“The Titan’s Curse” (Percy Jackson and the Olympians #3) af Rick Riordan


“The Titan’s Curse” af Rick Riordan fra forlaget Disney Hyperion Books i 2008 (org. udgivet i 2007).

Percy Jacksons liv har ikke været det samme siden den dag han fandt ud af, at han er søn af en græsk gud. Det har heller aldrig været farligere. Da han bliver sendt af sted med en gruppe andre halvguder for at finde to børn, der endnu ikke kender deres guddommelige ophav forsvinder Annabeth pludseligt, da situationen spidser til. Med længsel i hjerte er Percy parat til at rejse ud efter hende, men sporene er få og spørgsmålene mange. Da dukker Artemis op med sin hær af kvindekrigere og stemningen i halvblodslejren har aldrig været mere presset. Et sted i nærheden rejser Kronos’ hær sig større og stærkere end nogensinde, og Percy må kæmpe imod tiden for at genfinde sin ven og samle styrke til det uundgåelig slag der venter forude, et slag mellem guder og mennesker, halvguder og monstre.

Jeg tror aldrig jeg bliver træt af at genlæse historierne om Percy Jackson og hans mange eventyr. Selv ikke efter så mange år, hvor jeg med tiden har fået øje på historiernes fejl og mangler. De er stadig gode go betyder forsat noget særligt. Rick Riordan har en helt særlig måde at skrive medrivende romaner på, hvor der er større fokus på den plotdrevne handling frem for sproglige finesser og dybsindige tematikker. Jeg var dog overrasket over, at jeg ikke nød historien i samme grad, som jeg før har gjort. Det skyldes måske at handlingstrådene er mange, og den grundliggende handling i “The Titan’s Curse” minder om den i “The Sea of Monsters”, hvor det var en anden af Percys nære venner, der pludselig forsvandt og skulle findes igen. Redningsaktionen er naturligvis ikke den samme, da Percy måder andre mytologiske skikkelser på sin rejse, men alligevel føltes historien en smule velkendt.

“There is always a way out for those clever enough to find it.”

Riordan skriver med stor indlevelse og integritet. Hans bøger er sjove, påfaldende og skøre. I traditionens tro skriver han morsomme og medrivende kapiteloverskrifter, som på en eller anden måde er sigende for hvert kapitels handling, men som alligevel er så underfundig, at det er svært at lægge bogen fra sig med kapitler som “I get a new enemy for Christmas”, “I break a few rocketships” og “We meet a dragon of ternal bad breath”. Vaneligt peger “The Titan’s Curse” i retning af noget større, der afgiver løfte om endegyldig kamp mellem det gode og det onde, en kamp som ikke kun vedkommer Percy og hans venner at udkæmpe, men også hele den moderne mytologiske verden og menneskenes. En kamp som involverer os alle. Handlingen er hurtigt, og der er sjældent tid til at pauser og ophold mellem kapitlerne. Det er en historie der omfavner og gør svimmel med sit ihærdige tempo, og af samme grund er det også en historie, der får eftermiddage til at forsvinde i godt og velkendt selskab.

Percy Jacksons giver et frisk pust i en travl hverdag, og “The Titan’s Curse” er ligesom sine forgængere en såkaldt “middle grade” bog, der henvender sig til et yngre publikum, og selvom jeg tydeligt at kan identificere dens fejl og mangler, så er det forsat en bog, som jeg holder af. Percys eventyr er mange, og selvom jeg i dag har et andet forhold til bøgerne, end da jeg læste dem første gang, er det forsat gode og plotdrevne historier med masser af handling og humor. Forfatteren tager i hver historie afsæt i udvalgte mytologiske historier, hvor det i denne særligt er fortællingen om Atlas, der som straf for sine gerninger blev sat til at bærer himlens tungevægt på sine skuldre, men også Artemis’ jægerkorps udforskes og giver et nyt pust til den velkendte historie, der dog før kun har omhandle halvblodslejren. Percy er desuden blevet ældre, og det kan mærkes. Han er blevet mere stædig og fastbesluttet på at være den store profetis udvalgte. Det er svært at tale ham til fornuft, og han drives af pludselig impulsive beslutninger og et hamrende følelse i brystet, som han ikke kan finde ord for, selvom Afrodite ihærdigt forsøger at pege ham i retning af dem.

“In a way, it’s nice to know that there are Greek gods out there, because you have somebody to blame when things go wrong. For instance, when you’re walking away from a bus that’s just been attacked by monster hags and blown up by lightning, and it’s raining on top of everything else, most people might think that’s just really bad luck; when you’re a half-blood, you understand that some devine force is really trying to mess up your day.”

“The Titan’s Curse” blev med sine mange pludselige cliffhangere en smule anstrengende at læse. Flere gange, midt i et kapitels handling, afbrydes historien med pludselige indspark fra en karakter, der er i færd med at fortælle noget vigtigt, som kommer til at påvirke historiens gang, men som igen afbrydes af den overordnede historie, som skubber den usagte information i baggrund for en stund. Disse episoder er mange, og de fik mig til at skære tænder, fordi de i overflod forsøger at skabe spænding i historien på en måde, som jeg fandt tarvelig, gentagende og unødvendig i det omfang, som de fandt sted. Historiens struktur følger det samme skema som de to forrige bøger i serien, og selvom det er betryggende at vende tilbage til et så velkendt univers, så gør det også, at en sule af magien går tabt. Det ændrer dog ikke på, at jeg holder meget af Percys eventyr og i lang tid endnu vil følge ham til verdens ende i kampen mod det onde.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.