Forfatterinterview med Moïra Fowley-Doyle

© Moïra Fowley-Doyle

Hvad inspirerede dig til at skrive “Ulykkernes tid”, og hvor lang tid tog det dig at færdigskrive den?
Inspirationen til “Ulykkernes tid” kom fra flere steder. Jeg ønskede at skrive noget drømende og en smule magisk, fordi jeg altid har elsket magisk realisme. Jeg ønskede at skrive en bog, som føltes på samme måde som verden nogle gange føles, hvor virkelig kan synes glat og drømmeagtig og fyldt med hemmeligheder og muligheder. Jeg ville gerne tage disse stemninger og pakke en historie ind i dem. For selve historien lånte jeg stykker og detaljer fra en bog jeg skrev, da jeg var seksten år gammel, og som havde lignende elementer af forbudt kærlighed, familie hemmeligheder og en mystisk pige, som efterlader små dukker af sig selv i musefælder. Resten af bogen var ikke planlagt — den blev til i takt med at jeg skrev den.

Ubevidst tror jeg, at jeg var inspireret af det faktum, at jeg selv er lidt af en ulykkesfugl. Jeg har brækket fem knogler siden jeg var sytten – min ankel, mit håndled, min næse og to tæer to gange (så det er syv brud på five knugler). Så det er ikke så overraskende, at det første jeg skrev, da jeg satte mig ned for at skrive denne bog, var: “It’s the accident season, the same time every year.” Jeg skrev det første udkast på mindre end to måneder, renskrev det alene over en periode på seks måneder, så yderligere seks måneder med min agent, og så over endnu et år med mine redaktører. Fra første ord til bogens udgivelse var tre og et halvt år.

Hvordan er din skriveproces typisk?
For det meste involverer mine skriveproces en masse tiltro, en smule magi og meget lidt struktur. Med “Ulykkernes tid” startede jeg med et par tekststykker, detaljer som jeg ønskede at inkluderer. Jeg startede med en stemning. Jeg har måske et par idéer til karakterer, som rumsterer rundt i mit hoved, men det er sådan cirka det. Jeg sætter mig bare ned med min bærbar og ser, hver der kommer ud af det. Det betyder også, at det første udkast af enhver historie jeg skriver er et komplet kaos. Selve bogen bliver langsomt tl over adskillige redigeringsrunder.

Hvilken af dine karakterer identificerer du dig mest med og hvorfor?
Som teenager var jeg meget som Bea — jeg læser stadig tarotkort, tror på det ordinære kan blive ekstraordinært, og spiller endda ukulele (dårligt men enthusiastisk) – men jeg kan også identificere en del med Cara imens jeg skrev. Jeg gav hende bogens stemme, og hun fortalte mig en del om hemmeligheder og stilhed, og det fik mig til at forstå den historie, som hun fortalte og den historie, som hun gemte. Jeg er måske nok også lidt af en upålidelig fortæller. Noget som virkelig overraskede mig, imens jeg skrev, var hvor meget jeg relaterede til Caras mor, sikkert fordi jeg selv blev mor i løbet af få gennemskrivninger. Uanset hvormange fejl, hun begår i bogen, uanset hvor mange gange hun fejler overfor sine børn, er det umuligt som forældre ikke at identificere sig med hendes beskyttergen.

Noget af det, som jeg virkelig godt kunne lide ved din roman er måden hvorpå den efterlod mig usikker i mørket omkring de ting, som sker. Den kan sagtens blive læst som en spøgelseshistorie, men den også blive læst som noget andet og langt mere ildevarslende. Var det din intention at efterlade læserne i syv sind, eller håbede du at efterlade dem med en klar forløsning?
Tak! Det var en af de vigtigste ting for mig i min fortælling af historien: udviske grænserne mellem virkelighed og fantasi. Jeg ønskede helt sikkert at efterlade så meget uforklaret som overhovedet muligt. Hvorvidt historien er en sandhed eller vanvid, magi eller galskab, årsag eller virkening er fulstændig op til læseren. Der er så meget vores sind fordrejer og gemmer for os af forskellige grunde. Der er så meget i denne verden, der ikke bliver forklaret. Underlige og en smule magiske ting sker hver dag, og nogle gange er der en logisk forklaring på det og andre gange er det et tilfælde og nogle gange er det bare et mysterium. Jeg ville gerne skrive en historie om det, når livet nogle gange er sådan. Jeg ønskede at få læseren til at stille spørgsmålstegn ved hvorvidt historien er virkelig og spørge, om hvad der sker inde i hovederne på karakterer, hvad der er magisk og om der altid er en forskel mellem de tre muligheder.

“Ulykkernes tid” er meget atmosfærisk og smukt skrevet. Var det let for dig at skrive, og hvordan skabte du stemningerne?
Tusind tak! Fordi stemningen i bogen kom før noget andet, var det ret let at lade den drømmende stemning tage over. Faktisk, i det første udkast, var historien mere atmosfærisk end handlingsdrevet. Da jeg redigerede historien blev plottet stærkere udkast for udkast, og jeg blandede det drømmende narrativ med en god dosis mørke for at gøre den mere sælsom end fantastisk. Det håber jeg også er det, som står tilbage med den endelig bog, som er en blanding af de to.

Hvad håber du på læsere tager med sig fra din roman?
Jeg håber de får sanser sløringen af deres egen virkelighed. Jeg håber, at det får dem til at overveje deres egne hemmeligheder, og hvordan de hemmeligholder dem. Jeg håber, at det inspirerer dem til at skrive. Jeg håber, at de får et glimt af noget magisk. Jeg håber, at det giver dem underlige drømme. Og så håber jeg, som enhver anden forfatter, at de elsker den på samme måde, som jeg elsker mine yndlingsbøger: med et glimt af noget genkendeligt, af en forbindelse af en art. Med underlignede passager og noter i margen. Med en næsten sikkerhed om, at denne bog var skrevet helt specielt til dem. Mest af alt håber jeg, at de får et par timers god læsning.

Hvilken bog var din yndlings, da du var yngere, og hvilken bog er det nu?
Da jeg var elleve år læste jeg “Northern Lights” af Philip Pullman for første gang, og jeg har aldrig haft en anden yndlingsbogserie siden. Men jeg elsker også alt af Jeanette Winterson og kate Atkinson, Francesca Lia Bloack og A.S. King, Alice Hoffman og David Almond, Maggie Stiefvater og Catherynne M Valente.

Hvad ville du lave, hvis ikke du var forfatter?
Før jeg skrev “Ulykkernes tid” skrev jeg en afhandling om teenage vampyrer i ungdomslitteraturen, så jeg ville helt sikkert stadig beskæftige mig med ungdomslitteratur på den ene eller anden måde — i stedet ville jeg nok researche om den i stedet for at skrive den. Alternativt ville jeg undervise i dans for små børn og sælge post med vandfarve og digte på søndagsmarkeder.

Hvad er det bedste råd du har gået som debutantforfatter? 
Det råd, som jeg bliver ved med at vende tilbage til, nu her hvor jeg skriver min tredje bog er dette: det første udkast af enhver bog er kun forfatterens fortælling af historien til sig selv, hvor hun lærer sine karakterer at kende og finde ud af det hele. Det er ikke meningen, at det skal være perfekt; det kan det ikke være. Det er bare nødt til at være ord på papir. Alt andet sker i redigeringsprocessen.

Kan du fortælle en smule om, hvad du skriver på i øjeblikket?
Min anden bog hedder “Spellbook of the Lost and Found” og handler om en lille gruppe teenagere, som på mystisk vis begynder at miste deres ting efter en sommerfest. De finder en ødelagt bog med trylleformularer i et gammelt hus, hvorefter de kaster en besværgelse for at finde alt det, som de har mistet. Men nogle mistede ting er det ikke meningen man skal finde igen, og nogle ting er det bedst helt at glemme. det er en bog med tatoverede bortløbende og rustne nøgler, medtagede huse og ønsketræer. Den udkommer i England og USA næste sommer (juni og august for at være mere præcis), og jeg er så spændt på det.

 

Reklamer

2 thoughts on “Forfatterinterview med Moïra Fowley-Doyle

    1. Nikoline

      Mange tak, søde Rikke! Det er virkelig en forunderlig bog fyldt med mystik og varme.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s