En kærlighedserklæring til lyriklæsning

Jeg har altid læst digte, selvom jeg ikke altid har værdsat dem, og det skyldtes måske nok, at jeg i en årerække heller ikke forstod dem. Hvordan kunne jeg det, når jeg i mine tidlige skoleår fik fortalt, at digte var svære at læse? De blev behandlet nænsomt som noget, der skulle afkodes, som om meningen skulle findes mellem linjerne af de nedbrudte sætninger, imens der blev sjældent blev lagt væk på værdsættelsen af ordenes umiddelbarhed og de indtryk, de efterlader. Sådan som jeg læser lyrik i dag. Rim og metrik var udgangpunktet for enhver digtanalyse, imens ordene på papiret forblev ulæste, henlagt i stilhed af min tunge, der aldrig fik smagt på deres sødme. I lang tid kunne jeg ikke læse digte men kun analysere dem. I det sidste år af min gymnasietid læste vi Shakespeares sonetter på kassen, og da jeg blev bedt om st læse en dem højt, var det med fokus på rytmen i digtene, sådan som Shakespeare er kendt for, og som med et trylleslag blev mine øjne åbnet for en helt ny litterær verden — hvor klichéagtigt det end må lyde. Det gav mig et anstrengt forhold til digte i mange år, fordi det skulle være svært, og fordi jeg lærte, at digte ikke skulle læses, men snarer gennemanalyseres for overhovedet at give mening. Igennem min skoletid har jeg læst digtere lige fra Grundtvig til Yahya Hassan. Jeg har af pligt læst utallige digte af Oehlenscläger og Steen Steensen Blicher og glemt dem igen, og selvom jeg læser Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen af hjertets lyst, så har ingen digter nogensinde efterladt mig så åndeløs som min første lyriske kærlighed: John Keats.

Jeg opdagede “Ode to a Nightingale” ved et tilfælde i en periode af mit liv, hvor jeg var læseløs. Jeg læste digtets ord, indtil jeg kunne dem udenad, og jeg læste dem med iver og hjertebanken alene på grund af den følelse de efterlod mig med. Jeg splittede ikke digtet i atomer for at samle det analytisk, jeg læste blots ordene, og en ny verden åbenbarede sig for mig fyldt med smuk umiddelbarhed. Keats’ sanseunivers er forførende berusende, og når hans ord bliver læst højt, er de som kærtegn. Efter “Ode to a Nightingale” fulgte Keats’ mange kærlighedserklæringer til Fanny Brawne, som stadig hjemsøger mig og med ord som disse, hvordan kunne jeg da undgå at forelske mig i hans digterkunst? “I almost wish we were butterflies and liv’d but three summer days – three such days with you I could fill with more delight than fifty common years could ever contain.” Keats var den første digter, jeg nogensinde forelskede mig i med sin sensuelle romantik og ufejlbarlige kærlighed. Senere fulgte W.B. Yeats med sin eventyrslyrik, og Inger Christensen med hendes glasklare ordspil, men også Lord Tennysons poesi fik en stor plads i mit hjerte. Jeg forelskede mig i Emily Dickinson i løbet af mine universitetsdage, da en underviser påpegede, at hendes digte giver lige så meget mening læst bagfra såvel som forfra, jeg fandt en stor glæde i Charles Bukowski sproglige penselstrøg, og Alexander Pushkins digte får stadig mit hjerte til at hamre, men ingen har betydet lige så meget for mig som Keats.

Måske er der dog et gram af sandhed i min tidligere skoleårs tilgang til , hvordan jeg lærte at gribe digte an, for måske er digte sværere, fordi de er så kondenserede udtryk og formatet så sparsomt – selv når de kan fylde flere sider. Men digte er også mere end meningsdannelser og analyser, for sommetider kan de værdsættes alene for de følelser de vækker i en. Ingen fortalte mig, at digte kan læses på samme måde som en roman, hvor man lader sig rive med af stemningen og ind i en tankestrøm, uden at dissekere hvert eneste ord. Jeg bruger længere tid på at læse digtsamlinger end andre litterære genre, fordi hvert ord tæller, og tvetydigheder giver genklang i mellemrummene mellem linjerne. Digte skal ikke læses men opleves. At læse digte er en sanseøvelse, og de ydes ikke retfærdighed på papiret, hvor de står skrevet. Digte skal italesættes, smages på og betragtes igennem toner og klang, som Jorge Luis Borges så fint forklarede det: “Truly fine poetry must be read aloud. A good poem does not allow itself to be read in a low voice or silently. If we can read it silently, it is not a valid poem: a poem demands pronunciation. Poetry always remembers that it was an oral art before it was a written art. It remembers that it was first song.” Det er sjældent, at jeg bliver rørstrømsk, når jeg selv læser digte, men når jeg læser dem højt for mig selv eller lytter til dem blive læst af andre, finder tårerne lige så hurtigt vej til mine øjne, som ånderdrættet til min mund. Så kraftfuld er poesi.

Hvad med jer? Læser I digte, og læser I dem for fornøjelsens såvel som ordlydens skyld? Hvilke digtere og digte har en særlig i hjertet hos jer, og er der nogen I særligt drømmer om at fordybe jer i?

Reklamer

3 thoughts on “En kærlighedserklæring til lyriklæsning

  1. Camilla

    Du har så evigt ret. Jeg kæmper altid med næb og kløer for at lokke folk, der har afskrevet digte, til at forsøge at læse dem på en ny måde, og ikke som de lærte det i folkeskolen eller på gymnasiet.
    Jeg er blevet rigtig glad for Sylvia Plaths digte efter jeg læste “Ariel”, så jeg vil gerne læse mere af hende snart. Emily Dickinson har jeg læst lidt af, men jeg tror ikke, jeg var i det rigtige humør til hende – så jeg tror, jeg skal give hende en chance igen snarest muligt. :)

    1. Nikoline

      Tusind tak, Camilla! Jeg tror lyrik er en genre, der er meget let at afskrive, fordi det er svært eller kedeligt, og det kan jeg godt forstå mange synes (jf. mit indlæg). Det er bare synd, som det så oftest er, når en læser afskriver en helt genre. I bund og grund som mange sikkert har det med krimier. Det tog mig lang tid at lære at elske lyrikken, men da følelsen først var der, kunne jeg ikke nægte den.

      Plath er simpelthen også fantastisk, og hun er også blandt mine yndlingsdigtere (og forfattere!). Emily Dickinson har skrevet afsindigt mange digte, og de er lette at gå til, forstået på den måde, at de oftest er meget, meget korte. Jeg ved at Tennyson har skrevet digte, der strækker sig over hundred sider (!), og det kan jeg godt forstå afskrækker nogen fra at læse lyrik, når det i forvejen kan føles lidt svært eller tungt.

  2. litcomprime

    Du har så evigt ret! Jeg har nærmest gennemgået samme rejse som dig i mit forhold til lyrikken. Det er dog først for nylig, jeg har opdaget den ægthed og storladenhed, digte kan rumme.

    Lige nu er jeg helt fortabt i Emil Aarestrups digtsamling. Tænk at jeg skulle vende tilbage til ham – det havde gymnasie-Julie aldrig gættet. Hans digte har ligget på mit natbord i måneder, og hver aften bliver jeg liiige nødt til at godnatlæse mine yndlingsdigte en gang mere. Særligt “Erkjendelse” og “Latteren” har bjergtaget mig. Hver gang jeg læser dem, forundres jeg over, at en 1800-talsmand kan ramme en følelse, som en 2017-pige bare komplet relaterer til. Nå ja, og så “Bruden” og “Enken”! Der er noget voldsomt, “Lang oppe bag Norges kyster”-agtigt over dem, som er så hjerteknugende smukt og sørgeligt på én gang. Læs eller genlæs ham lige :D

    Og hell to-tha-yeah, de digte skal læses højt!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s