Historisk fascination i litteraturen

Jeg er en drømmer. Det har jeg altid været. Jeg ser på verden med et forvrænget blik rettet mod det smukke fra enkelte tidsperioder, imens jeg bevidst vælger at overse andet. Mit billede af 1800-tallet er romantiseret, og det er den tid af alle, som jeg allerhelst vil befinde mig i. Jeg drømmer mig væk i tidens kjolepragt og pomp, selvom virkeligheden dengang var en anden og langt mere kvindefornedrende, end jeg ville kunne udholde, og alligevel har jeg dannet mig mit eget helt ignorante billede af datidens storhed og elegance. Det er også en grunde ud af mange til, at jeg holder sådan af Jane Austens litterære værker, fordi de fungerer som en skrøbelig tidslomme indtil en fortidsfjern verden, der på trods af dens fiktive karakterer, tager afsæt i Austens mange skarpe betragtninger af virkeligheden. Gang på gang fortaber jeg mig hovedløst i dybe beskrivelser af tunge diademer, guldbelagte kareter og brusende balkjoler, alt imens jeg forsvinder i et yndefuldt sprog med kunstfærdige sætningsopbygninger og tiltaleformer. Jeg elsker den sentimentalitet, som fylder igennem periodens litteratur, og som havde en helt anden betydning dengang, end den har i dag, der nu giver genlyd af noget ukontrollerbart og følelsesfjollet. Marie Antoinette fylder også en del i mit historiske verdensbillede, på samme måde som 1920’erne, som omgående giver genlyd af rytmiske jazztoner, champagnebobler i glassene og charlestonmode. Jeg sukker efter perioden, som om jeg faldt ud af den og længes efter at komme hjem, imens jeg kun kan nøjes med at drømme mig tilbage til den i litteraturen og af samme grund forguder jeg F. Scott Fitzgeralds forfatterskab. Jeg har det på samme måde med bøger om den sidste tsar familie i Rusland.

Jeg tror måske det begyndte med Don Bluths fortolkning af legenden om Anastasia, den yngste Romanov, der overlevede det politiske kup, som hendes familie led under. I takt med at jeg er vokset som læser, har russisk litteratur også fået en helt særlig plads i mit hjerte, hvor særligt Pushkin, Gogol, Tolstoj og Dostojevskij får mit hjerte til at banke, og jeg kan ikke rigtig sætte en finger på, hvorfor det er sådan. På samme måde som jeg ser bort fra periodens kønsballade i Austens tids, ser jeg bort fra det politiske, der lagde sig som en skygge over Romanov-familiens regeringstids, hvor korruption og hungersnød drev befolkning til et politisk opgør, der satte punktum for Romanovs familiens levetid. Af samme grund spilder mine hylder over med historiske biografier om familien med den tragiske slutning. Bøgerne er fyldt med overdrevne dramatiseringer, historiske redegørelser og rent gætteri; bøger om tsarens mor, der var en dansk prinsesse, en samling kærlighedsbreve mellem tsaren og hans hustru, faktiske dagbøger og et utal af biografiske skildringer af deres liv og endelige. Biografismen fylder ikke så meget i min daglige læsning, men når jeg sætter mig med det, så kan det føles mindst lige så opslugende som skønlitteraturen. Selvom jeg kender historien, bliver jeg aldrig træt af at læse om den. For hver en bog, der er skrevet, åbner der sig noget, en anden indgangsvinkel og glimt af noget nyt. Sommetider tænker jeg på de fiktive fortællinger om virkelige skæbner som en slags guilty pleasure-læsning, og alligevel finder jeg så megen fornøjelse i dem, at min skyldfølelse forsvinder som dug for solen.

Er I også optaget af historisk biografisme og fiktion, eller er det ikke noget, som fylder så meget i jeres læsning?

Advertisements

13 thoughts on “Historisk fascination i litteraturen

  1. Louise Bendtsen

    Jeg har det meget lige som dig.
    Jeg er ikke så god til YA og chick lit bøger.
    Jeg er meget mere til store sagaer, historiske romaner og stærke kvinder

    1. Nikoline

      Hvor er det godt at høre. Jeg tror dog også, at ungdomsbøger kan have stærke kvinder og fortælle vigtig historie med stor saglighed. Sådan husker jeg i hvert fald “The lost crown”, som er en ungdomsbog over tsar døtrene. Jeg kan dog sagtens se din pointe, for det er nok ikke majoriteten af ungdomsbøger, der fungerer sådan.

      1. Louise Bendtsen

        Jeg er helt enig i at ungdomsbøger sagtens kan havde stærke kvindelige hovedpersoner! Det er bare ikke så tit de fanger mig på samme måde som “voksen” litteratur, men jeg må bestemt lige tjekke “the lost crown” ud, det kunne jo være den var noget, tak!

      2. Nikoline

        Det er også helt okay. Jeg kan sagtens følge dig, for jeg har det ofte selv på samme måde. “The lost crown” er skøn, hvis man elsker historisk fiktion og den russiske tsar-families historie.

      3. Louise Bendtsen

        Jeg har altid været fascineret af dem, men har endnu ikke fået læst noget om dem. Måske er “the last crown” et godt sted at starte ?

      4. Nikoline

        Hvis du er klar på en fiktiv genfortælling, så synes jeg bestemt det er et godt sted at starte. Det er i hvert fald en bog, som jeg gerne vil genlæse. Den er så fin.

  2. Karina Petersen

    Jeg elsker, som dig, historiens mange måder at udfolde sig på i litteraturen både i fiktive og non-fiktive værker! Jeg kender ikke så meget til Marie Antionette, så det vil jeg kigge nærmere på – tak for tippene :)

    1. Nikoline

      Der er ikke noget bedre, end når man læser en noget ikke fiktivt, men hvor læsningen flyder så ubesværet, som når man læser fiktion. Marie Antionette er virkelig spændende, og jeg vil elske at fordybe mig endnu mere i hendes historie.

  3. writingthedreams

    Jeg elsker også historiske bøger, skønlitteratur eller biografiske værker, der er bare et eller andet helt specielt ved at dykke ned i en anden tidsalder. Jeg har det på en måde ligesom dig, tror jeg, at man kan være helt forelsket i dele af en historisk periode, i kjolerne eller smykkerne, arkitekturen eller bilerne, eller en forfatter, skuespiller eller musiker, som man drømmer om at have levet samtidig med, selvom man godt ved, at menneskesyn, hygiejne osv. ligger langt væk fra de standarder, man er vant til, og man sikkert derfor ville være noget på glatis :D

    1. Nikoline

      Du har så fuldkomment rent. Det er selvfølgelig kun dele af tidsperioderne, som vi forelsker os i. Jeg elsker Austens tidsalder for det romantiske syn, som jeg har på den, men jeg vil aldrig drømme om at leve i den tid. Som jeg skriver til Karnia ovenfor, så er der heller ikke noget bedre, end når man læser en biografi eller noget non-fiktion som læses lige så let som fiktion.

  4. mhlind87

    Ej, jeg er også ret betaget af den russiske tsar familie. Der er bare noget særligt ved den del af historien, som kan fascinere på forunderligvis.
    Men jeg læser nu meget bredt, jeg kan læse alt lige fra YA til fantasy til historiske Austen romaner. Det er dejligt at kunne læse så bredt. :)

  5. Rikke Simonsen

    Virkelig fint indlæg!
    Jeg er også interesseret i historisk fiktion – det bliver bare nogle gange også lidt tungt for mig. Ikke desto mindre nyder jeg det, når tiden er der til fordybelsen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s