“The View from the Cheap Seats” af Neil Gaiman


“The View from the Cheap Seats” af Neil Gaiman fra Headline, udgivet i 2016.

I “The View from the Cheap Seats” har Neil Gaiman samlet en række essays, artikler, anmeldelser, forord og taler i et udvalg. I sit forord til bogen gør Gaiman det klart, at det ikke er hans fokus at skabe en orden i måden hvorpå bogens tekster optræder. De er sorteret efter noget personligt, og jeg var overrasket over at sidde tilbage med indtrykket af en vidunderligt helstøbt bog. Bogen indeholder meget rørende mindeord til afdøde Terry Pratchett, som Gaiman skrev “Good Omens” sammen med, en lang artikel og den mundtlige eventyrstradition og tilblivelsen af Gaimans “Stardust”, om det at skrive en stor amerikansk roman, når man selv er britisk, en hyldest til boghandlere og en længere diskussion af tegneseriemediet, den berømte tale “Make Good Art” blandt et væld af andre personlige tekster.

Neil Gaiman skriver på mange måder nonfiktion som han skriver fiktion. “The View from the Cheap Seats” er et mesterligt rod af majestætisk karakter, der omhandler alt lige fra tekster om genrerefleksion og syriske flygtige. Det er en meget lang bog, og de 500 sider skal bestemt ikke sluges i én mundfuld, men nydes bedst løbende og gradvist. Jeg nød at læse et par tekster, lægge bogen fra mig og vende tilbage til den senere. Bogens titel kommer fra et af bogens sidste essays, “The View from the Cheap Seats” som beskriver hvordan Neil Gaiman tog til Oscarshowet i 2010 på årsdagen for sin fars død og sad alene på de bagerste rækker og betragtede en verden af glamour og kamerablitz. Det er en utrolig rørende tekst, en tekst om det at føle sig alene, og det gjorde en smule ondt i mit hjerte at læse, fordi jeg omgående kom til at tænke på hovedpersonens håndtering af sin fars død i “Anansi Boys”, hvis lighed til Gaimans er slående. Den er dog også håbefuld, fordi han forklarer vigtigheden af at tvinge sig selv ud i livet, når det synes mindst overkommeligt, og man egentlig helst vil være alene.

“You can no more read the same book again than you can step into the same river.”

Bogen er dedikeret til Gaimans søn, og under min læsning er jeg blevet opslugt af forord til bøger, jeg ikke har læst, af hyldester til mennesker jeg ikke kender. Han har om muligt vundet endnu større beundring hos mig. Den er en hyldest til dagdrømmeri, skrivning, læsning og det, der gør livet værd at leve. Adskillige af teksterne peger tilbage på de forfattere, som formede Gaiman. Først som læser og sidenhen som forfatter. Flere af dem handler om, hvordan han læst eJ.R.R. Tolkiens bøger om en magisk rings tiltrækningskraft, men bevidst undlod at læse den sidste bog i trilogien, fordi han ikke ønskede at historien nogensinde skulle slutte. de handler om Stephen King, Douglas Adams og Ray Bradbury. Han fortæller også om, hvordan han brugte alle sine surttjente lommepenge på at købe billige paperbacks, hvilke boghandlere han troligt besøgte og hvordan Lou Reeds musik inspirerede hans forfatterskab.

Han taler også om terrorangrebet på Charlie Hebdo, ordenes kraft og vigtigheden af at kunne udtrykke sig. Han fortæller om Sandman-tegneseriernes tilblivelse og hvordan han mener at alle bøger har et køn, hvor han med Sandman forsøgte at udfordrer dem målrettet mod henholdvis mænd og kvinder på skift i takt med at tegneserien blev succesfuld. Han skrev dem ud af et mytisk sprog og et samtidigt forsøg på at skabe en ny virkelighed, der tager afsæt i noget vi kender, men mest af alt handler tegneserien om historiefortælling mere end noget andet. Et af de mange essays handler om, hvordan voksne og børn ikke læser bøger ens. Gaiman fortæller, hvordan han har oplevet voksne spørge ham, hvordan de bedst præger deres børn til at læse bestemte bøger eller helt afholde dem fra dem, hvortil han forklarer, at børn læser bøger, når de er klar til dem. Refleksionerne er mange og så fine.

“I believe we have an obligation to read for pleasure, in private and in public places. If we read for pleasure, if others see us reading, then we learn, we exercise our imaginations. We show others that reading is a good thing.”

Gaimans væsen og hans intelligens skinner igennem siderne og får dem til at stråle. Teksterne er vedkommende og giver et fint indblik i hans skriveproces, hvor flere taler og tekster har samme holdepunkter, der langsomt røber sig selv i takt med at bogen læses. Det er et særsyn, og noget som jeg ikke ville have været foruden. “The View from the Cheap Seats” er så afgjort ikke en bog for alle, men uden tvivl en bog for enhver fan af Gaimans ordkunst, selvom tyngden i de mange bidrag vejer forskelligt. Af samme grund var der flere af teksterne, som jeg sidenhen har glemt igen, imens andre ramte mig lige i hjertet, og som stadig står lysende klart i mine erindringer. Ligeledes er min læseliste blevet forlænge med talrige boganbefalinger, og jeg betvivl ikke deres værdi, når de kommer fra selveste Neil Gaiman.

Reklamer

6 thoughts on ““The View from the Cheap Seats” af Neil Gaiman

    1. Nikoline

      Gaiman er uforlignelig – en mester til at fortælle historier, fiktive såvel som virkelige!

    1. Nikoline

      I think you would too, however, he writes his non fiction very similar to his fiction.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s