Afsked med januar: en gennemgang i læseglimt

Når jeg ser tilbage på januar, kan jeg dårligt forstå, hvordan jeg ikke for længst har mistet pusten — eller måske har jeg, eftersom at i skrivende stund ligger syg. Min måned blev ikke alene skudt i gang med et festfyrværkerinytårsaften, men allerede den første dag fik Emil og jeg nøglerne til vores nye lejlighed og dagen efter flyttede vi ind. På tredje dagen gik turen til Amsterdam på en forlænget weekend, og jeg forelskede mig virkelig i byen med sin karakteristiske arkitektur og mange kanaler. Byen er ikke kun fyldt med skønne boghandlere, men også mange seværdigheder, og alene det at slentre en tur igennem byen uden en destination er en oplevelse i sig selv. Noget af det bedste ved rejsen, hvor klivcéagtigt det end måtte lyde, var at komme hjem igen, fordi det var til den nye lejlighed.

I forbindelse med flytningen blev alle mine bøger løbende pakket ned i kasser, og jeg glædede mig til jeg langt om længe kunne sætte dem tilbage i mine bogreoler i det nye hjem. Det gjorde også, at da flyttekasserne var tømt for bøger, var der faktisk ikke ret mange tilbage. Vi har stadig et par stående, hvoraf der er bøger i et par af dem, som jeg skal have nye reoler til for at have plads til. Flytningen og min udenlandsrejse har også haft påvirket min månedlig læsning. Jeg har i løbet af januar læst ti bøger, hvoraf fire af dem har været nogle af forlagets udgivelser, som jeg har arbejdet med i marketing. Af de resterende seks bøger fra min egen bogreol, som jeg var ret begejstret for “The Crimson Petal and the White” af Michel Faber, “Cinder” af Marissa Meyer og “Illuminae” af Amie Kaufman og Jay Kristoff.

Mit praktikforløb på forlaget Gyldendal har også nået sin ende, men mit forlagseventyr stopper heldigvis ikke der. Fra i morgen arbejder jeg på forlaget som konsulent, og jeg er så taknemmelig for forsat at kunne arbejde med så dygtige mennesker, der inspirer på dagligbasis og som gør, at jeg hver morgen vågner op glad ved tanken om, at jeg skal på arbejde. Det har været fem måneder fyldt med udfordringer og læring, som jeg ikke ville bytte for noget i verden.

Forlaget HarperCollins Nordic var så søde at inviterer mig og en række andre bogbloggere og filmanmelder til særvisning på filmen Hidden Figures, som stjal mit hjerte. Filmen er baseret på bogen af samme navn, som er baseret på virkelig mennesker og deres liv. Begge fortæller historien om en gruppe afroamerikanske kvinder, der arbejder som “menneskelige computere” hos NASA, men deres hudfarve gør det svært for dem at udleve deres virkelig potentiale og nå stjernerne i verdensrummet. Ikke alene fortæller det historien om nogle virkelig interessante kvinder, men også hvordan netop disse kvinder var banebrydende for den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Jeg kan ikke anbefale filmen nok — særligt ikke i disse dage. Tusind tak til forlaget for invitationen!

Hvordan har din januar været? Har du oplevet eller læst noget særligt mindeværdigt i månedens løb?

“Den dag jeg glemmer” af Adam Silvera

img_5512
“Den dag jeg glemmer” (org.titel “More Happy Thank Not”) af Adam Silvera fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2015). Bogen er læst på dansk — originalsproget er amerikansk. 

Hvad ville du gøre, hvis fortidens spøgelser hjemsøger din hverdag? Sådan er virkeligheden for 16-årige Aaron, der ikke kan overdøve den tunge følelse af skyld over sin fars selvmord, sit eget selvhad og ønske om at forsvinde fra jordens overflade. Det er svært at være glad, når tilværelsen vægge klemmer sig sammen og skaber klaustrofobiske forhold. Aaron bruger meget lidt tid hjemme, fordi badeværelset for fortidens minder til at give ekko, og hans sorgbetynget mors opgivende ansigtudtryk får hans hjerte til at tynges. Aaron hænger i en tynd tråd med hjælp fra sin kæreste, indtil hun en dag rejser for at udleve sine kunstnerdrømme, og her møder han en ny tilflytterdreng, som han begynder at hænge ud med. Men da de tunge følelser i maven tager til sammen med spirende følelser for sin nye ven, overvejer Aaron at lade sig indlægge på Leteo Instituttet, hvor dårlige minder kan blive slettet. Men kan man slette den, man virkelig er?

Jeg nåede ikke længere end til side 30, før jeg sad med tårer i øjnene. Adam Silveras sprog er en mavepuster der ramte mig hårdt og hurtigt, uden at jeg så det komme. Når han beskriver Aarons oplevelse af sin fars selvmord, familiens håndtering af tabet og sit eget forsøg på at slukke for livet, så fortæller han det, som om han har oplevet det selv, og på en måde som gør det svært at tro, at der er tale om fiktion. Hans ord er levende penselstrøg, der til sammen skaber et fuldendt billede af et menneske i kamp med sig selv. Der er nemlig en unægtelig ærlighed i Silveras ord, som gør “Den dag jeg glemmer” til en helt særlig læseoplevelse, der blev længe hos mig efter endt læsning.

“I det øjeblik ville jeg ønske, at hele min eksistens var så enkel, at man bare kunne sætte ild til den og se den eksplodere på himlen.”

“Den dag jeg glemmer” er grundlæggende en realistisk ungdomsfortælling om alle de mest essentielle tematikker som kærlighed, sex og seksualitet, såvel som venskaber, familiebånd og det at finde sig selv, men historien har også et mere futurisk element uden at det gør bogen til science-fiction. Det er tydeligt, at Adam Silvera leger med tanken om, hvorvidt man kan slette den, man grundliggende er — selv med en teknologisk mulighed som Leteo Instituttet. Jeg tror på, at gode bøger også er bøger, der har noget på hjertet, og sådan en bog er hans debutroman, som jeg stadig har svært ved at forstå virkelig er hans første. Den er skrevet med så meget overbevisning og hjerte, at det slet ikke føles sådan. Mange andre forfattere har startet med mindre; Silvera starter på toppen.

Selvom forfatteren ligger op til et spørgsmål, hvor svaret er givet på forhånd, så formår han alligevel at inkorporerer overraskende elementer, som vender historien på hovedet. Det gjorde noget helt særligt for min læseoplevelse, netop fordi jeg havde en forventning om, at jeg havde regnet historien ud, imens det i stedet viste sig, at jeg kun havde regnet dens rammesæt ud. Silvera giver ikke kun en stemme til de, der kæmper med sorg, men også til de, der kæmper med deres seksualitet i en fordømmende verden. Aarons historie er dog ikke en pageturner, men en virkelighedsfortælling om at være et ungt menneske med alt, hvad det indebærer af problemstillinger.

“Det er okay, at nogle historier ikke får en slutning. Livet giver ikke altid de slutninger, man regner med.”

Jeg beundrer Silvera af mange grunde, og en af dem er hans evne til at afvige fra en af de mange tendenser, der er i YA-litteraturen. Måden hvorpå han opbygger et kærlighedsforhold er igennem et venskab, der langsomt bliver til noget andet. Her er ikke tale om kærlighed ved første blik eller en romantiseret gengivelse af det at være ung. I stedet viser den en anden side af kærligheden, som blomstrer igennem allerede etablerede venskaber. Jeg blev rørt dybt af romanen. Ikke så meget af slutningen, som jeg troede, men ere af romanen som helhed og de tematikker, som den italesætter. Tanken om at nogen heller vil glemme sig selv, end at favne sin seksualitet er hjerteskærende, og det er præcis den historie Aaron gennemlever. Det er ikke alene en vigtig historie, men også en nødvendig historie, der skal fortælles, og som fortjener at blive hørt af alle. Måske mere end nogensinde …

Om at være i syv sind over sin læsning

img_5362

Der er så mange bøger, jeg gerne vil læse, og der kommer hele tiden flere til. Det er næsten som et endeløst kapløb mod tiden og mine egne kompetencer som læser. Der vil altid være bøger, jeg går glip af, bøger som jeg ikke får læst færdig af den ene eller anden årsag, og bøger som jeg aldrig når til, fordi jeg helt helt har afskrevet dem på forhånd. Det er en hård kendsgering, som jeg endnu forsøger at kommeoverens med. Selvom min liste over bøger, som jeg gerne vil læse er lang, er der dog nogle af disse, der fra tid til anden vækker min læselyst til live på en helt særlig måde. Ikke fordi der er tale om kommende udgivelser, som jeg ikke kan vente med at få fingrene i, men derimod bøger, der allerede står troligt og venter i min bogreol. Det er ikke fordi, at disse bøge illuminerer lysten til at læse alle de andre bøger, det er bare bøger, som jeg har lyst til at læse nu og her uden, at der nødvendigvis er en årsag til det. Selvom jeg er en stædig læser, er jeg også en stemningslæser, der lader den pludselige lyst afgøre, hvilken bog jeg skal læse i det øjeblik, jeg stiller mig foran min bogreol for at vælge mit næste store læseeventyr efter endnu et er bragt til ende.

Lige for tiden har jeg lyst til at læse “Eleanor & Park” af Rainbow Rowell, efter jeg fornyligt forevigede bogen til min håbløse samling, og efter at have læst Marissa Meyers “Heartless” sidste år, som også var en af årets absolut bedste bøger, sukker jeg efter at læse hendes “Cinder”. “Arcadia” af Iain Pears er også på listen. Jeg tripper efter at komme i gang med Sarah J. Maas’ “A Court of Mist and Fury” og Leigh Bardugos “Six of Crows”. Jeg vil så gerne læse “Talking as Fast as I Can” af Lauren Graham, men samtidig vil også gerne forsætte Elle Kennedys Off-Campus med “Dømt ude”. Jeg har lyst til at læse noget fløjlsblødt, noget fjerlet, men samtidig har jeg også lyst til episke eventyr og rumrejser til verdensrummets ende. Jeg har lyst til at læse fiktion, og jeg har lyst til at læse biografier. Jeg vil gerne læse videre på gode bogserier, begynde på  nye og læse bøger, der har fået alverdens roser. Jeg er i syv sind over min læsning.

Min liste ovenfor er på ingen måde uoverskuelig, men som stemningslæser skifter den ofte. Et pludselig lysindfald i livet eller en simpel regnvejrsdag kan gøre, at lysten til at læse bestemte bøger ændrer sig, og dertil kommer min stædighed og forbyder mig at ligge halvlæste bøger fra mig for blot at begynde på en anden. Det er et konstant dilemma. Det sker også, at lysten til at læse noget andet bliver så stor, at det begynder at gå ud over min igangværende læseoplevelse, imens jeg andre gange formår at holde den i skak til bogen er færdiglæst. Det er dog ikke fordi, at jeg ikke kan læse flere bøger af gangen. Ofte læser jeg en bog til mit arbejde, samtidig med at jeg læser noget fra mit eget bibliotek, men hvis jeg konstant skulle give efter for her-og-nu-følelsen, de pludselige indskydelser og bare ligge uafsluttede bøger fra mig, tror jeg også, at mine læseoplevelser ville blive udvandede og drukne i hinanden.

Af alle de ulæste bøger du har stående i din reol, hvilke af disse sukker du så efter at gå gang med, selvom du måske allerede læser noget andet? Er du også en stemningslæser, en stædig læser, en blanding af de to eller noget helt fjerde?

“Aftalt spil” (Off-Campus #1)  af Elle Kennedy

img_5362
“Aftalt spil” (org. titel “The Deal”) af Elle Kennedy fra forlaget Flamingo, udgivet i 2015 (org. udgivet i 2015). Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

Hannah er på mange måder en helt almindelig førsteårsstuderende. Hun passer sine studier og sit job på den lokale diner, men hendes kærlighedsliv hjemsøges af fortidens spøgelser, og derfor har hun skåret den del af sit liv ud. Indtil hun møder ishockyspilleren Justin, der giver hende sommerlette fornemmelser i maven, men Justin dater ikke førsteårsstuderende og ser derfor ikke til hendes side. Da ishockeyspiller og holdkaptajn Garrett dumper en eksamen, der kan koste ham sin position på skolens ishockyhold, har han brug for en, der kan læse sammen med ham til reeksamen, og Hannah er en af de få, der bestod eksamen. Og så kender han også Justin. De kan hver give hinanden det, som den anden har brug for, men under de mange privatlektioner hun giver ham, indser Garret, at han er nødt til at vinde hendes hjerte, for hun har stjålet hans.

Jeg tror ikke på guilty pleasures, men hvis jeg gjorde ville jeg erklære mig skyld med Elle Kennedys forfatterskab. Mit tilløb til hendes bøger var stort, fordi jeg frygtede at blive mødt af klassiske klicheer om kærlighed ved første blik, elektrisk tiltrækkelse, der rammer som et lyn fra en klar himmel og overvældende lyserøde toner. “Aftalt spil” er perfekt afbalanceret, der på mange måder fortæller en efterhånden klassisk kærlighedshistorie, men som er helt sim egen. Kemnedy vandt ikke min opmærksomhed med sin ramme, men derimod med sine karakterer. Hannah og Garrett er begge fejlfyldte skikkelser, der både er egoistiske, selvcentrerede og naive, men de er også levende, passionerede og tænkende. De er kort sagt menneskelige. Kennedy bløder op for deres hårde kataktertræk med en baggrundshistorie, som løbende får deres facader til at krakkelere for øjnene af læseren.

“Utroligt. En hvilken som helst anden studine her på stedet ville give sin højre arm for at få lov til at hjælpe mig. Men hende her? Hun styrter af sted, som havde jeg bedt hende myrde en kat, så vi kunne ofre den til Satan.”

“Aftalt spil” er en af den slags bøger, som fangede mig fra første side og gjorde bogen svær at slippe igen. Jeg var aldrig sikker på i hvilken retning historien ville bevæge sig, selvom jeg altid havde en fornemmelse af dens ellers så klare rammer. Jeg var med stor sansynlighed klar over, hvordan historien ville ende, men hvordan den ville nå dertil, kunne jeg ikke forudsige, og jeg tror også det er en af grundene til, at historien fungerer så godt. Kennedys fortælling er et bevis på, at selv de mest simple hverdagsagtige fortællinger uden store armbevægelser af episk karakterer kan føles sådan. Jeg nød bogen i al dens simpelhed, og selvom jeg ikke tror, at bogen er banebrydende inden for new adult-genren, så gik den lige i mit hjerte hjerte med stor gennemslagskraft, og efterlod mig med fjerlette fornemmelser.

Måske er det min egen naive overbevisning, for jeg har aldrig gået på et amerikansk college, men jeg tror på, at Kennedys portrættering af det skoleliv er en af flere sandheder. Hannah og Garret er på mange måder hinandens klassiske modsætninger, og på trods af talrige konflikter og uoverenstemmelser overraskede det mig, hvor godt de fungerer sammen. De vokser sammen af tilfælde og pludseligheder med intention om noget andet. Særligt den udvikling Hannah repræsentere rørte mig i hjertet med sin vigtighed, som giver den eller så fjerlette bog et strejf af virkelighed, der bringer læseren ned på jorden igen. Kemien mellem er et sammenspil mellem ironi og selvfed humor, der giver genlyd fra start til slut. Jeg tror dog, at humoren er en smagssag, for den er meget amerikansk, og som enten slår igennem eller falder til jorden med et brag, og for mig slog den igennem. 

“Nogle gange sniger folk sig ind på én, og pludselig forstår man ikke, hvordan man nogensinde har kunne leve uden dem.”

Elle Kennedy har virkelig skabt en god kærlighedshistorie med et lovende koncept for resten af serien, som jeg virkelig nød at læse, og som jeg læste langt hurtigere, end jeg havde forventet. Det er en roman, der gav mig sommerfugle i maven, som fik mit hjerte til at hamre, og som blev hos mig længe efter endt læsning. Ikke nødvendigvis fordi det er en revulotionær fortælling, men fordi det er en god en af slagsen med noget på hjerte. Garrett og Hannahs forhold slog benene væk under mig, fik mine kinder til at blusse og stjal mit hjerte. 

img_5362

img_5362