“Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn” (Miss Peregrine #1) af Ransom Riggs


“Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn” (org. titel “Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children”) af Ransom Riggs fra forlaget Gyldendal i 2015 (org. udgivet i 2007). Bogen er læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

“Miss Peregrines hjem for sælsomme børn” er Ransom Riggs’ debutroman, der blander både tekst og billeder sammen i en kryptisk kombination på tværs af genrerbestemmesler, og det er svært helt præcist at placerer den. Drengen Jacob bliver efterladt med spørgsmålstegn, da hans bedstefar dør under mystiske omstændigheder. Som barn fortalte bedstefaren ham mørke historier om endnu mørkere monstre, som han forsøgte at undslippe, og sammen med en stak sælsomme fotografier, sendes Jacob på en rejse til en næsten forladt ø, hvor han finder ruinerne af et børnehjem. Mørket tager til og sænker sig over øen, langsomt finder Jacob dens hemmelighed, en tidslomme, som afslører at børnehjemmet ikke husede helt almindelige børn, men børn med forunderlige evner, der overgår hans fantasi.

Der sker noget helt særligt, når man sammensætter billeder og ord med hinanden, og det er noget jeg længe har været dybt fascineret af. Interaktionen mellem billeder og ord var også det, der ved “Miss Peregrines hjem for sælsomme børn” som i første omgang fangede min opmærksomhed. Der opstår noget helt særligt, når man blander billeder og ord; de kan afløse hinanden, understrege pointer og skabe stemninger. Det skaber et andetledes fortællerum, men det er også en forudsætning, at de bruges rigtigt. De skal integreres i teksten og ikke føles som noget fremmedartet, der afbryder historien mere end det understreger den. Ordene skal inddrage billedet; billedet skal understøtte ordene. Lang hen ad vejen er Ransom Riggs’ roman netop det. En leg med udtryksformer.

“Jeg plejede at drømme om at flygte fra mit almindelige liv. Men mit liv havde aldrig været almindeligt – jeg havde bare ikke opdaget, hvor ualmindeligt det var.”

Riggs’ sælsomme ord vibrerer med en helt særlig stemning, der understøttes af billedernes mystiske indhold, som også fungerer som øjeblikkeligt blikfang. Efter sigende skulle Riggs have fundet fotografierne, før han skabte plottet, og det kan også mærkes. Dog synes jeg ikke, at det svækker kvaliteten af historien, selvom det er tydeligt at mærke, at den er formet ud fra billedernes underlige omstændigheder med en usynlig dreng, der er fuldt påklædt, et tvillingepar iført hvide klæder og masker, hvor den ene trækker noget, der ligner serpentiner ud af den andens mund, og en lille pige, hvis fødder ikke rør jorden. Det er dog ikke alle billederne, der indgår i historien, selvom de er inkluderet i den. Det var som om, bogen bevægede sig i forskellige retninger og af forskellige veje. Det skyldes måske, at Riggs’ netop leger med genrer og får dem til at flyde sammen til noget udefinerbart, noget særegen. Den startede ud som et jagende mysterie, udviklede sig til en fantasyfortælling og endte med typiske ungdomsbøgers vante kærlighedstoner.

De første 100 sider gav mig gåsehud, imens de sidste hundrede sider ikke fremkaldte den mindste uro. Den opbyggede spænding faldt en smule, og forvandlede sig om til noget helt andet. Jeg er stadig ikke sikker på, hvad jeg læste, men en del af mig er nysgerrig efter at følge historiens udvikling, hvis afslutning afgiver løfter om et storslående opgør mellem det gode, det onde og det sælsomme. De mange forunderlige børn myldrer ind mellem hinanden, deres evner og navne skaber både forundring og forvirring. Jacob en veldefineret karakter med modstridende følelser og en tyngende sorg over tabet af sin bedstefar. Hans historie ramte mig lige i hjertet, og jeg elsker den forklaring som hans lidelser tildeles. Det skabte en rød tråd igennem historien, skabte mening og sammenhæng. Jeg nød at forsvinde i hans sind, og særdeles hans forhold til sin bedstefar interesserede mig. De første mange sider er noget af det stærkeste, jeg længe har læst, fordi skildringerne af deres forhold er noget helt særligt, som også er en af historiens stærkeste elementer.

“Stjerner var også tidsrejsende, ekkoer af sole, der for længst var døde. Mange stjerner var blevet født siden da, men deres lys var endnu ikke nået ned til os. Hvis alle sole på nær vores brændte ud i nat, hvor mange menneskealdre ville der så gå, før vi opdagede, at vi var alene i universet?”

Riggs’ skriver som en mareridtsdrøm, der bliver til virkelighed, en man ikke kan vågne fra og undslippe, men ogsp en der bevæger sig fra at være uhyggelig til underlig og ufordtående. Han formår at skabe stærke atmosfærer, som får læseren til at glemme omverdenen fuldstændig. Den er dobbelttydig, fordi den netop er så mareridtsfremkaldende og alligevel så betagende. Dog er hans debutroman præget af forvirring og skønhedsfejl, og en tiltrækningskraft så stærk, at jeg på trods af dens fejl ikke kunne lægge den fra mig. På trods af bogens spændende sammenspil mellem billeder og ord mangler den en klar struktur, sammenhæng og præcision af en genremæssig bestemmelse. Plottet ledes af mærkelige afveje og opslugende plothuller lurer bag kapiteloverskrifterne, og alligevel kunne jeg ikke lukke bogen. Ser man bort for historiens skønhedsfejl, så har Riggs’ forsat skabt en helt enestående fortælling i et sælsomt grænseland mellem genrer og temaer. Det er en historie, man kan forvente det uventede af.

Reklamer

9 thoughts on ““Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn” (Miss Peregrine #1) af Ransom Riggs

    1. Nikoline

      Det lyder lovende! Jeg synes også den første er god, så jeg er selvfølgelig spændt på efterfølgende.

  1. Louise Bendtsen

    Da jeg havde afsluttede denne bog, var jeg så irriteret over at jeg ikke havde “Hollow City” liggende, så jeg bare kunne hoppe vider i den fantastiske historie. Det samme gentog sig da jeg havde fået læst “Hollow City”.

    1. Nikoline

      Det forstår jeg godt. Slutning er noget så tarvelig – især hvis man netop ikke har forsættelsen!

    1. Nikoline

      Den passer også fint til årstiden. Jeg overvejer selv at læse forsættelsen. 3’erne udkommer jo på dansk nu her.

  2. Malene H

    Åh, etteren færdiggjorde jeg med blandede følelser, ligesom dig. Et eller andet sted, var den noget nyt og ganske interessant og et andet sted bare absolut forvirrende og når jeg troede jeg befandt mig i en gyser-scene, hoppede en tidsrejse ind over teksten.
    Dog fortsatte jeg også serien og ‘Hollow City’ er simpelthen SÅ god – hvis du endnu ikke er nået dertil, så glæd dig!

    1. Nikoline

      Det er dog også så forvirrende, at det er svært bare at læse bogen færdig og lade det ligge. Det er så tilpas mystisk, at jeg i hvert fald ikke kan lade historien liggende, og det lyder virkelig som om toeren ramte dig hårdt. Jeg glæder mig til at læse den.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s