“The Noise of Time” af Julian Barnes


“The Noise of Time” af Julian Barnes fra forlaget Jonathan Cape i 2016.

I året 1036 vakler Sjovejetunionen under dens magtkontrollerende styre, men hvor andre kreative sjæle har valgt at flygte ud af landet har komponisten Dmitrij Sjostakovitj valgt at blive, selvom han frygter for sit liv. Stalin har udvist interesse for Sjostakovitj musik, og Sjostakovitj frygter for konsekvenserne af den pludselig interesse, der kan ende med at koste ham livet. Hver aften pakker han sin kufferten, kysser sin datter godnat og lægger sig i sengen ved siden af sin konen, og når søvnen har sænket sig over huset, lukker han døren til livet og venter ude i opgangen på at blive hentet af politiet. Fordi Sjostakovitj vælger ikke at flygte og forsætte sin musikalske tilværelse i landet, tvinges han til at gå på kompromis med alt, hvad han står for, noget som får ham til at stille spørgsmålstegn ved sin kunstneriske integritet.

Jeg har ikke før læst noget af britiske Julian Barnes, selvom jeg længe har haft intentionen at læse hans “The Sense of an Ending”. Da han i sommers gæstede Louisiana Literature, blev jeg ved med at udsætte at købe og læse bogen, og jeg endte i stedet med at købe “The Noise of Time” på festivalen for at få den signeret – uden at vide, hvad den handlede om. Da Barnes talte om bogen vækkede han dog min lyst til at læse den. Hvis der er noget, der interesserer mig, så er det russisk litteratur og kultur, og det er netop, hvad bogen handler om. Dmitrij Sjostakovitj er fyldt med politiske magtspil, lykketræf og et langsomt indre tab af sig selv. Da Sjostakovitj bliver anholdt og bedt om at møde op på politistationen til sin afhøringen, for at fortælle, hvad han og hans kulturelle venner taler om, når de samles og samtalen falder på politik, tilsmiles han af lykken, selvom hans hjerte er tungt med visheden om, at han nu skal fængsles. Betjenten, der skulle afhøre ham, er sidenhen blevet anholdt for korruption, og Sjostakovitj går fri.

“What could be put up against the noise of time? Only that music which is inside ourselves – the music of our being – which is transformed by some into real music. Which, over the decades, if it is strong and true and pure enough to drown out the noise of time, is transformed into the whisper of history.This was what he held to.”

Det er svært for mig at sige, om Julian Barnes portrættering af Sjostakovitj er korrekt, for jeg kender faktisk ikke hans historie. Dog vil jeg sige, at han skriver meget troværdigt om en mand, som forekom mig lige så virkelig, som de sider jeg blev ved med at vende mellem mine hænder. Dertil kommer sproget. Barnes har længe været rost for sit sprog, og det er ikke uden grund. Han skriver så levende, at det er svært at tro, at der er tale om fiktion. For mig var Sjostakovitjs mange tanker virkelige, og ikke kun en forfatters forestilling. Allerede på første side vandt Barnes mit hjerte med sine ord, og jeg havde svært ved at slippe romanen igen, på trods af dens ellers rolige tempo og stille handling.

Det er ikke en handlingsfyldt historie af episk karakter, men derimod en lang refleksion over, når et menneske må gå på kompromis med sig selv for at overleve, og om det overhovedet er det værd. Sjostakovitj overvejer, hvilke konsekvenser det har for den kunst han skaber, og hvordan den påvirker hans integritet som komponist. Samtidig er hans også nogens søn, nogens ægtemand og nogens far, så netop af de grunde vælger han at overgive sig til Stalins befalinger og melde sig ind i det kommunistiske parti mod sin vilje, alene for at undgå hans vrede. Det er hjerteskærende at se, hvordan Sjostakovitj langsomt går i opløsning over landets regering og de beslutninger, som han pålægges af den.

“Art belongs to everybody and nobody. Art belongs to all time and no time. Art belongs to those who create it and those who savour it. Art no more belongs to the People and the Party than it once belonged to the aristocracy and the patron. Art is the whisper of history, heard above the noise of time. Art does not exist for art’s sake: it exists for people’s sake.”

Julian Barnes fortæller en overbevisende historie om en af Ruslands vigtige komponister, men han fortæller også historien om en simpel mand underlagt et magtdiktatur, som han ikke kunne undslippe. Hver gang Sjostakovitj rejser sig fra sin seng, trækker i overtøjet og forlader hjemmet for at vente på politiet, som han ikke ved om kommer fik jeg gåsehud. Der er en råhed over teksten, som gør ondt at føle på, men som samtidig fungerer som et spejl til en virkelig fortid. Med forfatterens ord i baghovedet, blev min læsning kun forstærket af de pointer, som han gav under sit interview på Louisiana Literature. Han har skrevet en helt særlig bog, der efterlader sig et mindst lige så særligt indtryk, og det er en af den slags bøger, som påpeger betydningen af kunst, og som skal minde os om dens historiske betydning. Ikke kun i form af måden den bliver til på, men også i form af dyb demonstration og protester, selv når de er lydløse.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s