“The Doll-Master and Other Tales of Terror” af Joyce Carol Oates


“The Doll-Master and Other Tales of Terror” af Joyce Carol Oates fra forlaget Mysterious Press i 2016.

Joyce Carol Oates er blandt andet kendt for at skrive mørke historier med gotiske træk og moderne twists, og sådan nogle historier er “The Doll-Master and Other Tales of Terror” også. Den indeholder ku en håndfuld fortællinger, der dog alle handler om nærværende og menneskelig uhygge langt fra hjemsøgende spøgelser i gamle, knirkende huse og blodtørstige og mystiske væsner i natten mørkeste timer. I stedet handler de om mennesker, der opsluges af en gradvis galskab, der overtager og efterlade sig dybe spor i sjælen hos dem selv og omverden. Oates viser, at gyserhistorier ikke nødvendigvis behøver at være blodsudgydende eller overnaturlige for at være vellykket, og hendes novellesamling stråler som et lys i det mørke, hun har skabt med sine dystre ord.

At læse “The Doll-Master and Other Tales of Terror” efterlod mig i vildrede; på den ene side nød jeg historierne for deres menneskelige uhygge, og alligevel var jeg ærgerlig over ikke at blive mødt med den slags klassiske rædselshistorier, som jeg havde forventet. Alligevel formår Joyce Carol Oates at udnytte sine historier til fulde og komme omkring deres mørkeste afkroge, og selvom de er mørke, gav de mig sjældent gåsehud i traditionel forstand. Jeg gøs ved tanken om det, som et menneske er i stand til, samtidig med dets evne til at fordreje fortællingen og efterlade læseren i tvivl om dets egentlige intentioner. I virkeligheden er Oates novellesamling mere et spørgsmål om leg med narrativet, end det er gysende historier. Novellerne fik mig ikke til at ligge søvnløs, selvom jeg vendte deres sider i et fast tempo, og jeg tror med fordel de kan læses mere end én gang, for Oates er en mester i at fortælle historier, der skal findes mellem linjerne.

“You can look into a doll’s eyes without fear of the doll seeing into your soul in a way hostile to you but you can’t be so careless looking at anyone else””

“Equatorial” handler om et ægtepar på en rejse til Galapagos, hvor kvinden pludselig bliver overbevist om, at hendes mand er ude på at slå hende ihjel. Langsomt begynder hun at trække tråde fra deres liv og hans person, hvori hun bygger et spind af løgne, der forpester hendes tanker og gør dem mørke og paranoide – eller fortæller hun virkeligheden? Oates byder sin læser op til dans på kanten af to muligheder og balancerer nådesløst på grænsen imellem dem, for til sidst at overlade det til læseren at vurdere, om kvinden er paranoid eller ej. Det er en af novellesamlingens længere historier, der tager sig den nødvendige tid for at efterlade læseren i vildrede om kvindens dilemma. “Big Momma” startede ud som en simpel historie om en pige, der har svært ved at tilpasse sig sine nye omgivelser, indtil hun en dag omfavnes af sin venindes familie, og bedst som pigens hverdag lysner, vendes historien på hovedet og efterlader læseren i mørket sammen med hende, beruset af tanken om kærlighed og visheden om svigt.

Ud af novellesamlingens sparsomme historier, vandt “Gun Accident: An Investigation” mit hjerte med sin traumatiske fortælling om en pige, der passer en ældre dames hus, hvor hun en dag får uventet besøg af sin fætter, der giver hende gåsehud. Aftenen forsvinder i bønfaldelser, tumult og et affyret skud, og selvom historien forekommer at være ligetil, er der noget ved pigens fortælling, der slår skår i narrative og efterlader læseren med gåsehud. Samtidig er der også noget banalt i historiens uhygge, som kun er med til at understrege hvilke uhyggeligheder et menneske kan forårsage. “Soldier” fortæller på samme måde om det menneskelige uhygge, hvor hovedpersonen mest af alt minde rom en krydsning mellem George Zimmerman og Bernie Goetz, der deler vandene mellem had og kærlighed.

“You can look into a doll’s eyes without fear of the doll seeing into your soul in a way hostile to you but you can’t be so careless looking at anyone else””

“Mystery, Inc.” er en noget mere letsindig fortælling end de resterende i samlingen. Her leger Oates med krimigenrens troper og henlægger sin historie i et mørkt tæppe, når hun fortæller om kriminalitet hos en boghandler. Hendes ord er så atmosfæriske, at jeg helt følte, at jeg kendte boghandlen, selvom den kun findes i forfatterens fantasi. Novellen gav mig desuden en følelse af, at jeg læste en Edgar Allan Poe-historie i stil med “The Murders in the Rue Morgue”. “The Doll-Master” er novellesamlingens første fortælling og også den, der er mest klassisk af dem. Den fortæller historien om en helt almindelig lille dreng, der forbliver tavs til omverden, og som med årerne samler på dukker han finder på sin vej i livet. Fælles for flere af historierne er, at gerningsmanden leger med sit offer inden han kaster sig over det, og det skaber ikke alene en suspensefyldt læsning, men løfter den også op på et højere og psykologisk plan.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s