“Ulykkernes tid” af Moïra Fowley-Doyle


“Ulykkernes tid” (org. titel “The Accident Season”) af Moïra Fowley-Doyle fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2015). Bogen er læst på dansk — orgiginalsproget er engelsk.

Det er det samme hvert år; knogler brækker, huden får rifter og sjælden får skrammer. Hvert år rammes Cara og hendes familie af ulykkernes tid med sort uheld, mystiske ulykker og tragiske begivenheder, som kaster lange skygger over hende og hendes familie, men i år er alting alligevel anderledes. Da Cara bladrer igennem en stak billeder, opdager hun til sin store forbløffelse, at den samme pige optræder på dem alle i baggrunden. Samtidig forsvinder en pige, og da Cara finder en underlig dukke i skovbrynet forvilder hun sig langsomt ind i et spind af hemmeligheder, der er blevet tiet ihjel, og ganske langsom begynder mørke familiehemmeligheder at røre på sig.

Moïra Fowley-Doyle fortæller en dobbelthistorie, der er svær at placere genremæssigt, fordi den balancerer på grænsen mellem at være magisk realisme og en spøgelseshistorie. Hvad der begynder som en usædvanlig historie med hverdagsmagi, forvandles langsomt til en mørk og dyster historie om en forsvunden pige og glemte hukommelser. Samtidig er det en klassisk ungdomshistorie om venskaber, familie og forbudt kærlighed. Fordi den kan læses på flere måder, er det også en af den slags historier, der bliver hos sin læser længe efter sin slutning. Var det en familietragedie eller en simpel spøgelseshistorie? Er ulykkernes tid virkelig eller er det bare overtro? Én ting er sikkert: man kan ikke vide sig sikker på noget med denne sælsomme og usædvanlige ungdomsfortælling.

“Det er, som om det her underlige, varme oktobervejr omsider er blevet træt af at lade, som om det er sommer, og bare venter på efterårets regn og blæst, så det kan føle sig rigtigt igen.”

Lige så meget som jeg nød at læse bogen, i lige så høj grad var jeg klar over dens faldgruber, som afslører forfatterens ambitiøse projekt, der dog med fordel kunne have været skrevet strammere. Historien er fyldt med huller og løse ender, som med fordel kunne have været uddybet, men som jeg alligevel valgte at overse alene på grund af skrivestilen. Fowley-Doyle skriver som en eventyrdrøm! Hendes sprog er så stemningsfremkaldende, at verden omkring mig forsvandt lige så snart jeg dykkede ned i hendes ord. Hendes sprog er så levende, at jeg døsede hen i en nydelsesrus, som jeg ønskede aldrig ville aftage. Lige så poetisk som bogen er skrevet, lige så hjemsøgende er den. Ikke kun på grund af de lange skygger, som sproget kaster af sig, men på grund af dens kvalitet. Sproget er dog uden tvivl en smagssag, og noget som jeg vægter meget højt i min læsning, selvom det for andre udne tvivl vil forekomme tungt og trættende.

En af bogens mange tematikker er forbudt kærlighed i form af halvsøskende og undertrykkelse af følelser, der for alt i verden ikke må komme frem i lyset, men det er samtidig noget, som behandles så lidt og så let, at det føles malplaceret og unødvendigt på trods af temaets væsentlighed. Jeg ville ønske, at forfatteren havde undladt det eller omskrevet det og gemt kærlighedhistorien om søskende til en anden bog. Idéen om at gå imod ungdomsromanens klassiske stereotyper er en rigtig god idé, men jeg synes ikke det fungerer i “Ulykkernes tid”, alene af den grund, at forfatteren ikke går nok i dybden med emnet. Derimod fortæller hun en fremragende historie om venskaber og familieliv.

“Hun smager af nætter så sorte som katte, skorstensrøg og evigheden og noget sødt og rødt, som et kirsebær hyllet i flammer.”

Den første tredjedel af historien forekom mig en smule vanskelig at læse, fordi jeg havde svært ved at finde ud af karaktererne, deres realtioner og hvordan ulykkernes tid fungerede, hvorimod den sidste del af historien tog mig med storm og efterlod mig gysende og gættende. “Ulykkernes tid” er en betagende fortælling om den første forelskelse, om det at være ung, om maskeballer, sammenfaldende huse og hjemsøgende spøgelser fra fortiden, der kolliderer med nutiden. Det er en historie med et fængende præmis, der hjemsøger og skræmmer uden at det tager overhånd. Den er på den måde perfekt velafbalanceret, og som passer helt perfekt til mørke efterårsaftener.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s