Afsked med oktober: en gennemgang i læseglimt

img_4505

img_4505

I oktober har jeg læst hele 21 bøger, hvilket hovedageligt skyldes min pendlertid i de tidligste morgentimer af døgnet.
Langt de fleste har været arbejdsrelateret, enkelte har været til et par eksamensopgaver, men jeg er nu alligevel også fundet plads til selvvalgte bøger, blandet andet i forbindelse med Dewey’s 24 Hour Readathon. Af de mange læseoplevelser husker jeg særligt min ihærdige læsning af “Aftalt spil” og “Lagt på is” af Elle Kennedy, som jeg helt sikkert vil betegne som guilty pleasures, hvis jeg troede på den slags, men også “What Katy Did” efterlod mig med hjertestik. Jeg var også særligt glad for Linn Ullmanns “De urolige” og Tove Ditlevsens “Samlede noveller”. Normalt forsøger jeg at finde tid til en smule lyrik, men af uforklarlige grunde har jeg ikke fået det gjort i denne måned.

Min bogindkøb har været begrænset, og jeg har faktisk ikke rigtig flottet mig i bøger, som jeg ellers har for vane at gøre. I stedet har jeg tilføjet enkelte titler og ellers fået læst nogle af de mange bøger, som jeg i forvejen har haft stående. I stedet prøver jeg at holde igen med mine bogindkøb og i stedet rette fokus mod BogForum i november samt den rejse til Amsterdam, som Emil og jeg har planlagt i januar, hvor der er en Waterstones, jeg gerne vil besøge samt et bogmarked og andre bogbutikker. Jeg kan nok ikke helt undlade at købe et par enkelte bøger i de to kommende måneder.

img_4505

Oktober blæste væk med den samme kolde vind, som den kom med. Hverdagen er blevet mørkere, og jeg er begyndt at bruge min pendlertid på at småsove i stedet for at læse. Hverdagen er også blevet travlere. På Gyldendal har en af månendens helt store udgivelser var “Harry Potter og det forbandede barn”, som udkom samme dag som der blev afholdt Kulturnat, og derfor forvandlede vi forlaget til et endnu mere magisk med farvestrålende kollegiebannere, alverdens troldmandstricks og magiske væsner. Jeg var iført min egen kappe, bevæbnet med en tidsvender og klar til at tage imod de mange børn og deres forældre, der skulle tilbringe en time i magiens tegn. Og magisk var det. Jeg har brugt min arbejdstid på korrekturlæsning, skrive pressebreve og generer indhold til vores sociale medier. Jeg har læst talrige forlagsbøger, planlagt BogForum og skrevet og besvaret et utal af mails.

Efter to afleverede eksamensopgaver med samme deadline sideløbende med et fuldtidsarbejde har oktober også været en måned, hvor jeg har måtte trække stikket ud, sige fra og takke nej. I stedet for at tilbringe mine weekender blandt velkendte ansigter og feste til den lyse morgen, har jeg i stedet tilbragt mine lørdage og søndage under dynen med dampende kopper te og Netflix. Jeg har gået lange ture i min vinterjakke, sparket i blandbunker og trukket vejret.

img_4505

img_4505

Oktober var rig på læseoplevelser. Jeg sluttede måneden af med at deltage i det halvårige Dewey’s 24 hours Readathon for ottende gang og med stor succes. Jeg læste 1248 sider fordelt på syv bøger i løbet af 24 timer, faldt i snak med andre læsere fra hele verden og delte en masse læserglæde.

Der bliver fart på i november, hvor jeg starter måneden ud på Bella Sky til et bloggerevent med Sara Blædel, Anne-Cathrine Riebnitzsky og Kenneth Bøgh Andersen, og jeg glæder mig. Dernæst står den på BogForum, hvor jeg vil være med Gyldendal og blandt andet stå for at afholde Peter Plys’ 90 års fødselsdag på Akademiet. Derudover gæster Patrick Ness messen, og jeg prøver endnu at finde ud af, hvad jeg dog skal sige til manden, der i mange år har fyldt i min læsning. Linn Ullmann gæster også forlaget i denne uge, og så planlægger jeg også at besøge min mor Jylland. Tiden går så stærk, at det kan være svært at følge med, men jeg nyder hvert et øjeblik.

Har I haft en god oktober måned med gode læseoplevelser? Hvilke læseplaner har i for november?

Reklamer

“Vi andre bor her bare” af Patrick Ness


“Vi andre bor her bare” (org. titel “The Rest of Us Just Live Here”) af Patrick Ness fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2015). Bogen er læst på dansk, hvor originalsproget er engelsk.

Vi kender dem alle sammen. Historier om hvordan én person er den udvalgte til at redde verden fra den ondskab, som truer i horisonten, men hvad med alle dem, som ikke er den udvalgte? Mikey er en af den slags mennesker, som ikke har til opgave at bekæmpe zombier og sjælespisende spøgelser. I stedet drømmer han om at bestå sin afgangseksamen, tage til gallafesten med sine venner og måske endelig få fortalt Henna, hvad han i virkeligheden føler for hende. “Vi andre bor her bare” af Patrick Ness er en morsom historie, der parodiere den episke fortælling om kampen mellem det gode og det onde, og ungdomslitteaturens mange faldgruber om at finde kærligheden og sig selv i verdens larm.

Patrick Ness kan noget med ord, og hans fantasi strækker sig i det uendelige. “Vi andre bor her bare” er ulig noget, jeg endnu har læst. Den udvisker grænserne mellem fantasi og virkelighed og skaber noget særeget. Det ses også i strukturen, hvor hvert kapitel fortæller handlingssporet for en klassiske fortælling om den, der er udvalgt til at redde verden, dog fortalt komprimeret og kortfattet. Det er den klassiske historie, der typisk gemmer sig i ungdomsbøger, hvor grænserne mellem virkeligheden og noget udefrakommende, noget overnaturligt udviskes og flyder sammen, hvor godt og ondt mødes, alliancer skabes og brydes i kampen for retfærdighed. Kapitlets titel er et historiespor, imens det faktiske kapitel er et andet. Kontrasterne mellem dem er ikke til at tage fejl af. Hvor de udvalgte unge kæmper for at finde hoved og hale i indfiltreringen af verden, som vi kender den, forsøger Mikey og hans venner at få hverdagen til at hænge sammen. Det er ikke let med en spiseforstyrret søster, en alkoholiseret far og en politisk aktiv mor, der bevidst undlader at adresserer problemerne, og dertil kommer Mikeys tvangstanker og handlinger.

”Vi behøver ikke alle at være Den Udvalgte. Vi behøver ikke alle at redde verden. De fleste er bare nødt til at leve deres liv efter bedste evne og gøre det, som er godt for dem: at have rigtig gode venner, at prøve at gøre deres liv bedre, at elske andre rigtigt. Velvidende at verden ikke giver nogen mening og alligevel prøve at finde ud af at være glade.“

“Vi andre bor her bare” fortæller ikke bare om sidestykket til det episke opgør mellem det gode og det onde. Historien forekom mig langt mere kompliceret end blot en parodiering af den episke ungdomsfortælling. Den fortæller også historien om et kaotisk hverdag, hvor liv gradvist nedbrydes og troen på fremtiden er en mangelvare, hvor livet bag lukkede døre er et andet end det, der leves uden for disse rammer. Mikey og hans søster kæmper mod familien, sammen og mod sig selv for at overkomme deres vanskeligheder. Af samme grund ramte “Vi andre bor her bare” mig langt hårdere, end jeg havde forventet. Jeg kom til at holde meget af Mikey og hans sygelige trang til at vaske sine hænder og hans evige forestilling om, at han er den i vennegruppen, der er lettest at undvære. Samtidig er idéen om hvordan livet går videre for de fleste, selv når der udkæmpes en evig kamp mellem det gode og det onde, og det er det liv, som omhandler alle de, der ikke er skæbnebestemt til at redde verden for undergang.

Jeg elsker hvordan Ness samtidig nedbryder enhver stereotyp, som ofte er kedelige gendrivelser i ungdomslitteraturen. Diversiteten er stor både hvad angår karakterernes stemmer, men også i måden hvorpå de agerer indenfor de fiktive rammer, som Ness har opstillet. Hvor nogen har haft sex, andre andre ikke — og nogen har endda haft det flere gange med flere forskellige. Nogle er kropsligt store, imens andre er ranglet, og forelskelser er pludselige, overvældende, langsomme og hurtige. Det bedst af det hele er at der ikke bliver peget fingre uanset set, hvad der så end er tale om. Der er ingen fordømmelse, for der er ingen formular for livet. Ingen af karaktererne er perfekte. De har alle fejl og mangler, og deres interaktion med hinanden skaber noget helt særligt, noget virkelig og troværdigt. Selvom der var dele af historien, som jeg ikke var helt solgt på, troede jeg hele vejen igennem på historien. Den er ikke fyldt med lykkelige slutninger, men derimod en masse håb, som går hånd i hånd med den uvished, som gør livet til livet.

”Følelser prøver ikke at slå en ihjel, ikke engang de smertefulde. Angst er en følelse, der har vokset sig for stor. En følelse, der er vokset til at blive aggressiv og farlig. Du har ansvar for konsekvenserne af den, du har ansvaret for at behandle den. Men, Michael, du er ikke ansvarlig for årsagen til den. Du bærer ikke nogen moralsk skyld for den. Ikke mere end du ville for en kræftsvulst.“

Jeg frygtede, at historien ville falde til jorden og blive kedelig, på trods af at dens præmis virkelig er lovende, men mine bekymringer blev hurtigt erstattet af overraskelse over, hvor velskrevet og veludført historien er. Patrick Ness skriver levende og pålideligt. Det flyder ubesværet uden at det ungdommelige sprog på noget tidspunkt føles som om det er skrevet af en voksen mand. Historien er levende og det samme er dens karakterer. Ness skriver jordbundet men udforskende. Det er håndgribeligt og simpelt og alligevel rammer det direkte i hjertet med sine mange betragtninger af de liv, der vakler under en skrøbelig hverdag. Selvom handlingen tynges af Mikeys lange kamp med sig selv, så er det samtidig en af de mest håbefulde historier, jeg endnu har læst, og af samme grund blev jeg ved med at genlæse de afsluttende ord, fordi de gjorde mig så let om hjertet, at det et øjeblik føltes som om mine fødder helt lettede fra jorden.

Dewey’s Readathon: en minutiøs opdatering #8

img_4469

img_4505

Kl. 12:46 – Klokken nærmer sig langsomt to, og mine øjne kredser om min bogstak. Jeg har tilbragt min morgen i et roligt tempo; jeg har sat en vask over, støvsuget og anrettet mit læsehjørne med bløde tæpper, bogmærker og frisk frugt. Jeg har udvalgt mig et tekrus og fundet min hvide cremete fra Perch’s frem. Både mit Twitter- og Instagram-feed er langsomt ved at blive fyldt med læsebegejstring, og jeg glæder mig sådan til at klokken slår to og læsedøgnet begynder.

Kl. 14:02 – Det regner udenfor og klokken har slået to. God læselyst til alle, der deltager!

Kl. 15:09 – Den første time af læsedøgnet er gået, og jeg er 104 sider inde i min første, “Lydia — the Wild Girl of Pride & Prejudice” af Natasha Farrant, som jeg synkronlæser med Rikke. Bogen er virkelig fin, fjerlet og bittersød.

Kl. 16:25 – Det knitrer i brændeovnen og summer i køkkenet, fordi Emil forbereder aftensmad, noget han gør ved hvert readathon, og som jeg skatter meget højt. Jeg har tændt de første stearinlys og tømt min første kande te. Jeg har også vendt den sidste side i “Lydia” med et smil. Den næste bog har jeg valgt skal være Elle Kennedys “Lagt på is”, men inden jeg når så langt vil jeg følge op på nogle af de andre deltageres læsning på de sociale medier.

Kl. 19:02 – Det er ikke mange sider jeg har fået vendt i “Lagt på is”. I stedet har jeg spist aftensmad med Emil, der lavede virkelig gode burger med portobellosvampe og en hjemmerørt aioli. Med maven fyldt vil jeg vende tilbage til min bog.

Kl. 21:01 – Jeg har netop vendt den sidste side i “Lagt på is” med et stort smil på læben og en varm følelse i mit hjerte. Elle Kennedy ved, hvordan man skriver en god kærlighedshistorie, og selvom mønsteret er en smule gentagende i hendes fortællinger, så nyder jeg dem virkelig. Nu vil jeg varme mig en kop kakao med skumfiduser og finde “The Figure In the Carpet” af Henry James frem, nu hvor mørket har sænket sig.

Kl. 22:34 – Jeg har et anstrengt forhold til Henry James; jeg har svært ved at elske hans litterære værker, og “The Figure In the Carpet” er ingen undtagelse. Den føles mest af alt som en ligegyldighed i sin leg med tolkning af tekster. Sproget er mærkværdigt klodset, og hans budskab forsvinder i rodet. I stedet vil jeg læse den Robert Louis Stevensons gotiske novelle, “Olalla”, som passer perfekt til efterårsmørket.

Kl. 23:09 – Mine øjenlåg føles meget tunge, og jeg har jeg netop vendt den sidste side i Stevensons gotiske novelle. Måske skyldes det min egen træthed, men den korte historie gjorde mig rundttosset med sine mange pludseligheder. Jeg er slet ikke sikker på, hvad jeg skal mene om den. I stedet har jeg fundet min vinterdyne frem og lagt bøgerne væk til fordel for en smule tiltrængt søvn. Forsæt god læselyst til de af jer, der deltager i læsedøgnet!

Kl. 07:01 – Da jeg først faldt i søvn, var jeg slet ikke til at vække igen, men nu er jeg oppe. Jeg har sat vand over til te og fundet “What Katy Did” af Susan Coolidge frem, som jeg længe gerne har ville læse.

Kl. 09:47 – Solen er for alvor stået op, og det samme er jeg. Jeg har trukket persiennerne fra for at varme mig på de første morgenstråler, og vinduet står på klem, så jeg kan høre fuglekvidderet ude i hækken. Jeg har også færdiglæst “What Katy Did”, som var en virkelig skøn børnebogsklassisker fyldt med skøre påfund og barnesindets grænseløse fantasi, selvom den også er meget victoriansk moraliserende. Elkedlen fløjter i køkkenet, så inden jeg giver mig i kast med min næste bog “Lord Arthur Savile’s Crime” af Oscar Wilde, vil jeg lave mig endnu en kop te.

Kl. 10:46 – Med Oscar Wilde går det aldrig galt – og det gjorde det heller ikke med denne lille og absurd komiske novelle. Bogen er fyldt med pludselige vendinger og en grotesk slutning, men det virker upåklageligt. “Lord Arthur Savile’s Crime” var den helt perfekt efterårsbog. Den sidst bog i min planlagte stak af bøger, som jeg også regner med bliver min sidste, er “Gobbolino, the Witch’s Cat” af Ursula Moray Williams.

Kl. 13:39 – Gobbolions histori startede med at knuse mit hjerte, men endte med at efterlade et smil på mine læber – og lige i rette tid for ganske snart når dette læsedøgn sin afslutning.

Kl. 14:04 – Læsedøgnet er slut og magien er brudt. Det har, som altid, været en fornøjelse at læse med så mange andre læsere; at dedikere et helt døgn til læsning og bogsnak. I løbet af de sidste 24 timer har jeg læst 1248 sider fordelt på syv bøger, hvoraf tre af dem er noveller. Readathon er sådan en fin måde at gøre læsningen til noget socialt, og jeg nyder at kunne forene fiktionsverden med virkelighedens. Og det har været en fornøjelse.

img_4634

img_4503

img_4521

img_4478

Dewey’s Read-a-thon: En læselørdag i vente

På lørdag river jeg endnu en gang et døgn ud af min kalender og tilskriver den bøger og læsning, når klokken slår 14 og det halvårlige Dewey’s Read-a-Thon endnu en gang begynder. Det er ottende gang jeg deltager, og tanken gør mig svimmel af lykke. Jeg har dog valgt at forholde mig en smule anderledes til læsedøgnet denne gang, fordi mine weekender er blevet særligt dyrebare for mig, nu hvor jeg arbejder på fuldtid sideløbende med mine studier. Jeg vil derfor læse mindre og nyde mere, bilder jeg mig selv ind, og tage mig tid til hver en bog og hvert et ord uden hastværk og følge med på de sociale medier under hashtagget #readathon, hvor jeg også vil dele mine læsestunder og opdateringer undervejs. I kan min læsning på bloggen, Instagram og Twitter. Den officiel tilmeldning findes på hjemmesiden her, der løbende vil blive opdateret med konkurrencer og læseudfordringer. Jeg holder af Dewey’s Read-a-thon af mange grunde, men mest af alt fordi det er pusterum til læsningen i en travl hverdag, som samtidig formår at samle en masse mennesker og gøre læsningen til noget vi kan være fælles om. I timerne op til vil jeg trisse utålmodigt rundt i mine hjemmesko, bage mig en æbletærte, finde et udvalg af te frem samt en dejlig varm striktrøje og tænde stearinlys, før jeg sætter mig til rette i min komfortable lænestol med den første bog af mange.

Jeg har i flere uger tænkt på, hvordan min læsestak skulle se ud. Jeg valgte bøger, og jeg fravalgte dem igen, før jeg til sidst nåede frem til en bogstak på 1063 sider, som jeg regner med at spæde til med et par spontant valgte Little Black Classics, når timerne bliver sene og øjenlågene trætte. I traditionens tro vil jeg læse en bog sammen med Rikke, og valget er denne gang faldet på “Lydia: The wild girl of Pride and Prejudice” af Natasha Farrant, som er en spin-off fortælling om Lydia Bennets drømmende sind og naive tro på kærlighed ved første blik, og jeg glæder mig sådan. Når mørket begynder at falde på vil jeg gemme mig under dynen med Elle Kennedys “Lagt på is” og vende gladeligt tilbage til Briar University og dets ishockyhold. Undervejs vil jeg supplerer med et par Little Black Classics, men hvilke har jeg endnu ikke bestemt mig for. Måske et par gotiske eller uhyggelige, som passer til årstiden og nattetimerne? I grænselandet mellem nat og dag, vil jeg slutte mig til Susan Coolidge og finde ud af “What Katy Did”. Den sidste planlagte bog jeg har afspejler min indre kattedame, da jeg har valgt at læse “Gobbolino — The Witch’s Cat” af Ursula Moray Williams, som er en letsindig børnebogshistorie om en heks’ kat, der drømmer om at være en helt normal kat, og jeg er sikker på, at den ville kunne holde mig vågen i de sidste timer inden læsedøgnets afslutning.

På lørdag opretter jeg i traditionens tro et indlæg, som jeg løbende opdaterer med billeder og ord om min læsning. Deltager I på lørdag, og i så fald, hvad skal I læse? Planlægger I at få sovet, og hvor kan jeg mon følge jeres læsedøgn?