Bør bogforsider være kønsneautrale?

Det siges, at man ikke bør dømme en bog på dens omslag, og det er på trods af at det er det første vi ser i mødet med en bog. Desuden er det nok de færreste der kan sige sig fri fra at danne sig afgørende indtryk af en bog på baggrund af dens omslag. Forleden læste jeg Neil Gaimans seneste udgivelse, “The View form the Cheap Seats”, hvor særligt et af de mange tekstfragmenter fangede min opmærksomhed. I essayet “Books Have Genders” argumenterer Gaiman for, at alle hans bøger har et køn, der ofte relaterer sig til kønnet af den enkelte bogs hovedperson, men uden at det altid er reglen. “Anansi Boys”, forklarer han, er en drengebog, imens det er lidt mere interessant med “Stardust”, hvor hovedpersonen er en mand, men hvor Gaiman mener, at bogen er en pigebog. Det er en interessant anskuelse, mest fordi jeg aldrig har tænkt på Gaimans bøger som kønsbestemte. Det er i det hele taget sjældent, at jeg tænker på bøger på den måde, selvom jeg godt er klar over at det formentlig er et mindretal af mænd i forhold til kvinder, der har læst Jane Austens værker, fordi det er bøger, der for mange giver lyserøde og fjerlette associationer. De chick-litbøger jeg ejer er hovedsageligt holdt i sarte farver på samme måde som mange af mine Austen bøger, som umiddelbart henvender sig mere til kvindelige læsere end mandlige, hvis man skal dømme ud fra deres omslag. Ligeledes har bogmarked også flere kvindelige læsere end mandlige, og jeg undres over disse betragtninger uden helt at finde forløsning.

Ida skrev på et tidspunkt et virkelig interessant indlæg om hvorvidt bogomslag bør være kønsneautrale med afsæt i “Bogomslagenes guldalder” fra Weekendavisen, hvor Leonora Christina Skov forklarer, hvordan bogomslag i dag ofte er underlagt kønsbestemte såvelsom racebestemmelser og genrebegrænsninger. Det er ikke et emne, der er så omdiskuteret herhjemme, imens debatten raser i udlandet, hvor Huffington Post har lavet en indlægserie om kasserede bogforsider, hvor omslagsdesignere deler deres ofte langvarige proces frem imod de endelige omslag til en bog. Dikussionen tog for alvor til ved genudgivelse af Plaths selvbiografiske klassiker om depression, “The Bell Jar”, da forsiden blev offentliggjort med “en chicklit-inspireret pinupmodel i færd med at lægge makeup i et lommespejl”, imens flere Afrikanske-romaner “plastret til med blodrøde solnedgange og silhuetter af akacietræer”, der mest af alt er fornedrende i forståelsen af en anden kultur. Skov påpeger desuden en tendens i omslagene hos kvindelige forfattere, som hun kalder “the body-part treatment”, hvor bogomslaget typisk indeholder kvindelige kropdele, men sjældent et helstøbt menneske, og dertil kommer også bølgen af sarte lyserøde værker. Begge tendenser ses med blandt andet Alice Munros værker og Tove Ditlevsens samlede noveller. Forlagsbranchen og grafikere vælter sig i omslagsklichéer, mener hun, og det har konsekvenser for den enkelte bog. Mænds litteratur derimod, påpeger Skov, fremstår langt mere kraftfuld og alvorlig, og hun nævner Carsten Jensens “Den første sten” og Kaspar Colling Nielsens “Den Danske Borgerkrig 2018-24” som eksempler. Det er uhyre interessant læsning uanset om man er enig med Skov. 

Der har alle dage eksisteret flere mandlige forfattere end kvindelige, selvom mange kvinder greb pennen og gik under dække med et mandeligt pseudonym for at kunne blive udgivet, og selvom det står kvinder frit for at blive udgivet i dag i samme grad som mændene, er mandlige pseudonymer stadig noget, som farver forfatterbilledet, hvor blandt andet J.K. Rowling skjulte sit pigenavn bag sine initialer, for at blive taget alvorligt af mandlige læsere og forlagsbranchen. Jeg kan heller ikke lade vær med at tænke på, om bogomslagene hos kvindelige forfatter heller ikke gavner dem i deres søgen efter anerkendelse på lige fod med de mandlige forfattere. Men hvad er så kønsneutrale bogomslag? Skov nævner afslutningsvist to eksempler på disse i dansk sammenhæng. Hun nævner Olga Ravns “Celestine” og Sara Roepstorffs “Min far er en tiger”, som begge er meget smukke omslag, og som ikke er afslørende af forfatterens køn eller bogens indhold. Mest af alt undres jeg over, hvorfor sarte rosa forsider afspejler useriøsitet, når man ser på navnene på dem, imens mere simple og kraftfulde omslag afspejler det modsatte — uanset navnene på dem. Jeg synes det er en fornedrende måde at se på bogomslag, selvom jeg så afgjort tror, at det forholder sig sådan, men samtidig skærer jeg en grimasse ved tanken om, hvis bogomslag udelukkende skulle baserer sig på farvesammensætning og mønstrede former. Af samme grund erklære jeg mig enig med Ida i hendes konklusion om at bogomslag bør tilpasses den enkelte bogs indhold, også selvom det betyder at omslaget er lyserødt eller indeholder kvindesilhuetter eller kropsdele, imens et grafisk udtryk også kan være vejen frem som “Celestine” og “Min far er en tiger”. Vurderingen af om et bogomslag er mandlige, kvindeligt eller kønsneautralt ligger i beskuerens øjne og vedkommendes fortolkningsramme.

Hvad betyder bogomslag for jer — spiller det nogen rolle om de er kønsbestemte? Tror I at køns-, genre- og racebestemte bogomslag kan virke begrænsende for en bog, og at man i stedet bør fokuserer mere på at lave kønsneutrale bogomslag?

Reklamer

11 thoughts on “Bør bogforsider være kønsneautrale?

  1. bibliotekatten

    Jeg synes, den er svær. For selvfølgelig skal indpakningen repræsentere indholdet. Og jeg har personligt intet problem med pastelbøger, men som formidler er det uendeligt begrænsende når bogen skriger: jeg er ikke lavet til dig! allerede før man har fortalt låneren hvad den egentlig handler om. Det irriterer mig når forlag forsøger at bestemme hvad jeg skal læse. Men ofte rammer det drenge/mænd mere end det rammer piger og kvinder. Vi kan godt låne den kønsneutrale/maskuline bog, men mænd og især drenge vil være mindre tilbøjelige til at låne de pastelfarvede “pigebøger”. Men hvem siger at mænd ikke kan og bør læse Austen og Plath?

    1. Nikoline

      Det er virkelig også svært. Jeg er helt sikkert enig i, at den enkelte bog bør afspejle dens indhold. Jeg tror dog ikke vi kvinder helt rammes af pastelbøger, som mange mænd måske er det, men samtidig er det også bar fjollet at, at der skal findes “drengebøger” og “pigebøger”. Mænd bør helt sikkert læse både Austen og Plath, for deres historier er universelle og ikkekønsbestemte.

      1. bibliotekatten

        Lige præcis, men ofte ender med det blive for pastel og pink, fordi man tror det er det der skal til før kvinder køber bøgerne. Det er det virkelig ikke.

  2. Kirstine

    Jeg er meget for kønsneutrale forsider. Vi er jo gearet til fra barnsben at se visse ting som kvindelige og visse ting som mandlige. Det er ikke kun i beskuerens øje, det er noget vi alle arbejder sammen om at forstærke, og jeg ville ønske vi stoppede. Jeg vil bare gerne have forlag stoppede med at lave covers “feminine” eller “maskuline” fordi de forsøgte at tiltrække bestemte befolkningsgrupper, men snarere fordi det var det, der passede til bogen. At det ydre skal matche indhold er jeg helt med på, er den bedste idé.

    I en perfekt verden ville forlag jo ikke være nødt til at tænke over udseendet på bogen. Men det er ikke en perfekt verden, og vi ved at mænd og kvinder sagtens kan føle sig fremmedgjort at en bogs cover, at de kan tænke “den er ikke til mig”, alt efter hvordan den ser ud. Så på det punkt ville jeg ønske forlag gjorde mere, for ikke at fremmedgøre læsere. Der er selvfølgelig måske flest penge i at lave et “chick-lit” (hader det begreb) cover, så fint og feminint som muligt, fordi så er der flere, der køber den, af dem som forlaget ved er interesserede i den. Men det er bare en irriterende, gammeldags fremgangsmåde, der forstærker kønsroller, der ikke burde eksistere.

    Så jeg er klart for kønsneutrale forsider, men mener så heller ikke, at de kun kan se ud som f.eks. “Celestine” eller “Min far er en tiger”. Der findes mange kønsneutrale covers, der er vildt interessante, og det måtte der gerne være meget mere af. Indtil verden fatter at pink ikke er en pigefarve og pastelfarver tilhører begge køn. Måske kan man udgive en masse krimier af mandlige forfattere i sart lyserød, grøn og blå, bare indtil vi alle stoppede med at tænke over det, når vi købte dem.

    1. Nikoline

      Feminisne og makuline bøger er i grunden noget fjollet noget. En bog er en bog, og dens indpakning bør ikke være en hindring for nogen i at læse den. Jeg kan dog sagtens se, hvordan pastelindpakninger afholder mænd fra at læse Austen og Plath, men det er jo i virkelighed skørt. Jeg mener jeg så, at der var en medarbejder på L&R, der havde lavet et læderindbundet bogomslag til sin Calender Girl, så han kunne læse den i offentligheden, og selvom jeg da smilte af det, synes jeg i virkeligheden at det er unødvendig. Det bør ikke være en skam at læse.

      Jeg er helt enig i at fremgangsmåden er meget gammeldags i forlagenes valg af forsider, fordi de ofte er kønsbestemte. Det gør det selvfølgelig heller ikke nemmere, hvis der er indkøbt en stor titel til oversættelse, og man derfor har valgt den originale forside, fordi den er ikonisk for bogen i markedsføringen af den (forsider som The fault in our stars eller Elinor & Park, for eksempel), men de så afspejler amerikanernes kønsopfattelser. Det er næsten en endeløs konflikt.

  3. Piskeriset

    Jeg synes, det er en interessant diskussion, for generelt er jeg ikke vild med tanken om, at forlag vælger covers for specifik at tiltrække mandlige eller kvindelige læsere. Forsiderne kommer til at afspejle forlagenes fordomme om, hvad der er maskulint/feminint og kan dermed være med til at fastlåse visse farver/stilarter som særligt feminine eller maskuline.

    Men samme problem opstår også, hvis man søger at lave kønsneutrale forsider, for så ender man også i en diskussion af, hvad der er kvindeligt og maskulint. Det er ikke nødvendigvis en dårlig diskussion, men eftersom der for eksempel er stor forskel på, hvordan kvinder kan være, så får jeg altid tics, når noget bliver udpeget som kvindeligt eller maskulint (måske fordi jeg sjældent kan genkende mig selv i det, der bliver udpeget som kvindeligt til trods for, at jeg er født med kvindeligt kropstegn).

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    1. Nikoline

      Det er jeg heller ikke, selvom jeg sagtens kan se meningen i det – fra forlagets synspunkt, hvis der da er tale om et specifikt valg. Jeg tror ikke kun forsider kommer til at afspejle et forlags fordomme om køn, men derimod hele vores samfunds foredomme. Kønsbestemte fordomme er jo ikke noget, som forlagene har opfundet, men noget der desværre er rodfæstet meget dybt i menneskeheden. I virkeligheden giver det jo ikke mening, at en farve skal associeres med det maskuline og feminine, og når det kommer til bøger bør man jo læse uden at føle skam, fordi man er en mand med en lyserød bog.

  4. Ida

    Dejligt med så detaljerede tanker fra din side om emnet! :D Jeg synes virkelig, det er et skrøbeligt emne, så jeg er glad for at høre, at du er enig i nogle af de tanker, jeg gør mig.

    1. Nikoline

      Mange tak, Ida! Jeg synes simpelthen dit indlæg var så fint, at jeg længe gik og tænkte over debatten selv. Jeg var nødt til at skrive om det! Jeg synes virkelig det er et svært emne at tage op, fordi der er så mange komponenter i det. I virkeligheden ville alt være bedre, hvis ikke farver og motiver satte gang i fordomme om kønnene. Man bør jo læse bøger, fordi man har lyst og ikke fordi om de repræsentere det køn, som man selv tilhører — og hvad sker der så, når man ikke føler, at man er repræsenteret af de køn der er? Debatten er virkelig omfattende, så jeg er glad for, at vi deler nogle af de samme tanker.

  5. Michael Frederiksen

    Det er en interessant diskussion, som jeg ikke før har gjort mig nogen særlige tanker om. Og uden at kunne komme i tanke om én særlig titel, ved jeg, jeg flere gange har droppet at købe og læse en bog, fordi jeg følte mig ekskluderet pga. dets kønsspecifikke omslag. Helle Helle, en af mine yndlingsforfattere, har – er jeg overbevist om – flest kvindelige læsere, men omslagene til hendes bøger er alligevel neutrale (og for så vidt også enkle i sit udtryk) i modsætning til fx Tove Ditlevsen, som du også nævner. Hér kan omslagene (end ikke det kvalmende lyserøde til “Samlede noveller”) ikke afskrække mig fra at læse hendes bøger, fordi jeg holder så meget af hende som forfatter. Så dér sætter jeg det indre højere end det ydre.

    1. Nikoline

      Det havde jeg slet ikke tænkt på før nu med Helle Helles bøger – godt set! De er nemlig meget kønsneutrale. Men jeg tror i virkeligheden også, at bogomslag handler om præferencer. Der er jo ingen garanti for, at forbrugeren køber en bog, bare fordi forsiden er kønsneutral.
      Ditlevsens novellesamling er så fin. Det (kvalmende) lyserøde omslag er noget, som jeg personligt selv godt kan lide fordi jeg godt kan lide farven lyserød, men jeg forstår godt, hvorfor det kan afholde nogen fra at læse bogen. Desværre!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s