er virkelig enestående, selvom hun trækker på fremtidskreationer som svævende biler og øjenscanning til at åbne døre, som længe har været en del af science-fiction genren, så gør det dog ikke hendes fremtidssyn mindre værd. Hun formår nemlig også at skabe egne højteknologiske kreationer som for eksempel en svævende bobler med alkohol til fester. Det er små tilføjelser til allerede veletablerede forestillinger om fremtiden, og det fungerer. “Tusinde etager” er en science-fiction roman, og selvom den foregår langt ude i fremtiden, så handler den om nutidige problematikker som familiekriser, kærlighed og afhængighedsproblemer. Jeg tror, at det også gør bogen lettere at tilgå, hvis ikke man er den store science-fiction læser, men gerne vil læse mere i den genre.

Handlingen fortælles fra fem forskellige vinkler, der ikke alene fortæller hver sin historie, men som også giver et helt særligt syn på det, som bringer de fem unge sammen: historiens begyndelse med et fald fra tårnets top. Noget jeg rigtig godt kunne lide ved de fem karakterer er, i hvor høj grad det lykkes McGee at adskille dem fra hinanden uden at gøre dem til komplette modsætninger og derved forstærke forskellene mellem dem. Dertil kommer hendes enestående evne til at skrive en prolog, der er så stærk og så gribende, at jeg fandt det næsten umuligt at lægge bogen fra mig — og det var på trods af, at jeg læste den en dag, hvor jeg ellers var på arbejde og bare lige skulle læse den første side.

“Disse mennesker fra de øverste etager – de troede, at de var immume over for den virkelige verdens problemer. At de kunne være trygge deroppe, forskanset flere kilometer over jorden med deres penge og forbindelser. Men de tog fejl.”

Katharine McGee har med “Tusinde Etager” skabt en gribende historie, der blander realistisk sci-fi med ungdomsgenrens klassiske troper i en spændende fortælling om kærlighed og intriger i en futuristisk verden, og selvom hendes højteknologiske verden på sin vis er relaterbar med sine nutidige problematikker, så har jeg ingen idé om, hvad jeg kan forvente mig af bogens efterfølger, og jeg elsker det. Det er en verden fyldt med løgne og bedrag, om dybtfølte længsler, der tager overhånd og familiebånd der brister for øjnene af en. McGees verden er et fænomen i sig selv, og jeg glæder mig til at se, hvordan hun vil forsætte historien og udvide sit univers endnu mere.