“Tidens kløft” af Jeanette Winterson


“Tidens kløft” (org. titel “The gap of time”) af Jeanette Winterson fra forlaget Modtryk i 2015, men udkom oprindeligt i 2011. Bogen er læst på dansk, hvor originalsproget er engelsk. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Jeanette Winterson har med rammerne fra Shakespeares “Vintereventyret” genfortalt historien om en mands konsekvensrige overbevisning om sin kones utroskab og deres fællesbarns egentlige ophav. Da datteren fødes, får Leo i blindt raseri og sygelig jalousi sendt hende væk over Atlanten, hvor hun bliver fundet ved et hospital af barpianisten, Shep, hos hvem hun vokser op hos i de amerikanske sydstater. Efter tabet af sin kone og den sorg, som har fulgt efter, behandler Shep pigen som var hun hans egen, og hun er et pludseligt lyspunkt i hans liv. Langt senere i livet begynder pigen, Perdita, at søge efter sin histories rødder, men med sådan en søgen følger også nogle store spørgsmål. Kan det, der før var tabt, vindes tilbage, og kan tilgivelse bygge bro over tidens kløft?

“Vintereventyret” eller “The Winter’s Tale” har aldrigt været blandt de af Shakespeares dramaer, som jeg holder mest af, og af samme grund var det med blandede følelser, at jeg læste Jeanette Wintersons gendigtning af selv samme stykke. Jeg håbede, at hun ville formå at vække min manglende begejstring for skuespillet, som jeg aldrig fandt hos Shakespeare, men jeg frygtede også at det netop ville være en umulighed. Det er første gang jeg læser noget af Jeanette Winterson, og bestemt ikke sidste gang at jeg dykker ned i hendes forfatterskab. Dog tror jeg ikke at “Tidens kløft” er det rette sted at begynde. Hendes genfortælling af Shakespeares fortælling om jalousiens altopslugende magt og den dybe længsel efter at råde bod på fortidens fejltrin er fin, men uden at være gribende. Historien forekom img rodet, måske fordi Shakespeares historie er det. Den er adskilt af tider og landegrænser, kontinenter afskilt af oceaner og kløfter mellem mennesker, der skabte lange distancer, som forekom mig svære at krydse.

“Man tror man lever i nutiden, men fortiden følger en så tæt som en skygge.”

I Wintersons version af historien er Kong Leontes nu blevet til Leo Kaiser, Hermione er MiMi, Polixenes er Xeno, Sicilien er blevet til London under finanskrisen, og Bøhmen er nu New Bohemia i USA. Det er alt sammen meget kreativt, samtidig med at Shakespeares ånd er bevaret i genfortællingen. Winterson har ikke ændret på for meget, for netop at give plads til den oprindelige historie, som danner rammerne for denne, men hun formår alligevel at gøre historien til sin helt egen ved at skabe fyldige og desperate karakterer, der alle er levende og til at føle på. Winterson holder sin læser i hånden igennem de første mange sider af sin historie, hvor hun kort genfortæller vintereventyrets handling, før hun breder historien ud og gør den til sin egen. Romanens handling er en scene for et socialt eksperiment, som Shakespeare påbegyndte for længe siden, som handler om, hvad der ligger i forestillingen om en familie. Winterson viser tydeligt, at familie ikke behøver at handle om blod, men at forståelse af vores egentlige ophav kan være grundliggende for overhovedet at forstå os selv i forhold til den familie, som vi nu en gang er en del af.

Hele projektet med at skabe nyt liv til Shakespeares mange værker er ikke alene en virkelig fin idé, men også mindst lige så vigtigt. Der har været stor debat længe, om hvorvidt Shakespeare forsat er aktuel den dag i dag, og Winterson er en af de mange stemmer i dette litterære projekt, som afgiver et klokkeklart ja. Idéen er dog skrøbelig, fordi den så let kan gå galt, hvis forfatteren i sin genfortolkning af det oprindelige værk hæfter sig for meget ved kildematerialet eller tager sig for mange kreative friheder. Men “Tidens Kløft” har dog den helt rigtige balance. Hun formår at indsætte Shakespeare i en moderne kontekst, der referer til sig selv, forfatteren og andre ikoniske fortællinger af blandt andet Hemingway og Sofokles. Hvor Shakespeares stykke er lineært i måden den fortælles på, begynder “Tidens kløft” der, hvor tredje akt slutter, for så at vende tilbage til alle de begivenheder der har ledt op til kulminationen af denne.

“De største ting sker tilfældigt. Kun resten bliver planlagt.”

Jeg tror, at “Tidens kløft” er en af den slags bøger, som med fordel kan læses igen og en helt ny betydning vil være at finde mellem bogens sider. Det er en kompleks historie, fordi den netop beskæftiger sig med tidsdimensioner og narrative spring på tværs af denne, landegrænser og menneskersind. Bogen kan sagtens læses uden kendskab til Shakespeares oprindelige historie, men med kendskab til den er læseoplevelsen rig på en helt anden måde, fordi Winterson så fint balancerer mellem egen kreationer og rammerne fra den klassiske fortælling om jalousi og familiebånd Jeg mistede dog hurtigt overblikket, da jeg læste “Tidens kløft”, fordi handlingen netop omfatter så mange ekstreme individer. Jeg tror måske også, at jeg selv læste den på et tidspunkt, hvor jeg ikke fik det ud af bogen, som jeg er sikker på er at finde mellem dens sider, men jeg bebrejder ikke Winterson for min læseoplevelse, for hun gjorde præcis det, som var hensigten med bogen, nemlig at genfortælle et af Shakespeares ikoniske værker.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s