Om at være i syv sind over sin læsning

img_5362

Der er så mange bøger, jeg gerne vil læse, og der kommer hele tiden flere til. Det er næsten som et endeløst kapløb mod tiden og mine egne kompetencer som læser. Der vil altid være bøger, jeg går glip af, bøger som jeg ikke får læst færdig af den ene eller anden årsag, og bøger som jeg aldrig når til, fordi jeg helt helt har afskrevet dem på forhånd. Det er en hård kendsgering, som jeg endnu forsøger at kommeoverens med. Selvom min liste over bøger, som jeg gerne vil læse er lang, er der dog nogle af disse, der fra tid til anden vækker min læselyst til live på en helt særlig måde. Ikke fordi der er tale om kommende udgivelser, som jeg ikke kan vente med at få fingrene i, men derimod bøger, der allerede står troligt og venter i min bogreol. Det er ikke fordi, at disse bøge illuminerer lysten til at læse alle de andre bøger, det er bare bøger, som jeg har lyst til at læse nu og her uden, at der nødvendigvis er en årsag til det. Selvom jeg er en stædig læser, er jeg også en stemningslæser, der lader den pludselige lyst afgøre, hvilken bog jeg skal læse i det øjeblik, jeg stiller mig foran min bogreol for at vælge mit næste store læseeventyr efter endnu et er bragt til ende.

Lige for tiden har jeg lyst til at læse “Eleanor & Park” af Rainbow Rowell, efter jeg fornyligt forevigede bogen til min håbløse samling, og efter at have læst Marissa Meyers “Heartless” sidste år, som også var en af årets absolut bedste bøger, sukker jeg efter at læse hendes “Cinder”. “Arcadia” af Iain Pears er også på listen. Jeg tripper efter at komme i gang med Sarah J. Maas’ “A Court of Mist and Fury” og Leigh Bardugos “Six of Crows”. Jeg vil så gerne læse “Talking as Fast as I Can” af Lauren Graham, men samtidig vil også gerne forsætte Elle Kennedys Off-Campus med “Dømt ude”. Jeg har lyst til at læse noget fløjlsblødt, noget fjerlet, men samtidig har jeg også lyst til episke eventyr og rumrejser til verdensrummets ende. Jeg har lyst til at læse fiktion, og jeg har lyst til at læse biografier. Jeg vil gerne læse videre på gode bogserier, begynde på  nye og læse bøger, der har fået alverdens roser. Jeg er i syv sind over min læsning.

Min liste ovenfor er på ingen måde uoverskuelig, men som stemningslæser skifter den ofte. Et pludselig lysindfald i livet eller en simpel regnvejrsdag kan gøre, at lysten til at læse bestemte bøger ændrer sig, og dertil kommer min stædighed og forbyder mig at ligge halvlæste bøger fra mig for blot at begynde på en anden. Det er et konstant dilemma. Det sker også, at lysten til at læse noget andet bliver så stor, at det begynder at gå ud over min igangværende læseoplevelse, imens jeg andre gange formår at holde den i skak til bogen er færdiglæst. Det er dog ikke fordi, at jeg ikke kan læse flere bøger af gangen. Ofte læser jeg en bog til mit arbejde, samtidig med at jeg læser noget fra mit eget bibliotek, men hvis jeg konstant skulle give efter for her-og-nu-følelsen, de pludselige indskydelser og bare ligge uafsluttede bøger fra mig, tror jeg også, at mine læseoplevelser ville blive udvandede og drukne i hinanden.

Af alle de ulæste bøger du har stående i din reol, hvilke af disse sukker du så efter at gå gang med, selvom du måske allerede læser noget andet? Er du også en stemningslæser, en stædig læser, en blanding af de to eller noget helt fjerde?

Reklamer

9 thoughts on “Om at være i syv sind over sin læsning

  1. frkskou

    Åh, glæd dig til Dømt ude – det er den bedste af de tre! :-)

    Jeg er også en meget lystbetonet læser, jeg kan ikke planlægge alt for meget i min læsning – jeg kan ha’ intentioner, men i sidste ende handler det om, hvad jeg har lyst til at læse.

    1. Nikoline

      Det gør jeg også. Jeg synes dog, at jeg har læst hos flere (på Goodreads), at det var den af de tre bøger, de mindst kunne lide, men det spiller selvfølgelig ingen rolle i forhold til en selv. Jeg glæder mig i hvert fald.

      Sådan tror jeg mange læsere er.

      1. frkskou

        Jeg har ikke lige tjekke på Goodreads, men andre steder synes jeg at have hørt flere sige, at de også er glade for 3’eren. Det bliver spændende at se, hvad din dom bliver. God læselyst!

  2. Piskeriset

    Jeg elsker at planlægge min læsning, så det er sjældent, at jeg ændrer mig planer for pludselig at kaste mig over en helt anden bog (medmindre det da drejer sig om en bog fra biblioteket, jeg længe har været på venteliste til). Til gengæld sukker jeg altid efter at gå i gang med nye bøger, for der er så mange, jeg gerne vil læse. Det er heldigvis blevet bedre med årene, da jeg blandt andet har gjort en indsats mht. at få læst en masse af de klassikere, jeg ‘manglede’, men der vil hele tiden være nye, spændende bøger, der frister.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    1. Nikoline

      Hvor er det fedt, at du er i stand til at holde ved. Jeg er også selv typen, der elsker at planlægge og skrive lister, men lige med min læsning er jeg dog oftest ramt af lyst mere end det planlagte – det sker dog, at de to nogle gange støder sammen, og det skaber den sødeste symfoni.

      ‘Problemet’ ved at være læser er jo også, at der konstant bliver udgivet nye bøger, som vi aldrig ville kunne nå at få læst. I virkeligheden læser vi jo kun en lille bitte brøkdel af al den litteratur, der er udgivet i dette øjeblik. Det er i virkeligheden lidt trist. Derfor tror jeg også, det er vigtigt at læse de bøger man har lyst til.

  3. Simone Hagemann

    Jeg er virkelig også en lystlæser, som dog alligevel prøver at planlægge min læsning en smule. Jeg har derfor også flere bøger i reolen, der virkelig trækker i mig, men alligevel kan jeg ikke bare sådan lige remse dem op. Måske burde jeg sætte mig for at lave en lille oversigt over dem? Det tror jeg nemlig, ville kunne give mig en form for overblik, og måske dermed være med at til at gøre, at jeg får dem læst hurtigere :)

    1. Nikoline

      Det er nok lidt af en kliché at sige, men “so many books, so little time”, right? Listeskrivning er klart en af mine mange kærligheder, men selvom jeg skriver side op og side ned med bøger og i hvilken rækkefølge, jeg gerne vil læse dem, så bliver det sjældent sådan. lister kan være gode til at skabe overblik, men i sidste ende er det nok ikke så tosset at lade lysten afgøre, hvilken bog, der skal læses som den næste.

  4. Pernille

    Jeg svinger mellem at være en diktatorisk, struktureret læser og en stemnings-læser.
    Jeg er, gang på gang, startet fra toppen af bogreolen, med A (Efternavn) og har slavisk bevæget mig gennem alfabetet. Men jeg kommer sjældent til B. Enten kommer der nye udgivelser til (“Her er jeg” af Jonathan Safran-Foer, “Biernes historie” af Maja Lunde, eller noget helt andet, nutidig samfunds-relevant som “Hvor taler du flot dansk”.) eller også falder jeg over en god anmeldelse eller får lyst til at læse lidt fra et andet bogstav.

    I øvrigt, behøver du ikke sukke efter “Eleanor & Park”. Jovist, er det en sød, feel-good bog, der er nemt læst. Men helt ærligt…. den rykker næppe ved dit verdensbillede eller skaber store, filosofiske eftertanker.

    1. Nikoline

      Oplever du aldrig, at din diktatoriske del går ud over din læseopelvelser? Det har jeg nemlig selv prøvet, fordi jeg også kan være lidt af en stædig læser, der (som jeg skriver i indlægget) helst ikke vil opgive bøger. Det lyder spændende med din tilgang til læsningen, og i virkeligheden tror jeg også, at langt de fleste læsere har en forestilling om, hvilke bøger de gerne vil læse, og dette afbrydes så af nye og særligt aktuelle bøger, som løbene kommer frem.

      I forhold til “Eleanor & Park”, så forventer jeg ikke at bogen rykker ved mit verdensbillede eller skaber store, filosofiske eftertanker, men det tror jeg nu ikke gør den mindre læseværdig. Vi læser jo alle af forskellige årsager, og læser man udelukkende for at få ændret sit verdenssyn, så kan det måske godt være, at lige netop dén bog vil skuffe, men sådan har jeg det ikke. Læsninger handler for mig lige så meget om eskapisme, og der håber jeg, at “Eleanor & Park” vil vise sig at være et helt rigtigt valg. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse den, særligt fordi den har rørt så mange læsere på verdensplan.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s