“Sjælesluger” (Parasol Protectorate #1) af Gail Carriger


“Sjælesluger” (org. titel “Soulless”) af Gail Carriger fra forlaget Tellerup, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2009). Anmeldereksemplar fra forlaget. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Til et kedsommeligt bal i det Victorianske London, forvilder den kølige pebermø Alexia Tarabotti sig ind i husets bibliotek, hvor hun møder en sulten vampyr. Hvad han ikke ved er, at hun er en sjælløs, en fornaturligt, hvis blotte berøring neutralisere et overnaturligt væsen og bringer dem kortvarigt tilbage til deres menneskelige tilstand. Alexia har dog altid gået stille med dørene vedrørende sin evne, men da vampyren i biblioteket ender med at miste livet i sammenstødet med hende, begynder en længere efterforskning hos Bureauet til Registrering af Unaturlige på befordring af Dronning Victoria med den nærgående varulv, Lord Maccon, i spidsen. Sammenstødet med den sultne vampyr er dog kun begyndelsen i en lang række af farefulde begivenheder, som også bliver med hendes liv som insats.

Gail Carrigers bøger om Alexia Tarabotti står øverst på listen over de bøger, som jeg med vilje er gået en stor bue udenom. De kom frem i en periode, hvor trivielle vampyrer og vareulve-historier farvede det litterære billede i grålige toner og udvaskede konceptet fuldkomment. Parasol Protectorate-bøgerne blev markedsført som ungdomsbøger, og netop derfor afholdt jeg mig selv fra at læse dem af frygt for, at jeg ville føle, såfremt jeg læste den, at det blot var endnu en intetsigende læseoplevelse i rækken af en popularitetsbølge. “Sjælesluger” var dog alt andet end det. Hvor jeg forventede en velkendt og letgennemskuelig historie med kærligheden mellem et menneske og en overnaturlig som fokus, blev min frygt heldigvis gjort til skamme, for selvom historien har kærligheden som en sidehistorie, så er “Sjælesluger” noget helt andet end det, som jeg havde frygtet. Mindst af alt er det en ungdomsbog.

“[…] Miss Alexia var født uden sjæl hvilket, som enhver vampyr af god afstamning vidste, gjorde hende til en kvinde der skulle undgås for enhver pris.”

Steampunk genren har længe fået det til at krible i mine fingerspidser. Idéen med at tage en fortidsfjern tid og kombinerer den med moderne teknologi og dermed skabe en helt ny verden får mit hjerte til at banke hurtigere. Det er dog ikke en litteratur, der er så udbredt herhjemme, imens den internationalt stadig er smal, men dog så stor, at den hurtig kan virke uoverskuelig at skulle navigere rundt i. Det har helt afholdt mig fra at fordybe mig i genren. Carriger er dog et forunderligt et af slagsen, hvor 1800-tallets etikette og anstand fint flettes sammen med dampteknologien, som om de to elementer altid har hørt sammen som ét. Hun blander steampunk, romance og et mysterium som var det legende let, og de tre elementer flyder som en let strøm igennem romanen, hvor hun samtidig tager hensyn til den historisk kontekst med Victoriatidens skikke og holdninger. Hun blander genre på en intelligent måde og skaber noget helt særligt, der fik tiden til at flyve ubemærket forbi med sine omhyggeligt detaljer og britiske humor. Jeg lo højt over Alexias temperamentfulde sind, og sammenstødene mellem fortiden og nutiden.

Alexia Tarabotti er en af de mest interessante karakterer, jeg længe er stødt på i litteraturen, og det skyldes udelukkende hendes sans for korrekt opførelse (og påklædning) samt hendes iskolde natur på grund af hendes manglende evne til at føle på lige fod med andre mennesker, fordi hun er fornaturlig. Da det også er hende, der fortæller historien, farves narrativet også af hendes rolige overblik og kølige sind. Sproget føltes dog til at begynde med en anelse tungt, men inden jeg tænkte ret mange tanker om det, havde historien nået sin ende. Det virker på mange måder distanceret og følelseskoldt, og jeg ville i enhver anden sammenhæng ikke bryde mig om sådan et sprog, men hos Carriger fungerer det. Narrativet fungerer som et spejl til Alexia, der mest af alt mindede mig om narcissistiske og gådefulde Mary Poppins på grund af hendes selvtilfredse væsen og korrekthed, og jeg elskede det. Selvom Alexia er usædvanlig på grund af sin evne som sjælesluger og manglende egenskab til sentimentalitet, er hun dog stadig optaget af de samme ting, som andre kvinder i Victoriatiden, herunder kvindernes rolle i samfundet, behovet for sikring af fremtiden gennem ægteskab og den ubehagelige marginalisering af tænkende og selvstændige kvinder.

“Hun hørte også skrigene. Til at starte med var den klagende lyd så skinger at hun troede at den stammede fra en af maskinerne. Hun var ikke sikker på, hvornår det gik op for hende at den kom fra en menneskelig strube, men sandheden ramte hende så hårdt at hun snublede under vægten af den.”

Carriger har før beskrevet Parasol Protectorate-serien som en blanding mellem Jane Austens beskrivelser af moral og etikette, videnskabens fremskridt og P.G. Wodehouse vampyr-skikkelser, og det er bestemt at føle i romanen, og det mest forunderlige af det hele er, hvor ligevægtige elementerne er i udførelsen af historien. Dog synes jeg, at Carrigers historie mister noget af sin gnist hen mod historiens slutning, der blegner lidt i sammenligning med dens begyndelse, som ikke har samme intensitet og høj niveau. Hun leger med troper inden for de respektive genrer, dog uden at hun falder i disses typiske faldgruber. I stedet balancerer hun let og elegant på grænsen af dem uden at falde i på noget tidspunkt. “Sjælesluger” er ikke en revolutionerende bog, men det er dog en bog, som jeg virkelig nød at læse. Carrigers mange påfund er underfundige og fangede hurtigt min intersese. Hun har skabt en forunderlig blandingsverden befolket af en svimlende vifte af farverige figurer, som jeg glæder mig til at vende tilbage til.

Reklamer

6 thoughts on ““Sjælesluger” (Parasol Protectorate #1) af Gail Carriger

  1. Jordy

    Dine anmeldelser er både velovervejede og utrolig velskrevet. Hvor lang tid bruger du på at skrive dine indlæg?

    1. Nikoline

      Det er et rigtig godt spørgsmål — og tak for rosen! Jeg bruger som minimum en time for hvert indlæg, men jeg kan sagtens bruge op mod to. Det kommer an på hvor let ordene kommer til mig, og om der er noget omkring bogen, som jeg gerne vil researche før jeg skriver den, eller imens jeg skriver.

    1. Nikoline

      Hvis man er til steampunk og urban fantasy med vampyr og vareulve – og en god og simpel historie, så er denne klart anbefalesværdig. Jeg er glad for at have de to næste stående.

  2. Piskeriset

    Alexia er klart en af mine yndlings-hovedpersoner – virkelig en kvinde med ben i næsen :D

    Jeg kan i øvrigt anbefale at læse bøgerne på engelsk. Jeg læste den første bog på dansk og undrede mig over sprogbruget og sætningskonstruktionerne. Jeg konkluderede til sidst, at det måtte være oversættelsen, der var lidt mærkelig (og så er der bare udtryk, der er umulige at oversætte).

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    1. Nikoline

      Hun er virkelig også en hårdtsparkende heltinde. Jeg synes faktisk oversættelsen af første bog fungerer okay. Det er måske svært at forholde mig til andet, når jeg kun har læst den danske oversættelse? Der er sikkert nogle ting som går tabt, men jeg synes det er mere mærkbart i toeren. Men der var et par gange, hvor jeg studsede over en sætning eller et ord.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s