“The Shooting Party” af Anton Chekhov


“The Shooting Party” (org. titel “Драма на охоте”) af Anton Chekhov fra forlaget Folio Society, udgivet i 2006 (org. udgivet i 1884). Læst på engelsk — originalsproget er russisk.

Det begynder på en avisredaktion, hvor en mand forsøger sig adgang til at tale med den overordnede redaktør på trods af talrige afvisninger. Han har en historie, som pressen ikke må være foruden, mener han. Da manden endelig får et møde med redaktøren på avisen, er redaktøren stadig skeptisk over for den fremmedes ihærdighed, men han lover ham at læse hans historie og bagefter tage stilling til, om det er noget, som avisen kan bruge. Herefter begynder mandens historie at udspille sig for øjnene af redaktøren, der læser den med stor ivrighed. Det begynder med en fuld skovhuggers datter og hendes forhold til mændene i sit liv. I et forsøg på at undslippe sine hårde kår, gifter hun sig med en mand af velstand. Pigen har mange beundrer, og da hun gifter sig kærlighedsløst, igangsætter det en dominoeffekt af opgør mændene imellem, der resulterer i et fatalt våbenskud i skoven og en frisættelse af en fanget sjæl i en ulykkelig verden.

Anton Chekhovs “The Shooting Party” er på mange måder en klassisk fortælling om kærlighed, manglen på samme og dens fortærrende modsætning, jalousien. Det er en historie om opgør mellem mænd i kampen for den kvinde, som de elsker, men det er også en fortælling om ensomhed og et forsøg på at forbedre livets trange vilkår, men mest af alt er det en mands erkendelse af sine følelsesladet handlinger, der drev ham ud, hvor han ikke kunne bunde. Rammerne er Chekhovs fortælling er fine og skrøbelige og understøttes løbende af avisredaktørens kommentering på historien i fodnoteform, uden at disse tager overhånd eller forstyrrer selve handlingen i den fremmede mands historie. Det skaber en helt særlig atmosfære, og jeg forestiller mig, at jeg læste historie lige så ihærdigt, som redaktøren selv, og det er spændende at se, hvad han har rettet i og undladt og af hvilke årsager. Alt har en forklaring, men de er sparsomme på den måde, at de giver plads til læserens egen forestillingsevne og tankespind. Det er meget fint, og meget klassisk.

“It’s very hard, feeling that you’re no more than a piece of unwanted furniture in this world.”

Chekhov er kendt for at skrive manuskriptbaserede fortællinger og isærdeleshed noveller, og det er sådan jeg lærte hans forfatterskab at kende. “The Shooting Party” er hans eneste roman, og den er meget vellykket. Med rammerne for historien, bliver “The Shooting Party” også en detektionsroman, en genre som jeg ikke læser så ofte, fordi den forekommer mig triviel og ensformig, og selvom Chekhovs fortælling er meget klassisk i måden den er fortalt og struktureret, så er det dens rammer, der gør den til en særlig fortælling af sin slags. Den forekom mig ikke åbenlys, selvom historien er meget simpel. Fordi det er en kriminalroman, er det også svært at anmelde den uden at det afsløre for meget af handlingen. Det sagt, så er forfatterens sprog meget flydende og levende i overenstemmelse med det brede persongalleri. Chekhov evner at vække de russiske skove til live, sådan at videns susen kan høres i grantræerne, hvor små dyr kratter i buskadset og lyden af en kirkende træhytte i nærheden.

Chekhov er meget omhyggelig i måden, hvorpå han beskriver sine fiktive karakterer, noget der straks fik mig til at tænke på den russiske forfatter, Nikolai Gogol, der er lige så omhyggelig i sine personbeskrivelser. Det er altsammen meget levende, og Chekhov er fænomenal til at beskrive deres indre liv og mentalitet på en lyrisk og nærmest malerisk måde, som åbner op for flere spørgsmål, end der gives svar på. Han maler store billeder med sine simple ord, og skaber mægtige landskaber på størrelse med det russiske terræn. Hans karakterer kan umiddelbar synes simple og ligetil, men under overfladen er virkeligheden en anden, og den er langt mere melankolsk. At Chekhov er kendt for at skrive manuskripthistorier er også tydeligt at mærke i “The Shooting Party”, hvor han indarbejder denne skrivestil, som bryder med prosaen, og jeg er ikke sikker på, at jeg synes, at lige netop den del fungerer. Slutningen føltes også en smule pludselig og usammenhængende, som om forfatteren løb tør for plads eller ord.

“After the bullet follows the peace of the grave: ruined youth is followed by years of grief and painful recollections. He who has profaned his spring will understand the present condition of my soul. I am not yet old, or grey, but I no longer live. Psychiaters tell us that a solider, who was wounded at Waterloo, went mad, and afterwards assured everybody — and believed it himself — that he had died at Waterloo, and that what was now considered to be him was only his shadow, a reflection of the past. I am now experiencing something resembling this semi-death…”

At læse “The Shooting Party” var en meget blandet læseoplevelse. Jeg tøver ikke med at indrømme, at jeg holder mere af Chekhov for hans noveller end for hans roman, selvom det er en lidt urimelig sammenligning, når fordelingen af dem er så ujævn. Han er mesterlig til at fortælle store historier på meget lidt plads. Den egentlige handling udfolder sig først hen imod bogens afsluttende del, imens historien indtil da fokuserer på karaktererne og deres relation til hinanden, og det kan hurtigt komme til at virke som langt og unødvendigt, netop fordi Chekhov er så grundig i skildringen af sine karakterer. Det er lidt som om historien går i tomgang for en stund, før den omsider griber bagsidetekstens ord og lader dem virkeliggøre, og lige så greb den om mig, og jeg slap ikke bogen igen før der ikke var mere af den tilbage.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s