“Girl in a Band” af Kim Gordon


“Girl in a Band” af Kim Gordon fra forlaget Modtryk i 2016, men udkom oprindeligt i 2015. Bogen er læst på dansk, hvor originalsproget er amerikansk. Denne udgave er desuden et anmeldereksemplar fra forlaget.

Musik har altid spillet en stor rolle i mit liv, men det er først inden for de seneste år, at min musiksmag radikalt har ændret sig. Hvor jeg før sang med de populære sange, som blev spillet i radioen, lytter jeg nu i stedet til musik med en anden historie. Sonic Youth, som Kim Gordon var med i en af dem. I “Girl in a Band” fortæller hun alsidigt om sit liv før, under og efter tiden i Sonic Youth som var præget af et turbulent liv, hvor hun i sin barndom konstant kæmpede imod sin families overbevisninger om, hvordan hun skulle være, imens hendes mangeårige kærlighed til forsangeren i bandet bristede og resulterede i at bandet også med tiden gik i opløsning. Hun fortæller om sit forhold til mændene i sit liv, til kvinderne og sidenhen til sin datter, der ligesom hende selv, kæmpede for at komme fri af sine forældres liv.

Det er fristende at kalde “Girl in a Band” et autobiografisk værk, der åbner til musikverdens dimensioner, men Kim Gordons selvbiografi er langt mere end blot en gengivelse af sit liv og opvækst. Det er en skildring af en piges overgang til at være kvinde, hvordan hun kæmper for selvstændighed og mod konventioner og forventningsrammer. “Girl in a Band” er et brud med alt det forventelige, et opgør mod 60’erne og 70’erne. Det er altid lidt et stats at møde sine idoler eller læse deres egne livsskildringer, fordi det kan frarøve en den magi, som indhyller dem. Det kan også have den modsatte effekt og forstærke denne. For mig gjorde det ingen af delene, fordi jeg ikke har kendt hverken Sonic Youth eller Kim Gordon særligt længe. At læse Kim Gordons selvbiografi er virkelig en interessant læsning, selvom jeg ikke kunne undgå at føle, at hun skriver om sit liv med en vis distance. Selvom hun deler ud af sine oplevelse, og jeg virkelig nød at læse om hendes liv og det ikoniske bands tilblivelse, så følte jeg alligevel at distance afskærmede mig fra noget.

”Rent kulturelt giver vi ikke kvinder lov til at være lige så frie, som de i virkeligheden gerne vil være, fordi det føles skræmmende. Vi enten skyr den slags kvinder eller dømmer dem som værende gale i låget.”

Gordon fortæller om at vokse op med en skizofren bror i en tid, hvor psykologhjælp og psykiskelidelser var noget, der blev fejet ind under gulvtæppet og tiet ihjel. Det gav mig gåsehud at læse om, hvordan han forsøgte at krænke hende seksuelt, og hvordan der ikke blev taget hånd om det, selvom det aldrig nåede så vidt. Det er tydeligt at mærke, at det ligger en stor smerte i de ord, som Gordon skriver om sin bror, hvis liv langsomt gik i stykke, og jeg beundre hende virkelig for den forsatte hengivenhed som hun udviser overfor ham, på trods af at han traumatiserede hende og dominerede deres forhold igennem hele deres fælles opvækst. Han var en tyran, fik hende til at vakle og var grunden til hendes usikkerhed, men han er stadig hendes bror, og det understreger hun uden den mindste tøven.

I takt med at forfatteren vokser op, finder hun også langsomt sig selv. Hun er selverklæret feminist, og det er også noget, som fylder meget i bogen. Hele hendes image er et feministisk udspil, der handler om at kvinder sagtens kan være rockmusikere og stadig bevare deres feminitet, men Gordon er langt fra perfekt. Hun peger også fingre af andre kvinder og mænd, og måden det bliver gjort på er usmagelig, og her tænker jeg ikke på den del, hvor hun fortæller om sin mands gentagende sidespring og hendes eget hjertebrist i den forbindelse, men mere hendes påpegning af at kvinder som Lana Del Rey ikke ved, hvad feminisme er, eller hvordan Smashing Pumpkin er for prætentiøse og for selvbevidste om deres eget image. Jeg synes det er unødvendigt, og i stedet er mere sigende for Gordon selv, end for de hun udpeger. Selvom jeg beundre hende af flere grunde, gør sådanne udtalelser hende en hykler.

”Ekstrem støj og dissonans kan have en voldsomt rensende effekt.”

Måske er successen steget Gordon til hovedet, men det ændrer ikke på, at hun har levet et interessant liv, som i sin samlet helhed giver mening i forhold til, hvor hun er i dag. Hendes narrative stemme er stærk, og bærer også præg af at hun er sangtekstforfatter, for til tider er hendes ord så klare, at det var til at række ud og føle på, andre gange druknede jeg i stedet i hendes filosofiske sniksnakke om feminisme, som jeg ikke altid var enig i. Jeg brød mig heller ikke om hendes name-dropping tendens, som hun aldrig rigtig uddybede, men som i stedet hang som spøgelser i luften, hemsøgende og mærkbare. På trods af forfatterens egne menneskelige fejl, så nød jeg virkelig at dykke ned i hendes personlige historie, selv med den distance, som den bliver fortalt med.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s