Dewey’s Readathon: en minutiøs opdatering #8

img_4469

img_4505

Kl. 12:46 – Klokken nærmer sig langsomt to, og mine øjne kredser om min bogstak. Jeg har tilbragt min morgen i et roligt tempo; jeg har sat en vask over, støvsuget og anrettet mit læsehjørne med bløde tæpper, bogmærker og frisk frugt. Jeg har udvalgt mig et tekrus og fundet min hvide cremete fra Perch’s frem. Både mit Twitter- og Instagram-feed er langsomt ved at blive fyldt med læsebegejstring, og jeg glæder mig sådan til at klokken slår to og læsedøgnet begynder.

Kl. 14:02 – Det regner udenfor og klokken har slået to. God læselyst til alle, der deltager!

Kl. 15:09 – Den første time af læsedøgnet er gået, og jeg er 104 sider inde i min første, “Lydia — the Wild Girl of Pride & Prejudice” af Natasha Farrant, som jeg synkronlæser med Rikke. Bogen er virkelig fin, fjerlet og bittersød.

Kl. 16:25 – Det knitrer i brændeovnen og summer i køkkenet, fordi Emil forbereder aftensmad, noget han gør ved hvert readathon, og som jeg skatter meget højt. Jeg har tændt de første stearinlys og tømt min første kande te. Jeg har også vendt den sidste side i “Lydia” med et smil. Den næste bog har jeg valgt skal være Elle Kennedys “Lagt på is”, men inden jeg når så langt vil jeg følge op på nogle af de andre deltageres læsning på de sociale medier.

Kl. 19:02 – Det er ikke mange sider jeg har fået vendt i “Lagt på is”. I stedet har jeg spist aftensmad med Emil, der lavede virkelig gode burger med portobellosvampe og en hjemmerørt aioli. Med maven fyldt vil jeg vende tilbage til min bog.

Kl. 21:01 – Jeg har netop vendt den sidste side i “Lagt på is” med et stort smil på læben og en varm følelse i mit hjerte. Elle Kennedy ved, hvordan man skriver en god kærlighedshistorie, og selvom mønsteret er en smule gentagende i hendes fortællinger, så nyder jeg dem virkelig. Nu vil jeg varme mig en kop kakao med skumfiduser og finde “The Figure In the Carpet” af Henry James frem, nu hvor mørket har sænket sig.

Kl. 22:34 – Jeg har et anstrengt forhold til Henry James; jeg har svært ved at elske hans litterære værker, og “The Figure In the Carpet” er ingen undtagelse. Den føles mest af alt som en ligegyldighed i sin leg med tolkning af tekster. Sproget er mærkværdigt klodset, og hans budskab forsvinder i rodet. I stedet vil jeg læse den Robert Louis Stevensons gotiske novelle, “Olalla”, som passer perfekt til efterårsmørket.

Kl. 23:09 – Mine øjenlåg føles meget tunge, og jeg har jeg netop vendt den sidste side i Stevensons gotiske novelle. Måske skyldes det min egen træthed, men den korte historie gjorde mig rundttosset med sine mange pludseligheder. Jeg er slet ikke sikker på, hvad jeg skal mene om den. I stedet har jeg fundet min vinterdyne frem og lagt bøgerne væk til fordel for en smule tiltrængt søvn. Forsæt god læselyst til de af jer, der deltager i læsedøgnet!

Kl. 07:01 – Da jeg først faldt i søvn, var jeg slet ikke til at vække igen, men nu er jeg oppe. Jeg har sat vand over til te og fundet “What Katy Did” af Susan Coolidge frem, som jeg længe gerne har ville læse.

Kl. 09:47 – Solen er for alvor stået op, og det samme er jeg. Jeg har trukket persiennerne fra for at varme mig på de første morgenstråler, og vinduet står på klem, så jeg kan høre fuglekvidderet ude i hækken. Jeg har også færdiglæst “What Katy Did”, som var en virkelig skøn børnebogsklassisker fyldt med skøre påfund og barnesindets grænseløse fantasi, selvom den også er meget victoriansk moraliserende. Elkedlen fløjter i køkkenet, så inden jeg giver mig i kast med min næste bog “Lord Arthur Savile’s Crime” af Oscar Wilde, vil jeg lave mig endnu en kop te.

Kl. 10:46 – Med Oscar Wilde går det aldrig galt – og det gjorde det heller ikke med denne lille og absurd komiske novelle. Bogen er fyldt med pludselige vendinger og en grotesk slutning, men det virker upåklageligt. “Lord Arthur Savile’s Crime” var den helt perfekt efterårsbog. Den sidst bog i min planlagte stak af bøger, som jeg også regner med bliver min sidste, er “Gobbolino, the Witch’s Cat” af Ursula Moray Williams.

Kl. 13:39 – Gobbolions histori startede med at knuse mit hjerte, men endte med at efterlade et smil på mine læber – og lige i rette tid for ganske snart når dette læsedøgn sin afslutning.

Kl. 14:04 – Læsedøgnet er slut og magien er brudt. Det har, som altid, været en fornøjelse at læse med så mange andre læsere; at dedikere et helt døgn til læsning og bogsnak. I løbet af de sidste 24 timer har jeg læst 1248 sider fordelt på syv bøger, hvoraf tre af dem er noveller. Readathon er sådan en fin måde at gøre læsningen til noget socialt, og jeg nyder at kunne forene fiktionsverden med virkelighedens. Og det har været en fornøjelse.

img_4634

img_4503

img_4521

img_4478

Reklamer

88 thoughts on “Dewey’s Readathon: en minutiøs opdatering #8

    1. Nikoline

      I lige måde, Camilla! Det er altid noget så hyggeligt at læse med hos hinanden.

      1. Camilla

        Det er det nemlig! Jeg er misundelig på, at din kæreste laver mad til dig. Det kunne jeg godt bruge, også selvom min aftensmadsløsning er temmelig nem.

      2. Nikoline

        Det er han virkelig også sød til at gøre. Tit holder han også menuen hemmelig, så jeg sjældent ved, hvad vi skal have. Det er noget så hyggeligt. hvad valgte du selv at spise?

      3. Camilla

        Ej, det lyder jo så hyggeligt! Jeg fik – ligesom dig – også burger og en blanding af forskellige slags bagte kartofler. :) Det var så lækkert!

      4. Nikoline

        Det gjorde jeg, og det var virkelig tiltrængt. Jeg var slet ikke til at vække igen. Klarede du nattens trængsler uden søvn?

      5. Camilla

        Åh, jeg misunder dig nu! Jeg valgte at kapitulere omkring halv tre, men er oppe igen nu – og har sat kaffe over. Det er der vidst behov for. :) Nyder du “What Katy did”?

      6. Nikoline

        Forståeligt! Du holdte virkelig også ud længe. Kaffe er vidst også på sin plads, så jeg tror, jeg vil gøre dig kunsten efter.
        Jeg blev fanget af sociale medier, så jeg har kun lige læst de første par sider, men sproget er dejligt og historien lovende.

      7. Camilla

        Det er som om, de sociale medier altid fanger én – men lige i readathon tilfældet er det bare så meget hyggeligere, synes jeg.
        Det lyder som en dejlig bog at bruge formiddagstimerne på. :)

      8. Nikoline

        Det gør de helt sikkert, men jeg nyder virkelig også at følge med i andres læsedøgn. Det er en vigtig del af det for mig.
        Katy var en dejlig bog, selvom den er meget victoriansk med sine fingerløft og moraler, men jeg nød den virkelig.

      9. Camilla

        Jeg synes også, det er noget så hyggeligt at følge med hos andre. Der er noget helt særligt over at vide, at der er så mange andre, der læser med. :)

      10. Nikoline

        Det er det virkelig. Også fordi læsning jo ellers er en ensom ting, og med readathonet bliver den på en eller anden måde mere social. Det er så fint.

      1. Nikoline

        Hvor er du sød, Iben – tusind tak! Jeg bruger stativ og selvudløser.

    1. Nikoline

      Hvor lyder det hyggeligt! Jeg er simpelthen så spændt på dit læsetema. Det passer så fint til årstiden.

    1. Nikoline

      Åh nej, din kommentar var åbenbart havnet i mit spam-filter!
      Jeg ønsker dig virkelig også et godt læsedøgn!

  1. Simone Hagemann

    Rigtig god læselyst! Og hvor er det altså helt perfekt, at vejret giver os den perfekte setting til et læsedøgn. Der er jo ikke noget hyggeligere end at tilbringe en regnvejrsdag med en masse læsning :)

    1. Nikoline

      Rigtig mange gange i lige måde! Det kunne ikke være bedre med vejret. Og hvis du tilslutter te til den kombination har du indbegrebet af en perfekt lørdag aften.

      1. Simone Hagemann

        Præcis! Regnvejr, te og læsning <3
        Hvor er det altså hyggeligt, du læser "Lagt på is". Jeg synes selv, der var et lidt for stort fokus på sex i forhold til mængden i den første, men jeg nød den nu virkelig meget alligevel. Det er bare så skøn let, sjov og hyggelig litteratur :)

      2. Nikoline

        Bedre bliver det ikke. Sex fylder helt sikkert meget i bogen og på en helt anden måde end i “Aftalt spil”, men jeg synes nu alligevel det er en fin historie. Når man først tager hul på Kennedys historier vender siderne også bare sig selv uden besvær.

    1. Nikoline

      I lige måde! Jeg har faktisk valgt at holde mig til det mere sunde, for ikke at brænde af i en sukkerrus. Kender du det?

      1. mhlind87

        Ork ja, det kender jeg godt. Jeg sendte Kæresten på bud efter frugt (Clementiner!!!), men også lidt bland-selv-slik, for jeg kender mig selv for godt til at jeg har brug for noget sukker på et eller andet tidspunkt. :)

      2. Nikoline

        Clementiner er bestemt ikke noget dårligt valg! Frugt er bare sådan en fin måde at få sukker på uden at det går over gevind. Jeg har det dog også lige som dig, at jeg gerne vil have noget af den usunde slags også, og derfor har jeg allieret mig med chokolade og varm kakao med skumfiduser. Det skal nok blive godt i det sene timer.

      3. mhlind87

        Jeg kunne nok æde et helt net med clementiner, men holder mig lidt tilbage, så de kan række noget længere.
        Men ja, frugt og chokolade er en god kombination.

      4. Nikoline

        Det er virkelig også så søde. Frugt og chokolade er helt sikkert en god kombi. Og frugt er så forfriskende om morgen, eller når man bliver rigtig træt.

  2. Malene H

    Åh, dine billeder er simpelthen altid så fine til readathon!
    Jeg glæder mig til at følge med hos dig og jeg håber, at dit læsedøgn bliver vidunderligt. <3

    1. Nikoline

      Tusind tak, søde Malene! Der er noget helt særligt over det at forsøge at indfange læsedøgnets stemning. Jeg håber det lykkes. Jeg glæder mig virkelig også til at læse med hos dig, og jeg håber du nyder historien om grisen og edderkoppen.

      1. Malene H

        Det lykkedes dig så fint!
        God fornøjelse med ‘Lagt på is’ – jeg fandt den ret underholdende. <3

        Grisen og edderkoppen holdt mig godt med selskab – nu vil jeg dog snart tage en tur til Narnia. :-)

      2. Nikoline

        Det er jeg glad for at høre. Tak!
        “Lagt på is” er en rigtig fin historie. Jeg læste den simpelthen så hurtigt og med stor fornøjelse, selvom jeg sagtens kan se dens fejl.
        Du må hilse, når du kommer til Narnia. ;)

  3. Ida

    Det er så hyggelig en tradition, I har skabt med at synkronlæse! :-)
    Jeg glæder mig til at følge med i dit læsedøgn :-)

    1. Nikoline

      Det er en dejlig tradition, og en fin måde at få det sociale med i læsningen på.
      Jeg glæder mig også til at følge med hos dig.

      1. Ida

        Ja helt sikkert. Det er virkelig fint :-) Næste år vil jeg prøve at invitere min læseklub forbi til de sidste timer af døgnet, så vi kan tilbringe dem sammen. Det tror jeg, kunne være den hyggeligste måde at slutte af på
        Orv. Har I en brændeovn? Jeg er dybt misundelig!
        Jeg håber, det er noget lækkert, Emil forbereder til jer ;-)

      2. Nikoline

        Det var da en rigtig god idé! Det vil være sådan en fin måde at runde hele døgnet af på.
        Det var virkelig god mad vi fik. Hjemmelavet burger ud over det sædvanlige. Han er altid så sød til at sørge for maden til readathon.

      1. Karina Petersen

        Hold op, hvor har du fået læst meget – hvor er du god! Mine øjne er også ved, at være ret små. Dickens er vidst lige lovlig tung her til nattetimerne. Du må sove dejligt :0)

      2. Nikoline

        Mange tak! Jeg nåede også et punkt, hvor det gjorde ondt i den ene side af hovedet. Første readathon jeg deltog i læste jeg over 2000 sider og endte med at blive syg af det, så jeg tænkte at jeg var nødt til at holde lidt igen, for ikke at blive alt for dårlig. Dickens er nok ikke den mest muntre fyr at holde sig vågen til.

      3. Nikoline

        Det var nødvendigt. der venter trods alt en lang arbejdsuge.
        Emily Dickinson? Hun er også dejlig.

      4. Nikoline

        Også fordi hendes digte kan læses bagfra og stadig give mening. Prøv det – det er virkelig en øjenåbner for hendes talent.

    1. Nikoline

      Tak skal du have, du fine. Jeg følger også troligt med hos dig, naturligvis. <3

      1. Nikoline

        Jeg sov en lang, drømmeløs søvn. Klokken er over syv nu, og jeg begriber ikke, at nattemørket stadig hviler tungt over os. Jeg er dog helt sikkert klar til mere læsning nu.

  4. Kirstine

    Jeg synes Lydia bogen lyder så sjov! Altså, ideen lyder sjov, var den god? Og åh, næste år tror jeg også, jeg vil finde en at læse med. Det lyder så hyggeligt. Jeg håber den næste bog bliver god! <3

    1. Nikoline

      Den er virkelig morsom. Meget Lydia-agtig, hvis det giver mening. Jeg synes helt sikkert den er god – især hvis man er til Austen fan fiction, for så vil jeg vove at påstå, at den er et must.

  5. Mai Hjalager Gudmundsen

    Hvor lyder det bare hyggelig med te, brændeovn og masser af bøger! Nu ved jeg godt, det er toeren, du er i gang med. Men blev du lige så vild med Garrett som mig, da du læste “Aftalt spil”? Han er dreeeamy! <3

    1. Nikoline

      Det er meget læsemaratonets ånd, vil jeg mene.
      Garrett sjal helt sikkert mit hjerte. Og historien var simpelthen så fin. Hvordan havde du det med Logan? Jeg har netop vendt den sidste side i bogen, og jeg ved ikke hvad det er, men Kennedy kan altså skrive gode kærlighedshistorier, selvom mønsteret meget ligner “Aftalt spil”.

      1. Mai Hjalager Gudmundsen

        Jeg synes også, at Logan var ret sød, men “Lagt på is” var i min optik ikke lige så god som “Aftalt spil”. Det var som om, der ligesom manglede et eller andet. Garrett er også bare min ultimative favorit, så jeg er sikkert hamrende biased :D Læste lige, at du er gået i seng. Sov rigtig godt, søde du. VI ses senere <3

      2. Nikoline

        Det synes jeg heller ikke den er, men Logan er meget sød.
        Hvordan går det med dig og din vin? Kan du holde dig vågen, du fine?

  6. Piskeriset

    Lyder hyggeligt med ild i brændeovnen. Vores fungerer bedst, når det er lidt koldere og mere blæsende, så den er ikke taget i brug endnu dette efterår, meeen det skal nok komme. Jeg går i øvrigt i gang med ‘Bird Box’ lige om lidt ;-)

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    1. Nikoline

      Uh! Så må jeg lige følge særligt med, når du tager hul på “Bird Box”. Jeg håber virkelig ikke den skuffer dig, og jeg er simpelthen nødt til at spørge dig om en scene, når du har færdiglæst den.

      1. Piskeriset

        Den skuffede ikke, men omvendt var den ikke nær så uhyggelig og nervepirrende, som jeg havde håbet på – måske fordi konceptet med ‘væsnerne’ ikke virkede så overbevisende for mig. Jeg konkluderede dog, at jeg nok hellere vil være overlevende i en verden med zombier end i en, hvor der er ‘væsner’ :-O

        Mvh.
        Den lille Bogblog

      2. Nikoline

        Jeg synes væsner er så uhyggelige, fordi de netop ikke kan ses. Det kan jeg simpelthen ikke have med at gøre. Vi bliver selvfølgelig også skræmt forskelligt, og jeg får stadig gåsehud ved tanken om bogen. Jeg synes den er uhyggelig, fordi der er så få svar, men historien hænger stadig sammen, og så formår Malerman virkelig at beskrive noget, der ikke kan ses, rigtig godt. Jeg vil helt sikkert også helle leve i en zombi-verden end i Malermans verden!

  7. Simone Hagemann

    Af en eller anden grund vil kommentarsystemet ikke lade mig fortsætte vores tråd. Så jeg laver lige en ny kommentar. Men ja, “Lagt på is” er virkelig også en fin historie, og jeg er helt enig. Kennedys historier læser nærmest sig selv :)

    Sov godt! Jeg håber på, du får en god nats søvn, så du er helt frisk til mere læsning i morgen :)

    1. Nikoline

      Det er vidst fordi den har nået sit maks. En ny tråd, it is! :D
      Jeg er virkelig også overrasket over hendes historier. De er nu så fine.

      Jeg sov som en drøm. Klarede du nattetimerne uden søvn eller overgav du dig også til sidst?

      1. Simone Hagemann

        Ja, det er de virkelig :)
        Jeg overgav mig omkring kl. 3. Men egentlig mest af alt fordi, jeg ikke ville have i dag smadret fuldstændig af træthed. Jeg havde nemlig virkelig meget lyst til at læse videre ;)

        Hvor er det fedt, du er på din sidste bog i din udvalgte læsestak. Jeg håber, du nyder den :D

      2. Nikoline

        Du holdte da ellers ud virkelig længe. Jeg gik i seng omkring midnat – ikke fordi lysten ikke er der, som du siger, men før eller siden bliver trætheden for omfattende.

        Jeg nåede at læse alle mine planlagte bøger. Held og lykke med slutspurten! Jeg håber du når i mål med det hele.

  8. Malene H

    Dyne og søvn er også begyndt at lyde tiltalende herfra…
    Jeg skulle forresten hilse igen fra Aslan og ønske dig en god nats søvn! ;-)

    1. Nikoline

      Det er også svært ikke at sove bare den mindste smule under readathon. Især hvis man har en fyldt arbejdsuge kan det godt blive nødvendigt med et par timer, tænker jeg, hvis den kommende uge skal hænge bare en lille smule sammen.
      Tak for din hilsen fra Aslan. Han er en guttermand! <3

      1. Malene H

        Lige præcis – i morgen starter en ny uge jo.
        Dejligt at se, at du er oppe og igang igen – craver dog bær noget så voldsomt nu… <3

      2. Nikoline

        Ja, og det vil være hårdt at skulle starte med søvnunderskud. Der kender jeg i hvert fald mig selv godt nok til at vide, at jeg ikke vil kunne hænge ordentligt sammen. Bær er virkelig en undervurderet readathonspise. Så lækkert, sødt og forfriskende. Hvad spiser du ellers i de her timer? <3

  9. Piskeriset

    Pøjpøj med kattebogen – er spændt på at høre, hvad du synes om den (jeg har nemlig også en svaghed for bøger med katte, hehe :D).

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    1. Nikoline

      Den er så fin, men jeg fik helt ondt i maven af at læse den i første omgang, fordi den starter så hårdt ud. Men det er jo en børnebog, så en lykkelig slutning var selvfølgelig at forvente, men indtil da var den et rent eventyr.

  10. Malene H

    Det er de virkelig – jeg gik over til chokolade for et par timer siden og nu… nu skal jeg bare ikke have noget sødt i et godt stykke tid – pyh!

    Tak for hyggeligt ‘selskab’ det seneste døgns tid. <3

    1. Nikoline

      Det var så hyggeligt at følge med i din læsning. Jeg håber vi kan gentage succes det foråret. <3

  11. Noelia Alonso

    Wow! You did so great! I wish I could have took part in it actually because for the last 24 hours it has been raining non-stop here in Madrid and it was the perfect weather to lose myself in several books. Maybe next time :)

    1. Nikoline

      Thank you so much! That’s very kind of you.
      Rainy weather is just perfect for reading, isn’t it? It rained a lot here in Denmark too, and it was so cosy. I hope you get to participate in the spring. I would love to follow your reading.

  12. mabrsa

    Tak for et hyggeligt læsedøgn. Det lyder (og ser ud til med dine fine billeder) til at du også har haft en god dag :)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s