“Pigerne” af Emma Cline


“Pigerne” (org. titel “The Girls”) af Emma Cline fra forlaget Lindhardt & Ringhof udgivet i 2016. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget, der er læst på dansk, hvor originalsproget er amerikansk.

Forsiden til Emma Clines “Pigerne” får en ungdommelig sommerstemning til at brede sig i hele kroppen, men under den brændende sommersol er formørkes den fjorten årige Evie Boyds verden, da hun møder en gruppe piger med et mystisk liv fjernt fra sit eget. Evies hjerte hænger i en tynd tråd; hun længes efter kærlighed og drengenes kærlige berøring, hun ryger sig høj for at undslippe hverdagens tyngde, og ganske langsomt begynder hun også at hænge ud med de forkerte, og før hun får set sig om begår gruppen mord. De unge piger holder til på en ranch i de californiske bjerge, som ledes af den karismatiske Russell, som kan få dem til hvad som helst. Evies hverdag smuldrer langsomt og rives væk under hende, som et klæde, der har lagt sig over den og pludselig trækkes fra og blotter sandheden.

I 30 år forskede Freud i kvindelighed uden at finde ud af, hvad det er, som kvinder søger. Evie Boyd ved det heller ikke, men Emma Cline tager hende med på en psykologisk rejse i søgen efter hendes hjertes længsler, der går hånd i hånd med begivenhederne omkring Charles Manson og hans kult, og “Pigerne” er derfor alt andet end en letsindig og ordinær sommerbog, hvis formål er at genkalde solens varme stråler mod huden og den brændende fornemmelse af strandsand under fødderne. Det er derimod en bog om en forvirret pige i den mest klaustrofobiske tid i sit liv, i en tidsalder, hvor mange børn helt var overladt til sig selv, og hvor selv det dårligste selskab er bedre end ensomheden. Historien begynder i retrospektiv, hvor Evie bliver mindet om sine unge og turbulente år, hvor hun blev ledt på afveje og forsvandt fra virkeligheden for en kort stund, før hun igen fandt sig selv. Titlen råber, at bogen ikke handler om Russell, men derimod de piger, som fanges i hans spind, og hvordan de langsomt kvæles der.

“Så stor en del af begæret i den alder var en viljesag. Det gjaldt om at udviske drengenes grove, skuffede kanter så de fik en form man kunne forelskede sig i. Vi beskrev vores desperate længsel efter dem med talemåder og velkendte ord, som om vi læste replikker højt af et skuespil. Senere stod det klart: hvor upersonlige og desperat vores kærlighed var, som den susede rundt i universet i håbefuld søgen efter en vært som kunne give vores drømme form.”

I nutiden kæmper Evie med en tilværelse, der er præget af tiden hos Russell. Hun er uden arbejde og ude af stand til at have et relationer til andre mænd, samtidig med at hendes hjerte banker for den unge Suzanne, som hun mødte på ranchen. Hun ved, at Suzanne ikke er noget godt menneske, men sammen har de en helt særlig forbindelse, som Evie mangler ord for. Cline skriver på en helt enestående måde som slog benene væk under mig. Hun opholder sig ved den vedblivende følelse som et traume fører med sig, hæfter sig ved de små deltaljer og giver dem liv. Hendes skrivestil er rytmisk og sensuel, grænsende til det poetisk, og jeg elskede det. Det er i dens sproglige finesser at historien slår igennem, imens selve historien i høj grad er forudsigelig. Min læsning var desuden meget ambivalent, fordi Evies virkelighed er så forfærdelig, at jeg ved jeg burde kigge væk, men alligevel blev jeg ved med at kigge.

Livet på ranchen i de californiske bjerge er alt andet end en lykke familie af unge, der føler sig hjemløse i hjertet og derfor så brændende ønsker sig et tilhørsforhold. Livet er en illusion, en forvrænget verdensforestilling, hvor fred og harmoni er grundprincipperne, imens virkeligheden er en anden. De unge piger udnyttes af Russell og hans mænd, overbevises om at livet handler om kærlighed og glæde, som de skal give til hinanden igennem sex, stoffer og alkohol. De børn, der fødes i familien overlades til sig selv, imens kvinderne forsvinder i en daglig rus af billige rusmidler. Alting handler om en virkelighedsflugt, og pigerne tror af hele deres hjerte, at Russell giver dem det, som de søger. Evie er bare fjorten år, da hun forsvinder ind i en af virkelighedens sorte huller af mandlig begær, og selvom hun virker langt ældre i sin verdensopfattelse, måtte jeg flere gange holde mig for munden imens jeg læste hendes beretning.

“Stakkels piger. Verden opfeder dem med løfter om kærlighed. Som de dog længe efter den, og hvor det få af dem der nogensinde får den.”

Jeg tabte pusten hen mod bogens slutning, mest fordi jeg havde på fornemmelsen, hvordan den ville ende, og jeg fik ret. Clines bygger op til et mord, der begås af Russellss kult og på en eller anden måde føltes denne del antiklimatisk, men jeg tror heller ikke at det var forfatterens intention at afdække den fiktive handling, som gruppen begår, men derimod det følelsesmæssige den efterlader hos et menneske som det skildres igennem Evie. Af samme grund bliver hendes historie et modstykke til de virkelige overlevelseshistorier, hvor unge piger forsvinder fra virkeligheden og dukker op mange år efter med et traumetungt hjerte og tilgivelse på sinde. I mange af deres beretninger er tilgivelse et stort omdrejningspunkt, og uden at negligere deres helingsprocess, tror jeg at Cline forsøger at give disse beretninger modstand, hvor hvad nu hvis du som overlevende af noget traumatisk ikke kan finde ro og dit hjerte ikke vil hele? Det siges, at tiden læger alle sår, men for Evie er traumet stadig nærværende så mange år senere. “Pigerne” er en historie om, når tilværelsen går i stå og aldrig rigtig går i gang igen, og det er en historie der fortjener at blive læst.

Reklamer

Forfattermøde med Emma Cline ved Lindhardt & Ringhof

Klokken var omkring to, da jeg forlod mit skrivebord for at begive mig fra et forlag til et andet. I anledningen af Emma Clines udgivelse af “Pigerne”, havde forlaget Lindhardt & Ringhof inviterede mig og en række andre bloggere til at møde forfatteren på forlaget i går. Emma, der både er enormt sympatisk i sin måde at være på og lige så veltalende som hun er dygtig til at skrive, fortalte bredt om sin baggrund for at skrive bogen med forældre, der voksede op i 60’erne, og hvordan Californien, hvor hun er fra, tildels stadig sidder fast i den tidslomme. Hun skrev “Pigerne” på grund af sin intersese for tiden og Charles Manson-kulten, som tog verden med storm, da det kulminerede i mord, men hun fortalte også, at hun ønskede at undersøge historie ud fra andre vinkler end de forventelige. Hun fortalte, at det ville have været oplagt at fortælle, hvordan bogens hovedperson forelskede sig i gruppens ikoniske leder, men det var ikke det hun ønskede. Hun kunne have skrevet en historie om at gennemgå noget traumatisk og alligevel komme ud på den anden side som et bedre menneske, men det var ikke det hun ønskede. Bogen, som jeg i forvejen virkelig godt kunne lide, voksede hos mig jo mere Emma talte. Bevæbnet med en masse spørgsmål samt diverse forsyninger (Emma bad om råd til at vælge mellem det udvalg af chokolade som stod på bordet, og vi anbefalede hende en guldbar og guldkarameller. Hun er i øvrigt ikke begejstret for svensk lakrids), flød snakken ubesværet og tiden forsvandt alt for hurtigt.

Udgivelsesprocessen i USA adskiller sig fra den danske på flere måder, blandt andet ved at Emma hyrede en agent efter bogens tilblivelse, der tog hende to år at skrive, som videreformidlede den til de amerikanske forlag. Da bogen blev godtaget, ville forlaget gerne have brugt farven pink til bogens forside, hvilket Emma sagde klart nej til. Hun fortalte desuden, hvordan hun isolerede sig de sidste uger af skriveprocessen, og hvordan hun efter det sidste punktum satte sig ud i solen bare for at mærke den. Det var en af hendes reneste øjeblikke, sagde hun. Hun fortalte, at hun er barn af en søskendeflok på seks, og hvordan litteaturen blev hendes frirum. I lang tid var hun slet ikke klar over, at litteratur kunne være dårligt før hun selv læste en mindre god bog. Hun sagde, at hun naivt troede at en bog automatisk var noget vidunderligt, fordi det var en bog. Da hun blev spurgt om sin yndlingsbog blev hendes hukommelse et sort hul — “what is a book?” sagde hun og grinte, imens hun ihærdigt ledte efter en titel hun kunne anbefale videre. Hun nævnte blandt andet Lorrie Moores “Who Will Run the Frog Hospital”, som hun solgte så godt med meget få ord, at jeg simpelhen bliver nødt til at læse den snart. Hun virker så belæst, så begavet og mest af alt meget jordnær. Det var en ganske særlig oplevelse at møde, tale og hilse på hende, og jeg kan slet ikke vente med at se, hvad hun vil skrive i fremtiden, for hun fortalte, at hun, på trods af bare at være 27 år, allerede arbejder på sin næste bog, og jeg glæder mig.

The Book Lover’s Tag

Book Lover’s Tag er et bog tag, der har floreret så længe på internettet, at jeg ikke har kunne finde frem til den, der oprindelig begyndte det. Jeg synes dog spørgsmålene er så gode, at jeg vil tage tagget op og besvare det.

  • Har du et bestemt sted, hvor du foretrækker at læse? Min læsestol,  sofaen med chaiselong og ellers i  sengen. I virkeligheden nok mest i sengen.
  • Bruger du bogmærker eller noget mere tilfældigt, som du lige har ved hånden? Bogmærker. Før i tiden brugte jeg hvad som helst, fordi jeg ofte glemte bogmærker, når jeg var på farten. Nu har jeg samlet mine bogmærker i en krukke, og ellers bruger jeg post-its, som jeg alligevel bruger til at markere elskværdige passager under min læsning, så jeg kan vende tilbage til dem og nyde dem igen.
  • Stopper du din læsning midt i et kapitel, eller er du nødt til at læse det færdig? Jeg ville ønske, at jeg læste kapitler til ende, før jeg lægger en bog fra mig, men sandheden er, at jeg har en hæslig vane, synes jeg selv, med at stoppe midt i kapitler på tilfældige steder.
  • Spiser du og drikker imens du læser? Jeg har faktisk svært ved at spise samtidig med at jeg læser. Mest fordi jeg mangler hænder til både at gøre det og holde bogen samtidig. Hvis jeg spiser, imens jeg læser, er det oftest noget simpelt i form af små snacks. Jeg har dog intet problem med at drikke, imens jeg læser.
  • Hører du musik eller ser fjernsyn imens du læser? Som udgangspunkt foretrækker jeg stilheden, men jeg kan dog sagtens læse imens jeg hører musik. dertil foretrækker jeg dog klassisk eller jazzmusik uden sangtekster, så mine tanker ikke distraheres og fjerner sig fra bogen. Jeg kan også godt læse, imens min kæreste bruger fjernsynet, men det er lidt svære at lukke ude, synes jeg, fordi det distrahere mit synsfelt, hvilket musik ikke gør.
  • Læser du en eller flere bøger ad gangen? Jeg læser oftest flere. Tit er der en bog til studiet, en jeg selv har valgt og til tider også en digtsamling. Måske også en til forlaget.
  • Forestrækker du at læse hjemme eller andre steder? Som udgangspunkt foretrækker jeg at læse hjemme, men jeg kan sagtens læse på farten, hvor jeg særligt bruger min pendlertid fordybet i en bog.
  • Læser du højt for dig selv eller inden i dig selv? Interessant spørgsmål! Jeg læser som udgangspunkt altid inden i mig selv, men falder jeg over smukke ord, der forlanger at blive læst højt, så gør jeg det. Jeg bestræber mig også på at læse digtsmalinger højt, fordi det skaber en helt anden læseoplevelse med lige netop den type litteratur, end hvis den blev læst i stilhed.
  • Læser du i forvejen eller springer du sider over? Hvis der med “i forvejen” menes, at jeg for eksempel læser slutningen før jeg overhovedet begynder på historien, så er svaret nej. Jeg har dog før sprunget sider over, fordi handlingen trak i langdrag og var mig intetsigende.
  • Knækker du ryggen på dine bøger, eller forsøger du at undgå det? Hele debatten om at elskede bøger per definition skal se slidte ud og have rygknæk finder jeg latterlig. Kærlighed til noget er ikke entydigt. Jeg anser mig selv for bibliofil, og jeg knækker aldrig ryggen på mine bøger. Heller ikke på de tykke bøger, som indbyder til det.
  • Skriver du i dine bøger? Jeg skriver aldrig i de bøger, som jeg læser af ren og skær fornøjelse eller til anmeldelse, selvom jeg næsten altid både skriver og overstreger i mine studiebøger uanset genre.

Fordi tag-lege er sådan en god måde at lære andre læsere at kende på, vil jeg gerne tagge Kirstine, Malene og Iben til at besvare ovenstående spørgsmål enten i videoform eller på skrift. Jeg håber i vil lege med!

“The View from the Cheap Seats” af Neil Gaiman


“The View from the Cheap Seats” af Neil Gaiman fra Headline, udgivet i 2016.

I “The View from the Cheap Seats” har Neil Gaiman samlet en række essays, artikler, anmeldelser, forord og taler i et udvalg. I sit forord til bogen gør Gaiman det klart, at det ikke er hans fokus at skabe en orden i måden hvorpå bogens tekster optræder. De er sorteret efter noget personligt, og jeg var overrasket over at sidde tilbage med indtrykket af en vidunderligt helstøbt bog. Bogen indeholder meget rørende mindeord til afdøde Terry Pratchett, som Gaiman skrev “Good Omens” sammen med, en lang artikel og den mundtlige eventyrstradition og tilblivelsen af Gaimans “Stardust”, om det at skrive en stor amerikansk roman, når man selv er britisk, en hyldest til boghandlere og en længere diskussion af tegneseriemediet, den berømte tale “Make Good Art” blandt et væld af andre personlige tekster.

Neil Gaiman skriver på mange måder nonfiktion som han skriver fiktion. “The View from the Cheap Seats” er et mesterligt rod af majestætisk karakter, der omhandler alt lige fra tekster om genrerefleksion og syriske flygtige. Det er en meget lang bog, og de 500 sider skal bestemt ikke sluges i én mundfuld, men nydes bedst løbende og gradvist. Jeg nød at læse et par tekster, lægge bogen fra mig og vende tilbage til den senere. Bogens titel kommer fra et af bogens sidste essays, “The View from the Cheap Seats” som beskriver hvordan Neil Gaiman tog til Oscarshowet i 2010 på årsdagen for sin fars død og sad alene på de bagerste rækker og betragtede en verden af glamour og kamerablitz. Det er en utrolig rørende tekst, en tekst om det at føle sig alene, og det gjorde en smule ondt i mit hjerte at læse, fordi jeg omgående kom til at tænke på hovedpersonens håndtering af sin fars død i “Anansi Boys”, hvis lighed til Gaimans er slående. Den er dog også håbefuld, fordi han forklarer vigtigheden af at tvinge sig selv ud i livet, når det synes mindst overkommeligt, og man egentlig helst vil være alene.

“You can no more read the same book again than you can step into the same river.”

Bogen er dedikeret til Gaimans søn, og under min læsning er jeg blevet opslugt af forord til bøger, jeg ikke har læst, af hyldester til mennesker jeg ikke kender. Han har om muligt vundet endnu større beundring hos mig. Den er en hyldest til dagdrømmeri, skrivning, læsning og det, der gør livet værd at leve. Adskillige af teksterne peger tilbage på de forfattere, som formede Gaiman. Først som læser og sidenhen som forfatter. Flere af dem handler om, hvordan han læst eJ.R.R. Tolkiens bøger om en magisk rings tiltrækningskraft, men bevidst undlod at læse den sidste bog i trilogien, fordi han ikke ønskede at historien nogensinde skulle slutte. de handler om Stephen King, Douglas Adams og Ray Bradbury. Han fortæller også om, hvordan han brugte alle sine surttjente lommepenge på at købe billige paperbacks, hvilke boghandlere han troligt besøgte og hvordan Lou Reeds musik inspirerede hans forfatterskab.

Han taler også om terrorangrebet på Charlie Hebdo, ordenes kraft og vigtigheden af at kunne udtrykke sig. Han fortæller om Sandman-tegneseriernes tilblivelse og hvordan han mener at alle bøger har et køn, hvor han med Sandman forsøgte at udfordrer dem målrettet mod henholdvis mænd og kvinder på skift i takt med at tegneserien blev succesfuld. Han skrev dem ud af et mytisk sprog og et samtidigt forsøg på at skabe en ny virkelighed, der tager afsæt i noget vi kender, men mest af alt handler tegneserien om historiefortælling mere end noget andet. Et af de mange essays handler om, hvordan voksne og børn ikke læser bøger ens. Gaiman fortæller, hvordan han har oplevet voksne spørge ham, hvordan de bedst præger deres børn til at læse bestemte bøger eller helt afholde dem fra dem, hvortil han forklarer, at børn læser bøger, når de er klar til dem. Refleksionerne er mange og så fine.

“I believe we have an obligation to read for pleasure, in private and in public places. If we read for pleasure, if others see us reading, then we learn, we exercise our imaginations. We show others that reading is a good thing.”

Gaimans væsen og hans intelligens skinner igennem siderne og får dem til at stråle. Teksterne er vedkommende og giver et fint indblik i hans skriveproces, hvor flere taler og tekster har samme holdepunkter, der langsomt røber sig selv i takt med at bogen læses. Det er et særsyn, og noget som jeg ikke ville have været foruden. “The View from the Cheap Seats” er så afgjort ikke en bog for alle, men uden tvivl en bog for enhver fan af Gaimans ordkunst, selvom tyngden i de mange bidrag vejer forskelligt. Af samme grund var der flere af teksterne, som jeg sidenhen har glemt igen, imens andre ramte mig lige i hjertet, og som stadig står lysende klart i mine erindringer. Ligeledes er min læseliste blevet forlænge med talrige boganbefalinger, og jeg betvivl ikke deres værdi, når de kommer fra selveste Neil Gaiman.