“Toner i natten” af Jojo Moyes


“Toner i natten” (org. titel “Night Music”) af Jojo Moyes fra forlaget Cicero, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2008). Bogen er læst på dansk — originalsproget er engelsk. Bogen er desuden anmeldt for forlaget.

Det begynder med et hus, der truer med at falde sammen ved selv det mindste vindpust. I mange år er husets oprindelige ejer blevet passet af sine naboer, men da han pludselig går bort tildeler han huset til nogle andre end naboerne, der ellers havde håbet at det ville tilfalde dem. I London må også violinisten Isabel Delancey pakke sit liv ned i flyttekasser, da hendes mand dør i en bilulykke og efterlader hende med en gæld hun ikke kan betale. I det sammenfaldne hus, hvor Isabel og hendes to børn flytter ind, forsøger hun desperat at forhindrer huset i at styrte sammen med det sidste af sin opsparing. Den venlige nabo tilbyder at reparerer huset for hende, men hendes kamp med huset er kun lige begyndt, for hvad hun ikke ved, er at han har sine helt egne planer for stedet.

At læse “Toner i natten” gjorde mig rundtosset. Det er en forholdsvis ukompliceret historie om et faldefærdigt hus og en masse menneskers ønsekdrømme for det og deres vilje til at realisere dem. Det er en bog med mange komponenter og endnu flere karakterer, der uden en tydelig skildring af fortællerstemmen gjorde det til en noget rodet historie at finde hoved og hale i til at begynde med. Da jeg endelig følte, at jeg havde fået styr på karaktererne og deres relationer til hinanden, dukkede endnu flere op og mit puslespil kunne begynde forfra. Det er tydeligt at mærke, at “Toner i natten” er en af Moyes tidlige romaner, selvom det også er mærkbart, hvordan hun langsomt finder sin styrke i at skrive.

“Søvnen tøvede endnu i værelse og vendte blidt tilbage og flagrede let som en gennemsigtig tåge om sengen, hang lidt i gardinerne og gled ind mellem den unge digters øjenvipper og legede en smule med med ham.”

Det der undrede mig mest er, hvor lang tid det tog forfatteren at introducere hovedpersonen og sætte hende i direkte forbindelse med den handling, der langsomt blev etableret. Jeg kunne i lang tid ikke finde sammenhæng mellem historien og dens titel, og jeg er stadig ikke sikker på, at jeg helt er overbevist. Det ændrer dog ikke på, at Moyes er en glimrende historiefortæller, der, på trods af at jeg faktisk ikke brød mig om en eneste af hendes fiktive karakterer,som jeg fandt meget endimensionelle, formår at skrive betagende om menneskeliv. Dog kunne jeg ikke undgå at føle, at jeg havde læst elementer af historien før, da jeg senest har læst Moyes’ “Sommeren jeg mødte dig”, der også handler om et hus. “Toner i natten” indbyder ikke til hurtig læsning, ikke fordi den er kompleks, men fordi den smange komponenter indbyder til stille læsning i overenstemmelse med handlingen, som tillader læseren at dvæle i stemninger.

Matt og Isabel er meget snævrer karakterer, der følger en klar linje uden den store dybde. Jeg kom aldrig ind under huden på dem, og jeg lærte dem aldrig rigtig at kende. Jeg mærkede heller aldrig Isabels violintoner i natten, som har givet bogen sin titel. Hendes karriere som violinist forekom mig en smule overflødig, som om den del tilhørte en helt anden historie, som jeg ville elske at læse, men som virkede malplaceret her. Desuden føles historien unødvendig lang og alt for omfattende i forhold til dens handling. Det er dog også en bog, der overlever på grund af læsernes forventning og på grund af det navn, Jojo Moyes har etableret sig. Der er meget på spil i Moyes roman, så føles det sjældent som om plottet bevæger sig i nogen retning. Den fastlåses over mange hundrede sider og pludselig var konflikten løst.

“Så var der sorgen efter hende, der strejfede ham med glimt af ægte, håndgribelig smerte, til den fortonede sig i hundrede udkast til bindstærke romaner og nogle enkelte, flagrende verselinjer, der stod alene på små lapper papir, som løsrevne stumper af et aldrig samlet puslespil.”

Jeg ser dog også styrker i Moyes tidlige roman fra 2008, men det er svært at præciserer hvad det helt nøjagtigt er. Hun forekommer mig langt stærkere i sin skrivestil og evne til at skrive historier om mennesker og deres liv. Hendes historie breder sig ud — måske endda for meget — og hun forekommer mig langt mere selvsikker som forfatter. “Toner i natten” fremkaldte ikke sød musik i mine ører, og jeg lukkede bogen med en splittede fornemmelse, for på den ene siden var jeg vild med dens koncept; historien om et faldefærdigt hus, om en grådig mand og en urimeligramt kvinde, om skæbner der vikles ind i hinanden og vandskaber der rives nødesløst over af skjulte hensigter, men udførelsen bevægede sig i en anden retning. Der er alt for mange hurtige løsninger og forventelige udfald i Moyes roman, som også gjorde, at jeg sukkede lige så tungt som det faldefærdige hus.

Reklamer

“Råta” (Ravneringene #2) af Siri Pettersen


“Råta” af Siri Pettersen fra forlaget Gyldendal i 2014. Bogen er tilsendt af forfatteren.

“Råta” fortsætter der, hvor “Odinsbarn” sluttede, hvor Hirka gik igennem ravneringene, og nu er hun strandet i menneskenes verden, splittet mellem menneskejægere og ligfødte, og hendes afsavn til Rime er hjerteskærende. Hendes hverdag er vendt på hovedet, og hun har så mange spørgsmål, at det er svært at se, hvordan hun nogensinde skal kunne finde svar på dem alle. Alt ændrer sig yderligere, da det går op for Hirka, at hun bliver forfulgt af den ligfødte Graal, som blev sendt i eksil fra Manfalla for mere end tusind år siden. Hirka må tage benene på nakken for at redde sit skin sammen med menneskejægeren Stefan og den ligeledes ligfødte Naiell, som begge er ude på at dræbe Graal.

Hirkas historie er en kamp for overlevelse og kærlighed, og den er på ingen måde en spejling af den forrige bog. Den er helt sin egen og fortæller en helt anden historie, hvor kærligheden falder en smule i baggrunden til fordel for Hirkas overlevelse. Noget af magien gik tabt for mig, da historien bevægede sig fra landskabet i “Odinsbarn” til det velkendte Europa i “Råta. Hvor Ymslanda på alle måder var et fremmed og fortryllende sted, er Europa velkendt og mindre interessant i sammenligning. Menneskenes verden viser sig dog at være alt andet, end Hirka havde håbet på, men græsset er ikke grønnere på den anden side. Menneskeverden er en død verden; her er der ingen Evnen, liv eller håb.

“Der fantes ikke stillhet i denne verdenen. Uansett hvor man gikk, var man omgitt av lyd. En konstant dur av maskiner. Så mye fremmede. Så mange ting å vite. Så mye hun kunne gjøre feil.”

Jeg bryder mig ikke om at skulle sidestille “Råta” med dens forgænger, fordi der er tale om helt andre vilkår her, end i “Odinsbarn”, men det er dog alt, jeg har at holde historien op imod. Den fangede mig ikke på samme måde, som den første bog, men jeg nød at læse den af helt andre grunde end min læsning af “Odinsbarn”. “Råta” er en mørkere historie end “Odinsbarn”. Langsomt åbnes der for pandoras æske og alverdens skygger slippes fri i det fortættede mørke. Velkendte karakterer får mere kant, historien udforskes i dybden og nye personer kommer til. Jeg vil ikke sige, at “Råta” tog pusten fra mig, men samtidig greb jeg heller ikke ud efter den næste og sidste bog i serien, da jeg havde færdiglæst denne. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor det forholder sig sådan, for jeg er virkelig forført af forfatterens univers.

Siri Pettersen forstår om nogen at sammenvæve virkelighed og fantasy, myter og sagn og gør dem virkelige. På magisk vis får hun dem til at hænge sammen og forgrene sig ind i vores egen verden med forbavsende effekt. Jeg er målløs. Gang på gang trækker hun tæppet væk under sin læsers fødder med faretruende afsløringer, der får historien til at skælve, og samtidig formår hun også at brede sin historie ud til et mere. “Råta” er ikke kun en bog, der underholder, men den er også en politisk kommentar til vores dårlige behandling af naturen og klodens skrantende klima. Hun gør det dog på en måde, som får det politiske til at sammeneksisterer med fortællingen, sådan at der ikke er tale om løftede pegefingere, der afbryder eller forstyrrer læsningen og dens underholdningskvalitet.

“Ingenting kunne lukke dører så effektivt som desperasjon.”

Jeg læste bogen på dens originalsprog, og jeg var meget overrasket over, hvor lidt det påvirkede min læsning. Sproget er flydende, letsindigt og gribende, og det samme er Hirkas historie. “Råta” er lettere at gå til end “Odinsbarn”, fordi læseren nu er bekendt med universet, dets grænser og dets sprogbrug. Der er på den front ingen overraskelser. I stedet følte jeg samme afsavn mod Ymslanda som Hirka. Jeg drømte mig væk til et bakket landskab fyld med tykke træstammer og tætte trækorner. Jeg tænkte på de store markedspladser, og gøs ved tanken om skyggerne i tusmørket, som lusker rundt på byernes tage, og jeg savnede det. Jeg har set ravnene flyve hen over himlen med deres klagesang, og jeg er klar til at følge dem til verdens ende og afslutningen på Hirkas historie.

Når litteratur ikke er rigtig litteratur

Findes der rigtig og forkert litteratur — og i så fald, hvem bestemmer forskellen mellem dem? Når jeg til dagligt betræder de endeløse gange på Syddansk Universitet er det sammen med en lang række undervisere, der har til opgave at forme mig som litterat. Flere af mine undervisere er inspirerende mennesker, der forsker indenfor alt lige fra maritimlitteratur, Shakespeares sprogbrug og middelalderens litterære værker. Det er kloge og begavede mennesker, dygtige formidlere og inspirationskilder, som er med til at præge min litterære tankegang, men blandt dem er også glimt af noget fordomsfuldt, mangelfuldt og snæversynet, som gør min læren om litteratur til en halvfærdig sandhed. Jeg fik på et tidspunkt fortalt, hvordan en underviser på litteraturvidenskab sagde, at han aldrig havde eller ville læse Harry Potter-bøgerne, fordi “de ikke var rigtig litteratur”. Min umiddelbare reaktion var at forsvare bøgerne, fortælle ham om alle dens herligheder og de mange liv, som de har berørt, men i virkeligheden blev jeg vred over den idioti, som er i sådan en udtalelse. Børnelitteratur er, som det fremgår af ordet, litteratur på samme måde som alt andet litteratur. Læsning bør først og fremmest handle om lyst, og hvis ikke man har lyst til at læse en bestemt bog, er det helt okay. Jeg synes dog som litterat, at det er forkert at skabe et sådan stigma om bestemte typer af litteratur, fordi det i underviserens eller universitets øjne ikke er finkulturelt nok. Især når man står i den position at skulle lære fra sig om, hvad litteratur er for en størrelse. Jeg har før skrevet, at en klassiker ikke fødes som en klassiker, og når man så vælger at afskrive hele eller dele af den moderne litteratur, afskriver man sig også muligheden for at opleve en klassikers tilblivelse. Man afskriver muligheden for at forstå andre former for litteratur, fordi vi som mennesker forstår os selv i kontekst og forstår andre mennesker i relation til os selv, men mest af alt afskriver man muligheden for gode læseoplevelser. 

Jeg bliver vred over måden det bliver sagt på, som om det er en almindelig udbredt forståelse, og at det faktisk forholder sig sådan at der finde rigtig og forkert litteratur, for hvad er så alt det, som ikke hører under den betegnelse? I begyndelsen af min kandidatuddanelse i litteraturvidenskab fik jeg muligheden for at vælge et valgfag, der beskæftigede sig med bestsellerlitteratur, kulturhistorie og sociologien bag den, og jeg valgte det uden at tøve. Det var forfriskende at arbejde med forfattere som Dan Brown og Stieg Larsson og få en pause fra de klassiske som H.C. Andersen og Shakespeare. Det var dog også et svært fag at arbejde med, fordi der ikke forelægger megen teori eller empirisk data indenfor feltet, hvilke jeg forestiller mig skyldes, at bøgerne er forholdsvis nye, men også den manglende anerkendelse af deres potentiale og det banale i læsningen som underholdende. De er ikke finkulturelle nok. Mest af alt blev jeg overrasket da jeg fik at vide efter eksamen, at en studerende havde sagt, at hun faktisk ikke læste moderne litteratur, fordi “det ikke var så velanset hos underviserne”, men at hun nu havde lyst til det, efter at have arbejde med emnet. Ikke alene påvirkede det hendes måde at opfatte og beskæftige sig med litteratur på, men det kan også komme til at påvirke fremtidig forskning. Det gør faget ukampdygtigt, men signalerer også en hvis standart med fine fornemmelse, som helt kan få fremtiden til at afholde sig fra at favne det. Det ses allerede ved, at flere på min uddannelse, der har ønsket at beskæftige sig med børne- eller ungdomslitteratur ikke har kunne finde vejledere til emnet. Der forskes i de samme gamle traditioner, hvor man vedbliver at forske i H.C. Andersen, imens store litterære genrer står uberørt og venter. Misforstå mig ikke, klassisk litteratur er vigtig forsat at forske i, men det må ikke blive den eneste sandhed om, hvaf rigtig litterstur er. Det gør ikke kun universitets forskning mangelfuld, men det gør også noget ved en gængse litteraturforståelse, der bliver til en halv sandhed.

Har I også oplevet litteratur-snobberi i jeres daglige gang med bøger og læsning og i så fald, hvordan?

“Monster” af Patrick Ness


“Monster (org. titel “A Monster Calls”) af Patrick Ness fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2015. Bogen er læst på dansk, hvor originalsproget er engelsk.

Conor O’Malleys mor er syg, hans far er fraværende, hans bedsteveninde har misbrugt hans tillid og skolegården er et tilbagevendende mareridt. Virkeligheden trænger sig på, og Conor forsøger ihærdigt at holde den på afstand. Med vished om at hans mor nok skal blive rask, hjemsøges han dog hver nat af et mareridt, der river hans sjæl itu, og en nat efter de sene midnatstimer får han pludselig besøg af et monster, der på trods af sin storhed og styrke ikke er lige så faretruende, som Conor troede det ville være. Det er ikke kommet for at frarøve ham sin nattesøvn, men for at fortælle historier i bytte for Conors egen. Conor er dog ikke klar over, hvad det er for en historie, som monsteret efterspørger, men for hver nat der går, kommer virkeligheden tættere på, og det samme gør den historie, som monsteret søger.

Det er svært for mig at sige, hvorfor der er gået så længe inden jeg omsider fik læst Patrick Ness’ anmelderroste roman med de mange mørke og tunge illustrationer om en drengs kamp med sig selv i skyggerne af sin mors svage åndedrag. Jeg betvivlede ikke, at historien ville være noget ganske særligt, og nu hvor jeg har læst den er min vished kun blevet understreget. Ness skriver med en brutal ærlighed, der rammer lige i hjerte og truer med at tilintetgøre det. Hans skildringer af Conors evige forsøg på at skubbe virkeligheden fra sig og i stedet opbygge luftkasteller om en lysere fremtid er hjerteskærende. For min car Conor ikke gjort af blæk og papir, for mig var han en virkelig og levende dreng, hvis hjerte slog i takt med mit eget. Ness har med sine ord og samarbejde med illustratoren Jim Kay skabt en bog, der er sort som natten indeni og udenpå, og jeg har sjældent set noget så gennemført.

“Der er ikke altid en helt. Der er heller ikke altid en skurk. De fleste mennesker er et sted midtimellem.”

“Monster” er en dobbelt historie. Der er den, der findes mellem bogens sider, og så er der den, der findes i forordet. Patrick Ness startede ikke med denne bog. Dens idé begyndte et helt andet sted hos en helt anden person. Siobhan Dowd fandt på historien om det historiefortællende takstræsmonster, men hun kæmpede også selv med kræft, ligesom Conors mor og hun tabte også slaget. I sit forord til bogen forklarer Ness, at det ikke var hans intention at skrive Dowds roman, fordi det ville have skabt en helt forkert bog. I stedet skrev han sin egen fortælling med hengivenhed til hendes idé. Jim Kays streger er stemningsfyldte og drømmende, som de skyggefulde mareridt, der kun viser sig i de mørkeste timer af natten. Det er hverken en børnebog eller en voksenbog, men en bog om livet, der med fordel kan læses af alle uanset alder. Sproget er lige så stærkt som det er skrøbeligt; det er fyldt med skarpe kanter, der skær i hjertet, men det er også fyldt med de mest sarte observationer og gengivelser af sorgens mange faser.

Monsteret er et ældgammelt takstræ, der er mørk som natten, men som bæres af en lysende livskraft. Hans indtræden i Conors liv er altafgørende for den helingsproces, som han står overfor, og mest af alt at tilgive sig selv for at føle sig utilstrækkelig og for at ønske en ende på hverdagens mange pinsler. Jeg græder mange salte tårer for Conor, og hans historie ramte mig lige i hjertet med sådan en kraft, at jeg glemte alt omkring mig og lod tårerne få frit løb i et overfyldt morgentog. Med de mange roser, som bogen har modtaget, var jeg godt klar over, at jeg sad med en stærk roman mellem mine hænder, men intet kunne have forberedt mig på den gennemslagskraft, som jeg blev mødt af. “Monster” handler ikke om lykkelige slutninger, hvor fortryllede takstræer kan helbrede syge mødre eller løse konflikterne i skolen som i eventyrerne. Den handler i stedet om nye begyndelser, om at tillade sig selv at leve videre, når tilværelsen synes mest urimelig, når den truer med at frarøve os dem, der giver livet meningen.

“Historier er nogle vilde skabninger. Når man slipper dem løs, ved man aldrig, hvor meget ravage de vil lave.”

Jeg var på intet tidspunkt i tvivl om hvordan historien ville ende, men for mig er det heller ikke vigtigt. Det som derimod er vigtigt er vejen dertil; sorgens sti som Conor så modvilligt betræder, der truer med at knuse hele hans eksistens, hvis han forsætter, men hele pointen er netop, at han forsætter, at det er livets grund vilkår. Monsteret modsætter sig Conors stædighed og forsøger at pege ham i retning af den accept af tilværelsen, som vil kunne befri ham fra de mange midnatsmareridt og lette ham for noget af den smerte, der tynger hans hjerte. Ness fremmaner en helt særligt atmosfære, som omslutter historien såvel som læseren, og selvom jeg vidste, hvor historien bevægede sig hen, så forsøgte jeg på samme måde som Conor at skubbe erkendelsen fra mig og overgive mig til eventyrlige håb, som ikke findes, som ikke er en løsning eller en mulighed, og det er dét, som gør bogen så hjerteskærende. “Monster” er en af den slags særlige historier, der, når man har læst den, bliver i hjertet for tid og evighed.