“Ildenglen” (Ønskekræmmerens datter #1) af Laini Taylor


“Ildenglen” (org. titel “Daughter of Smoke & Bone”) af Laini Taylor fra forlaget Bazar, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2012). Anmeldereksemplar fra forlaget. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Karou tegner monstre i sin skitsebog, og selvom hun fortæller levende historier om dem, tror omverdenen bare, at hun har en livlig fantasi, men monstrene er gjort af meget mere end ønsketænkning. Hun frekventerer en lille butik, hvor monstre bor, og hun træder ofte ind af én dør og ud af en anden et andet sted i verden efter ønskekræmmerens efterspørgsel på tænder. Karou ved ikke, hvad de skal bruges til, men ønskekræmmeren beriger hende med perleformede ønsker, som forsøder hendes hverdag med fremmede sprog og skøre hårfarver. Med uklarhed om, hvad der ligger bag sig, springer hun i tid og rum, for at hente og overdrage de efterspurgte tænder til butikken, indtil hun en dag møder en engel med et brændende blik i øjnene, der flyver igennem luftsprækker, som andre ikke kan se. Han er på jagt efter et monster, men da han får øje på Karou, bliver han mindet om noget, han troede, han havde glemt.

Der er visse bøger, hvor omtalen af dem er så stor, at det afholder mig fra at læse dem. ”Ildenglen” har længe været en af den slags bøger, men da jeg endelig gav efter for den mørke, maskebærerende forside, den eventyrlige titel og visheden om Laini Taylors evne til at få ord tila t blomstre, stod jeg måbende tilbage. Taylor har skabt en verden, hvor mennesker lever i uvidenhed om parallelle verdener, hvor engle og dæmoner i årtusinder har bekriget hinanden, en verden fyldt med væsner med løvefødder, oksehaler, ørnenæb og katteøre og spejdende blikke fra de brændende engle med smuldrende vinger, og en pige med blåt hår, der leder efter tænder fra de dødes munde. Taylors verden er så fremmedartet og dog alligevel så smuk. Den er ulig noget jeg før har oplevet, og selvom den er fyldt med mørke, er den en enestående perle af en fortælling. Hun har skabt en verden, hvor det er muligt at rejse igennem sprækker i himlen og døre på landjorden, hvor ønsker kan bindes på en kæde og lægges om halsen, og hvor intet er umuligt.

“Der var engang en engel og en djævel, der blev forelskede. Det endte ikke godt.”

Karou kender ikke sin forhistorie, og engle Akiva ved heller ikke hvem hun er. Deres livsbaner burde aldrig krydses, og alligevel finder de noget i dens anden blik, en gengældelse af noget fortidsfjernt og noget velkendt. Der er noget over måden, hvorpå Karou bevæger sig på, so, drager Akiva mod hende, nogets om han ikke helet kan sætte en finger på, og alligevel er han tryllebundet af hendes væsen. Igennem hele romanen bevæger de sig lydløst gennem Prags gader og himmelens luftlag, som dansede de lydløst, søgende efter svar på spørgsmål, de ikke kender. Hvad der til at begynde med lignede en øjeblikkelig forelskelse, er i virkeligheden noget helt andet, et velkendt begær og ældgamle følelser, og ganske langsomt lader sandheden sin maske falde, ballet slutter og virkeligheden er en anden. ”Ildenglen” er en fortælling om verdener i brand, en evig kamp mellem det overjordiske og menneskene, og en blåhåret pige med en tabt forhistorie. Men mest af alt en historie om en umulig kærlighed, der strider imod enhver fornuft.

Taylor skriver sanseligt med lyriske toner, der giver hvert et ord en saglig klang. Hvert et ord efterlod sig et særligt indtryk hos mig, og sommetider ville jeg ønske, at jeg kunne omfavne hendes sprog og aldrig give slip, men i stedet må jeg nøjes med at bevare dem i mit hjerte. Ikke alene er hendes fiktive verden noget helt særligt, men hende sprog er også en verden for sig, hvor døre åbnes og et grænseløst landskab blotter sig i det uendelige. Hun forstår sig på sproget og dets mange muligheder. Heraf formår hun at skabe karakterer og atmosfærer med de mest simple ord, og de verdener som hun skaber forekom mig langt rigere og mere virkelighedstro end menneskenes. Kimærerne, der består af lige dele mennesker og monstre, er underligt håndgribelige og fyldt med liv. De placereres ikke kun i menneskenes verden som en puslespilsbrik i et større billede, men gives også en forhistorie og grund til at være der. Englene forekom mig dog langt mere ordinære og mindre sammensat, måske fordi de i sammenligning med kimærerne var knap så usædvanlige. Historien spilder over af bemærkelsesværdige skikkelser, både i form af almindelige mennesker, men også med overnaturlige væsner, dæmoner og engle, og jeg sukkede en smule efter mere dybde i deres blikke.

“Det var ikke ligesom i eventyrerne. Der var ikke nogen hekse, der forklædt som gamle kællinger lurede ved korsvejene og ventede på at belønne rejsende, der delte deres brød med dem. Der var ikke nogen ånder, der sprang frem af lamper, og ingen talende fisk, der købslog om deres liv. I hele verden var der kun et sted, mennesker kunne få ønsker: Sulfurs butik. Og der var kun én valuta, han tog imod. Det var ikke guld eller gode gerninger eller lingende eventyrsludder, og nej, det var heller ikke sjæle. Det var mere sært end noget af det. Det var tænder.”

Der var enkelte elementer af historien, som virkede overflødig — herunder det brede persongalleri, hvor særligt Karous ekskæreste fylder en stor del af historiens begyndelse, uden overhovedet at bidrage med noget — men som forfatteren alligevel forsøger at tildele en rolle, og selvom de faldt til jorden, blev de overdøvet af det maleriske sprog og den levende historie. Selvom jeg mumlede henkastet til mig selv over nogle af bogens fejl, så tilgav jeg Taylor dem alle, fordi universet er så enestående, og sproget så smukt. Det er ulig noget jeg før har læst. Jeg læste “Ildenglen” på en enkelt eftermiddag, men sådan en iver, at jeg dagen efter gjorde det samme med dens efterfølger. Laini Taylor har vundet mit hjertet, fortryllet det med sine smukke ord og lokket mig ind gennem en dør med sin bog og ind i en verden langt fra det ordinære. Englene efterlod aftryk på dæmonernes døre, på samme måde som bogen efterlod i mit hjerte. Kunne jeg have fået ét ønsk eopfyldt af ønskekræmmeren, ville jeg have ønsket, at historien aldrig ville slutte.

Reklamer

12 thoughts on ““Ildenglen” (Ønskekræmmerens datter #1) af Laini Taylor

  1. Rikke

    Jeg elsker virkelig den bog. Af hele mit hjerte. Det er noget af det første fantasy, jeg har læst i lang tid, som gav mig den der, jeg-kan-ikke-lukke-bogen agtige fornemmelse. Jeg glemte tid og sted og læste bare. Slugte ord. Og det er så sjældent, at man virkelig må værdsætte det, når det sker.

    Laini Taylor er så god en forfatter. Sikke et fund!

    1. Nikoline

      Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke var i nærheden af begejstret for de to sidste bøger i serien, som jeg var med den første. Jeg synes virkelig Taylor taber sit projekt på jorden — men mere om det senere! Under alle omstændigheder er hendes sprog indbegrebet af magi. Hun er noget helt særligt.

  2. Piskeriset

    Jeg er meget enig med din anmeldelse – den bog blæste også mig omkuld. Jeg har lige købt 2’eren og 3’eren, så dem håber jeg på at få læst i løbet af den næste måned eller to :)

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    1. Nikoline

      Jeg var virkelig skuffet over både bog to og tre. Der er slet ikke den samme magi i dem, og jeg synes virkelig at forfatteren taber sin uniktskabte verden på jorden.

  3. Regitze Xenia

    Jeg bliver altså nødt til at læse den bog igen, og så læse resten af serien. Det er efterhånden længe siden at jeg impulsivt lånte den på biblioteket og selvom jeg elskede historien, er jeg af en eller anden grund aldrig kommet videre. Hvilket er trist, for det er en så fin bog.

    1. Nikoline

      Jeg brød mig virkelig ikke om hverken bog to eller tre, så jeg ville ønske, at jeg kunne være i dit sted og kun have læst og elsket den første. Det er nemlig så fin en bog.

    1. Nikoline

      Det synes jeg helt sikkert du skal overveje at gøre. Taylor skriver som en drøm.

  4. Noelia Alonso

    I read this book a while ago but I haven’t picked up the last two and I don’t know why because the first one was fantastic and the writing so beautiful, it felt more than just a fantasy story

    1. Nikoline

      As much as I really liked the first book, I did not care for the last two. They are nothing like the first book, not nearly as magical and devouring. I didn’t hate them, but I would be lying if I said I wan’t disappointed.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s