Forfatterinterview med Anne-Cathrine Riebnitzsky

© Politikens forlag

“Forbandede yngel” er en barsk fortælling med et smukt sprog om fire børns opvækst under deres fars løftede hånd og verbale udbrud, noget der afspejler din egen opvækst, såvidt jeg har forstået. Hvad ligger der til grund for at skrive en så ærlig bog?
Det er en bog, som jeg har gået med indeni meget længe. Den egentlige grund til at skrive en roman så tæt på min egen opvækst, skyldes den smerte det såede i mig – og som på en eller anden måde måtte ud, hvis ikke det skulle ødelægge mig. Jeg gjorde mig mange overvejelser om hensynet til min mor, der stadig lever, og hensynet til min bror (jeg har kun en bror, selv om der er fire søskende i bogen). Min far var død, mens jeg var udsendt til Afghanistan første gang, så han kunne ikke tage til genmæle. Min konklusion var, at det naturligvis ville såre min mor, men det ville redde mig. hende havde jeg forsøgt at redde i årevis uden at det førte til noget. Konklusionen var også at i bedste, mest heldige fald kunne jeg risikere at gøre noget utrolig godt og sundt for andre voksne, der havde haft en opvækst, der lignede min.

Hvor stor en del af bogen er din historie, og hvorfor besluttede du dig for at skrive den inden for fiktionens ramme i stedet for at skrive en biografi? Der er tydelige forskelle mellem romanen og mit liv. jeg er storesøster med en lillebror. Romanens fortæller, Lisa, er næstældst i søskenderækken med en storebror, Ivan, en lillebror Peter, som sidder i kørestol, og den yngste Marie, som lige har forsøgt at begå selvmord. Min bror sidder ikke i kørestol og han har ikke forsøgt selvmord. Men de fire søskende gav mig nogle muligheder for at udspille flere facetter af det som jo var mit liv. Jeg kunne også skjule mig selv og min bror i de fire søskende – dele facetter af os ud på de andre. Havde jeg kunnet give romanen fire forældre og bevare troværdigheden havde jeg gjort det. Men det blev for kompliceret. Vigtigst af alt kan man i en roman skabe nogle sammenhænge, som ikke altid forekommer i virkeligheden. Der er mange ting vi i vores virkelige liv aldrig får svar på. Der var ting jeg ikke vidste og ting jeg ikke huskede eller kun huskede dele af. Udfordringen var at skabe en roman, som var læseværdig – ikke en irriterende gang bekendelseslitteratur. Min allerførste bog, Kvindernes krig, var jo netop en fagbog, en biografi om mine oplevelser som udsendt til Afghanistan. Men efter den skrev jeg romaner – og selv om de på mange måder er sværere at skrive end at rapportere fra virkeligheden, så rummer de en masse muligheder. Dertil kommer, at jeg på ingen måde kan vide, hvad andre har tænkt. Erindringen er plastisk og min bror og jeg husker ikke altid tingene ens. Nogle ting husker vi påfaldende samstemmende, men andre husker vi forskelligt, fordi vi har oplevet dem forskelligt. Overordnet kan man vel sige at de mest voldsomme ting, der overgår børnene i bogen, alle er mine egne erindringer.

Med “Forbandede yngel” vandt du Politikens romankonkurrence 208 deltagere. Hvor var du, da du fik beskeden, og hvad var din umiddelbare reaktion? Jeg sad ved spisebordet i det lille hus, hvor min mand og jeg på det tidspunkt boede – på Als. Telefonen ringede og en mand sagde: det er Jes Stein. Du ved sikkert hvorfor jeg ringer? I mit hoved skete der så en kortslutning, hvor jeg forvekslede Jes Stein med Jesper Stein, som i dag er krimiforfatter, men dengang var journalist og havde lavet et meget behageligt interview med mig. Så jeg sagde: Hej Jesper, nej det ved jeg ikke lige. Og Jes Stein, der er vant til at blive forvekslet med Jesper (irriterende for dem begge) sagde: Jeg ringer selvfølgelig, fordi du har vundet Politikens romankonkurrence. … Og så faldt alle brikkerne på plads meget hurtigt. Og jeg sagde: Det er løgn! Det er løgn! Og jeg kunne ligesom ikke sige mere eller andet end det. Og det er lidt tragisk, for jeg sagde faktisk nøjagtigt det samme, da jeg omtrent et halvt år senere fik at vide, at jeg havde fået De Gyldne Laurbær for den samme roman. Jeg har tænkt en del over, at det åbenbart er min reaktion, når jeg får en virkelig god nyhed: at påstå at det må være løgn. Det er en typisk rest fra min barndom. Nogen påstår, at der sker noget godt, og jeg konkluderer at det ikek kan passe. Det kan umuligt stemme overens med virkeligheden.

Fortæl lidt om din skriveproces. Hvor skriver du henne, og var det vanskeligt at fortælle sin egen historie?
Alle mine bøger er blevet til ved at skrive to timer hver formiddag mandag til fredag. Jeg gik på Forfatterskolen fra 1996 til 98 og jeg var ikke sådan en forfatter dengang. Jeg skrev i mange timer og mange dage og så var der lange pauser. Da jeg kom hjem fra Afghanistan havde jeg stress – almindelig arbejdspres-stress, ikke PTSD. Effekten var at jeg ikke kunne holde til at skrive ret meget ad gangen. Så jeg har lært at dosere det. Jeg trives rigtig godt med det. De to første bøger blev skrevet i sofaen. Forbandede Yngel blev skrevet ved spisebordet. Jeg havde allerede i løbet af min tidlige ungdom samlet henved 100 siders noter til den bog. Så da jeg først gik i gang blev det en af mine hurtigste bøger. Den tog ti måneder at skrive. Romanen før den og også den seneste, Orkansæsonnen og Stilheden, tog henholdsvis to år og to et halvt.

Du har også været udstationeret. Hvordan har det påvirket dit forfatterskab?
Jeg har jo arbejdet i en krigszone og dermed haft overvejelser om liv og død meget tæt på. Det har påvirket mig positivt på rigtig mange måder. Den vigtigste påvirkning for mit forfatterskab var nok, at mine to udsendelser til Helmand i Afghanistan blev til min første bog og mit hul igennem til et forlag. Det er svært at skrive den første bog. Virkelig svært. Når man har gjort det en gang kan man bedre sige til sig selv, at man godt kan fuldføre en bog igen.

Du er aktuel med “Orkansæsonen og stilheden”. Fortæl lidt om den, og hvad der ligger til grund for den.
“Orkansæsonen og stilheden” er blevet til ud fra en masse overvejelser om tro og moral og hvad et godt liv er. Den er flerstrenget med mange personer, hvis liv fletter sig ud og ind af hinanden. Den handler blandt andet om en præst og en astrofysiker, en forsvarsadvokat, der har mistet sin elskede i en trafikulykke … og så indgår der en hel del buejagt. Jeg er selv buejæger, og ofte er det sådan at mine hobbies og interesser på et tidspunkt vandrer ned i mine bøger.

7: Hvad kan vi vente af dig i fremtiden?
Flere romaner. Jeg er netop gået i gang med at skrive på en ny … og jeg ved som sædvanlig ikke ret meget om hvad det går ud på. Så derfor er det svært at sige noget om endnu.

8: Hvilken er den sidste bog du læste og hvilke indtryk efterlod den dig med?
Jeg har lige læst Marilynne Robinsons “Åndsfraværelse” som er en essaysamling om ånd primært … men det handler også om tro og videnskab. Marilynne Robinson er en prisvindende amerikansk romanforfatter. Mest af alt var jeg rystet over, hvor meget vi tager for givet, at denne eller hin teori er sandhed, selv om rigtig mange videnskabelige teorier er propfulde af huller, eller værre endnu … nogle er det rene nonsens og vås. Det var meget tankevækkende at læse sådan en stille saglig gennemgang af eksempelvis Freud, hans argumenter, hans samtid og så undervejs spørge sig selv, har disse udsagn fra den store mester nogen som helst sammenhæng med min virkelighed, med min egen erfaring? Jeg går stærkt ind for videnskab, så længe den holder sig til sande videnskabelige metoder og så længe vi tør revurdere videnskaben undervejs. Robinson forsvarer selvets dybde og autonomi og hun forsvarer ånden, altså åndeligheden som en inderste menneskekerne, og det var velgørende og udfordrende at læse.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s